Aki and Hiro's Love Story

(drengxdreng, don't like, don't read)
1. Akihiro lider stadig under mindet om hans første kærlighed og depressionen, der fulgte med. Da Hiroshi pludselig dukker op igen, er det hele ved at falde sammen for Akihiro. Vreden og sorgen blusser op i ham voldsommere end nogensinde før, men samtidig vender den glemte kærlighed tilbage, der i løbet af de fire år har vokset sig endnu større.
Akihiro finder sig selv overvældet af sine egne følelser og tanker, og Hiroshis nærvær gør det ikke lettere for ham.

2. Matthew, Mew-chan, er håbløst forelsket i sin lærer. Han ved, at han burde gemme sine følelser væk og glemme dem, hvis det ikke skal skabe problemer for dem begge to. Men Isamu-sensei... er så fantastisk.

3. Lee er aldrig rigtig kommet sig over sin gamle forelskelse. Det var ugengældt, det er han klar over, men det gør stadig ondt. En flot, ældre dreng fra skolen, begynder at forfølge Lee rundt omkring, siger, at han elsker ham.
Lee føler sig underligt hjælpeløs ...

10Likes
5Kommentarer
960Visninger

3. 2

 

”Det er heldigt, vi er lige store, huh, Aki-chan?” Matthew strålede nærmest, da de først var kommet udenfor. Hans mor havde sørget for, at begge drenge havde fået lagt en god bund af dejlig morgenmad, før de var stormet ud af døren. Den sorthårede dreng var i færd med at stoppe alle hans krøller op under sin hue. På trods af, han ikke var hundrede procent japansk, når først han fik alle de forpulede krøller af vejen, var han ikke til at skelne fra andre japanere heromkring. Jo, måske var hans ansigtsform en anelse mere kantet, men ellers var der ikke noget at se.

”Jah, jeg ville nødig gå i min skoleuniform på en fridag,” svarede jeg og skar en grimasse. ”Det er for resten pænt af din mor, hun gider vaske min også.”

Matthew grinte. ”Hun er så skideflink.”

De fortsatte ned af gaden den tidlige morgen. Luften var begyndt at blive ret kold, og deres ånde lignede næsten små skyer.

”Lee-chan sagde, han ville mødes med os nede på hjørnet, ikke?” spurgte jeg og trak mit halstørklæde op over munden.

”Joh, det var vist der,” sagde Matthew og lagde en finger mod læben, mens han tænkte sig om. ”Ak, han står jo også lige dér! LEE-CHAAAAAN!” Han vinkede til den høje dreng, der stod henne ved hjørnet og ventede på den.

Den høje dreng trak høretelefonerne af og løftede hånden imødekommende. Der var ikke så mange folk på gaden endnu, da det stadig var forholdsvist tidligt, men de, der passerede, kiggede alle beundrende på Lee. Og det kunne der jo være adskillige årsager til. Enten hans absurde højde, hans hvide, lange hår, eller hans ufatteligt gode udseende, velbygget og bare ualmindeligt smuk. Jep, Lee var en af de heldige. Selvom hans hårfarve ofte havde skaffet ham problemer, da han var yngre, havde han lært at leve med den. Accepteret det som en del af sig selv, han ikke ville ændre på.

Det var en eller anden fejl, han var født med. Håret havde ingen farve. Det var nu ikke så slemt i forhold til alt muligt andet, mente han selv.

”Ohayo gosaimasu. Aki. Matt.” hilste han, da vi nåede hen til ham. Akihiro og Matthew, der var små selv for japanere, måtte altid lægge nakken tilbage, når de skulle snakke med deres knap to meter høje ven.

”Ah, bliver du dog aldrig lavere,” klagede Matthew med et smørret grin.

”Bliver du dog aldrig højere,” svarede Lee igen, men uden nogen form for ændring i sit udtryk. Sådan var det altid med ham. Han var ikke lige typen, der brød sig om at vise sine følelser eller tanker på ydersiden, og han var så god til at skjule dem, at de aldrig var til at gætte. Manden havde vel sine grunde, tænkte Akihiro for sig selv.

