Albert Alexander Severinsen

I et samfund hvor uddannelse er afgørende for den enkeltes fremtid, beder Sebastian sin klassekammerat Katrina om hjælp for at kunne bestå eksamen. I huset hvor Sebastian bor er der et aflåst rum, som skulle være forbandet. Da Sebastians far forsvinder ind i rummet, beslutter de unge sig for at redde ham.

1Likes
1Kommentarer
552Visninger
AA

4. kapitel 4

 

Albert Alexander Severinsen måtte atter rejse til London for, at finde ingredienser til det store projekt. Han bestilte en tømmer, der kunne indrette rummet med reoler og skabe. Således ville han kunne sikre alle sine værdier. Han kastede sand blandet med kanel og afkog af gedebukkehorn ud over gulvet, og malede væggene med krydret okseblod. Han mumlede underlige ord fra bogen, mens Camilla Josefine Severinsen sukkede og håbede dette vanvid snart ville drive over. Det tog Albert Alexander Severinsen tre uger at færdiggøre værelset. Men endelig kunne han stolt proklamere, at han havde verdens sikreste rum til sine værdier, og Camilla Josefine Severinsen åndede lettet op.

Selv om Albert Alexander Severinsen havde gemt og næsten glemt bog, pralede han stadig af sin bedrift. Og en aften da Hr. og fru. Løvenstrøm var på besøg blev han udfordret. Værelset var aldrig blevet afprøvet og Hr. Løvenstrøm troede ikke det var virkeligt.

”Gå blot derind og se ved selvsyn.” lo Albert Alexander Severinsen. ”Men husk at du vil møde dit værste mareridt.”

Hr. Løvenstrøm svedte en anelse, da han åbnede døren til det grønne værelse og gik ind. Hans stolthed bød ham at gennemføre dette tåbelige forsøg. Men da han stod i døråbningen var han ikke længere så sikker på det overtroiske i projektet. Hvis det var en ægte besværgelse havde han ikke lyst til at afprøve noget som helst.

Døren smækkede i bag Hr. Løvenstrøm, og ingen så ham siden.

 

 

Katrina og Sebastian gik gennem parken i tavshed. De gik forbi små vandløb, blomsteropsatser, mini vandfald og utallige bede med grønne planter eller blomster i kunstfærdige mønstre.

Katrina kunne slet ikke udtrykke sin forundring. Mellem campingvognene hvor hun boede, var der bare mudder. Så alle farverne og alt det grønne tog helt pusten fra hende.

”Det er så smukt” hviskede hun stille for sig selv. Sebastian smilede til hende. Parkens skønhed havde også benovet ham. Det så ud som om han overvejede, hvordan han kunne skabe noget lignede rundt om det store hus. Samlede ideer.

Katrina skævede til ham. Hun kunne godt se han så godt ud med hans veltrænede krop, de blå øjne og det lysblonde hår. Hun var vist forelsket i ham. Hun ville gerne holdes om og elskes lige der midt i den smukke have. Hvordan havde hun nogen sinde kunnet afvise ham? Hun gik forsigtigt lidt tættere på ham og så hvordan hans ansigt lyste op. Han rakte arme frem mod hende og hun vovede sig lidt tættere på. Hans arme greb om hende og trak hende ind i hans favn. Blidt bøjede han hovedet og kyssede hende. Hun lukkede øjnene og nød hver en berøring.

”Kom, kom.” hørte de en stemme kalde.

”Kom, kom, med os til fest.”

To mænd i røde silkedragter stod lidt væk og vinkede til dem. Med hinanden i hånden løb de hen mod mændene uden at overveje noget som helst først.

Solen varmede dem og de glædede sig til at feste.

”I skal pyntes til festen” sagde den ene mand og trak nogle røde silke bånd op af en lomme i sine bukser. Han bandt båndene om deres håndled og begyndte at gå. Katrina og Sebastian fulgte villigt efter dem. De gik rask til gennem den smukke park, men katrina og Sebastian kunne sagtens følge med. De fik snart øje på en mur af hvide klatreroser. Et stykke henne af muren kunne de se en lav åbning. Katrina strakte hals for at se gennem åbningen, men kunne kun se mørke. Selv om de kom nærmere var det som om åbningen var spærret af et sort stykke stof, der ikke tillod det mindste kik ind til ”festen”.

Mændene standsede foran åbningen og viste med hænderne, at de skulle gå ind. Katrina trådte igennem noget der føltes som et iskoldt vandfald. Bare uigennemtrængeligt sort. Også var hun på den anden side af åbningen. Sebastian var lige i hælene på hende.

