I Miss You *ONE DIRECTION*

(første fanfic, så ikke så meget erfaring) Valerie Tomlinson 18 år gammel, bor alene i en lejlighed i London. Valerie pigen der er ligeglad med alle, hadede andres tilværelse. Hun arbejder i en café, så hun kan betale huslejen. Valerie har ikke altid været sådan, for to år siden boede Valerie i Doncaster, med sin mor, far og hendes "elskede" bror Louis Tomlinson. Hun elskede at bo der, indtil Louis flyttede. Der voksede indre had, og for 5 måneder flyttede Valerie til London for at starte på ny. Valerie ved Louis bor der, men hun er ligeglad. Hvad vil der ske?

45Likes
52Kommentarer
3751Visninger
AA

17. He saw it.

*Valeries synsvinkel*

Jeg vågnede op helt svedig, jeg havde det ufatteligt varmt, og kiggede rundt. Jeg var inde på 'mit' værelse? Jeg kunne ikke huske at jeg havde lagt mig i seng, og det sidste jeg huskede var at jeg stille, og roligt blev søvnig.

Jeg gættede på at en af drengene havde båret mig i seng. Jeg tog hurtigt mine sweatpants af da jeg havde det alt for varmt. Jeg gik ikke rundt i shorts når jeg var sammen med andre, ellers ville de se mine ar.

Det undrede mig også sådan at Louis, eller en af de andre drenge ikke havde set de få der var på min arm, men de var heller ikke så tydelige, da jeg godt opdagede det ikke var det smartestes sted at gøre det, hvis Louis opdagede det...

Han ville blive så vred. Ikke at jeg gav et fuck, men det ville være så flovt at lade ham se hvor meget han havde knækket mig. Hvor godt han havde dræbt mig indeni.

Jeg skød skylden på Louis, men alt var ikke om ham. Han var én af de grunde til at jeg følte mig så ensom, og uelsket, men alligevel hadede jeg ham af helvedes til.

Jeg rejste mig op, og huskede hvad mit mareridt var om. Det var ikke præcist om Louis, men bare om det at være alene. Det var en frygtelig ting for mig at være alene, siden jeg var lille har en af mine største frygter været at være alene.

Jeg gik hen til toilettet for at vaske mit ansigt. Jeg betragtede mit ansigt, der var nogle tårer som trillede ned. Jeg så tom ud, ingen glæde. Jeg var træt af mit liv, og jeg magtede ikke mere.

Det ville være så let at ende det..

Jeg turede bare ikke, hvorfor vidste jeg ikke. Det undrede mig også at ingen af drengene var vågnet. Måske skreg jeg ikke så meget? Jeg havde heller ikke grædt så meget, men det gjorde ikke mine mareridt bedre.

Jeg var lukket inde i dem, og kunne ikke slippe væk. Jeg kunne ikke flygte fra dem, de blev ved med at jage mig. De kom ofte, det var som om der var noget der kaldte på mig.

Måske djævlen, for jeg vidste det ikke. Jeg var så træt jeg ikke magtede alle mine tanker, jeg tænkte altid alt for meget. Jeg tænkte for meget over tingene, endda unødvendige ting.

Jeg valgte at gå i seng igen, så jeg gik ud fra toilettet, og kunne ligepludselig mærke tørsten. Tørsten for vand.

Jeg sukkede og gik ud fra værelset, det var svært at se da det var mørkt, så jeg skulle gå stille og roligt. Jeg gik ned af de første trin, med frygten for jeg faldt. Lige da jeg troede jeg ikke ville falde, og at der ikke var flere trin, skete det jeg ikke ville have. Jeg snublede.

Jeg faldt 3 trin, og kom med en jammeren. Forhelvede. Ingen af drengene måtte vågne, for jeg havde kun shorts på, og selvom man ikke kunne se noget var jeg bange for at nogen ville se det.

Lige da jeg troede ingen ville komme åbnede døren sig ved siden af. Ud kom Liam, fuck.

Fuck.

"Er du okay? Hvad skete der?" Spurgte Liam, jeg kunne ikke rigtigt se ham, men prøvede hurtigt at rejse mig op. Jeg hørte en klik lyd, og så at lyset var tændt.

Jeg kiggede hurtigt hen på Liam, han havde ingen trøje på, men han havde nogle sweatpants på. Hans hår var rodet, men han se godt ud, især hans mave.

Jeg rystede på hovedet, og rejste mig hurtigt op. Jeg skulle løbe op af trapperne inden han så mig. "Jeg har det fint," sagde jeg og havde allerede taget der første trin. "Vent," sagde han hurtigt. Jeg stoppede kort op, og kiggede hurtigt på ham.

"Ja?" Sagde jeg, og så hvordan han kiggede. Nej stirrede.

Hans opmærksomhed langede på mine ben, og jeg kunne se hvordan hans ansigts udtryk havde ændret sig fra træt til chokeret. Han vidste ikke hvad han skulle sige.

