Friends forever

Appetit vækker:
Det er som om brisen styrer mig, styrer min hånd og jeg kan ikke stritte imod. Så snuser brisen igen, og denne her gang snuser brisen ikke helt ind, men stopper. Jeg er mere bange end jeg nogensinde har været, det sitrer endnu mere, kroppen er ustyrlig. Brisen er stille, jeg er stille, alt er stille og duften af blod spreder sig i køkkenet. Mere opfatter jeg ikke før jeg falder om…

Resumé:
De fire 18-årige piger er bedste venner og har været det siden de var 10. Nu går de alle på High School i Charleston og er stadig meget tætte. Selvom de er meget forskellige, har de også mange ting til fælles, som f.eks. elsker de stadig film med overnaturlige ting, som vampyrer og varulve. Men da 4 nye starter i klassen og en af pigerne begynder at drømme underlige ting, som hun begynder at tro på, ændrer alting sig. Det største spørgsmål er så nu: "Bliver de ved med at være friends forever?"

7Likes
6Kommentarer
686Visninger
AA

3. Brisen

Jeg vågnede med et chok, vinduet var åbent, vækkeuret ringede, jeg havde glemt at slukke for det. Jeg slukkede det og tog en dyb indånding... Rejste mig hurtigt fra sengen, lukkede vinduet og gik nedenunder. Kiggede ind i stuen og derefter ind i køkkenet. Tog en dyb indånding… Gik ind i køkkenet og så at kaffemaskinen var tændt, toastristeren var i gang og at der var bacon og æg på panden.

”Godmorgen.” Jeg vendte mig med et chok, det var mor.

”Godmorgen… Er det?” Jeg kiggede ned på panden igen.

”Ja jeg tænkte vi kunne hygge os lidt om morgenen da jeg først skal møde kl. 11:15. Der er både til dig og mig.” Hun kiggede på mig og smilede.

Hun gik forbi mig og hen til panden med æggene og baconet. Jeg flyttede mig så hun komme til, selvom det ikke var nødvendigt fordi vores køkken var et kæmpe køkken al rum. Lydløst bevægede jeg mig hen til spisebordet og satte mig. Tog en dyb indånding… Hun kom hen med en tallerken i hver hånd, satte den ene foran mig og satte sig selv ned overfor mig. Jeg kiggede ned på tallerknen, et æg, to stykker bacon og et ristede brød. Inden jeg havde nærstuderede min tallerken helt, stod der lige pludseligt et glas mælk til mig ved siden af tallerknen. Mor var allerede begyndt at putte ægget og baconet på brødet, da hun fandt ud af jeg kiggede smilede hun til mig. Jeg smilede igen og begyndte også at putte æg og bacon på brødet. Uden jeg lagde mærke til det, begyndte jeg at fumle med gaffelen i maden.

”Tja nu er jeg jo ikke den bedste kok, men jeg indrømmer at jeg glemte æggene og baconet så de er lidt brændte, men kun en lille smule så de er altså spiselige.” Jeg kiggede op på hende.

”Undskyld, jeg er vist ikke helt vågen endnu,” smilede jeg søvnigt og hun smilede tilbage.

Så tog jeg også kniven og begyndte at spise. Da jeg tog den første bid mærkede jeg min mave sagde imod, men jeg spiste videre. Mor kiggede forventningsfuld, så jeg rakte tommelfingeren op af, da min proppede mund sikkert ville spytte det hele ud. Jeg var ikke sulten? Jeg tyggede maden godt i gennem inden jeg slugte. Maden truede med at komme op igen da jeg skyndte mig at tage noget mælk, som hjalp på det. Da jeg havde taget mod nok spurgte jeg ”Øhhm mor, hvorfor skal du først møde kl. 11:15?” Jeg kiggede hurtigt op for at se hendes ansigtsudtryk. 

Hun så overraskede ud også så hun meget tænksom ud.

”Fordi jeg syntes vi manglede en dag hvor vi kunne være sammen om morgenen, det er så lang tid siden.” Jeg skulle til at sige noget til hende, men det var som om hun ignorerede det, som om den samtale var slut.

Jeg tog en bid til og tyggede det godt igennem, det gik bedre den her gang.

”Var der varmt inde på mit værelse i nat?” Hun kiggede mærkeligt på mig.

”Hvad mener du?” Jeg begyndte også kigge mærkeligt på hende.

”Du åbnede vinduet inde ved mig, hvorfor?” Jeg tog mit glas mælk og tog en slurk, imens hun tænkte.

