Tavshed

Camilla går i 9. klasse og lever et helt normalt liv indtil hendes mor dør. Camillas begynder og halte i skolen, og der hjemme går det helt galt. hendes far begynder at misbruge hende og slå hende. Camilla prøver at holde det hemmelig henne i skolen, men en dag sker der noget.

0Likes
0Kommentarer
589Visninger
AA

1. Rummet

***

Du skal vide at når du læser dette er jeg borte og vil ikke komme tilbage...

”Ja, Camila hvad siger det? ”. Jeg kiggede rundt i klassen og så at alle øjne var rettet direkte på mig. ”øhh, det ved jeg ikke” sagde jeg med en meget lav mumlen  Læren kiggede på mig og jeg kunne se i hendes øjne at hun ikke kunne lide mig. Hun hadet mig. Det var der faktisk ikke nogen god grund til at hun ikke skulle gøre. Jeg lavede aldrig mine lektier, kom altid for sent og så var jeg bare en pestilens for alle. Speciel for min far.

Efter timen havde vi fri, men jeg ville ikke hjem. Jeg havde opholdt mig de sidste mange dage på skolens bibliotek og var nærmest ”fast bruger” af deres mange sækkestole, som jeg sad i flere timer. Det sidste sted jeg ville være var der hjemme, om man kunne kalde der et ”hjem” ved jeg nu ikke helt. Jeg rakte ud efter mine bøger, da min cardigans ene ærme faldt ned. Jeg opdagede det først da en af pigerne fra tysk holdet spurgte om hvad der var sket. Jeg kiggede ned på min arm og så de store blå mærker. Jeg vidste godt at de var der, men de andre skulle ikke vide det. Jeg skyndte at trække ærmet op men jeg tog mine ting i en fart og fløj ud af klasseværelset.

Hvor var jeg dum! Jeg skulle bare have spillet med på den! ”Åhhh det, det er ikke nogen, jeg gik bare ind i en dør her forleden” sagde jeg inde i mit hovedet men hele min krop vidste godt at det var så løgn som det overhovedet kunne blive. Jeg vidste god at det ikke var den dør der havde været i vejen, og nu vidste dem i klassen det også. Det var min far.

Hele min verden bryder sammen når jeg træder ind af hoved døren, det viste jeg godt så jeg drejede af ind til parken. I parken var der stille og roligt. Der var ingen dumme lære, ingen nysgerrige snopper og ingen fædre der slog en, men man kunne jo ikke vandre rundt i parken hele tiden.

Jeg kom ud på den smalle grus stig hvor jeg som barn gik med min mor ned til lejepladsen, hver søndag. Jeg savnede min mor. Hvem ville ikke gøre det hvis en mor var død, af cancer. Min mor havde faktisk altid været syg så længe jeg kunne huske, men da jeg blev 7 år skete det. Hende og min far havde været ude og spise da min mor havde fået det dårligt og faldet om. Efter den dag ændrede min far sig fuldstændig. Han blev meget indelukket, spiste ikke specielt meget og så begyndte han at slå mig. Det havde stået på lige siden at min mor gik bort og det var kun blevet værre med tiden. Slagene blev hårdere og skaderne kunne ses mere og mere.

Jeg stak min nøgle i døren og tog en dyb indånding, da jeg skubbede den gamle og slidte hoveddør. Jeg stak forsigtigt hovedet ind og ventede kun på at der ville komme høj rumsteren inde fra stuen, men der var stille. Jeg lukkede døren stille, men ikke stille nok. Lyden af brok og tomme ølflasker der blev vældet, var nu begyndt inde i stuen. Han var vågen. Jeg havde allermest lyst til at sætte i løb ind på mit værelse, hvis man overhedet kunne kalde et lille rum i enden af gangen for et værelse, men det var for sent.

Manden kom slentrende ud i gangen og så på mig med de øjne an altid havde når han skulle ud med nogle argrationer. Kolde, aggressive men ikke mindst dræberagtige. En angst som jeg altid fik når han kom gående hen mod mig med løftet hånd, susede igennem mig, men den blev der og blev kun værre da det første slag kom. Kold og livløs faldt jeg til jorden, men det var ikke ovre  Han greb fat i armen på mig og fik mig på benene igen, men ikke af kærlig mening. Han holdt grebet i armen og begyndte og trække mig med ind i ”rummet”.

***

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...