Albert Alexander Severinsen

I et samfund hvor uddannelse er afgørende for den enkeltes fremtid, beder Sebastian sin klassekammerat Katrina om hjælp for at kunne bestå eksamen. I huset hvor Sebastian bor er der et aflåst rum, som skulle være forbandet. Da Sebastians far forsvinder ind i rummet, beslutter de unge sig for at redde ham.

1Likes
1Kommentarer
551Visninger
AA

3. Kapitel 3

Kap.3

Albert Alexander Severinsen glemte alt om sin hustru og søn. Han studerede siderne systematisk, og rejste rundt i landet efter ingredienser til sine forsøg. Han ville starte småt. En smuk bronze klokke kom med bud fra Norge og han dryssede den med oregano og ingefær. Lavede et vandbad med mistelten og lod den dvæle i præcis 18 sekunder flere gange. Camilla Josefine Severinsen så med bekymring til. Hun forstod ikke hvad alt dette skulle gøre godt for. Klokken blev absolut ikke pænere af den behandling. Til sidst efter at have udtalt en masse vrøvl, som bare lød som vrøvl for Camilla Josefine Severinsen, kundgjorde Albert Alexander Severinsen at den var klar. Den blev hængt op ved siden af hoveddøren. ”Hvis en kvinde ringer med klokken, vil hun være den næste frue i huset” sagde han stolt. Alle andre vil bruge dørhammeren. Camilla Josefine Severinsen så med mistro på sin mand. Var han blevet skør?

Godt tilfreds gik Albert Alexander Severinsen i gang med sit egentlige projekt. Det grønne værelse skulle forvandles til et rum mere sikkert end en bankboks. Camilla Josefine Severinsen troede ikke på alt det hokuspokus, og ventede blot tålmodigt på at denne besættelse skulle drive over.

 

Katrina kunne stadig mærke kysset, da hun gik fra skole. Hun kunne ikke tillade sig at forelske sig i nogen og slet ikke Sebastian. Han var egoistisk, snobbet og selvoptaget. Han havde garanteret væddet med de andre drenge, om han kunne få hende i kassen, med eller uden bestikkelse.

Så kunne han selvfølgelig slå to fluer med et smæk, og få styr på lektierne samtidig. Hun hadede at, hun havde brug for pengene. Men hun ville gøre hvad som helst for sin mor. Fem gange lektiehjælp og hun havde penge nok til medicin.

Desuden skulle hun jo også selv nå at læse. Så med arbejde og lektier var der ikke tid til romancer.

Men hvem troede hun, at hun narrede. Han ville bare opnå et eller andet. Hun skulle bare finde ud af hvad det var, og hvor meget hun kunne få for det.

 

Da de havde knoklet med matematik i en halv time, lagde Sebastian blyanten. ”Hør her. Undskyld det der i skolen” begyndte han. ”Jeg synes bare det er smart, at vi kan snakke sammen uden at nogen opdager, hvorfor du kommer her.”

”Jamen, det holder ikke. Hvis vi virkelig var kærester, ville jeg ikke offentliggøre det på skolen.”

Katrina stirrede stift ned i papiret. Hun kunne ikke møde hans blik. Hvorfor havde han kysset hende? For at få det hele til at se mere ægte ud. Hun nægtede at føle noget for ham. Det ville aldrig gå godt. Det var hendes mor et levende bevis på. Hun samlede sig, og så op på ham.

”Hvorfor ville du ikke fortælle det på skolen?” han så måbende på hende. Han var da et godt parti. Det ville da kun være et plus for hende.

”Alle ville tro det drejede sig om penge.”

”det gør det jo også” svarede han fornærmet. ”Jamen ikke på den måde, de ville tro” affærdigede hun ham.

”Du godt nok bange for at, nogen skulle tro noget.” han var vred nu. Hun blev ved med at tro han bare ville i seng med hende.

”Der er andre, jeg langt hellere ville have. Jeg er kun interesseret i matematik med dig.”