”Nej jeg gjorde ej,” der hun havde sagt det, skulle jeg lige til at sige hende imod, men så så jeg hendes ansigtsudtryk og lod det ligge.

”Hmm, det må vel have været vinden så,” sagde jeg bare for at slutte samtalen af.

Mor rejste sig og gik ud med tallerknen og sit glas. Man kunne høre hun fumlede med vaskemaskinen. Hun kom ind til mig igen.

”Jeg går i bad nu så hvis du bare rydder op efter dig selv ville det være super,” smilede hun falsk og så gik hun.

Jeg kiggede ned på min tallerken, der var stadig meget tilbage, men da det gik bedre sidste gang jeg tog en bid, besluttede jeg mig at spise videre. Og jeg havde ret, det gik meget bedre og snart var tallerknen tom. Det samme med glasset hvor der var mælk i. Stadig lydløst rejste jeg mig igen og gik ud i køkkenet. Jeg stod stille i et stykke tid, her var faktisk meget stille. Tog en dyb indånding…

I et øjeblik tillader jeg mig selv at nyde stilheden, men det varer ikke længe. Lige pludselig mærker jeg en kold brise bag ryggen, der giver mig kuldegysninger. Jeg vender mig hurtigt om, men ser intet, kigger mig rundt i køkkenet og da jeg kommer til vinduerne, ser jeg et af vinduerne står åbent. Jeg tænker at det bare var vinden og jeg falder til ro igen. Tog en dyb indånding… Men så kommer brisen igen bag mig og jeg får et chok. Tallerknen falder ud af mine hænder, falder ned på gulvet og går i smadder. Jeg skynder mig ned efter den og samler den til mig. Da jeg rejser mig op igen kommer brisen igen bag mig, men det er anderledes den her gang for brisen blæser ikke forbi mig, men stopper lige bag mig. Jeg står fuldstændig stille, har den knuste tallerken i den ene hånd og brisen bag mig. Jeg tør ingenting, kun at kigge ligeud. Brisen kommer tæt på min hals og jeg holder vejret. Det begynder at sitre i min krop og mine hænder ryster. Der går et par stille sekunder hvor intet sker og jeg bliver i tvivl om brisen stadig er der, men så hører jeg brisen bag mig snuse til min hals. Og så kommer den, skrækken strømmer igennem min krop, alt sitre og min hånd hvor tallerknen var i laver et lille ryk. Efter det begynder min hånd at svide, brisen holder op med at snuse til min hals, men er i stedet rettet mod min hånd. Jeg tog tallerknen over i den anden hånd og det eneste jeg kan se i min håndflade er blod. Jeg bliver chokeret over synet af min hånd og skal til at kaste op, men den tanke var hurtig væk da jeg kan mærke brisen kommer endnu tættere på mig. Brisen er så tæt på at kulden kan mærkes i gennem tøjet. Uden jeg styrer min krop løfter jeg min hånd fyldt med blod op imod brisen. Det er som om brisen styrer mig, styrer min hånd og jeg kan ikke stritte imod. Så snuser brisen igen, den her gang snuser brisen ikke helt ind, men stopper. Jeg er mere bange end jeg overhovedet har været, det sitrer endnu mere, kroppen er ustyrlig. Brisen er stille, jeg er stille, alt er stille og duften af blod spreder sig i køkken. Mere opfatter jeg ikke før jeg falder om…  

 

”Hvor er Olander?”

”Det ved jeg ikke, men skulle vi egentlig flytte eller hva?”

”Vær tålmodig, vi skal nok flytte på et tidspunkt, men vi skal jo også lige finde et sted at flytte til.”

”Så det forslag vi kom med duer ikke?”

”Ej kom nu, der er ingen der husker den myte!”

”Problemet er bare det ikke er en myte!”

”Gggrr… Giv slip fra min hhals!”

”Slap af Erin, der er jo ikke noget eller nogen der husker det, det er lige så sikkert som alle andre steder.”

”Det er derfor vi ikke rejser, fordi i ikke tager det alvorligt nok. I tror bare det bliver sjovt, som om det er en ferie, men det er alvorligt. Hvis vi skal flytte derhen må vi holde lav profil og flyde ind i mængden, ikke nogen der er populære eller skiller sig ud!”

”Men hvornår tager vi så af sted?”

”Når Erin syntes i er klar drenge, tænk på at han i det mindste ikke har droppet ideen helt.”

”Er der overhovedet ingen der har set Olander?”

”Jo, jeg så ham her for et par timer siden …”

”Skal vi finde ham, det kan vi godt!”

”Nul drenge for jeg ved godt hvor i så smutter hen. Nej, jeg finder ham.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...