Albert Alexander Severinsen

I et samfund hvor uddannelse er afgørende for den enkeltes fremtid, beder Sebastian sin klassekammerat Katrina om hjælp for at kunne bestå eksamen. I huset hvor Sebastian bor er der et aflåst rum, som skulle være forbandet. Da Sebastians far forsvinder ind i rummet, beslutter de unge sig for at redde ham.

1Likes
1Kommentarer
558Visninger
AA

6. kapitel 6

Kap 6.

 

 

Slotsgården var et kaos. Fra en balkon lød dronningens skingre stemme.

”Find ham. Led over alt. Skynd jer nu. Jeg kan ikke lide at vente. Hurtigere, hurtigere.”

Soldaterne løb forvirrede rundt om hinanden i forsøg på at klare denne uvante situation efter dronningens ønske. Men de kunne ikke tænke selvstændigt og forstod ikke rigtigt hvad der forventedes af dem.

Sebastian, der havde forventet at skulle slås mod to eller tre vagter, bakke lydløst tilbage i tårnet.

Han så sig om efter en løsning, men så bare de mange kvinder og børn bag sig, der så på ham med håb og forventning.

Katrina vinkede dem ned af trappen igen, og mængden listede modløse tilbage mod deres fængsel.

Sebastian brugte sværdet til at stænge døren. Det ville ikke holde evigt, men trods alt forsinke soldaterne lidt.

Tilbage i kælder var stilheden dræbende. Der hørtes kun gråd fra de yngste børn, der fornemmede deres mødres uro. Alle stirrede på Sebastian som om, han havde de vise sten og kunne trylle dem ud derfra.

”Hvad gør vi ?” spurgte han Katrina, der blot trak på skuldrene. Bare fordi han var en mand, havde han ikke nødvendigvis alle svarene.

”Bare vær ærlig” hviskede Katrina pludseligt, og han vidste, hun havde ret. De var lige så fanget, som sad de stadig i burene. Hvis de forlod tårnet ville nogle af dem blive dræbt i den uundgåelige kamp i slotsgården. Fædre ville dræbe deres egne børn og kvinderne ville være tvunget til at angribe deres mænd.

Nogen forslag spurgte han udover forsamlingen. Men kvinderne stod bare udhungrede og udmattede og så afventende på ham.

Pludselig tråde den kvinde frem, Sebastian havde haft med sig ned i fange kælderen.

”Jeg er Miamiranda Jacklina Rositta. Prinsesse over dette lille rige. Min kammerpige Linda overtog min plads, efter hun i fællesskab med miss Kringel havde forgiftet både min far og min bror. Da det gik op for mig, hvad de var i gang med var det for sent at gøre noget for min far.” Kvinden blinkede en tåre væk fra øjenkrogen.

” Det lykkedes mig at få min bror ud af riget. Alkymisten Castiel tager sig af min bror nu. Linda og Miss Kringel fik mig spærret inde her i tårnet, da de opdagede, at min bror var væk. De frygter han en dag vender hjem for at tage sit rige tilbage. Derfor er jeg i live. Måske kan jeg bruges som gidsel hvis den tid kommer.”

Hun holdt inde. Kvinderne omkring hende nejede alle med bøjede hoveder.

”Tak” sagde prinsessen. ”Tak for jeres tillid. Men end til vi har fået forræderne bag tremmer, er jeg ikke prinsesse. Vi må kæmpe sammen.”

Det var tydeligt at kvinderne fattede mod ved prinsessens ord. De var ikke blevet forrådt af deres regent, men af en fremmede. Det gav håb.

Selv om der ville være tab, var det nødvendigt for at få deres fredelige hverdag tilbage.

 ”Jeg vil ikke bede jer om at gå i kamp med jeres børn i hånden for at dræbe jeres egne kærester og ægtefæller. Heldigvis er der en anden vej ud herfra.”

Prinsessen drejede om på hælen og gik mod de bageste burer. Der skubbede hun en sten ind i væggen. Med en knagede lyd gled flere sten til siden og afslørede en lille tunnel der ledte ud på bag siden af slottet. Kvinderne nejede atter dybt for prinsessen og skyndte sig ud i friheden.

Da alle var ude i friheden, slog prinsessen på muren og stenene gled på plads igen.

”Vi må videre” Sagde Katrina, og rakte hånden frem mod prinsessen, der rystede på hovedet.

