Albert Alexander Severinsen

I et samfund hvor uddannelse er afgørende for den enkeltes fremtid, beder Sebastian sin klassekammerat Katrina om hjælp for at kunne bestå eksamen. I huset hvor Sebastian bor er der et aflåst rum, som skulle være forbandet. Da Sebastians far forsvinder ind i rummet, beslutter de unge sig for at redde ham.

1Likes
1Kommentarer
563Visninger
AA

1. kapitel 1

Albert Alexander Severinsen var en bøgernes mand, som elskede det skrevne ord og tidens videnskab.Han også en noget doven og kraftig herre, som samlede på bøger fra hele verden. Alt dette kunne have været helt uden betydning, hvis ikke denne svaghed for bøger havde bragt ham til London.

Albert Alexander Severinsen levede af den formue hans fader havde skrabet sammen. Som enebarn overtog han det store hus med 31 soveværelser og adskilt fløj til personale. Huset var efter hans mening alt for stort, og selv om han planlage at få en stor familie lykkedes det ham kun at få en eneste søn. Dette ene barn fyldte selvsagt ikke meget i det store hus.

Camilla Josefine Severinsen var en trivelig kvinde som yndede at sidde på en bænk i rosenhave på sol fyldte dage. På regnvejrsdage fordrev hun gerne tiden med en bog i familiens bibliotek.

Sund og stærk som hun var, ville det have været naturligt at ægteparret Severinsen ville få mange arvinger. Men skæbnen ville det anderledes.

Ægteparret Severinsens kærlighed for bøger viste sig tydeligt i et enormt bibliotek. Der var bøger fra hele verden, pænt sat i alfabetisk orden i smukke reoler med udskæringer. Det var denne passion der førte Albert Alexander Severinsen til en ganske speciel boghandel i Londons hjerte, som en netop hjemvendt bekendt havde fortalt om. Så hurtigt det lod sig arrangere forlod Albert Alexander Severinsen sin hustru og nyfødte søn med kurs mod England. Uden først at lade sig indlogere på en kro eller et herberg kørte han til boghandlen. Kusken standsede foran en lille uanselig forretning i de fattiges kvarter. Han bønfaldt Albert Alexander Severinsen om ikke at gå derind, og påstod der var ondskab og sort magi i butikken. Men Albert Alexander Severinsen var ikke rejst så langt for at lade sig skræmme på dørtærskelen. Desuden tiltalte den sorte magi ham. Hvad ville en mand ikke kunne udrette hvis han mestrede denne kunst.

Albert Alexander Severinsen kunne ikke forestille sig hvilke farer der kunne være ved bøger og trådte målbevidst ind gennem en lille støvet dør, som fik en klokke til at ringe. Butikken var fyldt med bøger. Ikke pænt opsat i reoler og montre som han havde ventet, men i stakke og stabler over alt på gulvet. De fleste var læderindbundne med mere eller mindre kunstneriske aftegninger på forsiden. Enkelte var løsblade, som var holdt sammen af snor.

Bagest i lokalet stod en lille spinkel mand, som ved nærmere eftersyn viste jeg at være kineser. Han smilede venligt til Albert Alexander Severinsen, der rettede nervøst på sine runde briller og gik nærmere. Han ville bede om tilladelse til at se sig om, men før han nåede at åbne munden fik han øje på en lille uanselig bog på disken. Den så ikke ud af noget i sort læder med et kinesisk tegn ridset uden på. Albert Alexander Severinsen rakte ud og rørte forsigtigt ved bogen og vidste straks at han måtte eje den. Kineseren smilede stadig venligt og gjorde tegn til at han kunne se nærmere på bogen.

Den viste sig at være skrevet på kinesisk. Hvilken skuffelse.

Efter en grundig gennemgang af samtlige bogstakke i boghandlen vendte Albert Alexander Severinsen tilbage til kineseren med en god stak bøger. Den sorte bog lå stadig så tillokkende på disken. Den nærmest kaldte på ham. Resolut lagde han den oven i stakken af bøger. Han måtte bare eje den. Den kunne vel oversættes. Et kort øjeblik stivnede kineserens smil. Kun ganske kort. Så bandt han en snor om Albert Alexander Severinsens bøger.

