Aki and Hiro's Love Story

(drengxdreng, don't like, don't read)
1. Akihiro lider stadig under mindet om hans første kærlighed og depressionen, der fulgte med. Da Hiroshi pludselig dukker op igen, er det hele ved at falde sammen for Akihiro. Vreden og sorgen blusser op i ham voldsommere end nogensinde før, men samtidig vender den glemte kærlighed tilbage, der i løbet af de fire år har vokset sig endnu større.
Akihiro finder sig selv overvældet af sine egne følelser og tanker, og Hiroshis nærvær gør det ikke lettere for ham.

2. Matthew, Mew-chan, er håbløst forelsket i sin lærer. Han ved, at han burde gemme sine følelser væk og glemme dem, hvis det ikke skal skabe problemer for dem begge to. Men Isamu-sensei... er så fantastisk.

3. Lee er aldrig rigtig kommet sig over sin gamle forelskelse. Det var ugengældt, det er han klar over, men det gør stadig ondt. En flot, ældre dreng fra skolen, begynder at forfølge Lee rundt omkring, siger, at han elsker ham.
Lee føler sig underligt hjælpeløs ...

10Likes
5Kommentarer
1017Visninger

9. 8

 

Flere timer var passeret, og det var snart tid til at tage hjem.

Men Aki havde ikke lyst til at flytte sig. Han befandt sig i en stille tilstand, hvor al frygten og vreden var holdt på afstand, varmen fra den anden krop holdt ham rolig og glad… Hjertet bankede tungt i takt med det andet hjerte.

Alt var roligt og fredeligt.

Alt var godt.

Derfor blev Akihiro liggende i Hiroshis favn. De sad på gulvet, skjult af bogreolerne i det tilfælde, at der skulle komme nogen ind på biblioteket – det skete selvfølgelig ikke.

Drengene var viklet ind i hinandens arme, og Akihiros hoved lå mod Hiros bryst.

Bevidst holdt han sine anklager på afstand. Tankerne forsøgte at snige sig ind på ham af og til, men han holdt dem væk med hård hånd. Om end dette var en drøm eller et skrøbeligt minde, måske bare en tanke, dehydrering, selv hvis det ikke havde den mindste snært af virkelighed i sig, så ville han fastholde øjeblikket, så længe som det var muligt.

Men tiden gik, og mørket faldt… skolen ville snart blive lukket, så medmindre de ønskede at blive låst inde, burde de nok snart begynde at komme hjemad.

Han nåede da at overveje det et øjeblik… de kunne sagtens blive her, hvis de var helt stille ville pedellen bare slukke lyset og låse døren og så gå igen… og i morgen så kunne han bare sige til sin mor, at han havde været ovre ved Matthew…

… men Hiroshi rørte på sig, og øjeblikket nåede sin ende. Det føltes brat og brutalt, selvom den anden knapt havde rørt sig. Aki skubbede sig op og sidde, drejede en lille smule væk fra Hiro, og fjernede sit pandehår fra øjnene. Åhh… Hans øjne var helt tørre af at græde.

Hiro var stille. Som om han ville sige noget, men ikke rigtig kunne få det ud. Aki kunne nærmest se klumpen danne sig i halsen på ham, og hvordan det vendte sig smertefuldt i maven. Han kendte det fra sig selv.

Måske skulle han sige noget, for at gøre det lettere for ham… men han stod i samme situation, da ordene ikke ville ud af hans mund, og det begyndte at vende sig indvendig.

Og sådan sad de i fortsat stilhed, dog var stemningen anderledes denne gang, mere anspændt og slet ikke lige så rar.

Det endte med, at Hiro sagde noget først. Eller prøvede.

”J-Jeg, eh… e-eh…”

Akihiro så overrasket til, da Hiros kinder blev helt røde for måske første gang nogensinde. Hans reaktion fik Hiro til at se ned i gulvet uden at sige mere.

”Det er okay…” mumlede Akihiro, selvom han virkelig ikke forstod, hvad drengen havde forsøgt at sige. Måske var det en anden undskyldning. Det var i hvert fald det, han var gået ud fra.

Hiro tyggede lidt på sin underlæbe, tydeligt nervøs. Hvad var der med ham?

”Er du okay? ...” spurgte Aki tøvende og skævede over mod ham. Hiro rystede stille på hovedet og gemte ansigtet i hænderne.

”Jeg…” Pause. Han samlede mod til sig. ”Jeg ville ønske, at alt var som før. At vi to… at vi kunne være sammen. Alle andre betyder ikke noget. Der er kun dig.”

”Det…” Egentlig vidste han ikke, hvad han skulle svare til det. En spydig kommentar havde ligget på lur. At det kunne han da kræftedme selv være udenom, når det var ham, der havde været så tarvelig og bare rejst, og aldrig skrevet eller noget som helst.

 

”Men – der var ikke noget, jeg kunne gøre.” Gråd. Hvorfor græd han? Det var en underlig fornemmelse.

 

Vi var nødt til at skjule os, ellers ville de dræbe os.

 

Hvad hvis det var rigtigt?

Så ville al hans vrede være… uretfærdig. Og hans sorg ville være meningsløs. Hvorfor følte han sig så tom inden i?

 

”Jeg…”

 

Jeg er ked af det… Undskyld, Aki, undskyld…

 

Men…

Han rejste sig op og gik rundt om sig selv et par gange, håbede, det ville sætte gang i et eller andet i hans hoved. Hvorfor var der ingen svar at finde? Kunne han ikke bare… Tilgive ham? Eller lade være?

Hvorfor blev han så forvirret…

Jeg ved, jeg elsker ham, tænkte han, selvom… selvom jeg hader ham. Det hjalp ham ikke meget. Hade eller elsker, det kunne vel for pokker ikke være begge dele.

Han så ned på ham. Hiro sad lænet tilbage mod en bogreol med benene trukket op til sig og armene rundt om dem. Nakken var lagt tilbage, så hans blik dvælede ved loftet.

Aki holdt vejret.

”Kan vi starte forfra?” Det kom helt bag på ham, da ordene pludseligt kom fra Hiros mund. ”Jeg ved, det er meget at bede om, men jeg kan ikke slippe dig. Ikke endnu.” Han drejede hovedet og fangede den andens blik.

Varmen spredte sig i hele hans krop. En form for glæde piblede under hans hud, og et bævrende smil var ved at bane sig vej frem på hans ansigt. Men samtidig… var der tvivlen.

Hvordan kunne det nogensinde gå?

Jeg er svag, nåede han at tænke, før han nikkede og vidste, at han aldrig kunne tage sit svar tilbage igen.

 

De var blevet enige om at være venner for nu.

Ugerne gik. De havde udviklet en form for venskab. Det virkede ikke som et rigtigt venskab, men det var der jo også en god grund til.

De andre, Lee og Matthew, var også blevet glade for at være sammen med Hiro – Kiraki fra Hiros klasse havde snuppet sin chance til snige sig hen til dem, når Hiro var der, og før de vidste af det, så var de fem drenge altid sammen. På trods af de mange hemmeligheder, de havde for hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...