”Kom med til min gode veninde og få noget mad og rent tøj. Din prins trænger vist også til at blive plejet lidt.” både prinsessen og Katrinaså på Sebastian. Han havde blod i hele ansigtet, og hans ben var begyndt at blive betændt, hvor det var blevet flået op under tilfangetagelsen.

Katrina nikkede. Hun var både træt og sulten, så det var måske en god ide.

Efter et bad på køkkengulvet, og derefter iført varmt, grimt tøj fik de serveret majsgrød. De spiste med god appetit. Sebastian stak noget til maden inden, han tog mod til sig. Det var noget ganske andet end, han var vant til. Det så bare for klamt ud. Men sulten sejrede, og de følte sig godt tilpas, da lagde i en bunke hø i stalden, med lugten af hest i næseborene.

”Har du det godt nok?”  Hviskede Sebastian i mørket.

”HMMMM” savrede hun og løftede han arm over hovedet, så hun kunne bruge den som hovedpude. Han smilede for sig selv og nød hendes varme og duft. Hvem vidste hvad de ellers ville komme ud for. Men hvis dette var belønningen for at spille helt, var det fint med ham.

Han lagde den anden arm om hende forberedt på at blive afvist, men hun var vist allerede faldet i søvn.

 

Katrina var noget overrasket over hvor godt, hun havde sovet. Hun vågnede i Sebastians favn og lå lidt og nød varmen og hans rolige åndedræt. Hun havde aldrig været så tæt på nogen før, ud over sin mor. Og det var meget anderledes.

Hun snoede sig forsigtigt ud af hans arme og listede fra stalden og over i stuehuset.

Maren, en radmager gammel kone, havde taget imod dem aftenen før med åbne arme.

Med krogede gigtramte fingre havde hun vasket Katrinas hår og forbundet Sebastians sår. Hun havde været prinsessens amme og gemte sig nu i skoven uden for murene.

Der var stor kærlighed mellem dem, og Maren var dem dybt taknemmelig over at få sin prinsesse igen.

Hun satte et krus te foran Katrina og begyndte at skære brød.

”Har de sovet tåleligt?” spurgte hun og smurte et tykt lag smør på brødet.

”Jeg har sovet fantastisk” Smilede hun.

”Det ville jeg også have gjort, om jeg havde ligget i armene på sådan en flot ung mand” hun blikkede til Katrina.

”Så, så Maren, lad hende blot beholde sin prins. Det har hun fortjent.” lød det drillende henne fra døren, hvor prinsessen var kommet til syne.

De lo alle tre. Det var længe siden Katrina havde leet og føltes rigtig godt.

”Hvad er det der er så sjovt” Sebastian lød ikke rigtig vågen, men var da kommet op. Mens de spiste morgenmad, snakkede de om den forestående kamp. Om de kunne fange mændene og afgifte dem, eller om de var nødt til at dræbe modstanden. Hvordan man kunne gøre kvinderne kampklare og hvor de kunne skaffe våben fra.

”Hvor lang tid holder giften i de mænd?” spurgte Sebastian.

”Ca et døgn” savrede prinsessen.

”Så må i slå til om to dage” sagde han fraværende. De stirrede alle tre på ham.

”Jo, altså, jeg fandt jo gryden med deres hekse bryg. Det skulle trække tre dage over ild. Der var en bog der beskrev hvordan man lavede bryggen, hvor det hele stod. Hver 3. dag får soldaterne fyldt deres lommelærker. Jeg byttede bare bryggen ud med vand. Så om tog dage får de vand i stedet.” han forsøgte at se ligegyldig ud, selv om han var noget stolt af sig selv.

”Så kan vi måske nå at få hjælp frem” sagde prinsessen alvorligt. ”Jeg ville gerne have nogle mænd der kan forsvare sig og samtidig skåne flest mulige.”

”så kommer prinsen hjem?” det var tydeligt at Maren gerne ville gense sit andet plejebarn.

”Kan I ride?” spurgte hun Sebastian og Katrina, der begge rystede på hovedet.

Prinsessen tænkte sig om lidt.

”Det kan godt lade sig gøre alligevel. Der er en dags march til min bror. I må hente ham.”

”Hvis du kan ride, skulle du så ikke selv hente ham. Det er jo hurtigere.” Katrina var ikke interesseret i at deltage i denne borgerkrig.

”Jeg har en masse forberedelser jeg skal have klaret. Jeg er også soldat og kender slottet godt. Jeg vil sikre mig færrest mulige tab.”

”Og jeg er for gammel til at gå så langt” stemte Maren i.

”Vi gør det på en betingelse” Brød Sebastian ind

Prinsessen så mistænkeligt på ham.