”Vi skal tilbage” Gispede han og vendte sig for at gå tilbage til parken. Men åbningen var der ikke længere. Der var bare muren af roser, men på denne side var de sorte. De festklædte mænd var ikke at se nogen steder. Til gengæld kunne de se to soldater kom gående imod sig langs muren.

”Løb” hviskede Katrina og begyndte at løbe væk fra muren. Hun forsøgte at skille hænderne fra hinanden men mødte modstand. Da hun så ned, opdagede hun at, de røde bånd var forvandlet til solide håndjern. Hun så sig tilbage over skulderen, soldaterne var også sat i løb. Sebastian bandede over sine håndjern, velvidende at de ikke ville kunne løbe fra soldaterne.

”Hvad fanden skete der i den forbandede park?” spruttede Sebastian arrigt.

”Aner det ikke. Jeg kunne slet ikke tænke klart derinde.” Katrina kunne se soldaterne hale ind på dem og standsede.

”Vi kan lige så godt sparre på kræfterne.” pustede hun.

Sebastian bremsede op. De kunne da i det mindste prøve at gøre modstand. Hun kunne da ikke bare give op. Men han kunne på den anden side ikke bare efterlade hende der.

”Kom nu!” skreg han og trak i hendes arm. Før hun nåede at sætte i løb var soldaterne over dem.

De blev slæbt af sted og standsede først noget forpustede i en lysning i den mørke skov. Soldaterne virkede upåvirkede af løbeturen. Ingen af dem hev efter vejret eller satte sig ned. De virkede som robotter.

Der stod tre heste og græssede ikke langt fra et lille bål. En soldat lå og sov med hovedet på et gevær. Katrina og Sebastian blev lænket sammen om et træ med ansigterne mod hinanden.

”Vi er da ikke døde endnu” forsøgte Sebastian, da han så vreden i Katrinas ansigt.

”Det er slemt nok, det her” surmulede hun. ”vidste du vi ville ende her, da du gik ind gennem døren?”

”nej, men jeg skal nok få os ud” forsikrede han med tomme ord.

”Lyder godt, hvordan?” hun var godt klar over hvor hendes vrede kom fra. Hun var vred på sig selv. Hun havde mistet kontrollen inde i parken. Hun havde altid en plan. Vidste præcis hvad hun ville opnå og stilede målrettet efter det. Og det galt stadig. Først eksamen også et lille hus og til sidst en ændring af samfundet. Ingen mand eller dreng skulle stå i vejen for det. Den eneste hun ville tage ansvar for var hendes mor. Også vadede hun rundt i en eller anden park og troede hun var forelsket og at han, som den eneste ene, var alt hvad hun kunne ønske sig af livet. Der måtte have været et eller andet euforiserende stof i de blomster. Noget der gik ind og påvirkede hendes tanker. Hun forlagde sin teori for Sebastian. Han så alvorligt på hende.

”Det tror jeg ikke, for jeg er stadig forelsket i dig.” Hun stirrede endnu mere arrigt på ham, og han begyndte at grine.

”Nej, jeg tror du har ret. Lige som kødædende planter der sendte skønne dufte ud og tiltrækker insekter.”

Hun åndede lettet op. Godt han ikke troede de skulle andet sammen end at finde ud fra dette fordømte sted.

”Desuden” sagde hun hånligt, ”Så vil jeg hellere finde en der kan bestå sin eksamen.”

Med det samme hun havde sagt det, kunne hun se hvor såret han blev. Det havde selvfølgelig ikke rigtigt været hendes mening. Hun ville bare være sikker på, at han forstod det.

Han sad lidt og tænkte over hende ord, mens han så ned i jorden.

”Ved du hvad?” sagde han så, iskoldt og nådesløst. ”Du vil slet ikke have en kæreste. Du kan bare ikke stole på andre end dig selv.”

”Ja, så ved jeg da, hvor jeg står” vrissede hun tilbage og drejede hovedet mod soldaterne der havde sat sig ved bålet.

”Undskyld, men kan jeg ikke få mit eget træ” råbte hun efter dem, men der kom ingen reaktion

Morgenen var næsten lige så mørk som natten havde været. Sebastian og Katrina havde næsten ikke sovet. Dels havde de siddet yderst ubekvemt og dels havde de frosset. Hver gang de faldt i søvn, sov de kun kort og vågnede så igen.

