The Quiet Star

Vira er 18 år. Hun bor med sin mor Joanna, og hendes mand James, i New York. Hendes biologiske far døde der hun var 5 år gammel. James har to sønner, Carlos og Kendal, deres drøm er at blive pop-stjerner, og de er godt på vej. Vira arbejder som rengøre og tjener på James resturent, der ligger under deres unormalt store lejlighed. Hendes eneste rigtige ven er Pete. Han er 50 år gammel. Han var hendes fars bedste ven, og har arvet hans lille rode-butik, hvor Vira tit kommer. Vira elsker at synge og er god til det, men den eneste der nogensinde har hørt hende synge er Pete, når hun spiller på det gamle klaver han har i butikken. Men en dag er hun måske heldig... ---------------------------------------------------------------------------------------- Jeg har aldrig før skrevet historier som andre skulle høre, så dette er en stor udfordring for mig. Undskyld hvis der er stavefejl!

4Likes
16Kommentarer
811Visninger
AA

3. Kapitel 3.

"Nå Pete, jeg skal tilbage og servere i resturenten," Jeg havde lige spillet en sang på klaveret i Petes butik. Det var en dreng der var med sin mor på shopping, der gerne ville have jeg spillede den, så det gjorde jeg.

"Allerrede?" Spurgte Pete. "Du plejer da kun at servere om morgnen og lige før lukketid,"

"Ja, men mor er til læge, så jeg skal tage hendes vagt," fortalt jeg, mens jeg tog min jakke på.

"Og Kendal og Carlos har tabt deres hænder, eller hvad?" spurgte han drillende. Jeg vente øjne og rystede på hovedet af ham.

"De skal jo enten lave en CD, øve til en koncert eller snakke med de åndsvage medier," svarede jeg. Jeg syntes virkelig det var åndsvagt. James og drengene tog alt det fede ud af at lave musik. Eller, de tog i hvert fald alt det jeg mente var det fede, ud af det. For de tre medie-narkomaner var det vigtige at blive de allermest kendte. Ærligtalt så forstod jeg ikke hvordan min mor kunne gifte sig med James. Jeg havde hende mistænkt for bare at ville have penge nu hun havde chancen. Men den mistanke var alligevel ikke ret stor, for jeg kunne ikke rigtig få mig selv til at tænke sådan om min mor.

"Vi ses snart," smilede jeg til Pete og vente mig mod døren.

"Det gør vi," smilede Pete tilbage.

Udenfor blæste det ret så kraftigt. Jeg gik næsten så hurtigt jeg kunne uden at løbe. Både fordi det var skide koldt og fordi jeg havde erfaring med at folk tit gik ind på en resturent og fik kakao, eller what ever, når det var så skide koldt, så jeg måtte skynde mig hjem og hjælpe til i James' resturent inden han blev sur.

Det er bare lidt svært at skynde sig i New York's travle gader når man, ligesom mig, har det med at kigge ned i jorden når man går og derfor, igen, kommer til at ramle ind i en person der går den modsatte vej.

Jeg havde ikke tid til at stoppe op og undskylde, så jeg mumlede bare et "Undskyld," og ville gå videre, men personen jeg var gået ind i stoppede mig ved at lægge en hånd på min skulder. Jeg drejede rundt og fandt ud af at den person jeg var gået ind i, var den fyr jeg havde gået i folkeskole med, som jeg også ramlede sammen med i sidste uge. Hvad skete der lige for det?

"Hej Vira," sagde han. Jeg prøvede virkelig at huske hvad han hed, men jeg kunne bare ikke komme i tanke om det, så jeg fik skabt en lidt pinlig tavshed, hvis man altså kan det midt på gaden.

Han lod det ligge og sagde istedet: "Jeg kan se.... Eller mærke-" han tog sig til den skulder jeg var gået ind i. "-at du hygger dig med at gå ind i folk." Han prøvede tydeligt på at være sjov. HAHA! Mega morsomt! Eller noget...

Jeg smilede bare et lille skævt smil. "Jeg bliver nød til at gå, har travl," sagde jeg og vente mig bare udenvidere for at gå min vej. Det var nok lidt uhøfligt, men jeg var virkelig dårlig til det med mennesker og meget genert. Og så havde jeg jo også virkelig travlt.

