Aki and Hiro's Love Story

(drengxdreng, don't like, don't read)
1. Akihiro lider stadig under mindet om hans første kærlighed og depressionen, der fulgte med. Da Hiroshi pludselig dukker op igen, er det hele ved at falde sammen for Akihiro. Vreden og sorgen blusser op i ham voldsommere end nogensinde før, men samtidig vender den glemte kærlighed tilbage, der i løbet af de fire år har vokset sig endnu større.
Akihiro finder sig selv overvældet af sine egne følelser og tanker, og Hiroshis nærvær gør det ikke lettere for ham.

2. Matthew, Mew-chan, er håbløst forelsket i sin lærer. Han ved, at han burde gemme sine følelser væk og glemme dem, hvis det ikke skal skabe problemer for dem begge to. Men Isamu-sensei... er så fantastisk.

3. Lee er aldrig rigtig kommet sig over sin gamle forelskelse. Det var ugengældt, det er han klar over, men det gør stadig ondt. En flot, ældre dreng fra skolen, begynder at forfølge Lee rundt omkring, siger, at han elsker ham.
Lee føler sig underligt hjælpeløs ...

10Likes
5Kommentarer
969Visninger

2. 1

 

Akihiro vågnede med et sæt og trak vejret hæftigt. Han kiggede sig hurtigt omkring, men genkendte ikke omgivelserne gennem hans trætte øjne. Hånden kørte henover underlaget, og da han nåede den blå plet på sofaen, blev han hurtigt klar over, hvor han var henne.

Hjemme hos Matthew, hans barndomsven.

Akihiro gned sine øjne, og idet samme kom Matthew ind ad døren.

”Ohayo gosaimasu,” sagde han med et stort smil, og Akihiro lod et blik glide hurtigt op og ned af den unge mand. De lange sorte krøller, den slanke, lave kropsbygning og det evigt strålende smil. Den dreng så aldrig ud til at være ked af noget.

”Oi, Mew-chan,” mumlede Akihiro og gned sine øjne søvnigt. Pudsigt, han huskede ikke, at han var gået med Matthew hjem efter skole.

Matthew lo venligt ad ham.

”Stadig træt? Ak ja, klokken er også snart tolv… Jeg tog mig den frihed at sende en sms til din mor fra din mobil, selvom det nærmest ikke er nødvendigt. Hun ved jo, at når du ikke kommer hjem, så er du som regel at finde her.” Han skar en grimasse og grinte derefter igen.

Akihiro kløede sig i håret og kiggede derefter over på sin ven.

”Det går nok,” svarede han.

Matthew lavede en stor bevægelse med armene. ”Jeg tænkte, at hun nok satte pris på at høre fra dig med al den ballade, der er i byen her i tiden.”

”Du mener de der bander?” Akihiro var stadig træt og havde egentlig mest lyst til at sove videre på den klamme sofa, der stod på Matthews værelse.

”Jaaa, rygterne siger jo, at de nakker alt, de kommer i nærheden af. For ikke at nævne alle de piger, der bliver bagbundet og voldtaget.” Han klukkede lidt for sig selv, men Akihiro var for træt til at finde det morsomt.

”Åh, ja,” Matthew rettede sig selv, ”det er jo selvfølgelig rygterne. Men der har jo været en del om det i nyhederne her de sidste par dage. Politiet råder folk til at holde sig indendørs efter mørkets frembrud, i hvert fald indtil bandeaktiviteten er faldet lidt igen.”

Det var jo meget fint alt sammen, tænkte Akihiro, men han havde egentlig noget andet på hjerte. Faktisk var han lidt i tvivl om, hvad der var blevet af …

”Jeg troede, du gik tidligt hjem med de andre, Mew-chan?” En dundrende hovedpine begyndte stille og roligt at brede sig bag hans pande.

”Ahh, ja, det gjorde jeg jo. Men jeg kom jo til at nævne for min hysteriske mor, at du blev der længe i dag, og da det allerede var blevet mørkt, sparkede hun mig ud af huset og forlangte, at jeg så efter, om du havde det godt.” Matthew slog sig selv i hovedet. Åh gud, hans mor altså. Akihiro kunne læse det i hans ansigt.

”Hun bekymrer sig for dig, men ikke for mig. Hvor er det typisk altså,” fortsatte han, men gav så hans ven et dask på skulderen og grinte. ”Jeg gik så mod skolen, da du pludselig kom løbende om et hjørne. Du blev så forskrækket, da du så mig, at du skvattede over dine egne fødder og slog dig selv bevidstløs, så jeg måtte slæbe dig hjem hertil.”

Matthew sukkede.

”Det er sikkert fordi, du er så skidegrim,” sagde Akihiro drillende efter at have genvundet lidt af sig selv.

