The one... I maybe love (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 dec. 2012
  • Opdateret: 15 dec. 2013
  • Status: Igang
May er en 19-årig pige, som bor i London med sin mor og far. Hun har langt lyst hår med, strålende grønne øjne, middel højde og slang. Hun er en helt almindelig college pige bortset fra, at hun er den berømte Harrys Styles kæreste.

Hvis du læser denne historie, finder du ud af, hvordan deres forhold er og, hvordan deres op- og nedture kommer til at blive.

~ Husk at tjekke traileren ud, det er den første jeg har lavet, så jeg håber, at I kan lide den.


23Likes
30Kommentarer
5085Visninger
AA

18. Fra dårligt til godt!<3

Harrys POV:

Det er hårdt, at være kendt. Kl er halv syv, og jeg er allerede oppe. Det er længe siden jeg har været det, men jeg skal jo i studiet.

Jeg tror Simon har læst det om May og jeg, men det er jo kun drengene, May, pigerne og jeg der kender sandheden. Han tror sikkert vi har slået op, og det er virkelig godt, så skal jeg ikke snakke meget om det. Han snakkede meget med May i X- factor, og de var ret gode venner, Men jeg tror ikke de snakker meget sammen mere.

 

Jeg har taget tøj på, og er i gang med mit hår. Jeg sætter det op med voks, så det sidder højt, som det plejer. Det var Lou der fandt på det, og det så vildt godt ud, så nu er jeg begyndt, at sætte det sådan.

Jeg går ud i køkkenet og tager noget at spise. Jeg har sådan en vane, når jeg skal synge, skal jeg helst have noget at spise. Det skal ikke være noget let, noget mere fast. Jeg hader, at være sulten når jeg indspiller, eller holder koncerter.

 

Da jeg er færdig, er det ved at være tid til, at køre. Jeg tager min lange sorte jakke på, og mine bilnøgler i hånden og forlader lejligheden. Der er helt stille på gaden, der er ikke ret mange på vejen, som er stået op endnu. Jeg går ind til min Range Rover. Jeg har lyst til, at føle mig stor i dag. Jeg elsker den bil. Den er så stor, og så føler jeg mig altid stor, når jeg kører i den.

 

”Hej Harry,” siger Simon glad, da jeg træder ind i studiet. Jeg har været her meget. Det er ikke det studie, vi plejer at indspille i. Det var her vi indspillede, vores første sange, og dem fra X-factor. Vi havde det vild sjovt her, drillede hinanden når vi indspillede, vandkamp og så meget mere. Det var den gang, ingen af os havde kærester. Vi var bare os selv, vildt mærkelige. Jeg savner det helt vildt.

Simon og jeg sætter os i sofaen. ”Hvad er det så for en sang, du vil indspille?” Spørger han, og kigger på mig. ”Det er bare en sang, om hvordan jeg har det lige i øjeblikket,” smiler jeg, og sætter mig lidt op. Jeg tager teksten op af jakkelommen, og kigger kort på den. ”Okay. Har du musik til den?” Jeg kigger på ham, og ryster på hovedet. ”Nej, jeg ved kun hvordan jeg vil synge den. Så vi putter bare musik på bagefter,” siger jeg, og smiler skævt. ”Okay så lad os komme i gang,” smiler han. Alle tror, at Simon er en kold skid, som kun tænker på sig selv, og fortæller folk de ikke kan synge. Men sådan er han over hovedet ikke. Han er meget professionel og dygtig. Han ved hvad han gør, og gør bare det bedste for sangeren. Simon er en vildt sjov mand, som man altid kan lave fis med, og det gjorde vi meget. Vi vidste også at han kunne tåle det.

      Jeg går ind i boxen, og tager ørebøfferne på. Simon laver tommel op til mig, og jeg begynder at synge. Jeg lægger alle mine følelser i sangen og hvert et ord. Jeg synger med mine øjne lukkede, så føler jeg, at jeg kommer dybere ind i sangen.

