Besat af intet


5Likes
1Kommentarer
478Visninger

1. Emma

Det hele startede i soveværelset. Hun vågnede op efter en lang nat med mørke drømme. Hendes dyner og puder lå på gulvet, og da hun fik øje på dem, rynkede hun på brynene. Hun kunne ikke huske, hun selv havde sparket dem ud af sengen. Hun gned sine øjne og satte sig op i sengen. Det føltes som om, hun kun havde sovet to timer, men hun var faktisk gået i seng tidligt. Af egen vilje. Læseferien var begyndt. Hun hadede det. Hadede det, der kom nærmere og nærmere. Hun mærkede allerede klumpen i halsen og sveden som piblede frem i panden.

”Tag dig sammen, Emma!”, mumlede hun og stod ud af sengen. Gik forbi spejlet, hvor tæppet hang over. Gik direkte ud på toilettet, hvor hun tissede af og stillede sig på vægten. 47,5. Hun havde tabt sig endnu et halvt kilo. Hun smilede ved tanken og gik hen til vasken for børste tænder. Randerne under øjnene blev værre. Det lignede, hun havde lagt makeup til halloween. Hun fandt farverne frem og påførte dem i ansigtet. Tog masken på. Hun tog aldrig mascara på eller læbestift. Kun de lyse farver for at dække smerten. Så de andre ikke så det. Hvem hun virkelig var.

Køkkenet var tomt som sædvanligt. Kun kaffedåsen og elkedlen kaldte på hende. Masken og kaffen gjorde hende til et nyt menneske, hver morgen. Hun kunne tage i skole og slet ikke lystre på sit eget navn, fordi hun havde glemt det bag farverne og muren. Sådan startede alle hendes dage. Det var, når hun kom hjem, og tog det hele af, at alting blev sort igen. At hendes verden påny faldt sammen om hende. At hun gemte sig inde bag murene. De mure hun selv havde bygget og gjorde tykkere for hver dag. Der var ingen andre end hende, der kendte det sted. Ikke engang hendes mor, som hun engang var så tæt på.

Aftenen før havde hun ligget i sin seng og kigget op på loftet. Endnu en gang. Der var ikke det mindste stykke i loftet, hun ikke havde nedstirret. Det var lige der i sengen og den aften, hun havde besluttet sig. Efter eksamen. Hun ville få 12 endnu en gang. Gøre sin forældre stolte, se smilene der ville brede sig hos dem. De smil hun kendte så godt som kalorietabellen i skuffen. Udenad og i søvne.

Når hun var sulten, tænkte hun i tal og ikke i hvad hun havde lyst til. Sådan fungerede hendes krop ikke længere.  Den var gennemtrænet. Den blev sulten, maven kunne knurre og larme ligesom alle de andres, men den krævede ikke noget specielt. Kunne nøjes med et æble. Et stykke knækbrød. Et halvt æg. Der var ikke noget, der smagte hende bedre end andet mere. Hun vidste bare, at kroppen krævede mad for at fungere. Og fungere skulle den. Hun havde jo pligter. Og studiet, ja. Studiet.

Dagene gik, som de plejede. Smilene, opgaverne, venligheden. Og 12-tallet. De andre på holdet så op til hende. Også selvom hun var yngre. Men hun havde det i sig. Kraften. Hovedet. Hun gjorde mere, end hvad de blev bedt om. Mere end de andre. Sad ofte hele eftermiddagen på universitetet og læste. De så op til hende. Kunne aldrig nå hendes niveau, selvom nogle ihærdigt prøvede. Hun var den, alle ville være i gruppe med, når der skulle vælges nye. Hun forstod at forklare tingene, som var det ligeså simpelt som et regnestykke. Men selvom hun tog så let på det, var det også hårdt. Hun blev træt i hovedet, havde ondt i nakken og tog ofte panodil. Hendes hoved var lavet for at lære, men ikke hendes krop. Den ville noget andet. Løbe. Cykle. Danse og træne. Den skreg efter at komme op af stolen. Eller måske var det hendes kaffeforbrug. Kanden var altid fyldt op i tasken, og tom når hun cyklede hjem. Efter løbeturen og maveøvelserne på stuegulvet var den fyldt op igen.

