Albert Alexander Severinsen

I et samfund hvor uddannelse er afgørende for den enkeltes fremtid, beder Sebastian sin klassekammerat Katrina om hjælp for at kunne bestå eksamen. I huset hvor Sebastian bor er der et aflåst rum, som skulle være forbandet. Da Sebastians far forsvinder ind i rummet, beslutter de unge sig for at redde ham.

1Likes
1Kommentarer
562Visninger
AA

7. kapitel 7

Kap 7

 

Træerne i skoven blev ikke tættere, men det gjorde underskoven. De måtte kravle gennem buske og over grene for at komme frem.  Det blev mørkere og mørkere selv om solen gled længere og længere op over horisonten. Lydene blev mere udefinerbare. Først kunne de høre ugler der tudede og puslende af små dyr. Senere da Underskoven voksede dem over hovedet,  hørte de grene der knækkede og skraben som klør mod jorden.

Sebastian havde et fast tag i Lokes snor. Det stærke dyr måtte ikke blive væk fra ham. De ville være fortabte uden fører.

Ulven banede sig vej gennem krat og buske og de fulgte efter så hurtigt de kunne.

Pludselig stoppede dyret op og logrede glad med halen og gjorde rejehop.

”Hvad er der galt med ham” Spurgte Katrina, mens hun skubbede de nærmeste grene til side og afslørede en lysning.

Pludselig standsede de. Loke havde ført dem frem til en grusvej. Og der stod tre heste og gumlede græs i vejkanten. Ved siden af sad to mænd. Den ene havde fuldskæg og mosgrøn kappe, mens den anden var yngre og i brun kofte og sort kappe.

Så snart de fik øje på Katrina og Sebastian rejste de sig og råbte: ”Vær' hilset Lokes venner.”

Loke var løbet hen til den unge Mand og sprang logrende op af ham.

”Så så Loke”, smilede han og kløede ulven bag ørerne.

”Vær..vær hilset” forsøgte Sebastian.

”Jeg er Prins Konrad Valdemar Rolf Antonius. Kun venner kommer i selskab med Loke.”

”Jeg er Sebastian Christoffer Severinsens . Og dette er Katrina Christensen. Vi er venner af din søster og Maren.” Sebastian følte sig dum ved at snakke på den måde, men ville ikke gøre Prinsen vred, ved at virke uhøflig.

”Severinsen?”  den ældre korpulente herre kom på benene. Han pustede af anstrengelsen.

” jeg er Albert Alexander Severinsen. Velkommen til. Du må være mit tip-tip oldebarn eller noget i den retning.”

Sebastian stirrede måbende på den underlige lille mand. ”Ham der skabte det grønne værelse? Ham som forsvandt?”

Manden nikkede og skrabede i jorden med foden.

”Ja, det viste sig at Mings oversættelse af den sorte bog ikke var helt korrekt. Alle vil blive fanget i værelset. Også de af os der har det det Serverinske blod.”

Han trak vejret dybt.

”Jeg er frygtelig ked af det. Vidste du godt din far også er her?” Han lyste op som om han havde en stor gave til drengen.

Sebastian lo lettet. ” er han uskadt? Hvordan har han det?”

Albert Alexander Severinsen smilede stort. ”Han har der godt, virkelig godt.”

Mens Sebastian snakkede med Albert Alexander Severinsen, var Katrina gået over til prinsen. Hun forklarede hvad der var sket i byen og om det endelige slag, som krævede prinsens tilstedeværelse.

Han takkede hende højtideligt for hendes mod til at drage ind i den mørke del af skoven, for at redde hans rige. Så svang han sig i sadlen og galoperede af sted med Loke i hælene.

Albert Alexander Severinsen stirrede kort efter ham og vendte så atter opmærksomheden mod Sebastian.

”Stig op, så ridder vi hjem til din far”

Sebastian rystede på hovedet og forklarede at ingen af dem kunne ridde.  Men det var på tide at lære det, og snart sad Sebastian og Katrina på den anden hest. Hestene gik roligt gennem skoven der nu virkede venlig og indbydende. De standsede ved et lille stråtækt hus. Sebastians far kom ud af døren og vinkede til dem.

De lod hestene græsse og satte sig i den lavloftede stue.

Albert Alexander Severinsen havde også oplevet sit livs mareridt i det grønne værelse. Maden var rådden og vinen gæret. Og han var blevet sat til at grave grøfter. Også forstod han at, noget gøres. Han stak af og dukkede op ved slottet lige som prinsen slap væk fra den falske dronning. Sammen byggede de hytten i skoven.

”Det vil sige..” mumlede Albert Alexander Severinsen ”det var vist mest den unge prins der lagde kræfterne i”.

Prinsen var begyndt at samle nye tropper. Mænd der slap væk fra slottet og byen, kvinder der vil kæmpe for deres mænd og gennemrejsende der søgte arbejde. Han vidste han en dag ville få chancen for at befri byen.

Mens prinsen byggede sin hær, studerede Albert Alexander Severinsen trolddom og heksekunstner. Han så frem til at kunne komme ind på slottets bibliotek. Så en dag dukkede Sebastians far op. Han var noget forvirret. Men han var sluppet uden om byen.

”Vi har studeret den sorte bog sammen.” betroede Albert Alexander Severinsen dem med hviskende stemme. Han var noget imponeret over Sebastians fars talent for kinesisk.

”En brav mand, ham din far” klukkede Albert Alexander Severinsen og Klappede Sebastians far i ryggen så ham hostede.

”Men hvordan kommer vi hjem?” spurgte Katrina. Hun havde på fornemmelsen, at det ikke havde faldet mændene ind at de skulle tilbage. Og den lille tykke mand havde ikke meget at tage tilbage efter.