Katrinas arme sov og hun forsøgte at bevæge fingrene, men de reagerede først ikke. Hun blev ved med at prøve og til sidst kunne hun mærke blodet løbe ud i hænderne. Det gjorde ondt og hun gispede svagt. Det havde været den værste nat nogen sinde. Hun måtte bare finde en løsning.

Hun havde ikke fået lov til at komme på ”toilettet” inden hun skulle sove, og havde måttet tisse i bukserne. Hun havde vredet sig ved lugten, men efterhånden havde hun vænnet sig til det. Sebastian havde måttet lide samme skæbne. Deres tøj var næsten tørt igen, men lugten var der stadig. Soldaten der befriede dem fra træet, så ikke ud til at kunne lugte noget. Han ikke så meget som rynkede på næsen.

De fik en snor om livet og blev bundet efter hver sin hest, soldaterne sad op og travede af sted.

Sebastian og Katrina havde intet andet valg end at løbe efter deres fangevogtere. De løb det bedste de kunne, men fulgte alligevel ikke med. Så væltede de om på jorden og blev slæbt af sted.

Sebastian kunne mærke huden på den ene side blive flået op, og vidste at det måtte være ligeså slemt for Katrina, som havde fået drejet sig om på ryggen.

Soldaterne standsede hestene og fik Sebastian bundet hen over ryggen på den ene hest. Katrina blev sat foran den ene af soldaterne på hans hest. Så travede de af sted igen, mens Sebastian bumpede op og ned på hesteryggen. Blodet at sive ud af hudafskrabningerne og gennemblødte han tøj. Han ryg smertede og snart også hans hoved, der jo hang nedad. Det ville blive en lang tur. Dele af sadlen gnavede sig ind i hans mave, der i forvejen skreg på mad. Han var sikker på at, han ville have blå mærker over hele kroppen når de engang kom frem.

Han spekulerede over om hans far mon også var kommet denne vej. Der havde jo ikke været andre veje at vælge, så det måtte han nødvendigvis.

Hvad skulle han sige til ham, når de fandt ham?

”Jeg kom lige på visit”

Eller: ”Jeg ville lige hente dig, men jeg ved ikke, hvordan jeg kommer ud.”

Han måtte jo være et eller andet sted.

 

Der blev længere og længere mellem træerne og til sidst var de kommet ud af skoven. En kraftig blæst slog dem i ansigterne, men soldaterne reagerede ikke. De red videre som om de var hypnotiserede eller robotter. Katrina kunne mærke mandens varme og hans bankende hjerte, som hun sad der holdt fast mellem hans arme på hesten. Hun havde prøvet flere gange at tale mad ham, men blev ignoreret hver gang. Som om han ikke kunne høre hende. Hun bøjede hovedet for at skåne sit ansigt for lidt af blæsten. Hun ville gerne gøre noget. Det var som med hendes mors sygdom. Hun kunne intet gøre. Bare at sidde og vente på hun enten fik det værre eller bedre. Hun løftede blikket en anelse og fik øje på deres bestemmelses sted ude i horisonten. Et slot eller en borg. Det var svært at se endnu. Som de kom nærmere blev hun stadig mere i tvivl.

Det var et enormt bygningsværk omkranset af en voldgrav. Rundt om det hele var der en ringmur med skydeskår. Men ringmuren var malet lys lilla. Bag muren stak høje runde tårne op. Lyserøde med spidse lilla tage. Slottet lignede en piges dukkehus. Der var stenroser og sten figurer. Det var ikke gargoyler, for de var formede som buttede engle og vingede heste.

Så snart de kom hen til bygningen blev portene slået op, og de red ind. Der var en mindre by gemt bag muren med brolagt veje der snoede sig mellem bindingsværkshusene.

Katrina kikkede efter menneskene der måtte bo her. Men hun kunne kun se soldater. Alle i uniformer og bevæbnet med sværd og armbyster.

Soldaterne så alle ud som om de var i trance. Vågne og alligevel viljeløse.  De red målrettet til slottet i byens midte og blev revet ned af hestene og slæbt med ind gennem en mindre port i et af tårnene. Katrina blev trukket ned af en lang vindeltrappe oplyst af fakler. Soldaten der havde et kraftigt tag i hendes arm gik hurtigt og hun måtte koncentrere sig for ikke at snuble ned af trinene.

Trappen endte i et stort rum fyldt med bure. Små gange gjorde det muligt at komme frem mellem de mange fanger. Soldaten trak hende hen til et af burene og låste hende ind. Lågen blev smækket bag hende, og han forsvandt hurtigt op af trappen igen.

