Aki and Hiro's Love Story

(drengxdreng, don't like, don't read)
1. Akihiro lider stadig under mindet om hans første kærlighed og depressionen, der fulgte med. Da Hiroshi pludselig dukker op igen, er det hele ved at falde sammen for Akihiro. Vreden og sorgen blusser op i ham voldsommere end nogensinde før, men samtidig vender den glemte kærlighed tilbage, der i løbet af de fire år har vokset sig endnu større.
Akihiro finder sig selv overvældet af sine egne følelser og tanker, og Hiroshis nærvær gør det ikke lettere for ham.

2. Matthew, Mew-chan, er håbløst forelsket i sin lærer. Han ved, at han burde gemme sine følelser væk og glemme dem, hvis det ikke skal skabe problemer for dem begge to. Men Isamu-sensei... er så fantastisk.

3. Lee er aldrig rigtig kommet sig over sin gamle forelskelse. Det var ugengældt, det er han klar over, men det gør stadig ondt. En flot, ældre dreng fra skolen, begynder at forfølge Lee rundt omkring, siger, at han elsker ham.
Lee føler sig underligt hjælpeløs ...

10Likes
5Kommentarer
967Visninger

4. 3

 

”Aki.”

Akihiro slog sine øjne op, atter forskrækket over den pludselige vækkelse. Han sukkede lettet, da det gik op for ham, at det bare var tvillingerne, der var kommet ind på hans værelse.

”Ohayo gosaimasu, Su-chan og Sa-chan,” mumlede han og satte sig op. Ingen af dem sagde noget, men kravlede bare op i hans seng. Han tog imod deres omfavnelse.

Det var lidt mærkeligt med de to. Sukiya og Sayaki var dreng og pige, men stadig elskede de at foretage sig de samme ting. Sport, manga, tegning… De gjorde nærmest alt sammen. Og de så næsten ens ud. Den eneste forskel var, at Sayaki havde en lille smule længere hår og begyndte at udvikle former som en ung pige. Ellers var de ikke til at skelne fra hinanden.

Men på samme tid var det som om, de havde en sjette sans. De kunne ligesom mærke, når der var noget, der trykkede deres ældre bror. Ofte sagde de ikke noget, men kravlede op i hans seng om morgenen i stedet for. Som for at vise, at de var der for ham. Akihiro kunne ikke skjule sit smil, og krammede dem tæt ind til sig.

”Tak,” hviskede han, og smilet smittede af på de to yngre.

 

Weekenden var forbi, og det betød, at det var tid til skole igen. Akihiro havde det efterhånden, som om hans liv kørte i ring. Det var altid det samme. Måske var det bare hans hormoner, der generede ham, men…

Han vidste ikke længere, hvad han skulle mene om det hele.

De koldere tider nærmede sig, og efteråret blev snart til vinter, kunne han mærke, da han var på vej mod stationen. Han trak halstørklædet op over munden og ørerne, så han ikke risikerede at blive kold. Tasken, der hang over hans skulder, slog mod hans ben hver gang han tog et skridt.

Han tænkte på Hiroshi.

Forbandet være det navn.

Forbandet være ham selv. Hvorfor kunne han ikke give slip? Tanken om Hiroshi og det, de havde haft sammen, havde plaget ham siden den dag, drengen forsvandt. Det plagede ham om dagen og om natten. Og han kunne ikke slippe for det.

En dag bliver jeg sindssyg, tænkte han.

Toget var fyldt med mennesker, der skulle på arbejde og i skole og hvor de ellers skulle hen. Varmen fra alle menneskerne fyldte toget, så sveden nærmest dampede af hans pande. Det tvang ham til at åbne jakken og tage huen af, indtil han atter skulle af igen.

Det generede ham at være så tæt på andre mennesker. Lyden af dem, lugten af dem, synet af dem. Han kunne næsten ikke klare det. Han var den første, der farede op, da toget standsede.

Så på en måde var det altså rart at komme ud i kulden igen. Han stod et øjeblik stadig med åben jakke og sugede den kolde luft ind.

Han tog sig selv i at tænke, at det hele var lige meget. Alt kan være lige meget. Det betød ikke noget. Men netop som han kiggede op, fangede en mistænksom skikkelse hans blik. En mand, lidt højere end gennemsnittet, bærende sort, lang frakke og solbriller stod uden for den gamle folkeskole, Akihiro selv havde gået på indtil for et år siden. Manden stod med ryggen til ham.

Akihiro stillede sig ud af mandens synsvinkel i det tilfælde, han skulle vende sig om. Hvad laver han?

Hvad laver jeg?

Børn strømmede alle til skolen, enkelte fandt sammen med deres klassekammerater og fulgtes, men ingen lagde tilsyneladende mærke til den mistænksomme mand. Akihiro følte sig pludselig dum. Det kunne være en lærer, der holdt øje med, at alle eleverne kom ind, eller en ældre elev, der tjekkede sin telefon eller…

Manden vendte sig om, og ud fra, hvad Akihiro kunne se, var det ikke en mand, men snare en ung fyr. Ansigtet var ikke til at identificere med de solbriller, men der var et eller andet over fyren, der gav Akihiro lyst til at løbe sin vej. Noget, der fik hjertet til at hamre voldsomt mod indersiden af hans bryst.

”Det kan ikke være…”

Nej. Det var umuligt. Han ville ikke bare dukke op sådan uden videre. Akihiro nev sig selv i armen, sparkede og slog på en mur, mærkede, den var fast. Det var ikke en drøm. Ikke et af hans utallige mareridt.

Pludselig satte fyren i bevægelse, og uden at tænke videre over det, fulgte Akihiro efter, mens han skjulte sig så godt, han kunne. Alle menneskerne på gaden var for travlt optaget af sig selv til at bemærke drengens underlige adfærd. Ikke at det betød noget.

Det eneste, der betød noget, var at se mandens ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...