Undercover

SE TRAILER!!!:D
Det var meningen, at det skulle have været nemt. Få fat i pengene og forsvinde. Indtil hun var dum nok til at gøre det indviklet. Til at forelske sig.
Naiv, dumdristig og spontan er nok til at beskrive Kimmy. En 17-årig pige som ved hjælp af hendes storebrors kriminelle fortid, selv er endt som småkriminel. Sammen med storebroren og hans venner, planlægger de et kup, som skal score dem kassen. Planen er ganske enkel: Kimmy skal forføre Harry Styles, et af medlemmerne fra One Direction, og når han stoler på hende, skal hun tømme hans konto og forsvinde. Men hvad sker der, hvis Kimmy forelsker sig i ham? Kan forholdet holde til alle hemmelighederne og løgnene? Og hvad vil hendes storebror gøre, når han finder ud af, at hans egen søster vender ham ryggen?

7Likes
1Kommentarer
857Visninger

2. Misguided

Der var han. Ham jeg skulle bruge alt for lang tid på efter min mening. Der var bare desværre ingen, der havde spurgt mig. Jeg overvejede et øjeblik bare at gå. Gå tilbage til Josh. Han ville aldrig finde ud af, at jeg ikke havde prøvet.

Nej. Han ville bare få mig til at prøve igen og igen. Det var alt for mange penge. Jeg kiggede på ham igen. Han så nu meget godt ud. Ikke pointen Kim! 

Den verdensberømte Harry Styles. Hvordan skulle jeg få ham et øjeblik for mig selv? Et øjeblik var alt, hvad jeg havde brug for. Jeg kiggede på ham igen. Han var stadig omklamret af piger. Underligt at han var selv. Altså hvis man ikke tæller alle de skrigende piger og alle andre, der gik omkring og kiggede på butikker. Måske var det bedre at sige, at han ikke var sammen med nogen han kendte.

Jeg kiggede ned ad gaden og mit blik fik øje på 2 store mænd, og lad mig lige tilføje rigtig store i den sammenhæng, komme gående efter ham i jakkesæt. Nej, selvfølgelig var han ikke selv. Jeg kunne ikke gøre det nu. Der var alt for mange andre piger. Han ville ikke lægge mærke til mig.

Resten af dagen gik med at følge ham rundt i London, uden at han ville lægge mærke til mig. Han skulle ikke tro, jeg var en eller anden sindssyg stalker, så ville alt være ødelagt. Jeg blev ved med at vente på den mulighed, som aldrig kom.

Jeg sukkede, da han via bagindgangen gik ind i den store O2 arena. Jeg kunne ikke følge ham derind. Gad vide for rasende Josh ville blive? Der var ingen vej udenom det, jeg skulle jo hjem på et tidspunkt.

Gaden var mørk. Lidt for mørk efter min mening, selvom jeg burde have vænnet mig til det nu. Jeg drejede ind på endnu en sidegade, og åbnede døren til opgangen. Jeg gik op ad trappen en smule bange for Josh's reaktion.

Jeg kunne høre Josh's stemme inde fra lejligheden, da jeg stod foran døren til lejligheden på 5. sal. "Kimmy?" spurgte han, da døren lukkede. Jeg stak hovedet ind i stuen, hvor han sad sammen med Kent og Nate.

"Hvordan gik det så?" spurgte han og drak en slurk fra hans øl. Bordet flød med flasker. Det kunne ikke tyde godt.

"Jeg fik ikke chancen", sagde jeg stille og kiggede ned i gulvet. "Hvad sagde du?" spurgte han. Jeg kunne ikke tyde hans ansigtsudtryk. Havde han ikke hørt det, eller var han allerede rasende?

"Jeg fik ikke chancen", sagde jeg lidt højere. Han rejste sig pludselig. "Hvor svært kan det være?" spurgte han. Jeg kunne se på ham, at han kæmpede med vreden. "Det eneste, du skulle, var at gøre ham opmærksom på dig." "Jamen", sagde jeg hjælpeløst. "Der var piger om ham hele tiden, han ville ikke have lagt mærke til mig." "Så skulle du jo bare have prøvet flere gange", råbte han. "Du ved udemærket, at han ikke vil kunne huske mig uanset, hvor mange gange han ser mig, hvis jeg bare er en i mængden. Jeg skal have fat i ham selv", forsvarede jeg mig.

Han kunne ikke holde vreden i sig længere, jeg kunne se det på ham. Jeg forsøgte at dukke mig, men var for langsom. En lussing så hård, at jeg faldt om på gulvet, ramte min kind. Jeg tog mig til kinden og kiggede ondt på ham uden at sige noget. Det ville bare resultere i flere tæsk.

Jeg samlede min taske, jeg havde haft med op og gik ind på mit værelse. Lige inden jeg smækkede døren hørte jeg Josh sige: "Uduelige pigebarn." En tåre trillede ned ad min kind, og jeg smækkede døren. Jeg smed mig på min seng og græd.

