I Miss You *ONE DIRECTION*

(første fanfic, så ikke så meget erfaring) Valerie Tomlinson 18 år gammel, bor alene i en lejlighed i London. Valerie pigen der er ligeglad med alle, hadede andres tilværelse. Hun arbejder i en café, så hun kan betale huslejen. Valerie har ikke altid været sådan, for to år siden boede Valerie i Doncaster, med sin mor, far og hendes "elskede" bror Louis Tomlinson. Hun elskede at bo der, indtil Louis flyttede. Der voksede indre had, og for 5 måneder flyttede Valerie til London for at starte på ny. Valerie ved Louis bor der, men hun er ligeglad. Hvad vil der ske?

45Likes
52Kommentarer
3735Visninger
AA

5. She is forbidden territory

Louis' synsvinkel

 

De ting Valarie sagde til mig, de ramte mig virkelig... Jeg troede hun var ked af det, og lidt sur... Men jeg vidste ikke hun var så sur på mig? Jeg vidste ikke hun havde så meget had. Jeg forstod hende godt. Jeg var en idiot. Jeg var nok en af de værste storebrødre man kunne få, men jeg var hendes storebror, men det betød ikke hun ikke skulle høre efter mig. Hun var måske 18, men hun var og er min lillesøster, hun skal høre efter hvad jeg siger og sådan er det. Lige nu løb hun væk. Drengene og jeg løb efter hende, jeg var lige bag hende. Hun vendte sig om og kiggede, og i det blik hun kiggede den anden vej ramte hun en lygtepæl, og faldt om. Jeg løb hurtig over til hende, og løftede hende op. Hun var bevidstløs. Jeg ruskede i hende, og sagde hendes navn gentagende gange, indtil Zayn sagde

"Lou, hun er bevidstløs, hun skal på hospitalet eller hjem. Det er bedst at få hende hjem Lou" Han havde ret, det var bedst at få hende hjem. Jeg løftede hende op, og hun vejede ikke en skid. For den pige overhovedet mad?

"Niall, gå over og hent bilen.. Zayn kører du?" Spurgte jeg, Niall nikkede bare så der var kun Zayn, Valerie og jeg.

"Jeg skal nok kører Lou, sæt dig ned i bagsædet med.. Valerie" Sagde og sendte et lille smil. Jeg kiggede ned på Valerie, hun så så uskyldig og følsom ud når hun sov. Det havde hun altid gjort. Jeg vidste ikke om jeg var mærkelig over at ikke tage over til hospitalet, men det var nok ikke så slemt.. Og hvis hun stod op ved hospitalet, skulle vi have hende hjem igen. Jeg blevet revet ud af min tankegang, da jeg hørte Niall dytte. Han havde lige fået sit kørekort, så han var lidt køreglad, hvis man kunne kalde det det.

Vi satte os ind i bilen, og jeg havde Valarie i mine arme, så fredfyldt.. Jeg havde savnet hende, alle vores gode minder... Jeg savnede det. Jeg savnede at have en lillesøster der elskede mig. Jeg savnede hendes tilværelse, jeg savnede hendes stemme. Jeg skulle have hende tilbage! Det vidste jeg, og det var det jeg ville. Min elskede lillesøster. Der kom et slags suk ud af hende, og jeg vidste ikke om det var fordi hun var ved at "vågne" op, men vi var alligevel kommet. Jeg skulle have hende ud af bilen, og jeg tror nok at Harry og Liam var kommet hjem.

Og jeg havde ret for da vi var kommet ind i lejligheden kunne jeg høre deres stemmer, og tv'et. Da vi kom ind i stuen kiggede de underligt, men det var også klart.

"Lang historie jeg fortæller om lidt..." Sagde jeg bare, og  drengene nikkede. Jeg fandt noget tøj Valerie kunne få på, men vidste ikke om jeg skulle vække hende, eller lade hende skifte hendes tøj. Jeg valgte at skifte hendes tøj, jeg gik ind i en af gæsteværelserne, der var helt mørkt så jeg kunne ikke se andet end... Jeg kunne ikke se noget, og jeg ville ikke tænde lyset. Det ville være synd at vække hende. Jeg fik med besvær trækket en Hello Kitty kjole over hende, og lagde hende i sengen. Hun så så sød ud, jeg gik ud af værelset og ind til drengene.