”Øh, det kan man ikke.” han så undrende på hende.”Turen går kun en vej. Men hvad vil du dog hjem for?”

”Min mor” hviskede hun og mærkede hvordan hun pludselig savnede hende voldsomt. ”hun er syg og har brug for min hjælp.”

Der blev helt stille. De så alle ned i bordet. Albert Alexander Severinsen havde aldrig set sig tilbage, efter at have fundet fred sammen med prinsen. Han tipoldebarn, Sebastians far var for distræt til at tænke for meget over menneskelig relation. Han havde fundet den bog han havde ledt efter det meste af sit liv. Og det havde optaget ham helt og holdent.

Sebastian havde sagt at han ønskede at blive i denne eksamensfrie verden, men ville tage med tilbage for hendes skyld. Hvordan var det så let at brænde alle broer bag sig. Man var da forpligtet til at passe på sin familie.

”Hvad med Nanna?” hun så spørgende på Sebastian. ”Tror du ikke hun er bekymret. Hun vil ikke engang kunne få arbejde på fabrikken, hvis alle tror hun har forsømt sine forpligtigelser.”

Sebastian så fra sin far til hende. Det var tydeligt at det først nu gik op dem, at der andre der var afhængige af dem og ville savne dem.

Sebastian rejste sig og trak hende uden for.

”Ved du hvad jeg er bange for?” spurgte han og så hende lige i øjnene. Hun rystede på hovedet

”At når vi kommer hjem, går du ud af  døren og kommer aldrig tilbage. At så er det slut og jeg ser dig aldrig igen.”

Hans blik var intenst og bedene.

”Sludder ” sagde hun. ”Jeg skal nok få dig gennem eksamen. Bare rolig.”

”Det handler ikke om eksamen.” Brød han ind. ”Det handler om os. Jeg kan ikke holde ud du skal bo sulten i en campingvogn og gå i tøj der er for småt.”

Hun rødmede. Havde han virkelig lagt mærke til det?

”Jeg vil have dig tæt på, så ingen prøver at købe dig for et måltid mad. Så jeg kan sørge for at din mor får den rette medicin og at du kan snerre af mig når jeg bliver for kæphøj.”

Hun stirrede på ham. Hvad gik der af ham. Hun ville bare hjem igen. Resten kunne de finde ud af når de var fremme.

”Men jeg er bare en dreng med penge. Jeg ved ikke hvorfor du skulle blive. Jeg slæbte dig med ud på en dum selvmordsmission, og det kan jeg ikke lave om. Det er ikke en gang sikkert at jeg består eksamen. Men jeg lover dig, at jeg skal nok få dig hjem igen.”

Hans øjne var blanke af tårer, da han vendte sig og gik tilbage til huset.

Katrina stod lidt forvirret tilbage, ude afstand til at beslutte sig for hvad hun skulle gøre.

Pludselig kom Sebastian ud af hytten med en lille sort bog i hånden. De to mænd kom lige i hælene på ham.

”Tænk dig om Sebastian” tryglede hans far. ”Vi kunne vel først overveje konsekvenserne.”

Men Sebastian tog en pakke tændstikker op af den lille skindpose de havde fået af Maren. Uden at blinke satte han ild til bogen. Albert Alexander Severinsen så bedende på han et kort øjeblik og flammede så op og dryssede ned på jorden som aske.

Sebastian holdt fast i bogen end til han brændte fingrene. Den svævede ned på jorden og brændte så helt til aske. De stod med hinanden i hånden, da en sort tåge krøb ind over lysningen og opslugte både dem og hytten.

 

Sebastian vågnede ved at nogen hamrede på døren.

”Nanna, jeg tror det er lørdag” mukkede han, og mærkede så en spinkel hånd i sin. Han lå på det støvede gulv i det grønne værelse. Katrina strakte sig ved siden af ham.

”Kommer nu” mumlede hun uden at være rigtig vågen.

Sebastian rejste sig og gik over til vinduet, han lige kunne skimte gennem støv og edderkoppespind. Han børstede det værste skidt til side og lod lyset trænge ind. Det gav et sæt i Katrina, det straks sprang på benene.

”Vi er… Vi er tilbage” gispede hun. Så hørte de en stille grynten og et snøft. Sebastians far lå bag en af de smukt udskårne reoler.

Døren blev slået op og Nanna kom stormende ind.

”Gudskelov” sagde hun igen og igen. ”Gudskelov”.

Også krammede hun først Sebastian, så Katrina og til sidst trak hun Sebastians far på benene og krammede også ham.

Så glattede hun sit forklæde og erklærede at middagen var serveret, for tre dage siden.

 

Katrina tog Sebastians hånd.

”Hvordan har du det?” spurgte hun.

Han trak hende ind til sig.

”Jeg har det fantastisk.” mumlede han ind i hendes hår.

”Ved du hvad? Du må godt fortælle på skolen at vi er kærester.”

Hun gemte sit ansigt ved hans bryst, så han ikke kunne se hende rødme.

”Du tager gas på mig.” hans stemme var dyb og alvorlig. Havde han fortrudt. Var det bare det andet steds fortryllelse der havde fået ham til at sige alle de ting til hende.

Hun forsøgte at gøre sig fri af hans favntag, men han gav ikke slip.

”Jeg må hellere se at komme hjem.” Sagde hun og skubbede ham hårdt fra sig.

Men han greb fat i hende igen.

Han løsnede hendes fletninger og sagde: ”Jeg får Nanna til at hente din mor. Også kan I bo her end til du har fået banket al matematikken ind i hovedet på mig. Du vil kunne lide det, for Nanna smører de bedste madpakker.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...