Efter lidt tid rejste jeg mig og låste døren. De var blevet ret højrøstet inde i stuen, og man vidste aldrig, hvad de kunne finde på, når de var fulde.

Inderst inde ville han ikke gøre mig ondt, han var trods alt min storebror. Han kunne godt være hård, men han holdt af mig på sin egen specielle måde. Men når han var fuld, kunne han ikke styre sit temperament.

Desværre var han bare fuld det meste af tiden, når jeg var hjemme, og han var altid sammen med de to idioter Kent og Nate, som ikke gjorde det bedre. Jeg lagde mig ned på min seng igen og tænkte og tænkte. Det var først, da jeg havde fået en ide, at jeg faldt i søvn.

***

Jeg havde haft en plan! Jeg vidste det. Men den var væk nu. Hvor fanden var den blevet af? Jeg sukkede modløst, før jeg strakte mig før og forlod min seng for at gå ud på badeværelset, hvor jeg hurtigt fik samlet håret i en hestehale.

Uheldigvis skulle jeg igennem stuen for at komme ind i køkkenet. Jeg gik på listefødder, forbi min sovende bror og hans to snorkende venner.

Egentlig var det ikke nødvendigt at liste sådan af sted, de ville ikke vågne om så tyverialarmen gik i gang, ikke fordi vi havde en.

Hele stuen stank af sprut. De var bedøvet i hvert fald indtil frokost. Da jeg kom ind i køkkenet, åbnede jeg prøvende køleskabet em smule bange for, hvad jeg ville finde. Tomt på nær øl, som altid. Jeg kunne ærligt talt ikke huske, hvornår der sidst havde været mad i det køleskab. Efter en grundig eftersøgning kunne jeg konstatere, at der ingen mad var i lejligheden. Jeg sukkede og gik ud på badeværelset igen.

Efter et hurtigt bad, tog jeg trusser, min bh, et par mørke jeans og en rød t-shirt på. Jeg listede igen ind på mit værelse og tog min taske. Jeg havde altid den taske med. I den var alt, hvad jeg ejede, og jeg kunne ikke lide tanken om, at drengene fik den ide at rode den igennem. Plus at det var nemt at komme hjemmefra, når alt var pakket i forvejen, hvilket var belejligt nogen gange.

Jeg gik hen til hoveddøren, tog mine converse på, rev min cowboyjakke ned fra knagen og lagde den over tasken. Stille åbnede jeg døren og  flygtede ud af lejligheden, inden de andre ville vågne. 

Jeg nærmest løb ned ad trapperne og udenfor i det gode vejr. Jeg havde vist ikke behøvet, at tage jakken med. Jeg kiggede op mod himmelen. Hvad skulle jeg så bruge dagen på i dag?

Mit blik fejede over fortovet på den anden side af vejen. Noget, eller rettere nogen fangede min opmærksomhed, og jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne.

Der var han! Jeg kunne næsten ikke tro det. Jeg stod på gaden udenfor lejlighedskomplekset og stirrede, indtil jeg tog mig sammen.

Planen! Jeg fulgte ham i lidt tid, og så var chancen der. Han drejede rundt om hjørnet, og jeg tog en ukendt smutvej den anden vej rundt. Jeg kom lige ind foran ham, og vi ramlede sammen. Perfekt timing.

"Ej, det må du altså undskylde!" udbrød Harry og smilede undskyldende. Jeg kiggede op på ham fra min plads på fortovet og tog imod hans fremstrakte hånd. "Det gør ikke noget", sagde jeg og smilede. "Jeg var selv ude om det." Hans ansigtsudtryk ændrede sig, og han smilede varmt tilbage.

"Vil du give mig chancen for at gøre det godt igen?" spurgte han. Jeg kiggede op på ham igen. Mit blik blev fanget af hans jade grønne øjne.

"Hvad havde du i tankerne", spurgte jeg og gav ham et af mine smil. "Jeg var på vej til at få noget morgenmad, er du sulten?" spurgte han. Jeg nikkede, og han smilede igen. Det smil var så afsmittende, at jeg kunne ikke lade være med at smile. Igen.

"Kender du et godt sted?" Vi fulgtes hen ad gaden. Jeg tænkte et øjeblik. Egentlig spiste jeg ikke så tit på cafe, okay, jeg spiste aldrig på cafeer, da jeg ikke rigtig havde nogen penge det meste af tiden, men der var vist en cafe på det næste hjørne.

"Lige herhenne", sagde jeg og undgik bevidst at dele navnet med ham. Han fulgte mig rundt om hjørnet, og til min glæde havde jeg haft ret.

Harry trak sin hættetrøjes hat over hovedet, da jeg åbnede døren. Der var næsten ingen derinde, kun et par der drak kaffe, eller hvad nu de drak, og så 3 piger på min egen alder.

Vi satte os nede i bunden af cafeen, længst muligt væk fra de andre, og begyndte at studere menukortet.