Kusken havde ikke ventet udenfor boghandlen som aftalt. Folk i denne bydel var så fattige at han næsten med sikkerhed ville være blevet bestjålet. Albert Alexander Severinsens blinkede bag brillerne og begyndte at vandre af sted uden at ane hvor han var.

 

Sebastian Christoffer Severinsens var Albert Alexander Severinsens tip oldebarn. Også han boede i det store hus og var enebarn. Sebastians mor havde fundet fødslen af Sebastian sådan en pinsel at hun nægtede at lægge krop til flere børn. Sebastians far havde fået en arving og oveni købet en søn. Hun havde gjort sit. Desuden brød hun sig ikke om ”Spøgelseshuset” som hun kaldte det enorme hus. Hvem brød sig dog om et hus hvor et lig havde ligget og rådnet op fordi ingen gad fjerne det. Hun ansatte Nanna en uge efter fødslen, farvede sit leverpostej farvede hår rødt og rejste to måneder til Paris med en veninde.

Sebastians far kunne godt se hvor dyr denne livsstil ville blive. Derfor købte han et mindre hus lidt uden for byen til sin hustru og lod hende bo der mod at Sebastian blev i det store hus. Da Sebastians mor ikke var tynget af moderfølelsen passede ordningen familien godt. Sebastian led ingen nød, da han jo havde fået en erstatningsmor i Nanna.

Af og til kom Sebastians mor på visit i det store hus. Hun holdt øje med at, hans garderobe var fyldt op med den nyeste mode fra Paris, så han var præsentabel, når hun ønskede at vise ham frem for veninderne. Disse kunne til gengæld sidde og sukke over hvor flot en ung mand han efterhånden var blevet. Sebastian selv hadede disse fremvisninger. Han kunne godt tale og opføre sig helt korrekt. Det var en af de få ting han havde lært af sin mor. Men sådan skulle man ikke te’ sig sammen med jævnaldrene.

Heldigvis varede det normalt ikke længe før damerne ikke havde flere gode ting at sige om ham og ikke flere spørgsmål at stille, også kunne han liste ud af stuen og skifte tøj. Når ikke lige han mor så på ham, gik han i sports tøj. Han var vild med at dyrke sport af en hver art. Hans far havde indrettet et styrketræningslokale i kælderen, hvor han brugte mindst en time dagligt. Her var hans hule og gemmested. Han var ikke engang klar over, om hans mor vidste at, det var der. Nanna havde lovet ikke at dukke op med mindre det var strengt nødvendigt. Hun fik på en eller anden måde altid lavet aftaler med ham med undtagelser. Men han elskede hende for det. Hun nussede rundt i huset og opdagede altid, når han var i dårligt humør.

”Er det matematikken der driller igen?” spurgte hun en morgen.

Sebastian sukkede. ”Ja, jeg fatter det bare ikke!”

Han lavede altid lektier, alligevel var matematik sort snak for ham og her fire måneder før eksamen var det for alvor ved at gå op for ham hvor stort problemet var.

”Måske skulle du finde en der kunne hjælpe dig.” Nanna havde altid en løsning.

Men hvem?

”Hvad med en fra din klasse?”

Sebastian lyste op. Jo det lød lovende. Han ville udvælge den helt rigtige. En der kunne holde mund med hans mangler. Der var ingen grund til, at det blev almindelig kendt, at hans matematik haltede. Så røg hans image sig en tur, og det ville være slemt at blive behandlet som en uuddannet. Det gav helt sikkert lavere karakterer, og lærerne brugte altid de fattige elever som eksempler.

Han måtte finde den dygtigste af pigerne, og den mest sultne. Penge kunne lukke munden på de fleste. Han skovlede cornflakes ind mens han overvejede sit næste træk.

 

Katrina flettede sit lange hår i to næsten ens fletninger. Hun nynnede glad, for den første forårssol kastede sine stråler ind gennem campingvognens matte ruder. Hun havde fundet sin cowboyjakke frem. Den var lidt for kort i ærmerne, men det kunne godt gå. Skiftede hun jakke nu, kunne hendes vinterjakke klare en sæson mere.