Jeg åbnede forpustet døren ind til resturenten og gik ind. "Hvor har du været?" Lød det surt fra James der stod bag disken.

"Undskyld, men der var altså virkelig mange mennesker på gaden," svarede jeg, imens jeg gik hen til ham og stillede min taske under disken.

"Pjat! du kunne jo bare være blevet her nå du vidste du skulle arbejde senere," sagde han lidt højere og kastede mit forklæde til mig så jeg fik det i hovedet. jeg tog det hurtigt på hvorefter jeg gik ud i køkkenet for at hente den mad jeg skulle servere.

Jeg fik altid afvide at jeg skulle være glad og smilende overfor kunderne, men det var altså virkelig svært for mig. Jeg egnede mig ikke særlig godt til det her arbejde. Ærligt talt, så havde jeg det bedre med at vaske gulvet. Som sagt var jeg meget genert og ikke særlig god til at omgås mange folk. Det hjalp så heller ikke på mit humør at jeg konstant gik rundt og tænkte på hvilken undskyldning jeg skulle give James når jeg skulle på mit lønnede arbejde som rengøre i pladeselskabs bygningen. -jeg måtte seriøst snart finde ud af hvad den bygning egentlig hed...

 

James kom hen til mig. Jeg kiggede op på ham og han sukkede.

"Du kan godt holde fri nu, Vira," sagde han med et suk i stemmen.

"Tak James," sagde jeg stille da jeg rakte ham mit forklæde. "Øh, nogle af mine venner har spurgt om jeg ikke kom ned i parken... Må jeg gerne gå?" spurgte jeg i håb om at han ikke kunne høre hvor nervøs jeg var. Jeg hadede at lyve, og det her var en stor løgn, selvfølgelig fordi der ikke var nogle der havde spurgt om jeg ville med i parken, men også fordi jeg ikke rigtig have nogle venner, men det var den bedste undskyldning jeg havde kunnet komme på.

"Mmm," svarede James bare hvorefter han vendte sig og gik.

Jeg gik hurtigt hen til disken og tog min lille, mørkegrønne rygsæk som jeg næsten altid havde med mig. Der havde jeg min pung, min sang bog og en lille bog som jeg havde fået af min far engang.

Det var hans gamle dagbog, som han skrev i hver dag i sine to år i militæret. Jeg havde savnet ham så meget dengang. Han havde kun nået at være hjemme i to uger før han kom på hospitalet. Han var blevet forgiftet af nogle gasser, i den korte tid han havde været i krig. Dagen til den nat han døde gav han mig sin dagbog. Han fortalte, at han vidste han ikke ville klare den ret meget længere, men han ville så gerne have fortalt mig om alt det han havde oplevet og lært i militæret. Jeg fik derfor hans dagbog. Det sidste jeg hørte ham sige, og det jeg huskede ham bedst for, var: "Bare vær tålmodig og stærk, min skat,"

Dog havde jeg aldrig læst mere end den første side i bogen. Jeg ved ikke om det var fordi jeg ikke følte at tiden var inde, eller om det bare var fordi jeg ikke turde. Jeg var nok bare bange for at komme til at græde, når jeg læste det han havde skrevet, fordi det så ville minde mig om ham. Jeg hadede at græde. Jeg hadede det virkelig meget, fordi det fik mig til at føle mig lille og svag. Og det brød jeg mig virkelig ikke om.

Da jeg åbnede døren ud til gaden blev jeg straks mødt af den kolde vind. Det var helt klart blevet koldere siden sidst jeg var ude, tidligere på dagen. Jeg kiggede på mit ur. 15.30. Jeg skulle være på arbejde 15.50, så jeg behøvede ikke skynde mig særlig meget. Jeg satte kursen mod den lille 'park' man skulle igennem for at komme til pladeselskabs-bygningen.

           ---------------------------------------------------------------------------------------------

A/N

Ved godt der ikke rigtig skete noget spændende i dette kapitel, men syntes jeg ville vente med det næste, til næste kapitel. Dog fik i lige et lille indblik i hende og hendes fortid her.

Håber i kan lide det. I må meget gerne skrive hvad jeg kan gøre bedre.

Knus<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...