The Quiet Star

Vira er 18 år. Hun bor med sin mor Joanna, og hendes mand James, i New York.
Hendes biologiske far døde der hun var 5 år gammel.
James har to sønner, Carlos og Kendal, deres drøm er at blive pop-stjerner, og de er godt på vej.
Vira arbejder som rengøre og tjener på James resturent, der ligger under deres unormalt store lejlighed.
Hendes eneste rigtige ven er Pete. Han er 50 år gammel. Han var hendes fars bedste ven, og har arvet hans lille rode-butik, hvor Vira tit kommer.
Vira elsker at synge og er god til det, men den eneste der nogensinde har hørt hende synge er Pete, når hun spiller på det gamle klaver han har i butikken.
Men en dag er hun måske heldig...
----------------------------------------------------------------------------------------
Jeg har aldrig før skrevet historier som andre skulle høre, så dette er en stor udfordring for mig. Undskyld hvis der er stavefejl!

4Likes
16Kommentarer
838Visninger
AA

2. Kapitel 2

Foran pladeselskabets bygning var der kaos. Ca. 70 piger stod i en kreds og skreg. Fire kæmpe mænd prøvede at trække og skubbe dem væk fra, hvad det nu end var, de skreg sådan over.

Selvfølgelig stod de lige foran døren. Hvordan skulle jeg nogensinde komme derind?

Jeg gik over mod døren. Det vil sige, jeg gik over mod den skrigende pigeflok. En af kæmpe-mændende så mig, og rakte en hånd frem mod mig. Han troede sikkert jeg også ville til at skrige over det der befandt sig imellem alle pigerne. 

"Jeg skal derind!" Råbte jeg til manden, for at overdøve pigerne, og pegede på den store bygning.

"Lige et øjeblik!" Råbte manden tilbage.

Han begyndte at skubbe pigerne væk fra døren. Nogle af dem var gået igen, så de fire mænd kunne lettere styre dem nu. Så var de væk fra døren.

Jeg råbte "Tak," til mændende, og løb ind.

Jeg stod nu i en meget stor reception. Nogle folk talte i telefon, andre sad ved et lille bord, med deres computer.

Jeg gik hen til skranken. Damen bag den snakkede også i telefon. Det lød som om hun diskuterede med personen i den anden ende.

"Ring tilbage en anden dag, farvel," sagde hun ind i telefonen og lagde på.

"Kan jeg hjælpe dig?" Nu snakkede hun til mig.

"Øh, ja," sagde jeg stille. "Jeg skulle aflevere denne her," jeg rakte hende konvolutten. Hun tog imod den. Så ringede telefonen igen.

"Undskyld mig," sagde hun, og tog den.

Jeg lagde mærke til nogle sedler der lå på disken.

"Rengøringspersonale søges"

Stod der som overskrift.

"Du må gerne udfylde en," damen bag skranken havde lagt en hånd på røret, og talte nu til mig.

Det gjorde jeg så. Jeg ville sikkert ikke kunne holde ud at gå rundt blandt de mennesker der var i denne bygning ret længe, de troede alle sammen de var  specielle. Men dette fik man i det mindste løn for, i modsætning til mit job i resturenten. Desuden var det jo heller ikke sikkert jeg fik jobbet.

Jeg gav sedlen til damen, der stadig snakkede i telefon, og gik ud af bygningen. Til mit held var tøserne derude færdige med at skrige. Nu stod der bare et par stykker af dem og snakkede sammen. Jeg gik hen til en af dem.

"Hvad var det i skreg sådan over før?" Jeg måtte bare vide det. Pigen jeg spurgte havde langt lyst hår, og rigtig meget make-up på.

"Hallo, var du her ikke? Det var ligesom Charlie Rood!" Sagde hun på den snoppede måde, jeg kun troede man gjorde det på film.

"Er du sikker? Man ved jo ikke hvordan han ser ud," sagde jeg undrende.

"Øh ja. hans pladeselskab er lige derinde," hun pegede på den bygning jeg lige var kommet ud af.