”Så er der te” kaldte hendes mor og Katrina forlod det mikroskopiske badeværelse.

Morgenmaden bestod af te. Hendes mor havde lige rejst sig efter en hidsig influenza. Fabrikken betalte ikke løn når man var syg. Så de måtte spare ekstra meget ind til der kom løn igen. Katrinas mave rumlede og hendes mor så bedrøvet på hende.

”Vi har klaret os ind til nu” smilede Katrina. ”nogle få år endnu, så er jeg uddannet og kan forsørge os begge”

”Hvis vi da ikke dør af sult inden da” Sukkede hendes mor og hældte te op i to krus.

”Nej, selvfølgelig gør vi ikke det. Du er rask igen og det er det vigtigste.”

Katrina var en dygtig elev. Hun lavede lektier, men det gjorde alle af frygt for at dumpe eksamen. Hun havde bare på en eller anden måde lettere ved at forstå stoffet. Hendes mor var en af de uuddannede. Men hun havde arbejde på fabrikken, så de klarede sig.

Hendes far var uddannet. Han og hendes mor havde været forlovet indtil eksamen. Han bestod og hun dumpede.

Katrinas mormor påstod at, det var fordi hun kom fra en arbejder familie. Lærerne gjorde stor forskel på eleverne den gang.

Katrinas far havde ikke ønsket at fortsætte forlovelsen efter eksamen. Katrinas mor valgte ikke at fortælle ham om sin graviditet og flyttede hjem til sin mor ind til barnet kom. Katrina voksede op uden noget kendskab til sin far. Det var også godt det samme, mente hun. Hvis han kunne opføre sig sådan overfor hendes vidunderlige mor, havde hun ikke lyst til at kende noget til ham. Hun ville have sin eksamen, også ville hun arbejde for at ændre systemet.

Hun samlede sine bøger og stak dem i plastikposen, der gjorde det ud for skoletaske, og traskede ud i solen. Hun havde tre kilometer i skole, men det var ingen sag når solen skinnede og maven var fyldt med te. Hvem narrede hun? Hun var skrub sulten. Det var tredje dag hun ikke spiste før til aften. Heldigvis var dåse suppe ikke så dyrt, så der kunne de spise sig mætte begge to.

 

De to første timer var matematik. Sebastian gloede på Katarina, da hun forklarede en af dagens opgaver. Han forstod næsten alt, hvad hun sagde. Håbet spirede. Nu skulle han bare finde ud af om hun kunne holde tæt. Hvor meget snakkede hun alvorligt med veninderne? Måske var der en særlig nær veninde som fik alt at vide.

Han undskyldte sig med at skulle tisse da de andre gik i kantinen i frikvarteret. Han fulgte efter Katrina, som ikke skulle med de andre piger i kantinen. Gad vide hvorfor? Piger gik da altid i flok. Katrina gik ud i gården og stillede sig under halvtaget. Hun så træt og hærget ud. Sådan en grim pige. Ingen makeup, intet smart tøj og tilsyneladende ikke ret meget søvn. Han havde aldrig lagt rigtig mærke til hende, selv om de havde gået i skole sammen i næsten ti år. Men det var der tilsyneladende en grund til. Hun var totalt intetsigende. Men så meget desto bedre. Han gik hen og stillede sig ved siden af hende. Hun så ligegyldigt på ham.

”jeg har et job til dig” begyndte han. En ganske god indledning syntes han selv.

”Nej, tak” svarede hun bare og drejede sig så hun havde ryggen til ham.

Hvad bildte hun sig ind? Hun havde jo ikke engang hørt hvad han ville.

”Hør lige hvad det er?” begyndte han og undertrykte sin spirende vrede.

Hun vendte sig mod ham. ”Din slags tror I kan få os andre til hvad som helst for penge. Men jeg vil hellere sulte end gå i seng med dig.” hun vendte sig igen.

Sebastian stod lidt og overvejede, hvad hun havde sagt. Det var for stærkt. Som om han kunne finde på den slags. Men det kunne hans kammerater jo, så hun havde vel egentlig ret til at tro han ville det samme.

