The one... I maybe love (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 dec. 2012
  • Opdateret: 15 dec. 2013
  • Status: Igang
May er en 19-årig pige, som bor i London med sin mor og far. Hun har langt lyst hår med, strålende grønne øjne, middel højde og slang. Hun er en helt almindelig college pige bortset fra, at hun er den berømte Harrys Styles kæreste.

Hvis du læser denne historie, finder du ud af, hvordan deres forhold er og, hvordan deres op- og nedture kommer til at blive.

~ Husk at tjekke traileren ud, det er den første jeg har lavet, så jeg håber, at I kan lide den.


23Likes
30Kommentarer
5088Visninger
AA

16. Der er ingenting du kan gøre. Du har ingen!<3

Jeg bliver vækket af Niall, som stille aer min kind. Jeg åbner mine øjne på klem, og kigger på ham. Han smiler let til mig, og jeg vender mig om på den anden side. ”Du skal altså op søde. Vi skal til skanning om 2 en halv time,” siger han, og kilder mig blidt i siden. Jeg er virkelig kilden, så jeg spjætter en smule. ”Okay jeg er vågen,” hviner jeg, og vender mig om. Han griner og rejser sig op fra sengen. Han går hen til skabet, og tager noget tøj ud. Han tager det på, og forlader værelset.

Jeg snøvler mig ud af sengen, og hen til skabet. Jeg åbner skabet og vælger en stor hættetrøje, så kan jeg skjule mig lidt, så ingen ser mig. Og et på mørkeblå jeans, og Convers sko, så klarer jeg mig.

 

Jeg går ud til Niall, som er ved at spise rester fra i går. Jeg griner af ham, og tager nogle cornflakes i stedet. Jeg sætter mig ned overfor ham, og han kigger på mig. ”Glæder du dig stadig?” Spørger han, uden at smiler, han kigger bare på mig. ”Ja det gør jeg. Hvorfor spørger du hele tiden?” Smiler jeg til ham, og kigger ned i bordet. Han siger ikke rigtig noget, tænker bare. ”Jeg vil bare sikre mig, du ikke skifter mening,” siger han lidt stille, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare. Vi kigger ikke på hinanden, ”okay,” siger jeg som et nødsvar. Vi spiser videre i tavshed.

 

”Du har dine solbriller? Hat?” Spørger jeg, og trækker min hætte over hovedet. Han nikker og tager sine solbriller på. Det er ikke solskind, vi skal bare ikke opdages.

Vi går ned af trappen og ud til bilen, som holder lige udenfor døren. Jeg stiger ind, og tager sele på. Jeg kigger ned af mig selv. Min hættetrøje er dejlig stor, så man ikke kan se min mave. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre, hvis mine veninder fandt ud af det? Eller bare nogen af dem, der bor i nabolaget. Niall starter bilen, og kører mod sygehuset.

 

Niall holder ind på en parkeringsplads og stopper bilen, han kigger på mig. ”Er du klar?” Spørger han og tager min hånd. Jeg tager mine solbriller og hættetrøje på igen, og kigger på ham. ”Ja” siger jeg, og stiger ud af bilen. Niall hopper også ud, og skjuler sit ansigt. Vi går sammen over mod indgangen, mens vi kigger os om, om der skulle være nogen.

      ”May Juliet Nielson. Jeg har en tid til skanning,” siger jeg og bliver rød i hovedet. Der er mange mennesker her inde, og jeg ser meget ung ud, så jeg vil ikke tiltrække for meget opmærksomhed. Niall har stadig solbriller og Cap på, så er vi sikre på at ingen af mødrene genkender ham, og fortæller det til deres børn.

”Ja. Bare tag plads,” siger damen venligt, og vi sætter os ned. Jeg bliver pludselig meget nervøs. Jeg tager Nialls hånd, og han giver den et lille klem. Han smiler til mig, men jeg kan ikke smile tilbage.

 

”May” siger en dame, og vi rejser os op. Jeg give hende hånden, ”hej jeg er Marie, og jeg skal være din Jordmor,” smiler hun venligt, og jeg kan lige smile en smule til hende. Vi følger med hende ned af gangen, og ind til højre. Vi står nu i et lille mørkt rum, med en briks, en lille stol, en computer og en masse udstyr. Jeg synker en klump. ”Du må gerne ligge dig ned,” smiler hun, og sætter sig på stolen foran computeren. Jeg ligger mig ned på briksen, og Niall sætter sig på stolen ved siden af mig og tager sine solbriller af.

