Hvis du vidste...

En historie om sorg og om at miste kærligheden.

6Likes
8Kommentarer
643Visninger
AA

3. Et beskidt hjerte

Jeg havde to ting i mit hoved. Dig, og din smerte. Jeg havde det som jeg havde sovet en lang, behagelig søvn og var vågnet op da du var væk. De havde alle sammen ledt. Alle undtagen mig.
Jeg havde følt det i min mave, og mest af alt mit hjerte. Det føltes som om nogen bankede på det med en hammer, hvilket efterlod kæmpe store revner.
Da du var væk kunne jeg åbne mine øjne og se sandheden.
Det var ikke en køn sandhed. Jeg havde ikke lagt mærke til de små sår, eller den måde din hud altid var så bleg, og dine blodårer så fremtrædende. Jeg vidste ikke hvad du var udsat for, eller hvilken smerte du bar på.
Jeg vidste bare at min smerte var barnlig, minimal i forhold til din.
Jeg kunne også se andre ting. Alle de hentydninger. Hvert eneste blik og hvert eneste ord havde en mening.
Nu kunne jeg se alle dine hentydninger.
Jeg tror du kom til mig for hjælp. Søgte efter en tilfældig person der ville lytte.
Du må have troet at jeg kunne lytte, men så gav jeg dig al min smerte.
Det havde været for meget for dig. Jeg må have fået dig til at tro at alle havde for travlt med sig selv, til at bekymre sig om andre. Og så gav du vidst op.

De fandt aldrig dit lig, men jeg ved hvor du gemmer dig. Den sø du viste mig, gemt bag gamle egetræer, midt i skoven.
Jeg fortalte det ikke til nogen. Jeg havde på fornemmelsen at du bare ville væk.
Et rent brud. Eller så rent som det kan nu kan blive, når en person takker af.
Ikke noget lig, ikke nogle spildte tårer.
Du ville glemmes. Men det sker ikke. Jeg vil altid bære rundt på dig i mit hjerte, og mest af alt på min samvittighed.

                                                            

                                                                                                       ~

 

Jeg vågnede da du kyssede min kind, lige der hvor det lange, blodige sår fandt sted.
"Godmorgen," hviskede du blidt og smilede til mig. Solen dansede på søens overflade.
Jeg lukkede øjnene og indåndede den friske forårduft. Dine ben bevægede sig under mit baghoved, og jeg åbnede forskrækket mine øjne.
"Går du?"
"Ja, jeg har noget jeg skal ordne."
Jeg skubbede mig op i en siddende position og fulgte dig med øjnene imens du rejste dig fra græsset.
Imens du bøjede dig ned for at kysse mig farvel, gled noget ud fra din lomme. Du samlede det lynhurtigt op, men ikke før jeg nåede at se det.
"Var det-" begyndte jeg, men du afbrød mig hurtigt.
"Nej."Jeg rejste mig op fra jorden, men du var allerede på vej væk med hastige skridt.
"Stop!"
Du vendte dig ikke om.
"Vent!"
Jeg stod tilbage og stirrede på de træer du lige var forsvundet bag, og det gik op for mig hvor lidt jeg kendte dig.
Jeg kendte intet til hvem du var, hvem du havde været før, og mest af alt kendte jeg intet til det der fik dig til at gå rundt med en pistol i lommen.

Jeg hørte hvad der var sket senere. At din mor var blevet fundet skudt i jeres baghave.
Da jeg så dig dagen efter, vidste jeg at det var dig. Jeg kunne også se at du vidste jeg vidste det.
Men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg vidste heller ikke hvorfor du valgte at forsvinde. Og det gør jeg stadig ikke.
Men jeg ved at du ville have mig til at vide. Jeg har fejlet, ikke mit liv, men dit, hvilket er tusind gange værre.
Undskyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...