”Jah” sagde hun forsigtigt. ”Hvilken betingelse?”

”Heksebogen!” Sebastians stemme var rolig men bestemt.

”Fint” Prinsessen rakte hånden frem. ”Det er en aftale.” De gav hånd og smilede begge tilfredse.

Katrina gloede surt på ham.

”Skulle vi ikke finde hjem?” brast det ud af hende.

”Hvorfor vil du absolut være del af denne krig. Ja, jeg synes, du er stor og mandig. Du behøver ikke bevise noget.”

Hun rejste sig og løb ud i stalden for at skjule sine vredes tårer.

Sebastian så måbende efter hende. Så så han på Maren og prinsessen.

”Hvad gjorde jeg forkert?”

”du må hellere gå ud til hende” svarede Maren bare og smilede sammensvoren til prinsessen.

Han rejste sig og takkede for maden og gik ud for at finde Katrina.

Hvorfor var det ham der rendte rundt for at finde hende. Det var da hende der var hysterisk. De skulle jo ikke nogen bestemt vej, så de kunne lige så godt gå mod prinsen som nogen anden vej.

Han kaldte på hende men fik intet svar. Han forstod ingen ting. Til sidst fandt han hende i et hjørne af stalden, hvor hun forsøgte at gemme sig.

”Slap nu lidt af” begyndte han.

”Skrid” hvæsede hun ude afstand til at styre sit temperament.

”Gå ud og find din prins. Gå i krig for et land hvor du ikke hører til. Men du skal ikke trække mig med ind i dine heroiske  planer. Og slet ikke uden at spørge mig først.”

Sebastian vidste først ikke hvad, han skulle gøre. Hvorfor tog hun sådan på vej.

Han rakte ud efter hendes hånd, men hun sparkede ud efter ham.

”Skrid sagde jeg. Jeg klarer mig selv. Bare skrid.”

”Jamen så vent her, mens jeg henter prinsen. Når jeg kommer tilbage og har bogen, tror jeg, vi kan finde vejen hjem.”

Katrina tørrede vredt tårerne væk og kæmpede for at få styr på sig selv.

”Typisk, mænd.” snerrede hun. ”Skrider bare når noget bliver svært. Men tro ikke jeg bare bliver siddende her og venter på, du kommer og redder mig. Jeg kan selv finde hjem.”

Uden et ord tog han et fast tag i hendes skuldre, trak hende ind til sig og holdt hende fast til han, mærkede hun slappede af.

” Ved du godt, jeg elsker dig?” hviskede han i hendes øre. Han vuggede hende blidt.

Hun sagde intet, men lod sig trøste, som da hun var lille og hendes mor havde holdt hende ind til sig og hvisket beroligende ord eller nynnet stille.

”Jeg vil gerne blive i det grønne rige. Jeg vil gerne blive her sammen med dig, hvor jeg kan elske dig uden bagtanker eller frygt. Hvor ingen eksamener kan skille os og verden tror på at alle mennesker er værd at elske. Hvor den angst der er, har en håndgribelig årsag og kan bekæmpes rationelt.” Han trak vejret dybt og kyssede hende på håret.

”Men jeg ved du gerne vil hjem, fordi din mor har brug for dig. Og vejen hjem står i den bog. Jeg skal bare have fingre i den. Og det ville være rigtigst at betale for den.

 Jeg kunne ikke fortælle dig det foran prinsessen, for jeg vil ikke have, at hun ved det og kan beslutte, om vi skal hjem eller ej.”

Katrina lyttede til hans ord med undren. Hun forstod hvad han sagde, men vidste ikke om hun skulle tro ham.

”Ja, jeg er nødt til at komme hjem” sagde hun og mærkede rødmen stige op i hendes kinder, da hun lagde hovedet tilbage og tvang sig til at se ham i øjnene.

”Er det gennem prinsen, så tager jeg med dig ud og finder ham.”

Sebastian svarede ikke. Han bøjede hovedet og kyssede hende prøvende i mundvigen.

Hun vred sig ud af hans arme.

”Vi kommer hjem igen til studier og arbejde. Der bliver ikke tid til at lege kærester”

”Jamen lige nu er vi her” protesterede han.

”Ja, og vi skal have pakket også skal vi af sted.”

Hun tog hans hånd og trak ham med sig over til Maren og prinsessen der lod som om der ikke var sket noget som helst.

Sebastian syntes alligevel at, han så dem skæve til hinanden.