”Du skulle snakke. Du er panisk for at, nogen skulle opdage at, du er bag ud. Som om det ikke er bedre at, gøre noget ved det, i stedet for bare at lade stå til. Men dit image skal være intakt uanset prisen.” gav hun igen.

Han mærkede hvordan dette kunne udvikle sig og rejste sig fra skrive bordet og satte sig over ved siden af hende. Nu ville han satse alt.

”Tror du på spøgelser?” spurgte han i et noget blidere tonefald.

”Nej, da ” hun så mistroisk på ham. ”Hvorfor?”

”Rygterne siger at min tipoldefar forbandede et værelse her i huset. Jeg vil derind og jeg vil have dig med.”

Der var noget helt galt. ”Hvad er den skjulte dagsorden?”

”Jeg prøver at være din ven, men du tror alt muligt om mig.” han så på hende som en fornærmet puddel og hun kunne ikke lade være med at smile.

”Ok, du kan godt være sød, når du gør dig umage.” hun trak usikkert i den ene fletning. ”Men hvorfor skulle du invitere mig ind i et forbandet værelse, hvis du ikke havde en bagtanke?”

”Du ville ikke tro mig, hvis jeg fortalte dig det.” han forsøgte at se mystisk ud, men endte bare med at se fjollet ud.

”Prøv alligevel.” Sebastian tog fletningen ud af hendes hånd og trak elastikken af. Han flettede hendes rødbrune hår ud. Hun lod ham gøre det, fordi han virkede nervøs.

Mens han legede med hendes hår fortalte han kort om værelset og om hvordan hans far var forsvundet.

”Du tror ikke på noget af det vel?” sluttede han og opdagede hvad hans hænder fortog sig. Forskrækket slap han hendes hår. ”Undskyld” sagde han bare.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro” svarede hun ærligt. ”Men jeg vil godt se værelset.”

Sebastian fandt en rygsæk i skabet. Han havde pakket den inden skole og var klar. Han ville ikke have hende til at ombestemme sig, så det var med at komme af sted.

De gik hen af gangen til værelset. Han havde kun fortalt ganske kort om forbandelsen. Og intet om at var man ikke en Severinsen af blodet ville man møde sit værste mareridt derinde.

Gad vide hvad der var hendes værste mareridt. Måske noget han kunne bekæmpe.

Uanset hvad det kunne være, ville det være bedre end at gå derind alene. Hun havde lynhurtigt flettet sit hår igen. Det var en skam. Det havde været blødt i hans hænder. Han koncentrere sig om hendes hår, for ikke at lade tankerne kredse om det uhyggelige rum og, alt det han kunne forestille sig at finde derinde.

”Har du aldrig løst hår” spurgte han.

Hun så undrende på ham. ”Næ, det er upraktisk” sagde hun bare.

”Jeg ville gerne se det løst” pressede han på og blev flov. Sikke noget pjat at bede om.

Hun så på ham med vanlig mistro, og så ham rødme. Uden et ord trak hun elastikkerne af og løsnede fletningerne. Håret bølgede ned over hendes skuldre som et vandfald. Han måbede, for det var næsten en helt anden pige der stod foran ham.

”Tilfreds” spurgte hun og smilede. Hun var stolt af sit hår. Det eneste smukke ved hende, hvis hun selv skulle sige det. Havde hun ikke været så stolt af det, havde hun afvist ham. Desuden virkede han oprigtig bange. Gad vide hvad der var med det værelse.

Døren lignede alle de andre døre på gangen.

”Er du klar spurgte han med hånden på håndtaget. Hun nikkede smilende. ”Lad os se hvad du gemmer i det uhyggelige værelse.” Så standsede hun. ”hvis der er edderkopper må du klare dem.”

Han nikkede sammenbidt. ”Jeg skal gøre mit bedste.”

Han trykkede dørhåndtaget ned og skubbede døren op. Katrina gik ind og han skyndte sig at følge efter.

