The Quiet Star

Vira er 18 år. Hun bor med sin mor Joanna, og hendes mand James, i New York.
Hendes biologiske far døde der hun var 5 år gammel.
James har to sønner, Carlos og Kendal, deres drøm er at blive pop-stjerner, og de er godt på vej.
Vira arbejder som rengøre og tjener på James resturent, der ligger under deres unormalt store lejlighed.
Hendes eneste rigtige ven er Pete. Han er 50 år gammel. Han var hendes fars bedste ven, og har arvet hans lille rode-butik, hvor Vira tit kommer.
Vira elsker at synge og er god til det, men den eneste der nogensinde har hørt hende synge er Pete, når hun spiller på det gamle klaver han har i butikken.
Men en dag er hun måske heldig...
----------------------------------------------------------------------------------------
Jeg har aldrig før skrevet historier som andre skulle høre, så dette er en stor udfordring for mig. Undskyld hvis der er stavefejl!

4Likes
16Kommentarer
820Visninger
AA

1. kapitel 1

"Du mangler en plet," sagde Carlos flabet og pegede på gulvet. Jeg var i gang med at vaske gulvet i James resturant.

"Skrid med dig," vrissede jeg af ham.

Jeg kunne høre ham grine der han gik. Jeg brød mig virkelig lidt om Carlos og Kendal. De troede de var så seje fordi de var ved at indspille en cd. Jeg syntes bare de var barnlige, men det var nok også fordi jeg var et år ældre end dem.

"Er du ikke snart færdig skat? Du har næsten brugt 2 timer på det," Jeg havde ikke hørt min mor komme ind, så jeg fik et chok der hun talte.

"Øh, jo," svarede jeg, og stillede moppen op af det nærmeste bord. "Jeg er færdig nu." Jeg smilede til hende og hun grinte der hun tog moppen for at stille den på plads.

"Jeg smutter over til Pete i butikken!" Råbte jeg ude fra gangen.

"Vær hjemme til aftensmad!" Råbte min mor tilbage.

"Ja ja!" Nåede jeg lige at svare inden døren smækkede bag mig, og jeg begyndte at gå hen ad gaden.

Pete's butik lå 2 kilometer væk fra den lejlighed jeg boede i. -Som forresten lå ovenpå resturanten.

Så jeg tog musik i ørene, og satte tempoet op.

 

"Hej ven," sagde Pete glad da jeg trådte ind af døren.

"Hej Pete, hvordan går det?" Spurgte jeg og satte mig på klaverbænken.

"Ligesom det gik da du var her igår," sagde Pete og grinede.

"Så det går altså 'fint'?" Konstaterede jeg og grinede. Pete grinede også.

"Nå, hvad skal jeg så spille for dig idag?" Spurgte jeg og lage fingrene på klaveret.

"Hvad du har lyst til," svarede Pete. "Du ved jeg kan lide det hele."

Jeg spillede min yndlings sang. Butikken var lukket, så jeg sang også. Jeg var meget genert, så Pete var den eneste der nogensinde havde hørt mig synge. Ikke engang min mor havde hørt mig. Og det passede mig fint. For hvis hun fandt ud af at jeg ville synge så ville hun sige det til James, i håb om at det kunne blive til noget stort, men det ville det aldrig blive.

-For det første, fordi James ikke ville kunne lide det. Det var meget vigtigt for ham at Kendall og Carlos' musik blev verdenskendt. Så det mindste konkurrence ville han sætte en stopper for, hvis han fik muligheden.

-For det andet, så var jeg alt for genert. Jeg ville aldrig turde synge eller spille for andre end Pete.

Min telefon ringede.

"Hvor er du? Jeg sagde jo du skulle være hjemme til aftensmaden!" Det var min mor. Jeg havde spillet og sunget 3 sange for Pete og havde glemt tiden.

"Øh... Undskyld. Jeg glemte tiden. Bare spis, jeg er der snart," Jeg lagde på.

"Skal jeg køre dig hjem?" Spurgte Pete.

"Gider du?"

