Albert Alexander Severinsen

I et samfund hvor uddannelse er afgørende for den enkeltes fremtid, beder Sebastian sin klassekammerat Katrina om hjælp for at kunne bestå eksamen. I huset hvor Sebastian bor er der et aflåst rum, som skulle være forbandet. Da Sebastians far forsvinder ind i rummet, beslutter de unge sig for at redde ham.

1Likes
1Kommentarer
550Visninger
AA

5. kapitel 5

Kap 5

 

Albert Alexander Severinsen havde forsøgt adskillige gange at åbne døren til det grønne værelse. Bag ham stod fruerne gispende. Ingen havde troet at, hans værk virkede. De havde alle rystet på hovedet af ham og, erklæret ham vanvittig. Nu kunne de se hans magt og hans evner.

Alligevel var han tvunget til at få Hr. Løvenstrøm tilbage. Han bad damerne udvise tålmodighed, mens han kastede sig ufortrødent ud i en redningsaktion.

Det ville damerne naturligvis, da de ikke havde noget andet valg. Albert Alexander Severinsen fik endelig åbnet døren og måtte holde en kort pause for at få vejret igen, inden han trådte ind med Mings oversættelse den ene hånd og en olielampe i den anden. Helt som ventet, fortalte han sig selv, smækkede døren i bag ham, og han blev omsluttet af totalt altfortærende mørke.

 

Katrina travede rastløs frem og tilbage i det lille bur. Gad vide hvor mange fanger de mente man kunne have i sådan et lille aflukke.

Kvinden sad og vuggede barnet og mumlede noget til det hele tiden.

For pokker tænkte Katrina. Det kan da ikke bare ende her.  Hun måtte gøre noget. Hvad som helst.

Hun så ned på låsen. En halvrusten hængelås. Et hurtigt tjek i sine lommer fortalte hende, at der ikke var noget der kunne bruges som dirke. Hun så sig om, men der var intet på gulvet udover sand og småsten. Hendes blik gled hen til kvinden. Havde hun ikke haft håret sat op?

Hun satte sig ved siden af hende og præsenterede sig.

Kvinden hed Miralde og barnet Fjord. Katrina havde troet det var en lille pige, fordi barnet havde kjole på og langt hår.

”Jeg prøver at beskytte ham” hviskede kvinden. ”Drenge bliver taget fra mødrene”.

Katrina så forfærdet på kvinden, som forklarede.

 

Dronningens far døde for fem år siden. Der var to arvinger, da kongen var far til tvillinger. Den ene en lyshåret pige og den anden en mørkhåret dreng. Droningemoderen døde i barselssengen og riget lå i krig. Kongen havde brug for soldater og opdrog både søn og datter som soldater. Ingen var for god til at forsvare riget. Men inden nogen af børnene var gamle nok til at komme i kamp, havde kongen indgået en fredsaftale med blomsterfolket. Den aftale står stadig ved magt.

Landet var nu i stand til at komme sig og blive genopbygget. Kongen var nu fast besluttet på at give sin datter nogle kvindelige manerer og ansatte madam Kringel. Han lod prinsen deltage i møder med folkerådet og lyttede til ham når der skulle tages beslutninger. Prinsessen følte sig vraget, og det var let for Madam Kringel at formørke hendes sind. Madam Kringel var dygtig til noget mere end gode manerer.

Kongen døde efter nogen tids sygdom. Nogen mener han blev forgiftet. Hvilket godt kan passe set i lyset af hvad der skete efterfølgende.

Prinsen skulle nu regere riget. Tynget af sorg over tabet af sin far og konge vendte han sig mod sin søster, der villigt trøstede ham, og bad ham tage tid til at sørge. Hun skulle nok tage sig af riget imens.

Prinsen tog villigt imod tilbuddet og gav rådsmændene besked på, at hun ville tage over det næste halve år. Han kunne umuligt forestille sig at, hun ville ham noget ondt. Og prinsessen fik travlt. Først forgiftede hun den unge konge, så han blev en viljeløs marionet.

Derefter var det rådets tur. Og hun blev ved. Alle mænd blev forgiftet, med denne hypnotiske drik.

Kvinderne klagede sig. De ville have deres mænd igen. Prinsessen der havde udnævnt sig selv til dronning, blev vred og begyndte at arrestere kvinderne. Først de der brokkede sig, senere os alle sammen.

Det skete en formiddag, hvor dronningen sendte samtlige mænd ud på denne hæslige mission. Drengebørnene blev taget fra deres mødre og pigebørnene blev smidt i fængsel sammen med voksne kvinder.  Ægtemænd arresterede deres egne koner og børn, uden at vide af det. Dronningen har det sjovt og bagved står Madam Kringel og giver gode råd.