Aftenen var planlagt. Egentlig lang tid før, flere måneder. Men først aftenen før, var det præcist blevet besluttet.

Brevet i skuffen. Papirene ved siden af. Hun havde underskrevet dem og tjekket alt tre gange. Hun havde altid styr på det hele. Det ville de se, selv i sådan en situation.

Engang havde hendes mor spurgt hende, hvorfor hun ikke læste fysiologi i stedet. Det var da så spændende, alt det med kroppen. Emma havde rystet på hovedet.

”Hjerte, lunger, mave-tarmsystem. Det interesserer mig overhovedet ikke, mor! Kunne du se mig sidde og terpe det?”

Hun så det ikke selv. At hun kendte kroppens systemer til punkt og prikke allerede. At hun vidste, hvordan det hele fungerede og hang sammen.

Elkedlen boblede i køkkenet. I aften var der ingen øvelser på gulvet. Selv løbeturen var droppet. Kun hende selv ville vide, hun havde misset dagens træning. Inde i soveværelset stod hun foran spejlet. Tæppet var stadig for. Hun rørte ved sin mave. Fast. Sine arme. Ikke et eneste gram fedt for meget. Hænderne. Knoglerne stak frem overalt. Hun lod fingrene køre hen over ansigtet. De indsunkne øjne, de store sorte rander, kinderne. Når hun nu tænkte over det, vidste hun godt, hun ikke var tyk. Hun vidste godt, at hun var høj og ranglet. Men hun kunne ikke gøre for det. Det var tankerne, der styrede hende. Hun vidste også godt, at der kun var én ting, hun kunne gøre for at fjerne dem.

Skoletasken stod pakket som til næste dag. Alt var ryddet pænt op og gjort rent. Ikke en plet at se. Hun åbnede for vandet i badekaret. Lod det løbe, mens hun gik ind for at lave kaffe. Ombesluttede sig og hældte det varme vand ud i vasken. Hvad skulle hun bruge den til nu? Målrettet gik hun ind på badeværelset og satte sig på kanten af badekarret. Stod stille et øjeblik. Pludselig var det som om, hendes hoved var klart. Hun hørte døren gå i opgangen, nogen snakke. Hun ville ønske, hun havde set sin mor, inden hun havde taget beslutningen. Det var for sent nu. Hun kunne risikere at bakke ud.

På hylden stod pillerne. Hun havde taget etiketten af. Folk behøvede ikke at vide, hvad hun havde taget. Det skulle blot konstateres. At hun lå der og ikke ville smile mere. Måske ville hun have lukkede øjne. Hun overvejede et kort øjeblik at hente to mønter, men kom så i tanke om, at hun ikke ville være typen, folk troede, var overtroisk. Igen tænkte hun på sin mor.

”Aldrig, aldrig mere!”, hviskede hun. Det var som om, hun kunne mærke arrene på kroppen. Som om de strammede i huden. Hun kneb en tåre.

Så blev der stille i opgangen. Emma rejste sig og tog pilleglasset i hånden. Åbnede det og stirrede på flasken på gulvet.

Så bankede det på. Det gav et ryk i Emma. De går væk, de går væk. Når der ikke bliver åbnet, går de væk.

En rømmede sig bag døren ude i gangen. Hun kunne høre det, som om hun stod ved siden af og åndede personen i nakken. Gå nu.

Emma hældte syv-otte piller ud i hånden. Fire mere. Stirrede på dem.

Der blev banket igen. Emma tabte pillerne af ren forskrækkelse.

En ung stemme, som hendes egen, lød ude i opgangen. Hun kendte den.

”Emma, det’ mig!”  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...