"Ja da, kom." Han holdt døren åben. Jeg gik ud og satte mig i bilen. Pete lukkede og låste døren, og satte sig så ind på føresædet og startede bilen.

Hverken Pete eller jeg var typen der snakkede særlig meget. Så jeg tænde radioen og skruede op der jeg hørte de spillede en sang jeg kunne lide. Den var med 'Charlie Rood'. Han var nok den mest kende unge pop-stjerne i New York lige for tiden. Men ingen vidste hvordan han så ud. Det var vist noget med at pladeselskabet troede han ville blive mere kendt hvis han var 'mystisk'

"Kan du lide ham?" Spurgte Pete.

Jeg grinede.

"Han er da god," sagde jeg og daskede ham svagt på skulderen. "Kan du ikke lide ham?" Spurgte jeg og løftede det ene øjenbryn.

"Aarrhh..." Var det eneste svar Pete kunne komme på.

Jeg grinede igen.

Så holdt vi forand resturenten og lejligheden.

"Tak for turen," sagde jeg med et smil mens jeg åbnede døren.

"Selv tak," svarede Pete glad.

Jeg vinkede til ham da han kørte. Så låste jeg langsomt døren op og gik ind. Jeg sparkede skoene af inde i gangen og gik op i stuen. Carlos og Kendal sad i sofaen og så fjernsyn. Dog blev deres opmærksomhed rettet mod mig da jeg kom ind.

"Vi kom desværre til at spise hele stegen," sagde Kendal flabet.

Jeg himlede med øjnene og gik ud i køkkenet.

"Der er altså ikke mere mad skat," sagde min mor undskyldene.

"Sådan går det jo når man ikke kommer hjem til tiden," sagde James og sukkede.

"Jeg tager bare noget rugbrød."

Man skulle egentlig tro vi havde masser af mad med så mange penge som James tjente. Men åbenbart ikke...

Jeg spiste hurtigt min rugbrød, og gik så op på mit værelse. Jeg var træt og havde ikke noget at lave, så jeg gik i seng selvom klokken kun var lidt i 10.

----------------------

Jeg vågnede fordi James stod udenfor min dør og kaldte på mig.

"Vi åbner snart, du skal ned gøre bordene klar!" Råbte han, mens han bankede på døren.

"Jeg kommer!" Råbte jeg træt tilbage.

Jeg blev hurtigt klar, og løb ned i resturenten for at gøre klar til at vi kunne åbne.

Klokken blev 3 og resturanten var fyldt. Jeg var på vej ud i køkkenet med nogle beskidte tallerkener der jeg hørt James stemme i højtaleren bag mig. Jeg stillede tallerkenerne fra mig og vente mig rundt. James stod på den lille scene.

"Mine damer og herrer! Jeg vil gerne præsentere mine sønner, Carlos og Kendal!"

Folk klappede og Kendal og Carlos kom frem på scenen. Så begyndte de at synge.

Jeg fortsatte bare mit arbejde.

Endelig blev det lukketid. Folk var taget hjem, og jeg stod igen og vaskede det forpulede gulv.

"Vira!" Råbte James.

"Hvad!?" Råbte jeg tilbage.

James kom ind i rummet.

"Løb lige over til musikstudiet med denne her," han ragte en konvolut frem mod mig.

"Hvad er det?" Spurgte jeg, og tog den.

"Bare noget til Kendal og Carlos' cd," svarede han, viftede lidt med hånden som tegn til at jeg skulle komme afsted, og gik så sin vej.

Jeg sukkede.

Jeg havde mest af alt lyst til at smide konvolutten i den første og bedste skraldespand jeg så. Men så ville jeg virkelig få ballade, så jeg lod være. Jeg havde været i den store bygning hvor musikstudiet lå før for at aflevere nogle ting for James. Så jeg satte kursen mod midten af New York.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var første kapitel. Undskyld det ikke er så langt, men jeg syntes ikke der skulle ske mere nu.

I må meget gerne skrive i kommentaren hvad i syntes om det.

Xx mig ;).

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...