”Nej, nej” begyndte han. ”Jeg har brug for lektiehjælp.”

Hun så pludseligt opmærksomt på ham. ”I matematik?” spurgte hun.

”Er det så tydeligt?” han var chokeret. Han troede han havde holdt det hemmeligt. Han havde sørget for at række hånden op når der var mindst chance for at blive spurgt, og aldrig skrevet afleveringerne af fra den samme kammerat to gange i træk.

Hun trak på skuldrene. ”Jeg tror kun det er mig der har lagt mærke til det”

 

Da Katrina gik fra skole, var hun i lidt bedre humør end, hun havde været i spise frikvarteret. Sådan en snobbet rigmandsunge. Hun havde været sikker på, han dukkede op for at vinde et væddemål. Det var der andre der havde været ude for. Men et job. Hun jublede indvendigt. Så skulle de nok klare sig. Hun måtte bare ikke sige det til nogen. Han var vist bange for at, nogen skulle opdage hvor dum han var.

Hun var drejet ind på en gade med kæmpestore huse. Foran hvert hus strakte sig grønne plæner og buske. Hun gik næsten i stå ved synet at de smukke haver. Alle lige velholdte og nydeligt udsmykkede. Tænk at bo sådan et sted. Hun ville aldrig nå i skole. Hun ville bare beundre haverne. Hun smilede tilfreds med, at hun fik lov til at se sådan et sted. Mere behøvede hun ikke. Husnumrene var også smukt udformede i alt fra træ til kobber. Nummer seksogtres lå et godt stykke nede af vejen. Skønt, det betød flere smukke huse at kikke på. Alligevel nåede hun alt for hurtigt ned til vejens største hus med nummer seksogtres malet på. Hun gik forsigtigt op af fortrappen, og overvejede kort om hun skulle slå med klokken, som hang ved siden af døren, eller bruge den elektriske ringeklokke. Så hun tog fat i klokken og ringede højt med den. Forskrækket så hun sig om. Den klokke kunne vække de døde.

Døren blev åbnet at en lille rund kvinde omkring de fyrre. Hun havde sat håret i en knold og havde et forklæde om livet. Et varmt smil prydede hendes runde ansigt.

”Er du læreren?” spurgte hun og åbnede døren helt. Katrina kunne ikke lade være med at smile tilbage. Der var noget virkeligt elskeligt over kvinden.

Sebastian sad i biblioteket og ventede på hende. Det virkede tilpas overlegent og desuden nød han at sidde der, når hans far arbejdede. Selv om Sebastians var glad for sin far, syntes han at, han var en lille uanselig mand. Han var spinkel og bleg. Sebastian havde altid dyrket sport, og det kunne ses. Godt han ikke lignede sin far på det punkt. Han ville have været rent til grin på skolen. Men han vidste godt at, hans mor havde taget hans far for pengene, ikke for hans fysik. Hans mor var uuddannet, og derfor ret latterlig. Men hans far krævede at, han viste respekt for hende.

”Sidder du med Alberts annaler igen?” spurgte han sin far forsigtigt.

Hans Christian Severinsen kløede sig i håret. ”Ja, min dreng. Og jeg tror jeg må gå derind. Jeg kan virkelig ikke finde andre muligheder.”

Sebastian så forfærdet på sin far. ”Det tror jeg ikke er nogen god ide” Begyndte han, men hans far verfede ham af.

”Snik, snak. Vi ved ikke en gang om det bare er gammel overtro. Måske sker der slet ikke noget som helst” han bladrede endnu engang i annalerne.

Nogen ringer med klokken konstaterede Hans Christian Severinsen fraværende.  Sebastian greb den bog han havde fundet frem og lod som om han fordybede sig i den. Nanna dukkede op i døren med Katrina usikkert ventende bag sig.

Så snart Katrina havde hilst høfligt på Sebastians far, forlod de biblioteket og gik mod Sebastians værelser. Katrina drejede hovedet fra side til side for at se alt hvad de gik forbi. Hjemme havde de udelukkende ting med en eller anden form for praktisk anvendelse. Her var malerier af tidligere generationer af familien Severinsen. Skulpturer pyntede på skabe og reoler. Desuden var der et væld af planter i vindueskarme og som gulvplanter.