Jeg åbner øjnene kort og kigger på Simon, som sidder og rocker med på sangen. Han kan lide den, og det er også noget af det vigtigste. Han smiler til mig, jeg kan ikke smile tilbage, når den her sang, bare skal være perfekt. Den her er til dig May.

 

Jeg træder ud af boxen, og Simon smiler stort. ”Det er en virkelig god sang, og jeg har nogle ideer til musikken.” Vi sætter os ned, og prøver os lidt frem.

Sangen var perfekt i første hug, og jeg er stolt af den. ”Ømm Harry?” Spørger Simon pludselig og kigger på mig. Jeg kigger på ham, og kigger ham i øjnene. ”Jeg har læst det om May og dig. Jeg er virkelig ked af det,” siger han, og bliver mere seriøst. Han ved May betød virkelig meget for mig, både før vi blev kærester og efter. Jeg ville aldrig lade nogen rør hende, og jeg passede rigtig meget på hende. ”Men er denne her sang til May?” Spørger han forsigtigt efter noget tid. ”Jeg ved du er sammen med Taylor, men?” Jeg kigger ned og nikker. Han lægger hånden på min skulder, og giver den et lille klem. ”Jeg syndes det er flot af dig, at skrive en sang til hende,” jeg kigger op på ham, og han smiler til mig. ”Tak,” siger jeg hæst og hoster kort. ”Hun var en speciel pige, og hun fortjener at vide, du savner hende. Det er en meget smuk sang,” siger han, og jeg smiler.

Vi går videre med musikken, og det lyder vildt godt.

 

”Tusind tak for hjælpen Simon, jeg er glad for, at du ville hjælpe mig,” siger jeg, og giver Simon min ene hånd, da jeg har Cd’en i den anden. Jeg har fået den på cd, min mobil og lagt den på Youtube. Simon hjalp mig med det hele. ”Det var så lidt, jeg håber May vil elske den,” smiler han, og slipper min hånd. Han lukker døren, og jeg sætter snuden hjem ad.

 

Mays POV:

3 uger efter:

Jeg går og keder mig en del her hjemme, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal lave. Niall går heller ingen steder, men det er stadig en smule kedeligt, at gå her hjemme. Jeg kan ikke få noget arbejde, eller noget lige nu og der går nok vildt lang tid, før jeg kan få et arbejde. Det irritere mig bare så meget.

Jeg sætter mig i sofaen, og kigger lidt på det Niall ser. Det er bare noget om dyr, men jeg følger stadig med. Der kommer noget om et hunde internat. ”Nuurrrhhh den er sød den der hund,” siger jeg og peger på en Islandsk Fårehund (Google). Niall kigger nærmer på den, ”ja den er,” siger han og smiler. ”Sådan en kunne jeg godt tænke mig. Bare jeg havde råd,” siger jeg og sukker. En lille dejlig bamse hund, man kan hygge med, når man keder sig. En der kan passe på en, når Niall ikke er hjemme.

Niall siger ikke mere, han kigger bare på videre. Den er held vildt sød den hund, lille og kloset. Den bliver ikke en gang ret stor. Jeg smiler over de små hvalpe, og læner mig tilbage.

 

I dag er det Niall som laver aftensmad, han er ved at blive god. Jeg hjælper ham, og så hygger vi os med det. Det er noget vi kan bruge meget lang tid på, og det er bare sjov og ballade. Så når vi har spist, er der en masse at rydde op, så hygger vi os med det. Det er faktisk kun om aftenen vi laver noget, og kan få tiden til at gå.

 

En uge senere:

De sidste par dage, har jeg også været meget ked af det. I morgen skal vi til skanning igen, og jeg har slet ikke tænkt på en abort. Jeg har slet ikke tænkt på det, bare lagt det i baghovedet. Så nu kan jeg ikke få en abort. Mange nætter har jeg bare grædt og grædt, og Niall kan ikke få mig til at holde op. Jeg har ikke sovet ret meget, jeg ligger bare og tænker på hvordan det bliver. Niall er også frustreret, og kan ikke finde ud af hvad han skal gøre.