 

De skulle ikke finde vej på egen hånd. Risikoen for at de for vild var for stor. Og der var ikke tid til at noget skulle have lov til at gå galt. Men den fører de fikvar ikke helt, hvad de havde regnet med.

Loke var stor, grå og savlede lidt.

”Er han en ulv?” spurgte Sebastian usikkert.

Prisessen nikkede smilede. ”.Det min brors ulv. Og den finder ham så hurtigere end nogen anden”

”Hvorfor så ikke bare binde et brev til hans halsbånd?” Katrina var stadig ikke helt ivrigt efter at komme af sted.

”Fordi han ville blive skudt, hvis han rendte alene rundt.”

Det var der en vis portion fornuft i. De klappede forsigtigt det store dyr, der hurtig så sig glad på Sebastian. Så han blev valgt til ulveføre.

”Vejen går dybt ind i skoven, hvor mange er bange for at gå, så jeg regner ikke med I møder andre mennesker.” Prinsessen rakte dem hver sin dolk. Men der er en del dyr der kan gerere. Loke skal nok passe på jer.”

”Turen er ikke så lang, så I skulle kunne klare det på en dag. Desværre er det snart middag, så I kommer til at overnatte i skoven. Der skulle være mad nok her,” hun rakte dem en skindpose.

Belæsset med tæpper og iklædte deres grimme brune Lærredstøj vinkede de farvel til

prinsessen og Maren.

Foran løb Loke med halen højt i vejret og snuden mod jorden. De forsøgte at undgå at tænke på natten, der ville blive en kold og ubehagelig oplevelse. I stedet lavede de sjov med deres middelaldertøj og nød den grønne skovs lugte.

 

I starten kunne de følge stien. Ind imellem stoppede Loke og satte sig for at vente på dem. På fire ben travede han hurtigt fra dem. Da de ikke kunne finde på mere at snakke om gik de i stilhed. Ingen af dem ønskede at tale om Katrina hysteriske anfald, som hun selv var noget flov over. Sebastian der imod følte sig afvist, og havde besluttet at holde sig på behørig afstand af Katrina. Han havde ment hvert et ord af sin kærligheds erklæring, men hun havde bare verfet ham af. Han tænkte på matematikken og eksamen. Når de kom tilbage ville hun aldrig hjælpe ham igen. Og godt det samme. Hvis han aldrig så hende igen, ville han ikke føle sig dårlig tilpas over sine følelser. Et komisk minde fra en fjern ungdom. Han sukkede, og vidste han for hver en pris ville se hende igen. Han ville bevise han var værd at stole på, og værd at elske. Han var ikke som de andre uddannede. Han var udnyttede ikke de fattige. Han var opdraget af en uuddannet med stærke moral begreber. Og Katrina ville fortryde at, hun havde afvist ham så ufølsomt.

Hen mod aften gjorde de holdt ved en bæk, som de drak grådigt af. Ulven drak også, og lagde sig så ned på en lille plet græs.

Katrina og Sebastian satte sig også. Sebastian var ikke vant til at gå, og mærkede det i fødderne.

Han sukkede.

”Stor, stærk fyr med ømme fødder” fniste Katrina, men tilstod hun også var træt i ben og fødder.

”Vil du stadig plante blomster til mig, når vi komme hjem” spurgte  hun med et lille smil om munden.

”Ja, hvis du vil komme og se det.” Han smilede tilbage.

Hun lo let. ”Jo, hun ville komme og se de smukke blomsters skønhed”.

Og det ville hun virkelig gerne. Hun ville se de blomster der var plantet for hendes skyld. Og mødes med ham. Ikke for at lave matematik, eller for at få noget at spise. Men fordi hun ville mødes med ham, der var så anderledes end hun havde ventet. Og som havde behandlet hende med respekt selv om hun var datter af en uudannet, var grim og , måtte hun tilstå, alt for stolt.

Hun ønskede ikke at indrømme, ikke engang over for sig selv, at hun nød at være sammen med ham, og nød den trykhed det gav hende.

 

De gik til de ikke længere kunne se hvor de satte fødderne. Så krøb de sammen under uldtæpperne, de havde fået af Maren. Der gik ikke længe før de begge rystede af kulde.

”Kunne vi da ikke være endt et varmere sted…” vrissede Katrina og forsøgte at trække tæppet tættere omkring sig.

”Det havde været alt for nemt” mumlede Sebastian tilbage. Så tog han sit tæppe og lagde oven på hendes og de krøb sammen under det dobbelte klæde.

Katrina sukkede lettet efterhånden som hun fik varmen igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...