Albert Alexander Severinsen

I et samfund hvor uddannelse er afgørende for den enkeltes fremtid, beder Sebastian sin klassekammerat Katrina om hjælp for at kunne bestå eksamen. I huset hvor Sebastian bor er der et aflåst rum, som skulle være forbandet. Da Sebastians far forsvinder ind i rummet, beslutter de unge sig for at redde ham.

1Likes
1Kommentarer
564Visninger
AA

2. kapitel 2

Kap 2

Albert Alexander Severinsen trådte smilende ind i biblioteket til sin kone. Han viste stolt sine nye erhvervelser til hende. Hun nikkede til gengæld anerkendende til hver eneste bog i stakken med undtagelse af den lille sorte bog. Da ville Camilla Josefine Severinsen vide om han agtede at studere kinesisk.

Albert Alexander Severinsen rystede ivrigt på hovedet. ”Den skal oversættes” bebudede han med tilfreds mine. Camilla Josefine Severinsen smilede sødt til sin mand. Skønt den lille bog ikke umiddelbart passede ind i det smukke bibliotek, kunne han jo godt have fornøjelse af at, få den oversat.

Desværre var Albert Alexander Severinsen en noget doven mand. Han orkede ikke at rejse til hovedstadens universitet og finde en oversætter. Turen til London havde været hård nok.

Desuden, overbevidste han sig selv om, at det jo var ligeså fint med en ægte kineser. Og på kroen sad Ming altid og drak. Han kunne sikkert godt have lyst til at tjene en skilling.

Og naturligvis ville Ming gerne kunne finansiere sin næste øl på kroen, så arbejdet gik i gang.

Et halv år senere havde Albert Alexander Severinsen sin egen oversættelse af den lille sorte bog.

Han havde konstateret at det var en troldmandsbog.

Albert Alexander Severinsen lagde nu planer. Kom det andre for øre at han lå inde med sådan en bog, ville den blive stjålet. Det var ganske vist.

Derfor studerede han nøje alle sider i bogen. Albert Alexander Severinsen ville lave et sikret rum i det store hus.

 

Katrina løb de tre kilometer hjem fra Sebastian selv om hun havde en pose mad i den ene hånd og posen med skolebøger i den anden. Hun kunne ikke vente med at fortælle sin mor om hendes held.

Hendes mor havde klaret dagen på fabrikken, men lå nu i sin køje og ventede på Katrina.

Katrina kyssede hende på panden og mærkede at feberen var vendt tilbage.

Mens hun fortalte om Sebastian, Nanna og det enorme hus faldt ordene over hinanden. Hendes mor smilede blegt, men så ud til at live lidt op, ved udsigten til at Katrina ikke skulle sulte helt så meget som, de havde gjort de sidste uger.

Posen med mad var vel pakket, med både grønsager og kød. Hun lavede en sammenkogt ret til dem og de spiste med god appetit.

Nu ville hendes mor komme sig. Det var hun sikker på.

Da Katrina havde lavet sine lektier og produceret nogle nye opgaver til Sebastian, satte hun sig ved sin mors køje og læste højt for hende.

 

Nanna så smilende på Sebastian. Drengen virkede bekymret. Han stak også bare til maden.

”Jeg er virkelig dårlig til matematik, Nanna”, sukkede han. Han havde ikke været klar over hvor langt bagud han var. Der var alt for kort tid til eksamen, og måske var der ikke tid nok til at lære det hele. Det løb ham koldt ned af ryggen ved tanken om at dumpe eksamen. Han kunne ikke forestille sig at miste huset. Katrina boede i en campingvogn, vidste han. Det ville han bare ikke.

”Så min dreng, spis nu. Ellers kan du ikke lære noget som helst”, trøstede Nanna. Og han vidste hun havde ret. Han måtte træne lidt i aften og tænke det hele igennem. Og hvis det gik helt galt måtte Katrina komme hver dag indtil eksamen og hjælpe ham. Så måtte han selvfølgelig nok snakke lidt med sin far om ekstra penge til betalingen. Han havde ellers håbet på at, holde det mellem ham og Nanna. Men var det nødvendigt, måtte han snakke med sin far.

