Besat af at være perfekt

Jeg kiggede mig endnu en gang i det store spejl på væggen. Det der altid fortalte sandheden, og ikke fortalte det videre. Men stadig, det der sårede mig mest. Det var så ubehageligt ærligt, måske næsten for ærligt. Det var alligevel en tryghed, at stå foran det og studere sig selv, fra top til tå, fra tå til top, cirklen fortsatte i uendeligheder. Flere minutter, ja timer, kunne man stå der og ønske sig noget flottere, tyndere og måske endda bedre, men produktet var lavet og kunne ikke retuneres og byttes, hvor ærgeligt..

5Likes
3Kommentarer
751Visninger
AA

3. ***1 ÅR FØR***

"Jeg elsker dig" sagde jeg forsigtigt, og kyssede ham blidt på hånden. "Og jeg elsker dig", svarede han omsorgsfuldt igen, med tåre i hans øjne. En tåre trillede ned ad hans kind og landte på min hånd. Jeg kiggede forskrækket på den, med et trist blik. Jeg tog ham i hånden og trykkede den, i mens jeg kiggede ham i øjnene. Flere og flere tåre var på spil, og jeg kunne ikke bære at se ham græde. Han var jo trodsalt min kæreste. Jeg tog min hånd op til hans hår og nussede det forsigtigt, mens jeg lagde mit hoved på hans skulder. Min kæreste hedder Dave til en lille information. Han er lige så gammel som mig, 15 år. Ord var overflødige i denne sammenhæng, men alligevel blev jeg nød til at bryde tavsheden. Jeg tog mit hoved op fra hans skulder og fjernede en tåre fra hans kind, og et lille smil strejfede hans læber. Facaden jeg prøvede at holde, for hans skyld, begyndte at briste og ud væltede tåre. De gad ikke stoppe og ligenu var det som om, jeg heller ikke selv ville have at de skulle stoppe. Det var dejligt at kunne græde. Dave kyssede blidt min kind, efterfulgt af endnu et blidt kys, men dnne gang på mine læber. Stolene på hospitalet var ikke specielt gode, faktisk elendige, men det var ikke den tanke der dominerede mig mest. Det var nyheden vi lige havde fået, eller han havde fået. Den var ganske forfærdelig. Dave havde fået konstateret kræft. Kræft i hjernen. Det mest ødelæggende og dødende sted, man kan have kræft. Hans chancer var ikke store for at overleve, faktisk minimale. Den tanke gjorde knuste mig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...