”Ja som jeg kan se er det din første skanning, og du er ca 9 uger henne. Vi skal i dag snakke lidt om graviditet, kigge lidt på hvordan den her det og vi kan også se hvad køn det er,” siger hun meget roligt, og jeg føler mig meget bedre tilpas. ”Okay,” siger jeg bare, og Niall aer min hånd. ”Skal vi kigge på den lille først?” Spørger hun, og jeg kigger på Niall, som om jeg ikke ved hvad jeg skal svare. ”Ja” nikker jeg, og smiler svagt.

”Godt. Hvis du så trækker op i trøjen,” siger hun, og kigger på skærmen. Jeg trækker op i min hættetrøje, og kigger ned på min mave. Jeg har det som om, den er vokset enormt meget. Marie putter noget koldt, gennemsigtigt crem på min mave, og tager skanneren og kører den rundt på min mave. Det er ret koldt, så jeg fniser lidt. Jeg kigger op på en skærm, og kan se en lille sort skikkelse. Jeg får tåre i øjnene, og puster ud. Niall aer min hånd, og jeg kigger på ham, han smiler til mig, og tørrer tåren væk, som triller ned af min kind.

”Jeg kan se, at den har det fint, og får den næring den skal have,” siger hun, og kigger på mig. Hun smiler til mig, ”bliver du lidt rørt?” Spørger hun og smiler, hun tager noget papir og rækker mig det. ”Ja jeg kan ikke rigtig forstå, at det lille barn er inde i mig. Det var heller ikke rigtig planlagt,” siger jeg, og føler jeg bare kan fortælle hende alt. ”Nurrhh” siger hun og smiler, ”du er ikke den eneste, det er helt normalt,” jeg smiler til hende, og tørre mine øjne.

      Hun begynder, at fortælle en masse om barnet, og viser os en helt masse ting, og så kommer spørgsmålet. ”Vil I gerne vide hvad køn det bliver?” Spørger hun, og jeg kigger på Niall. Det er det han har ventet på. Det er også hans barn, så han må gerne få det at vide. ”Ja det vil vi gerne,” smiler jeg. ”Okay. Det er en lille pige,” smiler hun, og jeg kigger på Niall. Han smiler stort, og krammer mig. ”Ej hvor er det godt,” siger han, og kan næsten ikke holde op med at smile. ”Tillykke,” siger hun og fjerner skanneren. ”Tak” siger Niall, og kigger på hende. Hun tager noget papir og tørrer min mave, og jeg trækker min trøje ned igen. ”Vil I gerne have nogle skanningsbilleder med hjem?” Spørger hun og rejser sig fra sin stol. ”Skal vi ikke det?” Spørger jeg, og Niall nikker. Hun smiler til os ”godt dem henter jeg lige.”

Jeg sætter mig op på briksen, da hun er gået. Jeg kigger på Niall. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre ved mig selv? Jeg er både glad og ked af det, men jeg krammer alligevel Niall.

 

Marie kommer tilbage med billederne, men jeg putter dem bare i min lomme, hun sætter sig på sin stol igen, og kigger på os. ”Jeg vil gerne snakke lidt med jer,” siger hun og jeg får en klump i halsen. ”Det er jo et stort ansvar, at få et barn, og jeg vil gerne vide om I er sikre på det her?” Spørger hun og kigger seriøst fra Niall til mig og tilbage. ”For næsten gang du skal komme til skanning er det for sent, så kan du ikke få en abort. Så jeg vil høre om du vil have en eller om du vil beholde barnet?” Jeg kigger ned. Niall vil gerne have det, men jeg ved det stadig ikke. ”Kan vi ikke få lov, at tænke over det og så skrive her ud, hvis vi skifter mening?” Spørger jeg med en lille stemme, som ryster en hel del. Hun svare ikke, men kigger bare på mig. ”Jo det kan man godt, men man skal være hurtig. Man skal være på forhånd med en abort, og jo hurtigere man får den jo bedre,” siger hun og kigger mig i øjnene. Jeg prøver så vidt muligt at undgå den, så hun kigger på Niall. ”I må gerne gå hjem og tænke over det, men ikke mere end en uge,” siger hun, og smiler endelig. ”Okay tak” siger Niall endelig, og smiler venligt. ”Den næste skannings tid bliver d 24. september” siger hun og giver mig et kort, hvor hendes navn og nummer også står på. Jeg smiler til hende og nikker, ”tak for hjælpen” siger jeg. Vi rejser os, og går hen mod døren. Vi giver hende hånden, og går ud af døren. Vi tager vores solbriller og hatte på igen, og forlader sygehuset. Jeg har så mange blandede følelser.

 

Niall låser døren op, og jeg går ind først. Jeg tager mine sko af, og sætter mig ind i stuen. Jeg skal lige komme mig.