Jeg har det så dårligt med mig selv, og jeg ligger for det meste bare i sengen. Perrie har været ovre sammen med Zayn og Hatchi. Perrie er den eneste, som har fået mig til at grine. Vi havde det vildt sjovt, den ene dag, og jeg savner den.

      Hatchi er virkelig en sød hund, og jeg ville ønske jeg også havde en hund. Hatchi er en god ven, lyder mærkeligt, men han elsker at putter, og det virker som om, han kan mærke jeg er ked af det.

Jeg elsker bare mine venner over alt på jorden.

**

Så er det i dag, vi skal til skanning igen. Jeg har det meget dårligt, og jeg har kastet op hele natten. Jeg er ikke syg, jeg er bare virkelig bange og ked af det på samme tid. Jeg er så sur på mig selv over, at jeg ikke fik den abort. Det kan ikke laves om på nu.

 

Niall og jeg sætter os ind i bilen, ligesom sidste gang. Solbrillerne og hætterne er over hovedet, og sådan bliver det nok helt til jeg føder. Så må jeg finde på noget nyt til den tid. Jeg kan ikke skjule mig, når jeg først har fået et barn.

      Vi er ankommet til sygehuset, og vi gør som vi gjorde sidste gang. ”May Nilson,” siger jeg lavt, og damen smiler venligt til mig. Det gør mig bedre tilpas. Vi får besked på, at sætte os ned, da Marie lige har en anden inde. Jeg kigger på Niall med trætte øjne, og han stryger min kind. Jeg smiler til ham, og ligger mit hoved på hans skulder.

Der går ikke lang tid før vi kommer ind, og jeg ligger mig igen på briksen. ”Hej May. Hvordan har du det?” Spørger hun og smiler til mig. Jeg sukker dybt, og kigger op i loftet. ”Ja ærligtalt har jeg det ikke særlig godt. Jeg har fortrudt, jeg ikke har tænkt nok over, om jeg ville have en abort. Det er jo for sent nu,” indrømmer jeg, og hun kigger på mig. Hun er så forstående, og det gør sådan, at jeg kan fortælle det hele. ”Jeg har ikke kunne sove, jeg har grædt rigtig meget, været meget syg og ked af det. Jeg har bare ligget i sengen, og den eneste gang jeg har smilt og grint, var da vores fæles veninde kom på besøg,” fortæller jeg videre.

Jeg har det som om jeg kan græde, men alligevel kan jeg ikke. Som om jeg ikke har flere tåre.

”Det kan jeg godt se er skidt, men der er ingen vej tilbage. Men søde,” siger hun, og tager min hånd. ”Jeg tror måske også, det kan være glæde og spænding, om hvad der skal ske. Jeg tror ikke du kommer til at fortryde det, når hun kommer til verden. Du har også Niall,” siger hun, og smiler til Niall. Han smiler tilbage, og jeg kan ikke selv holde op med at smile. Måske har hun ret. ”Det kan være alle din hormoner, som sætter ind nu,” smiler hun, og griner let. ”Okay,” siger jeg mere lettet, og det kan hun hurtigtig mærke. ”Skal vi ikke kigge på hende?” Spørger hun, og bliver mere glad og useriøst. Marie er en sød kvinde. Hun kan være seriøs, når jeg har brug for at snakke, men også sjov, og kan få mig på andre tanker.

Jeg trækker op i trøjen, og min endnu stører mave kommer frem, men jeg syndes ikke den vokser så meget mere, som jeg gjorde i starten. Hun smører crémen ud på min mave, og kører skanneren rundt. På skæremen kan jeg se en lille pige, som mere og mere ligner et barn. Jeg smiler, og en tåre triller igen ned af min kind. ”Hun er jo fin og rask, men hun har ikke taget så meget på, og det skal hun. Så du skal måske spise lidt mere,” griner Marie, og jeg nikker. Hun siger det i sjov, men jeg ved hun mener det. Jeg har også selv godt af at spise noget mere, jeg er begyndt at tabe mig meget. Det har Niall også sagt, han kan mærke, når han krammer mig.