”Oi!” rasede Matthew og forsøgt at give Lee en på siden af hovedet, men han kunne ikke rigtig nå der op. Han forsøgte at slå ham i maven, men Lee så ikke ud til at mærke noget.

”Filmen begynder om lidt…” mumlede han og kiggede over på Akihiro. Han så ind i de smalle, brune øjne og nikkede. Klappede da Matthew i ryggen for at fange hans opmærksomhed.

”Så går vi, Mewett.” Et stort smil bredte sig over hans læber. Matthew, en smule berørt over barndomsnavnet, der dukkede op, tog sig sammen og fulgte med sine venner.

 

Efter en hyggelig dag med sine to barndomsvenner gik Lee alene hjem. Akihiro og Matthew skulle den samme vej, ja, i hvert fald et stykke, indtil Akihiro steg på toget, og Matthew, der boede i nærheden, bare kunne gå direkte hjem. Lee, derimod, skulle den modsatte vej. Det havde han det også fint med.

Jovist hyggede han sig med de to, det ville han gerne indrømme, men for ham var det alligevel let at mærke, at Akihiro og Matthew havde kendt hinanden et par år længere. Og han kunne ikke helt blive enig med sig selv, om det betød noget eller ej.

Det gjorde det måske…

Han rystede tanken af sig.

Han løftede sine hænder, mens han gik og pressede fingrene mod sit ansigt for at løsne det lidt op. Det var måske forkert at bære den slags maske over for sine venner også, men… han ville ikke tage nogen chancer.

To timer senere befandt han sig i sin egen lejlighed. Han var gået en lille omvej hen til stationen for at løsne lidt op.

Lejligheden var næsten tom, og det gav den en fjendtlig og kold atmosfære. Han skruede lidt op for varmen og håbede på, det ville hjælpe på det.

Et irriteret suk slap hans læber, og han væltede omkuld i sofaen. Hans mobil havde ligget på kaffebordet hele dagen, kom han i tanke om, da han så den blinke. Han gryntede irriteret. Hvem skulle have haft ringet?

”14 ubesvarede opkald, og ti sms’er,” mumlede han, og rynkede brynene. Da han så, hvem det var, der havde terroriseret hans telefon, mens han havde været væk, stønnede han irriteret og smed telefonen fra sig.

”Ryuuzawa-san… jeg kunne slå den idiot ihjel.” Der var dog noget ved tanken om hans senpai, der irriterede ham en del. Han ringede og skrev hver dag, og foruden så de også hinanden i skolen, men det virkede som om, der var noget, han havde overset.

Han samlede telefonen op igen, og kiggede alle sms’erne igennem. Han måtte holde sig for munden for ikke at brække sig.

Hej Lee-chan! Hvad laver du?

Savner du mig?

Jeg saaaavner dit dejlige ansigt… kommer du ikke forbi? Jeg har alkohol og en seng!

Hvorfor svarer du ikke?

Leeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee!

Omg, du er mig ikke utro med en eller anden trækkerdreng, vel, Lee-chan? SVAR MIG, PLEASE!

Jeg saaavner diiiiiiiiiig

.. og det, der var værre. Han slettede alle beskederne og tog sig til hovedet, for at dulme en voksende irritation. Men der var stadig noget, han følte, han havde overset. Han gik ind på sin opkaldsliste og rullede ned.

Ryuuzawa

Ryuuzawa

Ryuuzawa

Ryuuzawa

Ryuuzawa

Ukendt nummer

Han lagde telefonen fra sig og sank sammen i sofaen med et suk. Irritationen havde pludselig udviklet sig til en hovedpine. Han rejste sig tungt fra sofaen og bevægede sig gennem sin tomme lejlighed. Med ben, der føltes som bly, slæbte han sig ud i køkkenet og famlede efter bøtten med piller i skabet.

Trætheden havde indhentet ham, og han gabte højt.

Måske burde han alligevel øve sig i at få lidt mere søvn. Tag sig sammen. Ja, det ville nok være en god idé.

Men samme nat lå han igen i sin seng og vendte og drejede sig og kunne ikke sove. Da søvnen endelig tog ham, var natten drømmeløs, og der var ingen grund til at smile, da han vågnede næste morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...