Jeg tager mig til ansigtet, og puster ud. Det er virkelig et hårdt valg. Jeg finder billederne af hende i min lomme, og kigger nærmere på dem. Hun er så lille og skrøbelig. Alt kan ødelægge hende, det er forfærdeligt. Jeg kan ikke bære, at jeg måske skal dræbe et lille barn, som faktisk lever i min krop. Jeg er ved at skabe nyt liv, og jeg kan bare dræbe det, på ingen tid.

      Jeg læner mig tilbage i sofaen, og Niall kommer ind i stuen. Han sætter sig i sofaen, og tager billederne op i hænderne. Han kigger længe på dem, mens jeg kigger på ham. Han ligger billederne og læner sig tilbage mod mig, og kigger mig i øjnene. ”Hun er virkelig smuk. Ligesom sin mor,” hvisker han, og aer min mave. Jeg smiler til ham, og ligger mit hoved på hans skulder. ”Tak,” siger jeg og smiler, selvom han ikke kan se det.

”Skal vi ikke invitere de andre over og fortælle dem det hele?” Spørger Niall, og jeg kigger op på ham. ”Jo lad os det,” siger jeg, og smiler. Niall finder sin mobil, og skriver en fælles besked til dem alle sammen.

#Hjemme fra skanning. Ved hvad det bliver. Skal du også vide det? – Nialler og Mayse xx# skriver han og sender den til pigerne og drengeren. Jeg smiler, og kysser hans kind. Jeg går ud i køkkenet og finder noget at spise. Jeg er vildt sulten.

 

Det har lige ringet på, og Niall går ud for at åbne. Liam, Danielle, Louis, Eleanor, Zayn og Perrie styrter ind i stuen, og sætter sig i sofaen sammen med mig. De har stadig overtøj på, og sidder bare og kigger på mig. Niall kommer ind i stuen, og sætter sig i sofaen ved siden af mig.

”Ja velkommen da,” griner han, men ingen syndes det er sjovt. ”Sig det nu for delen, vi har ventet på det hele dagen,” siger Liam, og kigger ivrigt på mig. Jeg griner af ham ”det er en lille..... PIGE,” siger jeg, og smiler stort, og bliver pludselig virkelig glad. De begynder alle sammen at juble, og krammer mig alle sammen på en gang. ”Tillykke,” siger de alle sammen i kor, og krammer Niall. Bare fordi de er glade for det, og godt vil have vi skal have barnet, betyder ikke at jeg vil have det 100 %. Jeg tvivler stadig.

      ”Hun skal hedde Eleanor,” siger Eleanor, og Louis nikker. Jeg smiler til dem og griner ”så siger vi det El,” siger Niall. Hun smiler til os, ”men har i nogle navne i ærmet?” Spørger Perrie nysgerrigt, og læner sig hen mod mig. Jeg ryster på hovedet ”nej overhovedet ikke. Det har jeg ikke tænkt på. Men jeg kender en som begynder nu, så det knager,” griner jeg, og hentyder til Niall. ”Hun skal i hvert fald hedde noget der kan passe med Prinsesse,” siger Niall og kigger på mig. Jeg smiler til ham, han er sød, ja hun skal jo være hans lille Prinsesse. ”Det er en god ide, hun kan blive den lille Prinsesse af One Direction,” siger Louis, og vi griner alle sammen. Jeg sætter mig tilbage i sofaen, og drengene begynder at snakke om en helt masse ting.

”Har hun det godt?” Spørger Danielle, og smiler til mig. Jeg nikker ”ja Marie, som min jordmor hedder, sagde, har hun det meget godt og får den næring som hun skal have. Hun syndes hun så meget fin ud, når jeg er så ung,” fortæller jeg og viser dem skanningsbillederne. Pigerne smiler stort til mig, og kigger på billederne. ”Hvor er hun lille,” hviner Eleanor, og går næsten i spåner. Jeg griner af hende. ”Hun er så fin. Du bliver en god mor,” siger Perrie og tager min hånd. ”Vi skal nok være her for dig hele tiden. Du skal bare ringe eller skrive så er vi her, så hurtigt vi kan,” siger hun og stryger min hånd. Jeg kigger på de andre piger, som smiler til mig. Jeg kigger ned ”jeg ved ikke hvad jeg skulle ha gjort uden jer og drengene,” siger jeg og smiler til pigerne. De smiler til mig, ”det var så lidt.”

      ”Nu bliver det jo ikke så svært, at købe julegaver,” griner Louis, og kigger på mig med et sødt smil. Jeg griner sammen med de andre af ham, og Niall aer mig på ryggen. ”Nej det gør det ikke,” siger jeg.

