Aki and Hiro's Love Story

(drengxdreng, don't like, don't read) 1. Akihiro lider stadig under mindet om hans første kærlighed og depressionen, der fulgte med. Da Hiroshi pludselig dukker op igen, er det hele ved at falde sammen for Akihiro. Vreden og sorgen blusser op i ham voldsommere end nogensinde før, men samtidig vender den glemte kærlighed tilbage, der i løbet af de fire år har vokset sig endnu større. Akihiro finder sig selv overvældet af sine egne følelser og tanker, og Hiroshis nærvær gør det ikke lettere for ham. 2. Matthew, Mew-chan, er håbløst forelsket i sin lærer. Han ved, at han burde gemme sine følelser væk og glemme dem, hvis det ikke skal skabe problemer for dem begge to. Men Isamu-sensei... er så fantastisk. 3. Lee er aldrig rigtig kommet sig over sin gamle forelskelse. Det var ugengældt, det er han klar over, men det gør stadig ondt. En flot, ældre dreng fra skolen, begynder at forfølge Lee rundt omkring, siger, at han elsker ham. Lee føler sig underligt hjælpeløs ...

10Likes
5Kommentarer
954Visninger

8. 7

 

I drømmen løb han stadig. Videre og videre. Han løb forbi dem alle sammen. Matthew, Lee, Sayaki og Sukiya, Mor, Far, Hiroshi, de grumme mænd…

Han løb forbi dem, og han ænsede dem ikke et sekund. Han løb ned gennem byen, forbi parken, uden om springvandet, forbi restauranterne, gennem sandet på stranden, ud i vandet og så længere og længere ud, til verden til sidst druknede, og alt blev hvidt. Selv der, løb han stadig, og han blev ved, og ved, og ved…

Han lå stadig og sparkede i sengen, da han endelig vågnede op. Forpustet rullede han ud på gulvet og trak vejret dybt et par gange.

 

”Ohaaaaaaaaayo!” lød en munter stemme gennem gangen. Akihiro og Matthew løftede blikket og kiggede bagud mod Ryuuzawa-senpai, der kom løbende mod dem, mens han vinkede.

”Ohayo,” svarede de og smilte til ham. Den ældre dreng stoppede op, stadig smilende.

”Hvor er Lee-kun?” Hans øjne lyste altid, når han snakkede om Lee. Matthew trak på skuldrene og forklarede, at de ikke havde set Lee endnu her til morgen, men at han nok kom lige om lidt.

Akihiro grublede. Hvor længe var det, de havde haft kontakt med Ryuuzawa Kiraki-senpai fra andet år? Mindst en måned i hvert fald. Eller havde det været længere? Drengen fulgte Lee overalt, når det var muligt.

”Ah, der er han… Hvem er det, han er sammen med?” Matthew rynkede brynene, og de andre vendte sig i samme retning.

Det var som et slag i maven på Akihiro, da han så den blåøjede dreng, der ikke kunne måle sig med Lees højde. Han ænsede slet ikke den unge pige. Hans blik var udelukkende fæstnet ved Hiroshi.

Hiroshi, der bar skolen andetårs uniform.

Nej… Nej, nej, nej.

Han holdt vejret og så stift ned i jorden, da Lee tog de to nye med hen til dem. Han gjorde en grimasse, da Kiraki udbrød, hvor glad han for at se ham, men introducerede da de to søskende.

”Det her er Mihael Green og Miabelle Green – udvekslingsstudenter fra England.”

Vent. Mihael? England?

”Det her er mine to venner – Ryota Matthew og Ren Akihiro. Og den creepy fyr dér hedder Ryuuzawa Kiraki…”

”Hvad mener du med creepy fyr?!”

Mihael Green? England? Hvad handlede det om? Han løftede tøvende blikket fra jorden for at få et enkelt glimt af Hiro igen. Jo, det var ham. Det kunne han mærke på kuldegysningerne, der gik igennem ham.

”Mihael, var det? Kan jeg kalde dig Miha-chan? Glæder mig at møde dig! Vi skal gå i klasse sammen..” Kiraki ruskede hans hånd, og Hiro smilede venligt.