”Det er sådan, at når jeg får en ny ind, så kunne jeg rigtig godt tænke mig, at vide hvad barnet skal hedde? Hvis I altså har fundet et navn,” siger hun og vender sig rundt. ”I sidste uge, skreg Niall op, at hun skulle hedde Rose, og jeg syndes om det. Så jeg tror nok det bliver det, Niall skal have sin vilje,” smiler jeg, og Niall aer min arm. Marie smiler stort, ”sikke et smukt navn.” Jeg smiler tilbage, og er virkelig glad for, at hun syndes om det. Det gør mig meget varm inden i, og det gør mig tryk om det her. ”Nå, vi skal ha’ målt, vejet og målt din mave. Så vi kan se fremskridt,” siger hun, og jeg får noget papir til min mave.

Jeg rejser mig op, og går hen til Marie, som står med et målebånd. Jeg stiller mig op af vægen, og hun mæler mig. ”1:65” siger hun, og begynder at måle min mave. Ja jeg ved det, jeg er ikke særlig høj, det har jeg aldrig været. ”56cm” siger hun, og jeg kigger på Niall. Han ser meget koncentreret ud, og jeg griner lidt af ham. ”Hvis du lige stiller dig op på vægten,” smiler hun, og jeg gør som hun siger. ”65 kg” siger hun, og smiler. ”Du vejer heller ikke ret meget, du er en lille pige,” siger hun, og griner lidt, og jeg gør det sammen. ”Men husk hvis du vejer dig, og du har taget på, er det bare på grund af hende,” siger hun og peger på min mave, jeg griner af hende, og vi sætter os ned igen.

”Jeg har skrevet dine mål ned, og så næste gang du kommer, måler vi dig igen, og så kan vi se dine fremskridt, og Roses,” smiler Marie, og kigger på computerskærmen. Jeg nikker selvom hun ikke kan se det. Jeg føler ikke der er noget at svare. ”Næste skanning bliver til december. Den 16,” siger hun og kigger på mig. Jeg nikker igen og smiler svagt. Der er faktisk ret lang tid til. ”Skal I have nogle skanningsbilleder med hjem igen i dag?” Spørger hun og smiler. ”Ja” svarer jeg hurtigt, uden at spørge Niall. De billeder jeg fik sidst, skal i en skrapbog, og så vil jeg også følge op på hendes tid i min mave og efter. Niall kigger mærkeligt på mig, men jeg smiler bare til ham. Marie går ud for at hente dem, og imens tager jeg et billede af skærmen, med alle målene og hendes vægt på.

”Så det skulle ikke lige aftales først?” Spørger han og griner. ”Nej. Når jeg alligevel ikke har noget at lave, kan jeg lige så godt arbejde på en skrapbog til hende,” smiler jeg, og sætter mig ned igen. Niall ryster på hovedet af mig, og griner. ”Du er så skør, men det er en god ide. Drengene og jeg skal også til og i studiet, og du vil nok ikke med, når Harry kommer,” siger Niall, og jeg ryster på hovedet. Det kommer til, at blive nogle pinefulde måneder op til jul.

      Marie kommer tilbage med billederne, og jeg putter dem i lommen. Jeg venter med at kigge på dem, til vi kommer hjem. ”Men så ses vi den. 16,” smiler hun og giver mig hånden. Jeg tager i mod den, og smiler. ”Self, tak for alt,” siger jeg, og vi giver hinanden et kram. Hun siger farvel til Niall, og vi forlader sygehuset, igen med solbriller og hætter over hovedet.

Det ende jo med, at blive en god dag alligevel.

***

Der kom lige et hurtigt kap. Jeg har været lidt lost med ideer, men der er kommet nogle nye til mig. Jeg kommer bare til at springe sådan lidt "2 uger efter" OSV hvis det er okay? Jeg er nødt til ca at have så mange dage hun er gravid. Jeg kan fortælle jer, at Rose bliver et Marts barn hehehe. Håber I kan lide historien :D

~ Zarry

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...