Bad, but lovely - Justin Bieber. [12+]

Kylie er en helt almindelig pige som går i High School. Hun går på skolen med hendes bedsteveninde Cheryl, de to har være bedsteveninder siden de var små. En uge hvor Cheryl er på ferie - er Kylie helt alene. Måske ikke helt. En dag møder hun en meget, kold, charmerende, og mystisk dreng. Hun får en ordre af ham.. så lad os se om hun klarer den.

Til jer allesammen: Jeg gad faktisk ellers lave den her movella som en one shot i to dele, men jeg tænkte det vil så gå hurtigt - på den måde mener jeg, at jeg ville bare skynde mig og ikke få de vigtigeste ting med hvis jeg skriver den one shot i to dele. Så det bliver til en movella i stedet, med max. 10 kapitler. ;)

21Likes
44Kommentarer
2861Visninger
AA

4. "Godmorgen shawty"

Jeg lukkede øjnene op og kiggede rundt. Jeg var ikke i det der.. hus som jeg var i går. Jeg sad i en bil. Jeg satte mig ordentligt op og så Justin der kørte. Det var kun os to herinde i bilen. "Godmorgen shawty" sagde han med en lille smule hæs stemme. "Hvor er jeg?" spurgte jeg og gabede kort. Han svarede ikke men kørte bare videre. Han har sgu da kidnappet mig! "Vent lidt" mumlede jeg for at få tingene fixet ind i min hjerne. "Du.. har kidnappet mig! Justin! Din idiot, hvad tror du ikke mine forældre vil sige? De dør af syg bekymring!" råbte jeg. Jeg prøvede at åbne dørene fra bilen. 

"Lad være med at prøve. De er låst." sagde han koldt. Jeg sukkede højt, og lagde armene over kors. "Du er sindsyg du er!" sagde jeg højt, og irriteret. "Woah, du er hot når du er sur. I like that" grinede Justin. Han synes det var åbenbart sjovt det her? Sjovt var? Jeg følte skræk lige nu faktisk. Jeg var bange. Bange for hvad han ville gøre med mig. Voldtage mig, også forlade mig eller hvad? Jeg rystede hovedet om tanken om det. "Prøv hør Bieber. Jeg er ikke bange for dig! Jeg kan godt nogle tricks hvis du bare rør ved mig!" svarede jeg og løj. Mig slå? Hvor dum lyder jeg lige. Jeg tør ikke engang så meget.. jeg turde før, jeg havde set hans onde side.

"Wow, jeg tissede sgu lige i bukserne af skræk der" grinede han. Jeg sukkede lydløst, og kunne mærke tårene dryppe ned af mine kinder. Jeg græd. Jeg prøvede at lade være for at vise Justin at jeg ikke var en tøs - men jeg kunne ikke. Jeg var bange. Han sagde intet, men han var helt stille i sted for. Han rakte mig et lomtørklæde, men jeg tog ikke imod den. "Kom nu! Tag imod den!" sagde han, en anelse højt og jeg kunne høre at han begyndte at være irriteret.

Jeg tog imod lomtørklæden, og tørte mine øjne. "Er du sulten?" spurgte han og stoppede da det var rødt lys. "Ja" mumlede jeg snøftende. Han nikkede kort, og drejede ind til en snack bar eller sådan noget. "Jeg kommer om lidt. Lad være med at prøve at ødelægge noget, du kan ikke komme ud. Husk det er låst" sagde han og parkede bilen - gik ud, og låste bilen. Jeg havde ingen mobil på mig! Jeg havde nærmest intet! Kun mig selv.. 

Kort tid efter kom Justin ind i bilen, han holdte to poser. "Her" sagde han og gav mig den ene pose. Han forsatte ikke at køre, men åbnede sin egen pose og begyndte at spise. Jeg åbnede forsigtigt min og kiggede hvad der lå derinde. En sandwhich, et æble, og nogle små nødder. Jeg tog sandwhichen op og tog et bid af den. "Justin?" sagde jeg stille. "Hm" sagde han, og vendte sig mod mig. "Vil du ikke please nok fortælle mig hvor vi er henne?" bedte jeg.

Han sukkede. "Vi er ikke i New York mere, Kylie. Vi er tæt på Canada." svarede han. Jeg lavede store øjne og kiggede alvorligt på ham. "Canada!?" udbrød jeg. Han nikkede og tog endu et bid fra hans sandwhich. "Hvad fanden skal vi i Canada?" spurgte jeg. Han har sgu kidnappet mig. Han grinte kort af min reaktion. "Vent at se" svarede han. "Justin, hvem er du helt præcist? Hvad vil du med mig?" spurgte jeg, og jeg var slet ikke sulten mere. 

Forsigtigt lagde jeg sandwhichen i posen igen, og kiggede op på Justin derefter. "Kylie, stop med alle de der spørgsmål. Du ved ikke hvem jeg helt præcist er, og hvad jeg vil gøre med dig. Bare vent og se." svarede han på mit spørgsmål. Jeg rystede irriteret på hovedet. "Du ved.. din bror?" tilføjede han. Jeg bevægede mig næsten ikke og rørte mig ikke da han sagde det. Min bror. 

Mit et og alt. Jeg elskede ham rigtig meget. Han gjorde mig altid glad, og fortalte mig altid hvordan jeg skulle opføre mig. Jeg skulle ikke opføre mig som han gjorde. Han lavede slemme ting, selv mor og far vidste ikke hvad han lavede. Men han fortalte kun til mig hvad jeg lavede. Han hjalp mig hver eneste gang jeg havde brug for ham. Vi har ikke hørt til ham endu. Han forlod os bare en aften hvor han sagde han skulle ud med nogle venner i byen, men han kom aldrig tilbage. Når nogen i skolen mobbede mig, beskyttede han mig - fortalte dem der mobbede mig at det var deres første og sidste gang de gjorde det. 

Han hjalp mig mere end min mor og far gjorde. 

"Hvad med ham?" spurgte jeg stille, og jeg kunne mærke at mine tårer begyndte at oversvømme mine øjne. "Det er hans skyld at du er her" svarede Justin, med et koldt blik. "Hvad mener du?" spurgte jeg hurtigt igen. "Han dræbte Jason McCann. Min bror. Godt nok irriterede Jason mig nogle gange, at jeg havde lyst til at slå ham ihjel.. Men jeg elskede ham faktisk også, ligesom du elsker din bror Kylie. Det er din bror's skyld at jeg har kidnappet dig." vrissede han og smed sin sandwhich ved på bagsædet, på den sæde hvor ingen sad. Han var sur, og jeg forstod intet lige nu.

"Justin! Hvad snakker du om? Hvor er min bror henne? Dalon?" spurgte jeg. "Stop med alle dine lorte spørgsmål. Du ser ham snart.. levende eller død, kommer du selv til at finde ud af" svarede han højt, vendte sig om mod retten - startede bilen, og kørte ud af parkeringspladsen. 

Hvad mente Justin? Har Dalon virkelig slået.. Justin's bror ihjel? Jeg gys ved tanken om at Dalon har slået et menneske ihjel. Justin var vred. Jeg forstår godt at han er sur fordi Dalon har dræbt ha.. Ved i hvad. Jeg kommenterer ikke det med at Dalon har dræbt Justin's bror.

Jeg blev faktisk lidt bange da Justin sagde at jeg ser min bror snart, levende eller død kommer jeg selv til at finde ud af. Jeg var bange. Hvor var dem jeg holdede af, når jeg virkelig havde brug for dem?

Jeg var sindssyg bekymret for Dalon. Hvor var han henne? Og hvad sker der med mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...