The one... I maybe love (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 dec. 2012
  • Opdateret: 15 dec. 2013
  • Status: Igang
May er en 19-årig pige, som bor i London med sin mor og far. Hun har langt lyst hår med, strålende grønne øjne, middel højde og slang. Hun er en helt almindelig college pige bortset fra, at hun er den berømte Harrys Styles kæreste. Hvis du læser denne historie, finder du ud af, hvordan deres forhold er og, hvordan deres op- og nedture kommer til at blive. ~ Husk at tjekke traileren ud, det er den første jeg har lavet, så jeg håber, at I kan lide den.

23Likes
30Kommentarer
5032Visninger
AA

17. Nogen ting skal bare ud!<3

Jeg kan stadig ikke komme mig over min drøm i nat. Det var forfærdeligt. Hvert et ord Harry sagde, sidder som tatoveret i mit hoved. Jeg ryster på hovedet, og går fra køkkenet og ind i stuen. Jeg har bestemt mig for, at rydde op i Nialls lejlighed. Han er noget af en rodehoved. Jeg tror aldrig han rydder op.

      Jeg går fra rum til rum, og finder vasketøj. Det er vidst godt, han har fået en kvinde i huset. Jeg sætter tøjet over, og går ind til Niall is stuen. Han sidder og spiller Xbox, som han plejer. Jeg kigger på skærmen, og da han er ved at score, ryster jeg hans kontroller, så han misser. ”HEY” råber hen, og slår ud efter mig. Jeg undviger og griner kækt af ham. ”Jeg var lige ved at vinde, nu tabte jeg,” siger han, og kigger surt op på skærmen. ”Dårlig taber, dårlig taber,” synger jeg og griner igen. Jeg rykker mig lidt væk fra ham, så han ikke kan slå mig. Han slår ret hård. ”Neeeej” hviner han, og starter et nyt spil. ”JOHOO” siger jeg, og rejser mig fra sofaen.

        ”Er du sulten?” Råber jeg ude fra gangen. ”JAAAA det er jeg da hele tiden,” svarer han, og jeg griner af ham. ”Jeg tager ud og henter noget. Skal du have noget specielt med?” Spørger jeg, og går hen til døråbningen. Han sætter spillet på pause og kigger på mig. ”Find bare noget,” siger han og smiler. Jeg forlader lejligheden, og går ned af trappen. Jeg tager mine solbriller på og hætten over hovedet, så ingen kan se mig. Jeg går ned af gaden, for første gang efter flere måneder i skjul.

 

Harrys POV:

Dejligt at, være hjemme i mit eget hus igen. Jeg slipper for Taylor i halvanden uge, så kommer hun her til London. Det var hende som sagde, at sådan skulle det være. Vi skal have tid sammen, og når jeg skal hjem, så kommer hun og besøger mig. Bla bla bla. Jeg slipper da for hende i et stykke tid, det er dejligt.

 

Jeg går hen af gaden i London, med solbriller på. Solen skinner ikke, men ja... sådan er jeg bare. Jeg går ind på Starbucks, og bestiller en Carmel crème. Da jeg har fået den, vender jeg mig om, og går ind i en person. Jeg ser ikke hvem det er. ”Det må du undskylde,” siger jeg. Personen bliver ved med at kigge ned, så jeg kan over hovedet ikke se hvem det er. ”Det er okay,” siger en lys pige stemme, som jeg kender. ”May?” Spørger jeg chokeret, og hun kigger op. Det er hende. Jeg kan se hendes strålende øjne igennem solbillerne. Hun smiler ikke til mig, og går videre ud af Starbucks, hun forsvinder mellem menneskerne, og jeg kan ikke se hende mere. Jeg kan ikke stoppe med at kigge efter hende, selvom jeg ikke kan se hende mere.

Det går først op for mig nu, hvor meget jeg har savnet hende. Hendes lille krop mod min, hendes kys og berøringer, hendes smil og søde latter. Alt ved hende.

      Jeg går ud af Starbucks, og ned af gaden. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved mig selv, jeg har brug for at se hende igen. Hendes smukke ansigt. Jeg vil snakke med hende, og fortælle hende, at jeg er ked af det. At jeg aldrig skulle ha’ forladt hende. Jeg skulle ha’ tilgivet hende, og taget telefonen når hun ringede.

Jeg går hen til min bil, og låser den op. Jeg sætter mig ind, og drikker af min drik. Jeg kan ikke holde op med, at tænke på May. Jeg savner hende bare så meget.

 

Da jeg kommer hjem, tænder jeg for min computer og går på Twitter. Jeg går ind på Mays. Hun har ikke skrevet særlig meget, kun hvad hun går og laver. Men et tweet fanger min opmærksomhed.

#Miss ya# Det er det eneste der står. Er det mon til mig eller en anden. Det er der jo ingen der ved? Jeg klapper computeren sammen og vrisser irriteret. Det gør helt ondt, at jeg ikke ved noget som helst. Jeg er bange for, at drengene er sure på mig, over at jeg bare gik, og ikke har kontaktet dem siden. Jeg har faktisk ingen lige nu. Kun Taylor og Lou. Alle er i LA, væk fra alt.

Jeg finder noget papir, og begynder at skrive lige så stille.

#Now you were standing there right in front of me

I hold on it's getting harder to breathe#

Hvert et ord gør ondt at skrive, men jeg skal bare have dem ud.