”Hun er nu heller ikke så dårlig at have omkring sig” smilede Nanna drillende og skubbede ham kærligt i siden.

Sebastian gloede måbende på hende. Det havde han slet ikke overvejet.

”Nej, Nanna,” sagde han alvorligt, ”Jeg betaler hende ikke for at gå i seng med mig”.

Nanna så forfærdet på ham. ”Det var nu ikke lige det jeg mente. Hvor får du den slags ideer fra?”

Sebastian trak på skuldrene.

”Det er der mange der gør” sagde han ligegyldigt. ”Og pigerne sulter altid, så de gøre det for mad.”

”Tænk” sagde Nanna ”Og jeg som tror på ægte kærlighed. Hvis du synker så lavt får du med mig at bestille.” Hun rystede på hovedet for sig selv.

Der var ikke mange muligheder for de uuddannede. Hun havde været heldig, at få arbejde i det store hus. Men alle de der arbejdede på fabrikken havde kun lige penge nok til dagen og vejen. Og maden var det eneste der var tilbage at spare på. Alt andet var skåret væk. Hun vidste det, for hun var selv barn af de uuddannede. Man lærer ikke ret godt på tom mave, så det var ofte arbejder børn der ikke bestod eksamen.

Ideen havde været, at give alle lige vilkår, så man ikke bare arvede en formue og sad på flæsket uanset hvor klog man var. Men de rige havde deres metode til at holde de fattige nede. Sult var et effektivt våben.

”Men hun er nu en køn ung dame, din Katrina” fastholdt hun, og så ud af øjenkrogen at Sebastian rødmede lidt.

”Ja det kan godt være” svarede han. ”Men det er der ikke tid til at tænke over på denne side af eksamen.

Han rejste sig. Han måtte ned og løfte lidt jern i kælderen. Han ville ikke tænke på Katrina på den måde, og det måtte kunne trænes ud af kroppen.

”Hun ringede med klokken” sagde Nanna bag ham, og han stivnede kort. ”Åh, nej.” tænkte han ”ikke klokken”. En af Albert Alexander Severinsen forbandelser. Pyt, det var jo bare gammel overtro.

Hans forfar havde kun haft succes med en besværgelse, resten var bare nonsens. Men ”Det grønne værelse” var ægte nok. Eller det troede han i hvert fald.

Sebastian var lige nået hen til kælder trappen, da hans far kom løbende efter ham.

”Nå, der er du” pustede han. ”Du skal hjælpe mig med værelset”.

Sebastian mærkede frygten krybe op langs rygraden. Han far stod i gangen med lommelygte og pistol. Over hans skulder havde han et reb. Han havde løbe sko og joggingbukser på.

Sebastian anede ikke hans far havde andet end habitter. Han havde tilsyneladende købt tøjet til denne særlige lejlighed, for prismærket hang ud fra halsåbningen på sweateren i norsk strik.

”Ville du ikke finde bogen før du gik ind?” spurgte Sebastian.

Han far rystede på hovedet. Han havde brugt det meste af sit liv på at studere Albert Alexander Severinsens dagbøger, kinesisk kultur og sort magi. Han ville rense huset påstod han. Men ingen havde nogen sinde været inde i det grønne værelse. Det stod altid låst og hans far gik med nøglen om halsen. Hans far havde håbet på at finde den lille sorte bog, inden han gik ind i værelset, for på den måde at være bedre forberedt. Men bogen var som sunket i jorden. Nu var hans far blevet overbevist om at, den befandt sig inde i det grønne værelse.

De gik op af trappen i tavshed og standsede foran døren.

”Jeg går bare ind og ser om den sorte bog er der, og hurtigt ud igen.” sagde hans far, og begyndte at binde rebet om livet på Sebastian. ”Du trækker mig ud hvis der sker noget”

Sebastian så på den spinkle mand, der beslutsomt forsøgte at binde nogle knob på det tykke tov som han aldrig havde lært. Sebastian rakte frem og bandt et råbåndsknob. Det måtte være godt nok. ”Jeg går ind” sagde Sebastian, men han far rystede på hovedet. ”Du er den stærkeste, så du kan trække mig ud. Jeg er ikke stærk nok”.

