Little Things ♪ Niall Horan - One Shot

Dette er et "slags" One Shot. Der er kun ét kapitel, men også en lille efterskrift, eller noget i den retning. Hele historien er inspireret af One Direction's nye (den gang igos) sang Little Things - oprindeligt skrevet af Ed Sheeran, da han var sytten.
Oki, denne her har jeg også valgt at publicere igen, for omfg haha, kan godt lide den lidt idek. Læs den hvis du lyster, oki?

42Likes
36Kommentarer
2066Visninger

2. 1/2.

“Olive!” Det grimmeste navn, der bliver råbt af den smukkeste mor. Olive er mit navn. Mit fornavn – for at være hel præcis -, og jeg hader det. Det er bare så grimt. Ligesom mine små fregner og prikker, der er spredt udover mit hoved. Grønne øjne, er jeg i besiddelse af, som danner små folder, når jeg smiler. Det orange, lange hår, hænger ned foran mit ansigt, og spidserne er spaltede. Jeg trænger virkelig til at blive klippet, men jeg tør ikke at gå ud i offentligheden. Jeg er bange. Bange for at få smidt grimme ord i hovedet. Bare fordi man ikke vejer tredve kilo, ligesom resten af pigerne fra ens klasse, og bare fordi man ikke bruger tonsvis af make-up, så skal dét gå udover én. Mobning. Noget af det værste, du kan blive udsat for. Det er det, jeg bliver udsat for hver dag. Jeg får hele tiden flere dårlige tanker, proppet ind i mit hoved. Jeg er grim. Jeg er fed. Jeg duer ikke til noget. Ja, jeg er grim. Jeg er fed. Og jeg duer ikke til noget.

”Jeg kommer nu, mor!” råber jeg, og væmmes ved min forfærdelige stemme. Jeg hader den. Jeg ved det. Hader, er et stort ord, men det passer altså. Jeg hader mig selv så meget. ”Hvad er der?” spørger jeg, da jeg er kommet ned i vores grimme, gamle gang – den passer perfekt til mig. Helt utrolig, hvor mange negative tanker, der sidder fast i mit hoved. Ingen ved, at jeg går rundt med alle de her tanker. Ikke en gang min bedsteven. Niall Horan. Ja, det er dén Niall Horan. Ikke en gang, han ved, at jeg hader mig selv så meget.

”Hey, love,” lyder en stemme, fra døren af. Jeg drejer langsomt mit hoved, og får øje på en længe savnet person. Niall. Han er den eneste person, jeg tør at vise mig frem til. Min mor kan knap nok få mig i skole om morgenen, så bange er jeg for at få endnu dårligere selvværd. Så dårligt selvværd, at jeg til sidst slår mig selv ihjel. Den tanke har heldigvis ikke strejfet mig, for jeg har stadig min mor og min bedsteven, Niall. De to betyder alt for mig, og jeg ved, at jeg også betyder alt for dem. Også lige meget, hvor grim jeg er, så holder de stadig af mig. Det et det, jeg elsker dem for.

”Niall!” skriger jeg nærmest, og løber over til ham. Jeg har ikke set ham siden sommerferien, og nu er der gået næsten to måneder. Hvis det havde været før sommerferien lige nu, så ville jeg springe op på ham, men det tør jeg ikke. Ikke nu. Jeg har ikke vejet mig siden sommerferien, for jeg vil ikke vide, hvor fed jeg er. Jeg er også bange for at, han ikke kan bære mig, så han bliver helt frastødt ved mig, og nægter at tale til mig. Det vil jeg ikke risikere.

”Hej, smukke,” griner han, og krammer mig tæt ind til sig. Han har altid givet de bedste kram. Af alle personer, jeg har krammet, så er Niall helt klart den bedste. Han har bare så meget ”plads” ved sin brystkasse, så man kan nærmest bare begrave sig i den. Jeg elsker det, og så krammer han mega hårdt, men han gør det de rigtige steder, så det ikke gør ondt. Alt i alt, så er han altså verdens mester til at kramme.

”Hvor har jeg savnet dig,” hvisker jeg, næsten med tåre i øjnene, og begraver mit hoved i hans skulder. ”Jeg troede aldrig, jeg skulle få dig at se igen.”