"Derfor er det da ikke sikkert det var ham," sagde jeg. Hun fnøs af mig, og gik sin vej.

--------------------------------

"Kom nu drenge! Vi kommer for sent!" Råbte James. Han, mor og tvillingerne skulle til en stor privat-fast for folk indenfor musik branchen. Jeg skulle ikke med. James havde sagt at det var fordi han ville skåne mig for medierne, men den hoppede jeg ikke på. Forstår i, James kunne ikke særlig godt lide mig. Jeg måtte ikke komme med, fordi han ikke ville have mig med. Hvorfor, ved jeg ikke.

Jeg sad på mit værelse og hørte musik.

Carlos stak hovedet ind af døren.

"Ses," sagde han flabet. Kendal grinede bag ham. De drillede med at jeg ikke måtte komme med til festen. Jeg ignorerede dem. Jeg ville da heller ikke med til deres dumme fest! Eller måske ville jeg. Jeg fik aldrig lov til at gå til fest, og jeg var endda ældre end dem.

"Skrid," vrissede jeg af dem. De grinte begge to, og gik.

Ca. en time efter de var taget afsted, kom posten. Det meste af det var til James. Men der var et brev til mig. Jeg åbnede det ude i køkkenet. Det var fra musik bygningen. Jeg havde fået jobbet som 'rengøre'. Hold da helt op hvor var jeg glad for at det brev ikke var kommet mens James eller mor var hjemme. Jeg havde nok aldrig fået lov til at arbejde et andet sted end i James' resturent. Faktisk blev jeg nød til arbejde begge steder, for jeg kunne ikke sige op her.

Jeg løb over til Pete i den gamle butik, for at fortælle ham at jeg havde fået job.

"Hvor er det dejligt, min ven," sagde Pete der jeg havde fortalt ham det.

"Ja ikke," jublede jeg. Det sidste job jeg havde haft, var i kiosken i parken. Jeg var blevet fyrret efter en uge, fordi ejerens kæreste havde slået op med ham, og han ville derfor ikke have en pige i sin kiosk. Tossehoved.

---------

Der jeg kom hjem var de andre også hjemme.

"Hvorfor er i så tidligt hjemme?" Spurgte jeg min mor. De skulle først være hjemme en gang i nat.

"Kendal fik det dårligt. De skulle ellers have optrådt, men vi blev nød til at tage hjem," svarede mor.

Jeg smilede skævt. Ha! Det var sikkert fordi han blev bange for at optræde forand så mange mennesker.

"Hvor var du henne? Jeg blev helt bekymret for dig, da du ikke var her," sagde min mor, nu med nervøs stemme.

"Jeg var bare hos Pete," svarede jeg, og gik forbi hende for at komme op på mit værelse.

"Du er ret meget hos Pete," sagde mor så. Jeg stoppede.

"Mmm..." svarede jeg bare, og tog et skridt op ad trappen, men hun afbrød mig.

"Hvad laver du egentlig når du er hos ham?"

"Vi snakker bare," sagde jeg og kiggede undrende på hende. Hun nikkede bare og gik ud i køkkenet. Hvad gik det lige ud på?

Jeg havde svært ved at falde i søvn den aften. Mit værelse lå lige ved siden af badeværelset, så jeg kunne desværre, lidt for tydeligt, høre Kendal komme af med sine 'bekymringer', ned i toilettet. Det gjorde det lidt svært at falde i søvn. 

Næste morgen var jeg enormt træt, fordi jeg vågnede hver gang Kendal styrtede ud på badeværelset. Men  jeg skulle gøre resturenten klar til 'morgen ryg ind' så jeg havde faktisk ret travlt.

"Vira, vi mangler æg. Kan du ikke lige hente nogle?" Mor stod i døren ind til det lille køkken i resturenten.

Jeg sukkede. "Jojo," svarede jeg og gik over mod hende for at få pengene.

"Tak skat," hun sendte mig et kærligt smil.

"Er snart tilbage," sagde jeg da jeg gik ud af døren.

