Aki and Hiro's Love Story

(drengxdreng, don't like, don't read) 1. Akihiro lider stadig under mindet om hans første kærlighed og depressionen, der fulgte med. Da Hiroshi pludselig dukker op igen, er det hele ved at falde sammen for Akihiro. Vreden og sorgen blusser op i ham voldsommere end nogensinde før, men samtidig vender den glemte kærlighed tilbage, der i løbet af de fire år har vokset sig endnu større. Akihiro finder sig selv overvældet af sine egne følelser og tanker, og Hiroshis nærvær gør det ikke lettere for ham. 2. Matthew, Mew-chan, er håbløst forelsket i sin lærer. Han ved, at han burde gemme sine følelser væk og glemme dem, hvis det ikke skal skabe problemer for dem begge to. Men Isamu-sensei... er så fantastisk. 3. Lee er aldrig rigtig kommet sig over sin gamle forelskelse. Det var ugengældt, det er han klar over, men det gør stadig ondt. En flot, ældre dreng fra skolen, begynder at forfølge Lee rundt omkring, siger, at han elsker ham. Lee føler sig underligt hjælpeløs ...

10Likes
5Kommentarer
952Visninger

7. 6

 

Han turde ikke vende sig. Han turde ikke se ham i øjnene.

”Aki… hiro.”

Stilheden blev afbrudt af et hjerte, der bankede hurtigt og tungt. Donk… donk… donk… Det her kan ikke være virkelighed. Det kan det ikke!

”Du må lytte til mig…” stemmen var lav. Hæs. Det rystede gennem hele hans krop og tvang vandet frem i øjnene. Det var som om, alt snørede sig sammen i hans bryst og hans hals.

”Hold dig væk!”

Slam. Ordene væltede ud af hans mund, som havde de ventet på at blive sagt i tusind år. Al vreden, frustrationen hobede sig op inden i ham.

”Du forstår ikke –”

”Jo! Det er dig, der ikke forstår!” Han begyndte at løbe. Et sted langt bag ham hørte han Hiro råbe hans navn igen, og han drejede hovedet. Drejede det for at få et enkelt glimt, bare et lille glimt…

Han løb fortsat et par minutter uden at standse. Til sidst kunne han knapt nok få vejret, og han måtte finde et sted at synke sammen. Han så hurtigt om sig, først for at sikre sig, Hiro ikke var fuldt efter, derefter for at falde sammen i den nærmeste gyde. Træt satte han sig op ad muren og sank sammen. Hjertet var ikke til at få ro på, så han havde helt opgivet det.

Han trak benene op under sig, så knæene rørte hans bryst. Armene holdt om benene, og hovedet faldt tungt mod knæene. Jeg gider ikke mere… Et suk forlod hans læber, og søvnen tog ham.

 

Undskyld…

Jeg ville have sagt noget… Jeg kunne ikke gøre for det… ikke min skyld…

 

Der sidder nogen derovre.

Hvem er det?

Ha, det er en lille splejs!

 

.. Ha ha ha!

Det gibbede ubehageligt i hans bryst, og han slog øjnene op. Et par store mænd stod lænet ind over ham, mens de studerede ham, diskuterede, hvad han kunne bruges til.

”Han kan næppe bruges til ædelse med de pind-arme dér!” sagde en første. Han var høj med brede skuldre, og muskuløse arme, der målte mindst fem gange større i diameter end Akihiros.

En tatoveret mand, der havde fat i drengens arm, bekræftede, og de skrålede af grin. Søvnen havde stadig ikke slippet taget i ham helt, så han var ikke rigtig i stand til at reagere på deres handlinger.

Han kæmpede for at fokusere, men det var svært.

Hans øjne var trætte efter at have grædt.

”Han ligner en, der er skredet hjemme fra, gør han!” udbrød en anden pludselig, så alle hans piercinger i ansigtet hoppede op og ned, og gadelyset reflekterede i metallet.

”Din idiot! Han har stadig sin skoleuniform på, selvfølgelig er han ikke løbet hjemme fra!” råbte manden med de mange tatoveringer og slap Akihiros arm.