Matthew introducerede sig igen til Miabelle – typisk ham – og gav sig ud i en længere forklaring om hans navn, og hvor det kom fra. Stakkels pigebarn.

Men Akihiro kunne ikke fokusere på andet. Hiro var her. Så tæt på. Han havde også været der i går, kom han i tanke om… eller havde det været en drøm?

Var dette endnu en drøm?

Var han for alvor blevet sindssyg nu?

Hiro er væk.

Det gjorde ondt i hans hoved, og han tog sig til tindingen. Hans ben føltes ustabile, som ville de brase sammen hvert øjeblik.

”Jeg smutter til time,” mumlede han og så væk, så han ikke ville møde Hiros blik.

”Vi ses om lidt,” sagde Matthew og snakkede videre.

Ja… Han var ikke engang sikker på, at ordene var kommet ud af hans mund. Han følte sig pludselig så underligt træt. Som om han havde løbet langt forrige dag.

 

”Aki.”

Akihiro standsede ikke for at sludre med ham. Faktisk fortsatte han lige forbi ham, som om han slet ikke havde været der.

”Aki, vent.”

Alt vendte sig inde i ham og gjorde ham utilpas. Nervøs. Hiro fulgte efter ham, men han fortsatte som ingenting.

Måske burde han bare være hoppet ud af vinduet og løbet hjem. Nej, Hiro vidste hvor han boede. Måske burde han tage en bus til næste by og… nej, Hiro ville bare følge efter. Måske… Måske kunne han droppe ud af skolen og forlade alt, han kendte og elskede, og… Men det ville ikke stoppe ham…

Måske var der en masse ting, han kunne have gjort, men alligevel drejede han ind på det altid tomme bibliotek. Her var ikke så støvet, som man skulle tro, når ingen brugte rummet. Akihiro havde brugt megen tid her, når han havde brug for at samle sine tanker. Han vidste ikke, om han kunne gøre det, når Hiro var her med ham.

Han tog en dyb indånding. En hånd landede på hans skulder. Hiroshis.

”Aki.”

Det smertede i brystet. Han ville løbe væk, det ville han virkelig, men han kunne ikke… hans fødder var som sømmet fast til jorden. Hans krop var stiv som et bræt, og han turde næsten ikke røre sig i frygt for, at hans anspændthed skulle briste, og han ville knække sammen.

”Det var en kamp hverdag. Jeg … savnede dig. Virkelig. Jeg frygtede dagen, jeg skulle se dig igen, og du ville se på mig … og vide, at jeg bare forlod dig.”

Da han ikke rørte sig, lagde Hiro armene om den lavere dreng.

”Men – der var ikke noget, jeg kunne gøre.” Gråd. Hvorfor græd han? Det var en underlig fornemmelse.

”Vi var nødt til det… Ellers ville de slå os ihjel. En aften sagde de, at vi var nødt til at flytte – uden videre. De tog os med til lufthavnen og gav os nye navne… vi blev nye mennesker… Vi var nødt til at skjule os, ellers ville de dræbe os.

J-Jeg kunne ikke gøre noget, okay? Jeg er ked af det… Undskyld, Aki, undskyld… jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis du bliver ved med at hade mig.”

Det hele blev for meget, og han brød også ud i tårer. Tårer, der så længe havde været spærret inde.

Hiro tog fat i hans skuldre og vendte ham mod sig, så de stod bryst mod bryst. Akis tårer forsvandt i Hiros skjorte. Den ældre holdt ham tæt ind til sig, som ville han aldrig nogensinde slippe igen.

”Aki…” Han ville sige noget mere, men Akihiro rystede bare på hovedet.

”Det gør ikke noget.”

Han løftede hovedet fra Hiros bryst og lagde nakken tilbage, så han kunne se ham i øjnene. Alt i ham fortalte, at han skulle løbe væk fra det hele. At dette kun ville skade ham mere.

Måske ville det.

Måske var det alt, der behøvede, for at skubbe ham det sidste stykke ud over afgrunden til sindssyge.

Men det var lige meget.

Akihiro stillede sig på tær, så deres læber forenedes for første gang i fire år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...