 

”Det har været en god dag,” hvisker Niall, og jeg vender hovedet og kigger på ham. Han smiler til mig, det har jo været en god dag. Første dag jeg ikke har følt mig alene eller dårlig, jeg har følt mig hjemme og lykkelig. ”Ja det her det,” siger jeg, og ligger mig ind til ham. ”Tak for at du er her for mig, jeg har aldrig haft en som dig.” Han kysser mig i håret, og kilder mig let i siden, ”jeg har heller aldrig haft et forhold til en pige, som det her før. Vi er jo ikke kærester, men alligevel bor vi sammen, sover i samme seng og har lidt mere end et venskab,” joker han lidt, og jeg kigger op på ham. Jeg smiler til ham ”jeg kunne ikke have det bedre. Ikke for at skuffe mine fans, men jeg behøver ikke en kæreste lige nu,” siger han og griner. Jeg putter mig hoved ind til hans bryst ”det kunne jeg heller ikke.” Jeg lukker mine øjne, og flader længere og længere hen. Til sidst falder jeg i søvn, med et smil på læben.

 

”ER DU GRAVID!” Råber han efter mig, og jeg styrter ind i stuen. Jeg går med stille skridt tilbage, og kan se han kommer ind af døren. Helt rød i hovedet af raseri. ”Ja,” hvisker jeg med en rystende stemme. Han går hen i mod mig, og løfter hånden. Han peger på mig, ”hvem tror du lige du er?” Spørger han, og er kommet helt tæt på. ”Sådan at blive gravid bag min ryg,” hvisker han mod mit øre. Jeg tør ikke bevæge mig, jeg ved ikke hvad han vil gøre ved mig. Min krop ryster, og jeg er bange for at jeg kollapser. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare? ”Undskyld,” hvisker jeg, og synker ned i knæ. ”Undskyld?” griner han med en hånlig stemme, ”du skal da ikke undskylde skat. Men jeg skal nok hjælpe dig med, at fjerne både uhyret i din krop, og ham der gjorde det,” vrisser han, og tager stram fat om mit håndled. Han hiver mig med ud i gangen, og jeg skriger af smerte. Jeg har det som om blodet drypper fra min hånd, men der er intet at se. ”NEJ HARRY! DU MÅ IKKE GØRE DET. LAD NIALL OG MIN LILLE PIGE VÆRE!” Skriger jeg, og han trækker mig med ud i køkkenet. Han kigger mig i øjnene. De er helt sorte, ingen følelse eller smerte. Jeg kan ikke kende ham mere. Den Harry jeg stadig elsker.

Han trækker en kniv fra køkkenskuffen, og hiver op i min T-shirt. Min runde mave kommer til syne, og Harry kigger koldt på den. ”HARRY NEJ!” Min stemme knækker, og han kigger på mig. Han smiler, og sætter kniven mod det nederste af min mave. Jeg føler ingen smerte endnu, kun i min hånd, han stadig holder godt fast i. ”Der er ingenting du kan gøre. Du har ingen,” hvisker han mod mit øre, og en tåre triller ned af min kind. Han kysser min kind, og lægger kniven endnu tættere mod min mave. Jeg gisper efter vejret, og begynder at hulke. Han presser kniven mod min hud, og smerten bryder igennem min krop. Jeg skriger af smerte, og gør alt for at komme fri.

 

Jeg vågner med et z, og ved ikke hvor jeg er. Jeg har det varmt, og svenden drypper fra min pande. Jeg kigger rundt, Niall er væk. Hvad er der sket? Tårerne triller stadig ned af mine kinder, og jeg puster. Pludselig kommer Niall løbende ind på værelse, med sine natbukser halvt oppe. ”Hvad sker der?” siger han, og løber hen til sengen. Han sætter sig ned, og holder om mig. ”Jeg var lige på toilettet, og så hører jeg dig skrige,” hvisker han, og jeg begynder at græde.

Jeg kan huske alt fra min drøm. Smerten var så virkelig, det var forfærdeligt. Jeg er så bange.

”Jeg havde marridt,” hvisker jeg hulkende, og Niall trykker mig længere ind til ham. ”Det var Harry,” græder jeg, og han aer mig i håret. ”Han ville fjerne hende og dig med.” Han kysser mig i håret, og jeg holder stille op med at græde. ”Jeg var bange og lille. Han slæbte mig ud i køkkenet. Fandt en kniv, og skulle til at skære mig,” siger jeg, og jeg kan mærke, at Nialls hjerte banker hurtigere. ”Jeg skreg, men der var ingen der hørte mig,” hvisker jeg, og en tårer undslipper. ”Shhh. Rolig søde, det var bare en drøm, der kommer aldrig til at ske dig noget,” siger han mod mit øre. Jeg trækker vejret roligt igen, og kigge op på Niall. Han fjerner noget hår fra mit ansigt, og kysser mig i panden. ”Jeg er lige her. Til at passe på jer begge,” siger han, og smiler skævt. Jeg krammer ham, men Harrys ord ligger stadig dybt i mig.

”Der er ingenting du kan gøre. Du har ingen”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...