”Olive,” hvisker han, og ligger sine hænder, på hver sin side af mit hoved, og kigger ind i mine forfærdelige, grønne øjne. ”Det ville jeg aldrig nogensinde tillade.” Jeg smiler bredt til ham. At han er så omsorgsfuld. At han overhovedet gider. Og så imod mig. ”Kom,” siger han, og trækker mig op på mit værelse. Det burde egentlig være omvendt, da det er mit hus, men den tanke strejfer mig slet ikke. Jeg er bare glad, for at være i Niall’s nærvær igen.

”Hvad sker der, Niall?” spørger jeg, da han begynder at trække hårdere i mig, som tegn på, at jeg skal gå hurtigere. Mange tanker, flyver rundt i hovedet på mig. Vil han skynde sig at fortælle mig, at han ikke vil være bedstevenner med mig mere? Skal han på turné? Vil han forlade mig for evigt, også selvom han sagde lige før, at det ville han ikke tillade?

”Jeg har en sang, du skal høre,” svarer han, og det er først der jeg opdager, at han har sin elskede guitartaske på ryggen. Forhåbentlig med guitaren i. En lettelse spreder sig i min krop, da den sang kun kan være noget godt. Eller, hvad? Måske vil han synge et eller andet med, at jeg skal gå min vej, på en pæn måde? Den dårlige tanke ligger stadig i mit hoved.

”Har du selv skrevet den?” spørger jeg, og sætter mig ned på min seng, hvor han også har sat sig. I færd med at åbne tasken, kigger han samtidigt på mig, imens han smiler. Den dårlige tanke, passere ikke længere mit hoved. Dét smil, betyder kun tre ting: glæde, stolthed, og en afventning på overraskelse. Hans øjne borer sig ind i mine, og jeg kan ikke lade vær’ med at blive fanget i dem. De er det smukkeste, jeg nogensinde har set, men alligevel får de mig til at tænke på mine egne øjne. De er slet ikke så smukke, som Niall’s. Niall’s øjne slår alt.

”Ja, jeg har selv skrevet den. Til en speciel person, og den skal med på mit og drengenes nye album,” svarer han stolt – der har vi stoltheden -, og smiler sødt til mig – uden tænder. Han har altid hadet sine tænder, men jeg synes bare det er sødt, at de er skæve. Han blinker kort til mig, hvilket får mig til at rødme, og begynder at spænde sin guitar. Jeg ved ikke, hvorfor jeg rødmer. Vi har aldrig haft noget kørende, og hver gang han blinkede til mig – før i tiden, selvfølgelig -, så er der aldrig sket noget, men nu rødmer jeg. Jeg glemte vidst også at fortælle, at da han tog min hånd på vej opad trappen, der skyllede en kildende fornemmelse igennem min krop. Jeg ved ikke, hvad der sker med mig, og det er helt vildt underligt.

”Hvem er denne person?” spørger jeg nysgerrigt, i håb om at det er mig, men den tanke passerer hurtigt, da alle de negative tanker igen fylder mit hoved. Selvfølgelig, er den sang ikke til dig, Olive. Ingen ville nogensinde skrive en sang til dig. Ingen. Jeg ryster kort på hovedet, og kigger spændt på Niall’s fingre, der langsomt placerer sig de rigtige steder.

”Det finder du ud af,” siger han, og griner lavt, som om det er indlysende, hvem det er, men jeg har ingen idé. Hvem skulle det være? Måske en af drengene fra bandet? Måske er Niall forelsket? Jeg ved ikke hvorfor, men et stik af jalousi rammer mig, når jeg tænker den tanke. Jeg kan åbenbart ikke klare tanken om, at Niall er forelsket i en. En person, der ikke er mig. Hov, vent lige lidt..

Your hand fits in mine, like it’s made just for me
But bear this in mind it was meant to be
And I’m joining up the dots with the freckles on your cheeks
And it all makes sense to me..

Hans stemme er som en engels, og det har jeg altid vidst. Jeg lytter opmærksomt til teksten, og det går op for mig, at teksten minder mere og mere om mig. Jeg hader mine folder ved mine øjne. Jeg hader mine fregner og alle de prikker, der er placeret over alt i hovedet på mig. Jeg hader min mave, og mine lår, for jeg synes jeg er så tyk. Jeg taler faktisk i søvne. Det fortalte min mor mig en gang. Hun ville ikke fortælle, hvad jeg sagde, men hun fortalte mig at jeg gjorde det. Hele sangen giver mening for mig. Det hele.