Støvet lå tykt, og spindelvæv dækkede alle hjørner. De gik længere ind i det lille værelse.

”vi skal finde en lille sort læderindbundet bog” hviskede Sebastian.

De trådte endnu et skridt ind i rummet. Så lød et ordentlig brag da døren smækkede i bag dem. De nåede lige at se på hinanden inden, alt blev bælgmørkt.

Automatisk rakte de ud og fandt hinandens hænder.

”Det må have været vinden” Gispede Katrina, selv om hun ikke kunne forestille sig hvor den skulle komme fra. Vinduet var jo lukket.

De stod lidt og gispede efter vejret. Så vågnede Katrina op.

”Vi må fjerne spindelvævet foran vinduet, så der kan komme noget lys her ind.” hviskede hun og trak sin hånd fri af hans.

Sebastian tog sin lommelygte op af rygsækken. ”Vent lidt ” han tændte og forsøgte at lyse rundt, men mørket ligesom opslugte lyset. Han drejede lygten mod trægulvet. Så kunne de i det mindste se om de trådte på noget.

Forsigtigt famlende, bevægede de sig i den retning de mente vinduet måtte være.

Katrina havde en underlig fornemmelse af at, nogen eller noget holdt øje med dem. Men hun skubbede tanken fra sig. Hun vidste at, de var alene. I stedet talte hun skridtene. Efter tyve skridt stoppede hun op.

”sig mig går vi ring” sukkede hun. ”Så langt kan der da ikke være hen til væggen.”

Sebastian drejede lyskeglen over mod hende og gispede.

Bag hende reflekteredes lyset i et dusin røde øjne der var samlet i to klynger. Øjnene svævede en meter over Katrinas hoved. Så trak dyret kæberne fra hinanden og hvæsede højt og gennemtrængende ud i mørket omkring Sebastian.

Katrina kunne mærke dyrets savl falde som regn i nakken på hende. Det overdimensionerede kryb kastede sig over hende og holdt hende fast. Det maste luften ud af hendes lunger, og hun var ud af stand til at skrige.

Sebastian flåede rygsækken af og fumlede med lynlåsen. Endelig lykkedes det ham at få den åbnet. Uden at tænke nærmere over det greb han en pistol og trykkede af.

Dyret virrede med hovedet og løsnede grebet om Katrina en smule. Hun gispede efter luft.

Sebastian tog sigte denne gang og ramte midt i en klynge øjne. Dyret hylede hjerteskærende, slap Katrina, der sank sammen på gulvet. Så klaprede det af sted på sine mange ben. De kunne høre hylet fortage sig som dyret kom længere og længere væk.

”Tak” hviskede Katrina og tog imod Sebastians udstrakte hånd.

”Jeg tog mig da fint af edderkoppen.” grinede han tydelig rystet.

”Ja, jeg forstår godt værelset er låst af.”

Så snart Katrina var kommet sig lidt gik de videre. Små forsigtige skridt, uden egentlig mål. De var overbevidste om, at de ikke længere befandt sig i det grønne værelse.

Pludselig stødte de på en murstensvæg og famlede sig vej langs den i håb om at finde en dør.

Det gjorde de da også. Det var bare ikke værelsesdøren. Men en kraftig branddør. Den var ulåst og de gik inden for, og befandt sig i rektors forkontor. Sekretæren sad bag sin computer og tastede løs. ”Det vil ikke vare længe før han kan modtage dig, Sebastian” sagde hun at se op fra sit arbejde.

”Hvad mon du har gjort?” spurgte Katrina. Men Sebastian stod bare ligbleg og stirrede på sin sko. En svedperle trillede langsom ned over hans pande.

”Jeg ved det ikke.” hans stemme var knapt hørlig. Katrina lagde en hånd på hans arm, og gav den et lille klem. ”Det går nok” forsøgte hun at trøste.

Så gik døren til rektors kontor op og, han blev kaldt ind. ”Tag bare din veninde med ind. Det er nok en god ide.” sagde rektor uden at smile.