 

Mays POV:

Det var sygt. Jeg stiller mig op af døren og puster ud. Jeg tager mine sko og jakke af, og går ind i stuen til Niall. Han spiller stadig, men slukker det, da jeg sætter maden ned. Han skynder sig, at åbne det og spise. Jeg er stadig helt chokeret, og skal lige komme mig over det. Jeg har hans stemme i mit hoved, da han sagde mit navn. Med den flirtende stemme jeg virkelig savner.  Han så virkelig godt ud, men han savner sikkert ikke mig. Han har travlt med Taylor, og alle sine venner i LA. Han er sikkert glad for ikke, at skulle snakke med mig mere.

       Jeg åbner min mad, og begynder stille at spise. Jeg har næsten ingen abeltit mere, og jeg spiser meget langsomt. Jeg tænker bare på Harry, og hans smukke stemme.

Niall bliver hurtigt færdig, ”skal du have mere?” Spørger han, og hentyder til maden i min hånd. Jeg ryster på hovedet, og rækker ham den. Hvor meget kan han lige spise?

 

Jeg rejser mig, og går ud til vasketøjet, som sikkert er færdig. Det er den, og jeg begynder at tage det våde tøj ud, og ligge det over i tørretumbleren. Pludselig råber Niall til mig. ”ROSE!” Hvad snakker han lige om? Hvem er Rose? Jeg går ind til ham, men han kommer løbende mod mig. ”Rose,” siger han igen, og er helt ivrig. ”Rolig nu Niall. Hvad er det du snakker om?” Spørger jeg og rynker brynene. Han hopper nærmest op og ned, ”det skal hun hedde. Rose,” siger han igen, og jeg tænker lidt over det. Det er et meget sødt navn. ”Det kom bare til mig. Lille prinsesse Rose,” siger han, og smiler stort. ”Det er sødt,” smiler jeg, og han krammer mig. Han kan slet ikke holde op med at grine. Vi slipper hinanden. ”Men Niall,” siger jeg, han kigger på mig. ”Hvis jeg nu vil have en abort?” Jeg bliver trist, og det samme bliver Niall. Jeg ved hvor meget han ønsker det her barn, men jeg har stadig svært ved, at acceptere det. ”Det ved jeg ikke?” Siger han trist, og går ind i stuen igen. Årrrhhh jeg kan ikke lide, at se ham ked af det. Jeg ved, at hvis han kommer til, at være alene, bryder han sammen. Jeg går ind til ham, og lægger armene om ham.

Han ligger hænderne om hans ansigt og puster ud. Det er hårdt for os begge to. Jeg ser en tåre trille ned af Nialls kind, og jeg tørrer den væk. Han snøfter og puster ud igen. ”Jeg ved godt det er hård Niall. Men det er mig, som kommer til at passe hende mest,” hvisker jeg ham i øret, og ligger mig hoved på hans ryg. Han tørrer sine øjne, og vender sig rundt mod mig. ”Det ved jeg godt. Men du ved, at jeg vil være der alt jeg kan, for at passe jer begge to,” siger han, og kigger mig i øjnene. Jeg smiler let til ham, og han kommer også med et lille et. Jeg aer hans kind, og han kigger ned igen. Et lille snøft undslipper, og han smiler let.

       ”Jeg vil tænke over det, alt hvad jeg kan. Jeg vil gerne gøre dig glad, og jeg tror også godt, jeg kunne blive glad med hende, men det er lidt svært for mig lige nu, at overskue,” siger jeg til Niall, og han kigger på mig. Han smiler og nikke til mig. Vi krammer hinanden.

 

Harry POV:

#Don't let me go

Cause I'm tired of sleeping alone#

Skriver jeg som det sidste, og kigger på mine to papirer. Nu har jeg siddet her i næsten 3 timer, og bare skrevet. Den her sang er til May, og jeg håber hun kan se hvor meget jeg savner hende.

Jeg finder min mobil, og trykker Simons nummer.

”Hello,” hører jeg en stemme sige.

”Det er Harry” siger jeg stille og usikkert. Det er længe siden jeg har snakket med Simon.

”Hej” siger han glad, og jeg smiler skævt.

”Jeg ville høre, om jeg kunne indspille en sang i dit studie. Bare for sjov,” siger jeg stille, og der bliver ikke sagt noget i et stykke tid.

”Jo det tror jeg da godt. Hvornår har du tid?” Spørger han.

”I morgen, hele ugen. Når du har tid,” siger Jeg og smiler.

”Okay. Så mødes vi i morgen kl 8 ved mit studie.”

”Dejligt. Vil også gerne i gang, så hurtigt så muligt,” siger jeg, og sætter mig i sofaen. Når jeg snakker i telefon, kan jeg ikke side stille. Jeg prøver nu.

”Lyder fint, vi ses,” siger han, og jeg kan næsten mærke han smiler.

”Helt okay. Ja vi ses Simon,” siger jeg, og vi lægger på. Jeg lægger mobilen fra mig og smiler, det bliver dejligt, at kunne synge sine følelser ud. Jeg tænder tv’et, og zapper lidt rundt, men der er ingenting.

***

Et ikke så lang kap, men der var ikke rigtig noget at skrive. Har så mange ideer, men de kommer længere henne. Håber I kan lide den, og vil dele den med jeres Directioner Veninder :D

~ Nana/Zarry

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...