Efter et øjeblik kom en glad servitrice hen til os. "Hvad skulle det være?" Sagde hun lidt for emsigt efter min mening. Klokken var 8 om morgenen! Ingen var så morgenglade!

"Jeg vil gerne have æggekagen med røde pebre og ost og så en brownie", sagde Harry med sin ru stemme. "Skal du have noget at drikke til?" Spurgte servitrice, mens hun skrablede bestillingen ned på en lille blok. "En kop kaffe", svarede Harry og holdt blikket nede i bordet. Det måtte være irriterende at være så kendt.

"Hvad med dig?" Servitricen vendte opmærksomheden mod mig. "Pandekager med sirup og et glas juice", sagde jeg hurtigt og smilede til hende. Hun skrev også min bestilling ned. Så tog hun imod vores menukort og gik hen til skranken, hvor hun råbte vores bestillinger ud i køkkenet. 

Min mund løb allerede i vand. Jeg var sååå sulten. "Nå", begyndte Harry. "Hvor var du så på vej hen, inden jeg væltede dig?" Endnu et af hans undskyldende smil sad igen på hans ansigt.

"Jeg var faktisk på vej ud og få noget morgenmad." Jeg tænkte. Nej, der kunne ikke være nogen fare ved at fortælle det. Jo, mere jeg fortalte sandheden, jo nemmere blev det at holde styr på. Især med de små ting. "Så må det jo have været skæbnen", fortsatte han og smilede.

"Hvad lavede du der egentlig?" Min nysgerrighed tog over. Det var ikke ligefrem et kvarter for en superstjerne.

"Jeg besøgte en ven", svarede han ligegyldigt. "Klokken 8 om morgenen?" Jeg kiggede på ham med et løftet øjenbryn. Det må have været en "veninde". Han kiggede overrasket over mit tonefald på mig. Måske skulle jeg bare have stoppet der. Det var jo ikke min sag, hvad han foretog sig.

"Nej", sagde han og lænede sig tilbage i stolen. "Vi var ude i går, det blev ret sent, så jeg valgte at crashe hos ham. Det var meningen, at jeg ville liste hjem, efter at jeg havde fået noget at spise." "Nårh", jeg kiggede en smule pinligt berørt på ham, men smilede så.

"Hvem skulle have pandekager?" Servitricen stod ved vores bord. Det var godt nok hurtigt. Jeg kiggede på uret over Harry's hoved. Der var kun gået 5 minutter. "Det var mig", svarede jeg. Mand, hvor så det godt ud!

Jeg havde allerede taget den første bid, inden servitricen havde nået at gå videre til  det næste bord. Sulten havde fortrængt mine manerer, og jeg havde munden fuld af mad, da Harry spurgte mig om noget.

Jeg gjorde tegn med min gaffel om, at jeg lige skulle synke maden, inden jeg svarede. Det må have set ret så sjovt ud, for Harry brød ud i et kæmpe grin. "Der er vist nok nogen, der er sulten, hva?" Spurgte han med et glimt i øjet. "Ja", svarede jeg, da jeg havde fået tygget af munden.

"Hvad var det, du spurgte om?" "Bare hvad du laver i hverdagen", svarede han. Jeg kiggede dumt på ham. "Skole eller arbejde?" Han tog en bid af hans æggekage.

Nu gjaldt det om at være hurtig. Hvorfor havde jeg dog ikke tænkt på det noget før? Selvfølgelig ville han spørge om sådan noget. "Jeg går på gymnasiet", svarede jeg efter et øjeblik. Det var jo ikke helt løgn.

Egentlig var jeg jo indskrevet på skolen, det var bare sjældent, at jeg gad at møde op. "Jeg behøver vel ikke spørge dig", sagde jeg. Han smilede genert.

Vi sad og snakkede sådan i noget tid. Overraskende nok var han virkelig nem at være sammen med.

"Jeg bliver nok nødt til at komme tilbage, inden nogen opdager, at jeg er væk." Han smilede undskyldende. "Jeg troede ikke, at superstjerner var så punktlige", sagde jeg med et glimt i øjet.

"Nu sårer du mine føelser", sagde han smilende, inden han skubbede stolen tilbage, så han kunne rejse sig. "Kan jeg få dit nummer?" Han smilede genert til mig. "Klart", svarede jeg og tog imod hans mobil, som han rakte mig.

Lynhurtigt tastede jeg mit nummer ind under Kimmy morgenmadspige. Bare for en sikkerhedsskyld. "Kimmy morgenmadspige?" Spurgte han med et grin. "Interessant efternavn." "Så er jeg sikker på, at du kan huske mig", sagde jeg med et smil.

"Du er ikke sådan en, man lige glemmer", sagde han og gav mig et kram. "Jeg skriver senere." Jeg nikkede, og han gik over mod skranken for at betale stadig med blikket mod gulvet.

Et øjeblik efter mærkede jeg et sus af kold luft og hørte døren smække. Yes! Nu huskede han mig helt sikkert! Jeg drak den sidste slurk af min juice og rejste mig. Mission fuldført! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...