Det gav en vis mening, så Sebastian gjorde sig klar. Hans far fumlede under den norske sweater og fandt nøglen. Hans hånd rystede svagt, da han låste døren op. Skønt den havde stået låst al den tid Sebastian kunne huske gled låsen nemt op med et lille klik. Far og søn så på hinanden.

”Er du klar” hviskede hans far hæst og Sebastian nikkede.

Hans far trykkede dørhåndtaget ned og skubbede døren op. De stirrede ind i det mørke rum. Langs væggene stod reoler med vaser, skåle og nipsgenstande. Der lå også nogle enkelte bøger. Alt var dækket af årtiers støv og spindelvæv. Hans far trådte forsigtigt over dørtærsklen med pistolen i den ene hånd, lygten i den anden og prismærket hængende ned ad ryggen. Han stod lidt lige inden for døren. Der skete intet. Han gik et skridt længere ind i rummet. Sebastian så efter ham.

Han smilede for sig selv. I generationer havde far opdraget søn til at frygte det grønne værelse og sikre at huset blev i familien. Det kunne dreje sig om liv eller død. Og så var det bare et halvtomt støvet rum. De var blevet godt og grundig narret. Hans far tog endnu et forsigtigt skridt. Hans hænder rystede ikke så meget længere.

”Jeg tror, jeg kan se bogen” hviskede han over skulderen til Sebastian. Han pegede med pistolen på reolen længst væk fra døren. Så tog han endnu et skridt frem mod bogen og døren smækkede i med enorm kraft. Havde det tykke tov ikke siddet i klemme havde det givet et ordentligt drøn.

Sebastian skubbede døren op igen. Men blev blot mødt af massivt mørke.

”Far” kaldte han. Intet svar. ”Far sig noget. Hvad sker der?” han kaldte og kaldte ind i mørket, men fik ikke noget svar. Han begyndte at svede. Hans far lavede aldrig sjov og slet ikke med det grønne værelse.

Han trak i rebet og mødte modstand. Så var de i det mindste stadig bundet sammen.

Han trak hårdt til og pludselig forsvandt al modstand.

Sebastian stirrede på tovet i sine hænder. Han stod bare med tovenden, der så ud til at være gnavet over. Døren gled i med et lille klik.

Desperat tog Sebastian i håndtaget. Han skubbede og masede, men kunne ikke få døren op.

Tårerne stod ham i øjnene, da han febrilsk låste døren og låste op igen. Endelig kunne han åbne døren igen. Det samme mørke ramte ham som en mur.

”Far” kaldte han. Men der kom stadig intet svar. Han forsøgte at gå ind i værelset men døren svingede bare i igen og holdt ham ude.

I det samme kom Nanna. Hun trøstede ham, så godt hun kunne. ”Du skal se, du finder en løsning.” messede hun igen og igen. Sebastian lod tårerne få frit løb. Nanna var lige så bange som ham, det kunne han mærke. Men hun nød at trøste ham, og han lod hende gøre det.

 

Græsset var lysegrønt. Tusindfryd kæmpede om pladsen med kløver rundt omkring på den enorme plæne. Solen varmede Sebastians ansigt. Han kunne ikke se andet end græs så langt øjet rakte. Så fik han øje på noget langt ude i horisonten. Måske en hjort, tænkte han og begyndte at gå hen mod det. Da han kom tættere på, kunne han pludselig se at det var en person. En mand.

Han stod midt i en masse kløver.

Sebastian gik helt tæt på. Manden var kineser. Havde Sebastian været med Albert Alexander Severinsen i London efter bøger, ville han have genkendt manden som kineseren i boghandlen.

”The Black book?” sagde manden. Sebastian var god til sprog og kunne sagtens forstå manden. ”Hvor er bogen?” spurgte manden igen. ”I det grønne værelse?”

”Du skal hente den. Du skal bryde forbandelsen.” Manden rakte hånden frem og lagde den på Sebastians skulder. ”Hvordan? Ingen kommer ud af det grønne værelse igen?”