 

Kvinden tav. Hun havde siddet i buret længe og var udsultet, fordi hun gav sin søn det meste af sin egen mad. Katrina kunne se kvindens kærlighed til barnet og savnede pludselig sin egen mor.

”Vi må ud herfra” sagde hun. ”Vi kan ikke overleve her”

Miralda så beslutsomt på hende. ”Hvordan” spurgte hun.

 

Sebastians kind var stadig rød efter dronningens lussing. Han kæmpede imod, mens soldaterne trak ham ud af tronsalen. Han ville ikke være hendes nye legetøj. Men alle hans anstrengelser var nyttesløse. De trak ham ind i et lille rum hvor et eneste møbel. Det var en armstol med læder remme. Soldaterne satte ham ublidt i stolen og spændte remmene om hans håndled og ankler. De forlod rummet og lukkede døren, men låste den ikke.

En tid forsøgte han at flå sine arme fri af remmene, men indså snart at det var umuligt. De havde ikke spændte hans hoved fast og han bøjede sig frem mod det ene armlæn.

Det tog nogen tid men det lykkedes ham at få spændet åbnet. Han sukkede lettet. Det var næsten for nemt. Nu skulle han bare finde Katrina, så de kunne komme væk.

Døren knagede svagt, da han forsigtigt skubbede den op og kikkede ud. En høj smuk kvinde lagde en hånd på hans skulder.

”Hvor tror du, du skal hen?” smilede hun. Sebastian kunne næsten smage ondskaben der strømmede ud fra kvinden. Uden at overveje det nærmere slog han hende på halsen, og hun faldt om på marmorgulvet. Han bar hende ind i rummet og spændte hende fast i stolen. Han spændte også hendes hoved fast. Silketørklædet hun havde om halsen blev en fin knippel. Han håbede det ville kunne give ham et lille forspring.

For anden gang så han forsigtigt ud på gangen. Den var tom, og han listede ud. Bag ham kunne han høre kvindens protester kæmpe sig ud gennem kniplen. Han lukkede døren bag sig og opdagede overrasket at nøglen sad i låsen. Perfekte. Han låste og stak nøglen i lommen.

Sebastian listede fremad så stille han kunne. Han måtte finde på en plan. Et eller andet. Der var alt for mange soldater til at han bare kunne kæmpe sig vej ud. Hans rygsæk med pistolen havde han smidt i edens have. Han fik øje på en soldat der så ud til at stå på vagt for an en dør. Han stirrede lige ud i luften. Sebastian sneg sig tættere på gemt bag en stor blomsteropsats. Pludselig lød en skinger fløjte tone og soldaten trak en lomme lærke frem fra sin jakke og tog en stor slurk. Lommelærken blev puttet på plads under jakken og soldaten stod igen stiv som et bræt. Sebastian reagerede hurtig og greb en af de mange blomsterkrukker og slog soldaten ned. Så byttede han tøj med ham. Han følte sig tåbelig i den mørkerøde uniform. Der var ikke meget camouflage over den beklædning, med mindre man ville gemme sig i en valmuemark.

Lydløst åbnede han den bevogtede dør. Dette var endnu et af de små rum, men i stedet for en stol, var der en kæmpe stor gryde med en underlig klar væske i. En af de røde mænd stod ret ved siden af med et spyd i hånden.

Sebastian marcherede ind og stillede sig ved siden af og stirrede lige ud i luften. Soldaten marcherede ud af rummet. Tænk at det gik så let. Sebastian havde svært ved at tro på sit held. Desuden kunne det være soldaten bare var gået efter forstærkning.

Grydens indhold lignede vand og lugtede som vand. Men det kunne ikke passe. Hvad var det dog for noget heksebryg. Han fik øje på en lav dør bagerst i rummet. Og listede nærmere. Han kunne kun lige klemme sig igennem døren, men kom alligevel igennem til noget der lignede et gammeldags laboratorium. Kolber i alle mulige former med forskellige farvede boblende væsker stod over alt på mere eller mindre vakkelvorne borde. Sebastian lod blikket glide rundt i laboratoriet, og fik øje på en bog reol og et skrivebord hvor et par bøger lå opslået. Han gik tættere på og forsøgte at tyde de gotiske bogstaver. Han læste langsomt, men han læste.

Kunsten at kontrollere det menneskelige sind.

Han gispede efter vejret. Var det hemmeligheden bag dronningens magt? Han læste videre.

 

Katrina bandede for sig selv. Den elendige lås ville ikke give sig. Det eneste hun havde, var hårnålen Miralde havde trukket ud af sit filtrede hår. Låsen var gammel og rusten og alligevel kunne hun ikke dirke den op. I sin vrede og frustration slog hun låsen mod tremmerne flere gange.

Hvad skulle hun nu gøre. Hun ønskede ikke at se Sebastian ende som hjernedød soldat. Og han vidste ikke, hvad han var oppe imod. Hun var nødt til at komme ud af dette elendige fuglebur.