"Er det..?" Han pegede. Han så målløs ud. Jeg kunne se det på ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, min hjerne sagde "løb, løb, LØB" men min krop reagerede ikke.

Jeg kiggede bare ned, og kunne mærke tårerne. Nej jeg skulle ikke græde, nej ikke foran Liam. Jeg viste mig selv som en svag pige.

Jeg var også svag. Jeg satte mig ned på trappen, og begyndte med at mærke de første tårer komme trillende. Jeg kunne høre skridt, og lidt efter kunne jeg fornemme ens tilværelse ved siden af mig.

"Hey er du okay?" Hviskede han, og hev mig over til ham så han kunne få armene om mig. Han trøstede mig, mens han sagde rolige ord.

Jeg ville fortryder dette her så meget imorgen. Jeg havde ladet Liam komme ind til mig, bryde gennem min facade.

Efter noget tid, hvor mine hulk havde formindsket sig spurgte Liam mig "ved Louis dette her?" Han kiggede mig ind i øjnene.

Jeg rystede svagt på hovedet "lov mig du ikke siger det Liam, please" bad jeg ham om. Han svarede ikke, men kiggede bare ned.

"Liam, please.."

Han svarede ikke. Han kunne ikke... Han måtte ikke. "Liam du kan ikke fortælle ham det, det må du ikke.." Sagde jeg grådigt.

"Valerie... Han er nødt til at vide det, han er din bror," sagde han tøvende.

"Har han lige fundet ud af, at han er min bror? Det var han fandme længe om!" Sagde jeg mere højt. Ikke sp højt at de andre kunne høre det.

"Valerie han er jo ked af det, og har sagt undskyld," jeg havde aldrig rigtigt haft en samtale med Liam nu når jeg tænkte over det.

"Undskyld hjælper ikke." Mumlede jeg.

Liam kiggede væk.

"Hvor lang tid har det varet til?" Spurgte han om for at skifte emne. Jeg sukkede irriteret.

"Hvorfor skulle jeg fortælle det til dig?" Sagde jeg irriteret. Han kiggede bare ned, mens jeg ventede på en rigtig god begrundelse.

Jeg var startet med at cutte da jeg var 14 på grund af mobning, så stoppede jeg da jeg 15, og startede igen da jeg var 17, og siden da har det varet til. Liam skulle bare ikke vide det.

"Fordi..." Han kunne ikke begrunde.

"Hvorfor skal jeg lade være med at fortælle Louis det? Valerie dette her er et seriøst emne." Han snakkede helt seriøst at det fik mig til at rulle med øjnene. Han skulle bare holde sin kæft.

"Det er mit liv, derfor. Det rager ikke Louis længere," sagde jeg strengt. Jeg gad ikke at snakke med ham længere, men jeg skulle have ham overbevist i at Louis ikke skulle vide noget.

Og jeg mener noget.

"Det rager ham ikke?! Rager ham ikke-" jeg afbrød hurtigt.

"Jeg hørte dig godt første gang, Liam. Du behøver ikke at gentage dig selv." Jeg kiggede irriteret på Liam.

"Han er din bror, hvad mener du så med at det ikke rager ham?" Liam kiggede forvirret på mig. "Har han først nu fundet ud af at han er min bror, var?! Han har været væk i 3 år, og så tror du bare han kan komme ind i mit liv igen, og tage den store rolle som min bror?! No fucking way." Jeg var så inderligt vred. Vred på Louis, vred på Liam og allermest vred på mig selv.

Liam var målløs i et stykke tid. Kiggede bare lige ud i luften, og prøvede på at finde på noget at sige.

"Hør.. Måske har han dummet sig, men det er jo ikke hans skyld han havde så travlt med at leve sin drøm. Du burde at støtte ham, og være glad for hans vegne," sagde Liam.

Prøvede han fucking at give mig dårlig samvittighed? Det lykkedes ikke, ikke en meter. Det gjorde bare det hele være, at Liam beskyttede ham på den måde.

"Være glad på hans vegne? Drop den Liam, jeg ser ham ikke som min bror længere. Jeg er ligeglad med ham, okay?! Jeg giver ikke et fuck længere!" Råbte jeg nærmest. Jeg kom til at have stemmen lidt for meget, for ligepludselig kom en søvnig Louis ud fra et af værelserne.

Han prøvede at åbne øjnene, mens han tændte lyset. Fuck han skulle ikke se det. "Hvad sker der? Hvorfor er I så sent oppe?" Spurgte han forvirret.

"Øhmmm... Ikke noget" sagde jeg og rejste mig hurtigt op. "Lov mig det Liam, du må ikke fortælle ham det," bedede jeg, og så Liam nikke. "Lover" sagde han tøvende, og jeg løb hurtigt ind på "mit" værelse.

Jeg hørte kort Louis og Liam mumle om hvad vi lavede, og kort efter slukkede lyset, og der blev helt stille.

❤️❤️❤️

Oooops oooops

Kunne I lide kapitlet?<3

Skriv gerne jeres ideer og, og tanker nede i kommentarboksen<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...