Manden smilede. ”Grådighed kvæler dig, kærlighed beskytter dig.” han satte sig på knæ i kløverne.

”Pluk en kløver” han pegede på det grønne dække. Sebastian rakte ned og plukkede en tilfældig kløver. ”Hvordan bryder jeg forbandelsen?”

”Brænd bogen, gem kløveren”

 

Sebastian vågnede badet i sved. Nanna stod ved siden af ham. ”Havde du mareridt?”

Han nikkede. ”Noget med en kineser og en kløver” Sagde han, mens han prøvede at vågne helt op.

”Du skal I skole” sagde Nanna. ”Hvorfor sover du med en firkløver? Den bliver bare mast.” Nanna trippede ud af hans værelse.

Sebastian gloede som en vanvittig på kløveren i sin hånd. Det var ganske rigtig en firkløver.

Forsigtigt lagde han den ind i sin kalender.

Brænd bogen, gem kløveren, havde kineseren sagt. Og hvad mere.

Grådighed kvæler dig, kærlighed beskytter dig.

Han skrev det ind i kalenderen. Han skulle bryde den sorte bogs forbandelse. Ja, selvfølgelig skulle han det. Han ville have sin far tilbage.

Men det var jo kun en drøm, alt det med kineseren.

Men han måtte finde en måde at komme ind og brænde bogen. Det var nok løsningen. Hvis Katrina var til at stole på, kunne hun måske hjælpe ham. En lidt højere timeløn, så var hun nok med på den.

Han kunne dog ikke sende hende derind alene. Det var jo ham der skulle bryde forbandelsen.

Men det ville være godt at have en med derind, og Nanna var for gammel.

Jo, det skulle nok gå.

 

Så snart han kom i skole, så han sig om efter Katrina. Hun stod sammen med et par andre piger henne ved gyngerne. Han fangede hendes blik og gav et kast med hovedet. Katrina nikkede næsten umærkeligt. Så sagde hun noget til veninderne og gik over mod toiletterne. Sebastian fulgte efter hende ind på pige toiletterne. Hun lo af ham, da han kom snigende som en anden hemmelig agent. Hun havde det betydeligt bedre efter hun havde fået mad dagen før og denne morgen.

Sebastian sendte Nanna en kærlig tanke. Hun ville bedre kunne hjælpe ham, når hun var mæt.

De sorte rander underøjnene var næsten væk og det lange hår samlet i de sædvanlige fletninger.

”Hej min snut” sagde han og kyssede hende på kinden, uden egentlig at vide hvorfor. Hun stod med ryggen op af væggen. Sebastian stillede sig med en hånd på hver side af hendes ansigt, så hun nærmest var fanget. Han havde fået en ide’.

”Det har vi snakket om. Og det bliver ikke til noget” hun forsøgte at gøre sig fri, men hans stærke arme holdt hende fast. ”Flyt dig” hvæsede hun vredt.

”Hør lige på mig et øjeblik” han så hende direkte i øjnene, og hun stirrede olmt tilbage.

”Hvis vi lader som om, vi er kærester..”. ”kan du lade som om du vinder væddemålet” Snappede hun ham af.

”Kan vi bedre snakke sammen på skolen” afsluttede han.

”Du er et sølle skrog” sagde hun, ”Men Okay da….skat”.

Han bøjede sig ned over hende og kyssede hende på munden. Hun ville ikke lade ham gøre det. Men kunne ikke lade være med at kysse tilbage. Hun mærkede sine kinder blusse og skubbede med den største kraftanstrengelse tanken om ægthed fra sig.

”Vi lader som om.” gispede hun ”Det der er lige i overkanten”

”kan du komme hjem til mig efter skole i dag?” han holdt stadig om hende. ”Jeg skal hjem og lægge en seddel til min mor først, men så er det fint.”

”Jeg får Nanna til at køre dig hjem, det er hurtigere.” han slap langsomt sit greb om hende.

Katrina stod fortumlet et øjeblik.  Hvad var der lige sket der. Hendes første kys?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...