Der stod to stole foran rektors skrivebord og med en håndbevægelse så de, at de skulle sidde der.

”Ja, jeg havde nok forventet at se din mor i dag.” begyndte rektor trist. ”Men en veninde er også en udmærket løsning.” Han sukkede og så ud af vinduet.

”Du klarede ikke eksamen. Men det vidste du naturligvis godt.” Han fik et ondskabsfuldt blik i øjnene. ”Det var matematikken der kvalte dig. Så du kommer ikke til at beholde din fars hus.”

Han lo pludselig højt og skingert. ”Han vil jo nok sælge til mig. Jeg har længe haft et godt øje til det vidunderlige hus.”

Han vendte sig mod Katrina. ”Og dig frøken. Du skulle finde dig en kæreste der ikke er sådan en taber. Ham får du ikke megen gavn af. Hvor ironisk at, du kommer til at bo smukt og han ender i en campingvogn.” Han fnisede barnligt.

Katrina rejste sig. ”Du tror kærlighed drejer sig om eksamener. Men det er kun smålige personligheder der har det sådan. Jeg underviser i øjeblikket Sebastian i matematik, og det er tydeligt at dine lærere har svigtet deres opgave. Sebastian har ret til at gå til sygeeksamen. Der skal han nok være klar, til at bestå det han mangler. Desuden er jeg sikker på, der kommer et sagsanlæg fra Sebastians far for pligtforsømmelse. Måske skulle de se dem om efter et andet hus!”

Hun trak Sebastian op fra stolen og hev ham ud af kontoret. Med beslutsomme skridt travede hun ud af forkontoret og smækkede døren efter dem.

De havde forventet at stå i totalt mørke igen. Men i stedet stod i en park fuld af blomster. Lidt væk kunne de se en bænk og gik over og satte sig.

”Skønt at have alle sanser igen” sukkede Katrina.

”Hvor var du bare sej derinde” sagde Sebastian imponeret. ”Er det rigtigt, at jeg kan gå til syge eksamen, hvis jeg dumper?”

Katrina nikkede. Hun havde undersøgt det dagen før, fordi hun frygtede hun ikke havde tid nok til at, lære ham tilstrækkeligt til at bestå.

”Sådan en arrogant tåbe. Hvis alt andet glipper, køber jeg sgu huset, bare for at han ikke får fingre i det.”

Hun så på ham. ”Men det er jo ikke virkeligt vel. Jeg mener, du kan jo ikke dumpe uden at have været til eksamen først.”

Sebastian smilede. Han så ud til at være kommet sig. Han lagde armen om hende.

”Nej min skat” sagde han. ”også er det godt at vide du ikke slår op bare fordi jeg dumper.”

Arrigt skubbede hun hans arm væk. ”Nu skal vi jo komme sammen før, vi kan slå op.” Men hendes stemme var ikke helt så vred som, hun havde ønsket.

”Vi skal videre. Gad vide om vi skal finde bogen i græsset.” han rejste sig. ”her er ellers meget pænt”

Hun slog ham let på skulderen. ”Her er smukt” sagde hun. ”Man skulle bo her.”

De gik i tavshed mellem de smukke blomster og fantasifulde opsætninger.

”Hvilken er din ynglings blomst?” spurgte han pludseligt.

”ØH, det ved jeg da ikke. Hvorfor?”

”Jeg ville lave et bed med dem, hvis du får mig gennem eksamen.” han så væk, tydeligt flov.

Hvorfor sagde han alting lige ud til hende? Det gjorde han ikke engang til Nanna.

Han plejede at holde de fleste ting for sig selv. Det var bedst. Men det var bare som om det fløj ud af munden på ham, inden han kunne nå at standse det.

”Det er sødt af dig” smilede hun ”Du er nu lidt sød ind imellem”

”Hvilken blomst skal det så være?”

”Du må plante så mange forskellige som muligt. Det ville være perfekt”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...