 Hun så sig om der sad en kvinde med et barn i favnen på gulvet i et hjørne. Barnet så ud til at være omkring seks år.

”Hej” forsøgte hun.

 

Sebastian forsøgte at se så meget af sine omgivelser som muligt fra sin ubekvemme plads på hestens ryg. Der var noget helt galt med dette sted. Det var ikke så meget det han så, som det han følte, der fortalte ham det. Han pustede lettet ud, da han endelig blev flået ned af hesten. Han så den ene af sine fangevogtere trække af sted med Katrina og forsøgte at kalde på hende, men fik et hårdt slag over munden. Irriteret tørrede han blodet væk fra munden, og sparkede ud efter soldaten.

Soldaten slog ham bare over skinnebenet med den flade side af sit sværd. Det gjorde ondt, men det fortalte også Sebastian at, han ikke var i livsfare. Det gav ham mod. Hvad mon han skulle bruges til. Skulle han også hjernevaskes og være soldat? Han sukkede og lod sig føre ind på slottet, mens han håbede på, der ville blive en chance for at flygte.

 

Gulvene var lavet af hvidt marmor. De pudsede væge var farvet lyserøde og loftet malet blå med lette sommer skyer. Hvem der havde indrettet slottet havde dårlig smag eller var meget ung, tænkte han, mens de gik frem mod en træ dør der var flydt med udskæringer af engle, heste og sommerfugle.

De fortsatte ind i tronsalen der ligeledes var pyntet. Væggene var malet som landskaber med græsenge nederst og en blå himmel øverst. Himlen fortsatte over loftet og bandt kunstværket sammen. På græsset løb dådyr og kaniner rundt.

Gulvet var her af lyseblåt marmor og midt i rummet stod tronen. Den var arrangeret på en platform og beklædt med lyserødt fløjl. Rundt om den var flere blomster opsatser. To drenge på Sebastians alder sad slænget op af trone kun i ført shorts. Midt på tronen sad dronningen.

Hun rejste sig og gik de tre trin ned fra platformen.

Sebastian stirrede på hende uden at kunne beslutte sig til, om hun var god eller ond.

Den meget unge dronning var klædt i et langt skørt i adskillige lag af tyl med broderier, korsage og en lang kåbe.Alt helt sort. Hendes hud var bleg og håret, der hang glat ned til hoften var skinnende hvidt. Hun havde malet læberne blodrøde og øjnene sorte.

”Det var dygtigt” sagde hun til soldaterne og verfede dem væk med en håndbevægelse. ”Hvilket smuk eksemplar til min samling”. Hun satte sin spinkle hånd mod Sebastians mave og lod den glide op over hans bryst. Sukkede tilfreds ved berøringen af hans brystmuskler.

Sebastian der et øjeblik helt havde tabt mælet, trådte et skridt baglæns. Nu mærkede han vreden boble i maven.

”Niks pille” sagde han fornærmet. Dronningen lagde hovedet tilbage og lo.

”Hvis det er fordi du vil være tro mod tæven du fulgtes med, kan du spare dig. Hun er ikke mere.”

Sebastian følte det som om han havde fået en mavepumper.

”Hvad har du gjort ved hende?” han havde lyst til at sparke ud efter hende, men der var alt for mange soldater.

”Ikke noget endnu. Men hun er stærk, og jeg har diamant miner.” hun lo igen.

”Vidunderligt ikke?”

Sebastian skulede ondt til hende, men det var som om hun ikke så det.

”Åh, de starter alle som dig, med vrede og modstand. Men min charme er uimodståelig.”  Hun rakte hånden ud og en af soldaterne gav hende en dolk.

Hun smilede selvtilfreds, da hun skar hans T-shirt op og flåede den af ham.

”Yum, yum” Kurrede hun og kastede et blik på de to ynglinge ved tronen. ”Hvis plads skal du overtage?” hun så på ham. ”Du må godt vælge hvem af dem der skal fjernes”

Sebastian så på hende. ”Vil du have mig til at sidde der i shorts?”

”Hvorfor dog ikke.? Det er spild at sende dig ud som soldat.” hun gik om bag ham og lod fingrene glide over hans ryg. ”Jeg vil have en datter. Og det tror jeg du er mand for” hun vendte tilbage og så ham direkte i øjnene.

”Kom så med det. Hvem af dem skal dø?”

Sebastians vrede blev ikke mindre af hans nye fremtidsudsigter. Og han ville under ingen omstændigheder dømme nogen til døden.

Han spyttede dronningen i ansigtet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...