Men hvorfor egentligt ikke. Hun kunne jo bare lade ham sejle sin egen sø og lade de dumme mennesker der overlod alt magt til en eneste person løse deres egne kvaler. Var det ikke på tide, hun tænkte på sig selv og stak af. Måske var det lettere at komme tilbage på egen hånd. Hendes vrede steg i takt med hendes overvejelser og frustration. Mekanisk slog hun låsen mod tremmerne igen og igen.

Desuden, kunne hun ikke gøre meget for Sebastian, hvis han var oppe på slottet omgivet af soldater.

”Du vil slet ikke have en kæreste. Du kan bare ikke stole på andre end dig selv.”

Hun tænkte på hans hårde ord bed tænderne sammen i vrede. Han havde fuldstændig ret. Hun kunne kun regne med sig selv. Hvor var han nu, hvor hun havde brug for hans hjælp. Nu hvor hun havde brug for håb og styrke. Hun slap låsen og sank sammen på stengulvet. Hun hadede dette fangenskab. Og hun hadede, at det slog hende helt ud. Men mest af alt hadede hun, at hun var bekymret for Sebastian.

 

Sebastians fortvivlelse steg, mens han læste de gamle skrifter. Da han var færdig vendte han sig væk fra bøgerne og så sig om i rummet. Han vidste, hvad han skulle gøre. Så var det bare at håbe på at det lykkedes.

Da han var færdigmed sit forehavende, listede han ud på gangen igen. Der var stadig ingen at se. Han var heldig. Han forsøgte at gå, som han havde set de viljeløse soldater gå, med lidt stive bevægelser og stivnet blik. Denne labyrint af gange forvirrede ham og han havde ikke noget at skrive med, så han kunne mærke gangene. Han begyndte at løbe på må og få og endte ved en dør der førte ud til slotsgården.

Han åbnede døren med et hårdt skub og ramte soldaten, der stod uden for og holdt vagt, i ryggen så han væltede om på jorden. Sebastian sparkede soldaten hårdt i ansigtet, og han gik ud som et lys.

Han havde ikke overvejet, hvad han skulle gøre, bare handlet. Han bøjede sig ned og tog mandens sværd. Det var tungt, men skarpt. Et hurtigt overblik over slotsgården fortalte ham, at ingen af de øvrige zombie soldater havde registreret noget. Hurtigt trak han den bevidstløse soldat inden for døren og lukkede den. Målbevidst skrånede han tværs over gården mod fangetårnet. Han gik forbi to soldater der ikke reagerede på ham. Han jo var i uniform. Han gik indenfor i tårnet overvejede et øjeblik, om han skulle gå op eller ned af vindeltrappen. Han valgte at gå op.

 

Katrinas frustration steg og steg. Hun begyndte at trave frem og tilbage i buret. Den lille dreng sad og græd stille hos sin mor. Det så ud, som hun skræmte ham. Med det orkede hun ikke tage hensyn til lige nu. Hun måtte tænke sig om. Der var en eller anden måde at komme ud af dette helvede på. Miralde sad og vuggede frem og tilbage med drengen i sin favn. For udhungret og svag til at gøre andet.

Katrina stoppede op et øjeblik. Var der nogen på trappen. Hun skyndte sig at sætte sig ned med ryggen mod tremmerne og ansigtet vendt mod døren. Hun ville ikke gøre opmærksom på sig selv, men ville alligevel gerne følge med i hvad der skete. Miraldes evige vuggen drev hende til vanvid, kunne hun da ikke sidde stille bare et øjeblik? Så stivnede Katrina. Den rødklædte soldat var Sebastian. Og han var  sammen med endnu en kvindelig fange. Hende hjerte sank. Så havde de alligevel fået fat i ham. Hun mærkede gråden i halsen.  Sebastian så sig om i kælderen, som var der noget han søgte. Han holdt hårdt fast i kvindens arm. Han gik et par skridt fremad, stadig med søgende blik. Så slap han kvinden og gik direkte hen til Katrine.

”Endelig fandt jeg dig. Er du okay?” han havde rakt hånden in gennem tremmerne og knugede hendes hånd.

Hun bed tænderne sammen og nikkede. Hun var så lettet at, hun ikke kunne tale for gråden der tuede med at, få hendes øjne til at løbe over.

Hun sank. ”Kan du få os ud?”

Et enkelt slag med sværdet var nok til at bryde låsen. Katrina fnøs hånligt.”

” Det er jo nemt nok, når man har et sværd.” Han smilede til hende. ”Ja, men det giver man sjældent fangerne med i hullet”

De brugte en del tid på at slå alle burrerne op. Snart var de omringet af kvinder og børn.

”Jeg går først op” sagde Sebastian og trak sværdet. Med Katrina lige i hælene løb han op af trappen og ud i gården

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...