Der var noget galt. Det her var ikke godt. Slet, slet ikke godt. Hvordan havde han dog rodet sig ud i sådan en situation? Han tog sig til hovedet og anstrengte sig, men kunne ikke huske det. Havde det været noget med Hiro? Nej, Hiro var væk. Det havde han været de sidste fire år.

Jeg skal væk herfra. Ja, det var det, han skulle. De var sikkert venlige nok, når det kom til stykket, selvom de så skræmmende ud.

Akihiro gjorde mine til at rejse sig, men blev straks tvunget ned på jorden igen af den første mand med de store muskler.

”Vi er ikke færdige med dig, kammerat!” snærrede han, og Akihiro ømmede sig efter faldet. ”Først, vil vi vide, hvad du bestiller her på vores territorium. Er du en spion fra Crimson Spiderz? Eller måske Dark Ladys? – Hvad siger du, splejs? Tal, for helvede!”

Først da manden tog fat i hans krave og løftede ham op, så syningen i skjorten knækkede, gik det rigtig op for Akihiro, hvem han havde været så uheldig at støde ind i. En bande. En af dem, der var omtalt i nyhederne, dem alle var oppe at køre over.

”J-Jeg ved ikke noget…” stammede han, og da han blev slået tilbage mod muren bag ham, fortsatte han, ”Jeg var på vej hjem fra skole, da jeg blev t-træt og satte mig ned… så faldt jeg i søvn.”

Manden løsnede grebet en smule, og de andre mænd begyndte at mumle sammen. De var stadig mistænksomme, men på den anden side så bar han jo stadig sin skoleuniform – som de for resten lige havde ødelagt. Pis. Men det var der ikke tid til at tænke på lige nu.

”Hvad vil du gøre for at bevise din uskyld?” lød det igen fra manden, der havde diskuteret sagen med sine bandemedlemmer.

Akihiro sank en klump – ”Jeg er Ren Akihiro, sekten år, studerer på X Gymnasium…”

Slap!

Han tog sig forskrækket til ansigtet, hvor manden havde plantet en lussing. ”Ikke godt nok.”

Panikken prikkede i ham. Hvad skulle han dog gøre? Han var… rigtig bange. Hvad som helst. Han ville gøre hvad som helst for at slippe fra disse hæslige mennesker.

”Hvad som helst, siger du…” manden stryger sit skæg et øjeblik, før et hæsligt grin breder sig over hans ansigt. Han søger hurtig øjenkontakt med de andre for at sikre sig, de er med på hans plan.

”En del af vores ludere har forladt os på det seneste – til fordel for Crimson Spiderz. Jeg er tilbøjelig til at tilbyde dig et job hos os i stedet for at slå alle dine tænder ud eller det, der er værre. Hvad siger du, Aki-chan?” Manden planter sine grove fingre omkring Akihiros smalle ansigt og løfter det op, så drengen er nødt til at se ham i øjnene. Manden er pludselig meget tæt på, og Akihiro må koncentrere sig for ikke at kaste op. Der er ikke noget, han kan gøre, udover at forberede sig på det uundgåelige. Han mærker mandens tunge langs sin hals, og han spænder i hele kroppen, da den baner sig vej op til hans kæbe ben og slutter ved øret.

”Stop det.”

Ordene kom ikke fra hans egen mund men fra en af mændene, der slet ikke havde sagt noget tidligere. Han var høj, men meget mere slank end muskuløs. Hans mund og næse var skjult af en maske, og de mørke øjne var indrammet af rødligt, vildt hår.

Stemmen virkede bekendt, men Aki kunne ikke sætte fingeren på, hvor han havde hørt den før.

”Han er bare en dreng, lad ham gå. Han er så lille, at han alligevel ikke kan tilfredsstille nogen. Vi har en aftale med nogle tøser fra klubben, vi var på i går, husker du? Hvis du spørger mig –”

Den rødhårede talte videre, men da den store fyr allerede havde sluppet ham, hørte han ikke længere efter. Hjernen pumpede adrenalin ud i kroppen, og alt, han kunne koncentrere sig om, var, at gribe sin taske og så spurte af sted.

Langt, langt væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...