”Kom nu bare” vrissede Sebastian, der følte sig underlig utilpas over denne nysgerrighed. Han trampede op af trapperne i en fart, så Katrina næsten måtte løbe for at følge med.

Da Katrina var vel placeret i en lænestol, i det ene af de to sammenhængende rum der udgjorde Sebastians værelse spurgte hun: ”Er det også hemmeligt for dine forældre at du skal have lektie hjælp?”

Sebastian gloede arrigt på hende. ”Er det da et problem?”.

Hun rystede selvsikkert på hovedet. ”Ikke hvis du kan betale alligevel.”

”Selvfølge kan jeg det” Underligt som hun gjorde ham vred. Det var da i orden at hun spurgte. Hun var jo ikke på høfligheds visit.

De gik i gang. Først forsøgte hun at hjælpe ham med ugens lektierne, men måtte opgive.

”Hvordan har du skjult det så længe” Udbrød hun fortvivlet.

”Hvad mener du?”

”Du er nødt til at lære nogle af grundreglerne først. Ellers kan du umuligt lære det stof vi har nu.”

Han sukkede. ”Så må jeg vel det.”

Katrina var overrasket over hvor let han accepterede det, og begyndte at lave nogle andre opgaver til ham. I det samme knurrede hendes mave og hun skævede til Sebastian. Bare han ikke havde hørt det. Han behøvede ikke kende til hendes problemer. Men han sad bare og sms’ede på sin mobiltelefon.

Hun var næsten færdig med opgaverne, da det bankede på døren.

Nanna listede smilende ind med et stort fad sandwich og et par colaer. ”I trænger vist til noget at styrke jer på, sådan som I knokler” Smilede hun.

Hun vendte sig mod Katrina. ”Du er sådan en sød pige. Vil du ikke komme ned i køkkenet og sige farvel inden du går?”

Katrina smilede tilbage. Selvfølge ville hun det.

”Gå bare i gang med at spise” sagde Sebastian så snart Nanna var ude af døren igen.

Katrina så på alt maden og kunne ikke styre sig længere. Hun spiste og spiste.

”Bare du gemmer en cola til mig” fniste Sebastian og hun standsede brat. ”Undskyld” Begyndte hun.

Sebastian så ikke op fra papirerne, da han sagde: ” jeg har set, at du ikke har haft madpakke med de sidste par dage. Det er helt i orden. Du arbejder bedre hvis du er mæt, så jeg er stadig bare egoistisk.”

Katrina droppede skuespillet. Dette var også en måde at overleve på.

Efter et par travle timers matematik, åbnede Sebastian sin skrivebordsskuffe og fandt penge til Katrina. Dette var blot et lille indhug i hans lommepenge.

”Hvis jeg betaler det dobbelte, går du så i seng med mig?” spurgte han drillende.

Hun så ham iskoldt i øjnene. ”Du vil aldrig have penge nok til at, købe sådan en ydelse fra mig” svarede hun med klar stemme som, kun undgik at knække over fordi, hun knyttede hænderne på rygge og tog sig alvorligt sammen. Hvor kunne han behandle hende på den måde. Som en tjenestepige. Hvis hun ikke hjalp ham bestod han ikke eksamen. Men det gjorde hun. Også ville rollerne være byttet om.

Han smilte. ”Det var en joke.”

Han fulgte hende ned i køkkenet, hor Nanna havde pakket en madpakke til hende. Lidt forlegent tog hun imod den.

”Sebastian har jeg passet, siden han kom ud af ægget” sagde Nanna ”Jeg vil at, det går ham så godt det kan. Jeg tror, du er den ekstra hjælp, han trænger til.” Så kyssede hun Katrina på kinden.

”Hvornår ses vi igen?” Katrina trak på skuldrene, for rørt til at sige noget.

”I overmorgen hvis du har tid der?” Spurgte Sebastian. Han var klar over der skulle bruges mange timer på at få ham op på niveau. Katrina nikke.

Godt han var så elendig til matematik. Det skulle få hendes mor og hende på fode igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...