Så smukt, som han synger, begynder jeg stille at græde. Selve sangen er perfekt, og den beskriver mig bare så godt. Da han når til sætningen: ”You’ll never love yourself half as much as I love you,” dér går den stortset vigtigste ting i mit liv op for mig. Jeg havde ret i, at Niall var forelsket. Han er forelsket. Han er forelsket i mig. Og jeg er forelsket i ham. Det er derfor, jeg rødmede. Det er derfor, den underlige følelse skyllede igennem min krop. Men hvor længe? Hvor længe har jeg været forelsket i ham, og omvendt? Jeg har ikke set ham siden sommerferien, og i de to måneder, jeg har været uden ham, har jeg bare tænkt på ham. Kun ham. Intet andet. Jeg kunne ikke koncentrere mig i skolen. Jeg kunne ikke lave mine matematiklektier, og det plejer jeg altid at kunne, da det er mit bedste fag. Jeg hørte ikke efter, hvad min mor sagde, da han hele tiden var i mine tanker. Det har været ham. Ham hele tiden! Jeg er forelsket i min bedsteven!

And all your little things.” Jeg kigger på ham, med tårevædet øjne. Sangen er færdig, for han spiller ikke længere. Han ser undrende på mig, da en tåre falder nedad min kind. ”Hvad synes du?” spørger han langsomt og forsigtigt, som om han er bange, for at jeg vil gøre ham noget. Men det ville jeg aldrig gøre. Jeg vil aldrig nogensinde såre ham, eller noget andet.

”Åh, Niall,” hvisker jeg, og hopper ind i hans arme. Han ligger sin guitar ned på gulvet, og krammer mig tæt ind til sig. ”Jeg elsker også dig,” siger jeg, og begraver for anden gang i dag, mit hoved ned i hans skulder. ”På dén måde,” tilføjer jeg hurtigt bagefter, og løfter hovedet, så jeg kan se ind i hans fantastiske, blå øjne.

”Gør du?” spørger Niall smilende, og jeg nikker ivrigt.

”Men jeg forstår det ikke,” siger jeg, nok mest til mig selv, og slår blikket ned. ”Hvordan kan du vide alle de ting? Jeg har aldrig fortalt det til nogen! Ikke en gang min mor.”

”Jeg ved godt, at du ikke har fortalt det til nogen, men jeg har vidst det siden sommerferien.” Jeg retter blikket op igen. Hvad? Hvordan kan han det? Da jeg var sammen med ham i sommerferien, snakkede jeg med mig selv, om hvor grim og fed jeg er, men det var da kun, når der ikke var nogen hjemme. ”Hver gang du talte med dig selv foran spejlet, stod jeg faktisk lige uden for døren. Jeg forlod dig kun i en halv time, og du kunne ikke høre, at jeg kom hjem. Jeg lyttede hver dag, jeg forlod dig i noget tid, selvom det sårede mig, at høre dig tale sådan om dig selv,” forklarer han, og hvis jeg ikke tager meget fejl, så er hans øjne også ved at blive våde. ”Olive.. Hvorfor ser du sådan på dig selv? Du er perfekt, som du er,” siger han, og ligger sin ene hånd op til min kind.

”Jeg ved det ikke,” mumler jeg, og kigger ned på mine hænder, der ligger foldet sammen i mit skød. Mine ben er placeret rundt om hans hofter, og det er en stilling vi aldrig har siddet i før. ”Jeg føler mig bare så frastødt, ved mig selv.”

”Olive, det skal du ikke føle. Du er perfekt, det er du nød til at få ind i dit hoved,” siger han, og læner sig lidt længere frem imod mig. Hans åndedræt er til at mærke på mine læber, og mit hjerte begynder straks at pumpe hurtigere.

”Tak, Niall, jeg elsker dig,” hvisker jeg, og lukker kort øjnene.

”Jeg elsker også dig,” og med de ord, ligger han sine læber på mine i et blidt, langt kys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...