Ude på gaden var der mange biler og mennesker. Klokken var ca. 9 om morgenen, så der var sikkert mange af menneskerne der var på vej på arbejde.

For at komme til den nærmeste kiosk skulle man over torvet. Selvom det var i New York var torvet ikke så stort. Det var en hel masse brusten, nogle bænke og et stort træ i midten.

Foran træet sad en vagabond. Han havde slidt tøj på og sad med en plastik kop, fra en eller anden drive-in café, i hånden. Jeg gik i en stor bue udenom ham.

Der var næsten ingen mennesker i kiosken. Jeg fandt hurtigt æggene i et køleskab og gik op til kassen. Der sad en man i 20'erne og bippede folks varer ind som en robot der var gået i hak. Han så mere træt ud end jeg gjorde. 

"20 kroner," sagde han, der han havde bippet æggene. Jeg gav ham pengene, tog mine æg og gik ud af butikken. Jeg havde kun været derinde i 10 minutter, men der var allerede mange flere mennesker på gaden end før. Da jeg kom over på torvet igen var der virkelig mange mennesker. Hele New York syntes åbenbart de skulle gå der på samme tid. Jeg gik og kiggede ned i jorden, hvilket resulterede i at jeg måtte undskylde overfor et par folk da jeg var ved at gå ind i dem. Da jeg gik forbi det store træ, bed jeg mærke i at vagabonden med plastik koppen ikke længer sad der. Var det ikke dumt? Var der ikke stører chance for at få penge når der var flere mennesker?

Imens jeg gik der og funderede, var der pludselig noget der stødte ind i mig så jeg var lige ved at falde på røven. Æggene fløj ud af hånden på mig og landede med et bump og nogle knækkene lyde på  jorden.

"Undskyld, det var ikke med vilje, undskyld," personen der var gået ind i mig samlede min æg op.

"Æh, det er okay," sagde jeg og kiggede op. Der stod en dreng ca. på min alder med sort hår og brune øjne foran mig. Han så meget forfjamsket ud, som han stod der med mine knuste æg i hånden. Der var et eller andet over hans ansigt. Han så bekendt ud.

"De er nok ikke meget ved mere... Det er jeg virkelig ked af," sagde han og rakte æggene til mig. Jeg tog imod dem og åbnede æsken. Det var en stor gang æggesnaps.

"Hey, har jeg ikke set dig før?" Spurgte han.

"Øh, det kan da godt være," svarede jeg bare.

"Gik vi ikke i folkeskole sammen?" Spurgte han så med begejstring i stemmen over at han var kommet i tanke om det.

"Nårh jo," jeg smilede et lille bitte smil. Nu kunne jeg godt huske ham. Jeg vidste faktisk ikke hvad han hed, alle kaldte ham bare 'Rod'. Jeg anede ikke hvorfor.

"Vira, ikke?"

"Jo," svarede jeg og smilede igen, lidt forbløffet over at han kunne huske det. Havde jeg da nogensinde snakket med ham? Jeg snakkede ikke så meget med folk da jeg gik i folkeskole.

"Hyggeligt at se dig igen," han smilede tilbage. "Og undskyld igen, for det med dine æg."

"Det går nok," sagde jeg.

Efter at have været tilbage i kiosken efter nogle nye æg, kom jeg endelig hjem.

"Tak, min skat," sagde mor, der jeg gav hende æggene. "Du var da længe om det," hun gik i køkkenet og jeg gik efter.

"Ja. De første æg gik i stykker," sagde jeg.

"Gik de i stykker?" Spurgte min mor med løftede øjenbryn.

"Ja, jeg tabte dem på jorden da der var en der gik ind i mig," svarede jeg bare ligegyldigt imens jeg bandt mit forklæde om livet.

"Det var da træls," sagde mor, i fuld gang med at lave pandekager. Der var allerede folk i resturenten.

"Mmm," svarede jeg bare, greb en blok og en kuglepen og gik ind i resturenten for at tage folks bestillinger.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Var det er kedeligt kapitel? Vil gerne høre hvad i syntes så jeg kan gøre det bedre:)

Xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...