”Haaaah?” Matthew snurrede rundt, og med et fornærmet udtryk sprang han op på Akihiro i den grimme sofa, og drengene trillede rundt oven på hinanden som to ulveunger, der sloges. Det endte med, at de begge væltede ned på gulvet, leende.

De rullede om på siden og skubbede sig så op at sidde.

”Nå, men jeg håber du kan affinde dig med sofaen. Du kan bare dække pletten til med en pude, som du plejer, ” sagde Matthew. Han rejste sig og gik hen til sin seng, der var et stort rod som resten af værelset. Den dreng havde virkelig ingen idé om, hvordan man holdt orden på sine ting. Han kunne lære lidt af Lee. Matthew fandt det, han ledte efter, puden Akihiro altid brugte, når han overnattede, og han kastede den hen til ham.

”Tæppet ligger, hvor det plejer.”

Akihiro nikkede. Han samlede sig sammen, dækkede pletten til med puden og fandt tæppet. Der gik et øjeblik, hvor han stod stille og kiggede ud i luften. Det var nu alligevel mærkeligt… at Hiroshi var dukket op sådan uden videre. Nej.

Han slog det ud af hovedet. Han var sikkert faldet i søvn under arbejdet på skolen, og havde drømt det hele.

Det var alligevel det eneste, han drømte om hver gang han lukkede øjnene.

”Jeg går lige ud og vasker mig kort,” mumlede han.

”Den er top, men jeg kan ikke love dig, at jeg er vågen, når du kommer tilbage!” Matthew gabte højlydte og lavede et dramatisk fald i sin seng.

Akihiro var kun nået ud på den anden side af døren, da han hørte den højlydte snorken fra vennen inde på værelset. Han rystede lidt på hovedet, men fortsætte fredeligt ud på badeværelset, der lå lige ved siden af. Det passede ham meget fint, at han lige kunne få lidt ro til at samle sig, når han kom ind igen, inden han lagde sig til at sove.

Han drejede nøglen om i badeværelsesdøren. Selvom ingen i huset var vågen på nuværende tidspunkt, følte han en vis tryghed ved at vide, han var alene.

”Aki.”

Han snurrede hurtigt rundt på hælen ved lyden af hans navn, men der var intet at se. Badeværelset var småt, og der var knapt plads til mere end en person herinde. Men for en sikkerheds skyld kiggede han bag bruseforhænget. Ingenting.

Han sukkede dybt.

Blikket faldt på hans eget blege ansigt i spejlet. Måske forstod han godt, hvorfor hans mor nogle gange troede, han var syg. Især her på det sidste. Han havde tabt sig og var blevet blegere. Renderne under øjnene var også ved at blive lidt mørkere.

”Du bør passe bedre på dig selv, Akihiro,” mumlede han til sig selv og tændte for den kolde hane. Han gjorde sine hænder våde, hvorefter han hældte vand i hovedet. Skrubbede resterne af den make-up af, hans yngre søster havde puttet på ham her til morgen for at dække lidt over hans syge udseende.

Han gabte højt og forlod badeværelset, men stoppede ude på gangen. Lyttede til den fredfyldte ånden fra de sovende mennesker.

Han sukkede og smilte svagt.

Hiroshi kunne rende ham.

 

”Aki.”

Det havde næsten kun været en hvisken i hans øre, men det var nok til at vække ham. Først ville han have troet, det var Matthew, men nej, han sov stadig som en sten. Og da Akihiro var sikker på, at der ikke var andre i rummet, slap anspændtheden hans krop, og han sank sammen i sofaen igen.

Han ville nok aldrig vænne sig helt til det, stemmen, der talte til ham. Jovist var han klar over, at den ikke var ægte, at hans hjerne bare spillede ham et puds, men han blev stadig forskrækket.

I starten havde han været bange for, at han måske fejlede noget psykisk. Han var dog nået til den konklusion med sig selv, at det, han var i stand til at tænke sådan, var modargument nok for den teori.

Men det var dog ikke lykkedes ham at berolige sig helt denne gang, og han kunne pludselig mærke panikken gibbe i ham og tårerne presse sig på. Han gned sig i øjnene og valgte at kaste puden efter Matthew for at vække ham.

Puden ramte drengen med et bump og blev liggende oven på ham. Det vækkede ham dog ikke, og Akihiro blev nødt til at stå op på hans rystende ben, kravle op i vennens seng og trille ham ned på gulvet.

… ba-DUMP

”FOR HELVEDE!” Matthew farede op med et chok over den pludselige vækning. Han kiggede fortumlet op på Akihiro. ”Var det dig?!” men vreden så ud til hurtigt at fordampe, da Akihiro trak kort på skuldrene og sank sammen.

Matthew kiggede ned et øjeblik og rejste sig så op igen. Han satte sig på sengekanten og klappede sin ven på skulderen.

”Det er okay,” smilede han til ham. Akihiro nikkede og vendte blikket væk, så Matthew ikke så, at en enkelt tåre slap hans øjenkrog.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...