 

*Zayns synsvinkel*

 

Louis var lige kommet ind i stuen igen, han så både træt og glad ud. Han satte sig ved siden af Liam og Niall. 

"Hvad skete der så?" spurgte Harry, og kiggede spørgende på Louis...

"Hun prøvede at flygte, og besvimede.." Det lød underligt, men det var jeg sandt.

"Hvad..?" Jeg kiggede forvirret, men det var jeg også selv. Jeg kunne ikke forstå den had, hun havde overfor ham... Hun var så flink i mod os, men hun var så kold og sur når Louis var der..

"Ja, Harry du hørte rigtigt" Sagde Louis bare...

"Okay" Sagde Harry, og kiggede på Louis med et lille smil.

"Hun er forbudt område, okay?" Sagde Louis og kiggede på os allesammen, med en alvorlig tone.

"Hvad mener du?" Selvfølgelig var det Harry, han havde en forvirrende stemme, og han så også sådan ud.

"I holder jeg væk fra hende, forstået. Hørte i det?" Jeg havde det egentligt fint med det, for Perrie var jo min kæreste, og jeg elskede hende højt.

"Hvorfor?" Det irriterede mig lidt. Hvad var det for nogle spørgsmål Harry havde..? Hvad mente han med hvorfor?

"Harry hun er min søster, ikke bare hvem som helst" Sagde Louis med en hård tone.

"Okay..." Sagde Harry og kiggede lidt skuffet. Havde han et eller andet med hende igang?

Jeg slog det ud af hovedet og kiggede på Niall,han så lidt trist/skuffet ud, men jeg vidste seriøst ikke hvorfor jeg var også for træt.

 

***

 

Vi havde set en gyserfilm. og klokken var lidt over et.Vi vidste ikke hvad vi rigtig skulle gøre, og Niall og Harry var stadig skuffet/triste. 

Vi skiftede bare på kanalerne, og Liam var faldet i søvn. Jeg tror også Niall og Harry sov. Så der var kun Louis, og jeg tilbage... Jeg var lige ved at falde i søvn, indtil jeg hørte et skrig, jeg kiggede på Louis som også halv sov.. Eller ikke længere, for han fór op på gæsteværelset.

 

*Valeries synsvinkel*

 

Jeg blev ved med at løbe, der var helt mørkt og der var nogen efter mig. Jeg vidste hvad de ville, de var ikke rare. Jeg ville væk, jeg ville ind til min bror bløde beskyttende kram. Jeg kendte ikke London i nu, jeg var næsten lige flyttet her hen, og allerede havde jeg kvajet mig. Mine forældre havde ret, jeg var dum. Jeg kunne ikke finde ud af noget. Mine forældre hadede mig også.

Mine ben var trætte, og jeg kunne mærke jeg ikke kunne mere. Jeg kunne godt give op. Jeg havde tabt, jeg havde tabt dette spil. Jeg passede ikke ind i denne verden, i denne verden skulle man kunne noget. Man skulle ikke være ligesom mig. Jeg gav op, jeg stoppede op. De kom og jeg lå allerede på gulvet. Det hårde gulv, med små grus sten.De sparkede, og rev mit hår. De fik mig op og stå, og skubbede mig ind i muren. De blev ved, en masse slag, det gjorde ondt. Men sådan var det når du gav op. Sådan skulle det være, sådan var mit liv. Det var ikke som andres. De skubbede mig ned på de hårde grus sten

"Stop, vil i ikke nok?" De grinte og blev ved. Måske var det sådan mit liv skulle slutte? Jeg ville gerne have det sluttede, men jeg turde ikke. Jeg var bange for at jeg skulle lide sådan her. Men jeg vidste en ting. Jeg passede ikke ind i denne verden, og det var alligevel ligemeget om jeg levede. Ingen ville savne mig? Flere hårde spark ramte mig, og jeg stop op ved en rusken.

"VALERIE!" Mit navn blev gentaget flere gange, og jeg kunne høre nogle skrig i værelset. Det var mine skrig. Jeg kiggede op, med en masse tårer der strøg ned af kinderne af mig. Jeg så Louis' beskyttende øjne kigge lige ind i mine.

Jeg skammede mig.

"Shh... Det var bare en drøm, måske ikke en god, men bare en drøm" Han vuggede mig frem og tilbage, men det han sagde det passede ikke. Dette var ikke en drøm. Dette var et minde. Jeg turde ikke sige noget, eller jeg kunne ikke sige noget. Jeg kunne heller ikke skubbe Louis væk, jeg var lammet. Jeg kunne huske disse berøringerne. Jeg var så vant til dem før i tiden, men du føltes det helt fremmet. 

"Shh...." Jeg blev ved med at vugge mig frem og tilbage. Jeg kunne se der kom en fem ved døråbningen. Det var Zayn, han sendte en bekymrende smil til mig, men jeg kunne ikke gengælde. Jeg var lammet.

Louis blev ved med at vugge mig frem og tilbage, og langsomt stoppede jeg med at græde, og Zayn sad på sengen og kiggede bekymrende på mig.

Jeg hulkedede stadig.

"Hvad skete der Valerie?" Sagde Louis med en blid beroende stemme. Jeg vidste ikke var jeg skulle sige, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

"Det var et minde..." Sagde jeg for første gang ikke koldt til ham. Han stoppede med at vugge, men begyndte at vugge mig igen lidt efter. Jeg følte mig så svag.

"Hvad skete der?" Spurgte han ikke med den samme den samme tone. Skulle jeg fortælle ham sandheden, eller skulle jeg lyve? Jeg vidste seriøst ikke hvad jeg skulle gøre.

"Det er ligemeget.. Det er en lang historie som i ikke vil forstå." Sagde lidt koldt. Jeg skubbede Louis lidt væk, og først der lage jeg mærke til at jeg ikke var hjemme. Og hvad lavede Louis her?

"Hvad laver jeg her?!" Spurgte jeg lidt koldt igen, og lidt højt. Louis kiggede lidt trist på mig.

"Du løb ind i en lygtepæl, og du er er hjemme hos Harry og jeg." Jeg tror mit hjerte gik i stå eller noget. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg havde nat kjole på? Jeg kunne ikke huske jeg tog her på.

Jeg rejste mig op, men Louis skubbede mig ned. Ikke hårdt, og han holdt mig nede.

"Jeg skal gå nu. Så lad mig gå!" Sagde jeg hårdt.

"Valarie! Du bliver her. Slut!" Sagde Louis hårdt, og kiggede på mig.

"Louis! Du bestemmer ikke over mig, okay? Så lad mig gå nu. Jeg har et arbejde der venter imorgen!" Sagde jeg koldt, hårdt og lidt højt.

"Du skal blive her. Og jeg bestemmer over dig Valarie, jeg er din bror!" Zayn sukkede lidt, og sagde

"Nu tier i to stille, og du bliver her Valarie. Det er sent og du skal lytte til din storebror!" Sagde han hårdt.

"Jeg er 18, og jeg er ligeglad med hvor mørkt det er. Jeg skal bare hjem!" Sagde jeg med de samme toner.

"Nej. Synd, og du må bliver her uanset om du vil eller ej." Sagde Zayn hårde.

"Hvad vil i gøre ved mit arbejde imorgen? Jeg vil hjem Zayn!" Sagde jeg hårdt, og kiggede irriteret på ham.

"Du har fri imorgen, lig dig til at sove. Vi snakker om det imorgen." Hård tone igen, og Louis sad bare der og gloede?! Jeg var virkelig træt, men jeg havde ikke spor lyst til at blive her. Men jeg vidste ikke hvor jeg var eller noget som helst.

Jeg sukkede irriteret og lagde mig ned.

"Godnat søs." Sagde Louis.

"Jeg er ikke din søster!" Sagde jeg koldt. Hvad bilder han sig ind? Husker han først nu at jeg er hans søster?

Jeg hørte ham sukke, og så gik han.

Jeg lagde mig ned, lukkede øjnene. Jeg vidste jeg ville fortryde jeg blev imorgen. Men jeg er alt for træt til at tænke nu. Og lidt efter sov jeg.

________________________________________________________________________________

 

Så kom der et kapitel. Sorry for det er kort, men klokken er halv et og jeg har haft en hård dag med nogle tester. Så jeg er virkelig træt, og jeg syntes i skulle have et kapitel idag.. Så jeg skrev hurtigt et kapitel. Undskyld for det er sååå kort.

Blev det som forventet eller hvad? Der er mange noveller der sådan, så jeg vil prøve at finde nye idéer! Skriv gerne jeres mening eller idé. Godnat nu vil jeg sove.

OBS. Ikke rettet igennem!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...