Dont jugde me {One Shot}

Pigen Mary Ross, flytter til et nyt universitet. Det hun ikke ved er at hendes perfekte liv vil blive forvandlet til ét stort helvede. Med irriterende piger, og tæsk får Marry Ross ikke andet end selvmordstanker. Bliver selvmord hende sidste træk, eller får den søde dreng, Shane, hende på andre tanker? Find ud af det ved at læse denne her movella!

Denne movellas fik jeg idéen til i en fransk time, og den er baseret på Chris Brown's sang "Don't Judge Me" Jeg håber i vil kunne lide den...

1Likes
0Kommentarer
736Visninger

1. Don't jugde me

Jeg gik alene ude på gangen. Det var et nyt universitet. Jeg var mega spændt. Gangen var virkelig lang, og væggene var dækket af flotte farverige malerier. Vinduerne var store og solen skinnede skarpt igennem dem. Jeg gik forbi en masse klasser. Eleverne så ud til at være stille og rare. Et godt tegn. Jeg kom hen til min nye klasse, og bankede forsigtigt på døren. Jeg trykkede håndtaget langsomt ned. Og der begyndte mit livs helvede. Jeg er Mary Ross, og dette er historien om hvordan mit liv blev forvandlet fra paradis til helvede.

15. august 2009, min første dag i mit nye universitet. Jeg husker tydeligt den dag. Jeg var meget nervøs, men samtidig meget glad. Jeg var glad for at flytte til det her ny universitet, fordi jeg ikke havde et særlig godt forhold med lærerne på min gamle universitet. Men hvad jeg ikke vidste, var at min glæde snart ville forvandles til had.

Det hele startede, da jeg for første gang trådte ind i min nye klasse. ”Når alle sammen, det er Mary Ross. Hun er den nye pige i klassen. Jeg vil sætte pris på, at i tager godt imod hende”. Det var så min præsentation. Jeg kiggede rundt i klassen. En sød dreng kiggede på mig, og gav mig det sødeste smil. Jeg smilte tilbage og vendte så opmærksomhed tilbage mod professoren. Professor Collin gav mig et træt smil, og bad mig om at sætte mig ved siden af en blond pige ved navn Eve. Hun havde havblå øjne, og var lys i huden. Hendes kindben var høje, og hendes læber formede sig i et snedigt smil da hun så mig. Hun rettede op på sit glatte hår, og skubbede stolen hen til mig. Jeg satte mig ved siden af hende, og hun hviskede noget til mig. Noget jeg stadig kan høre i dag. Hun sagde ” Du er ny, husk det. Det er min klasse, mine venner og min skole. Husk det!” Hendes stemme var hård, men samtidig meget bestemt.

Det ringede ud, og jeg begyndte at gå ud til mit skab. Jeg følte pludselig en hånd på min skulder. Jeg vendte mig om, og så at det var ham drengen med det søde smil. ”Hej Mary. Jeg hedder Shane. Shane Scott” sagde han, og kørte sine fingre igennem sit brune hår. ”Hej” sagde jeg, og fortsatte med at gå mod mit skab. ”Jeg har hørt at du er klog. Jeg mener professor Collin fortalte os om dig i går. Han sagde at du var på top listen på dit gamle universitet. Hvofor er du så startet her, Mary?" Han fulgte efter mig, mens han fortsatte "Hun gør dit liv til et stort helvede. Hun kan ikke ikke klare når folk er klogere eller mere populær end hende" Han stoppede op og kiggede mig dypt i øjenene

Han så meget bekymret ud. ”Hvem? Hvem snakker du om Shane?” Min stemme rystede. Shane kiggede sig omkring, så hviskede han ”Eve!” Jeg bliver nød til at gå, Mary. Men pas på dig selv.” Han løb hurtigt ud mod udgangen.

Jeg åbnede mit skab, da jeg bemærket at mine hænder rystede. Jeg fik gåsehud og det føltes som om mit hjerte sad helt oppe i min hals. Jeg tog mine bøger ud af skabet, og så at der lå en lille lyserød seddel nederst i mit skab. Jeg tog seddelen op og læste teksten højt. ”Hold dig væk! Fra mig, min klasse, mine venner og fra mit universitet.” Mine hænder begyndte at ryste igen, men jeg læste videre, ”lad være med at komme og tro at du kan vinde alle professorer med din hjerne, og alle mine venner med din selvtillid. Du skal bare vide at JEG er den klogeste, og mest populære pige på dette universitet, og hvis jeg hører bare en lille lyd fra dig, skal du se hvad jeg gør ved dig.” Teksten var underskrevet Eve.

Ja det var så starten på mit helvede.. Men rolig nu det fortsætter.

I flere måneder tav jeg. Jeg sagde intet i timerne, når professoren spurgt mig om noget, trak jeg bare på skulderen, som om jeg intet vidste, men i virkeligheden kunne jeg svaret. Af en eller anden grund lod jeg mig trække ned med Eve’ trusler. Jeg var bange. Jeg turde hverken snakke med nogen fra klassen eller kigge på Eve. Shane prøvede flere gange at snakke med mig, men jeg vendte mig altid væk fra ham, da jeg så at Eve kiggede på mig. Ingen sagde noget til mig. Ingen kunne lide mig.  

Hele tiden blev der hvisket om mig på universitetet. De kaldte mig ”den nye pige” selvom jeg rent faktisk ikke var ret ny mere. Jeg havde mange øge navne, såsom ”idioten, den stille tøs, fed ko, okse osv.  Det eneste jeg ikke kunne klare var at tie stille i timerne, for jeg vidste at jeg kunne svare på mange af de spørgsmål, som professoren spurgte om. Jeg fik mig selv til at virke dum foran professorerne, og alle de andre på universitetet. 

Da jeg en dag kom til at svare på et spørgsmål, som Eve ikke kunne svare på, brød helvede for alvor løs. Eve og hendes tre såkaldte veninder stoppede mig samme dag efter skole. De hældte alt indholdet fra min taske på asfalten. Sarah, en af de 3 piger, som Eve har valgt som sin ”veninde”, fik fat i mit hår. Hun trak mig helt ned på knæene. Jeg mistede balancen og faldt, men Sarah lod mig ikke falde helt. Hun trak mig op og fik mig til at stå foran Eve. Eve kiggede ondskabsfuld på mig, og stak mig den hårdeste lussing. Jeg faldt ned på asfalten, ved siden af mine bøger. 

Eve sparkede mig i ryggen, mens de tre andre holdte mig nede. Hun trak mig op igen og kiggede mig i øjnene. Jeg prøvede at kigge væk, men hun fastholdte mit blik. ”Jeg havde advaret dig. Jeg havde sagt til dig, at hvis du sagde noget i timerne vil jeg ødelægge dit liv. Jeg lader dig gå nu, men husk nu at lukke munden foran professorerne” sagde hun til mig den dag. Hun gav slip på mig og gik, mens jeg faldt på knæene og begyndte at græde. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg fik fjernet blodet væk fra min underlæbe, og prøvede at stå op. Hele min krop gjorde ondt. Mit hoved dunkede. Jeg tog min taske og begyndte at gå hjem.

Sådan fortsatte det flere dage, flere uger, og flere måneder. Hver gang jeg svarede rigtigt på professorens spørgsmål, fik jeg tæsk efter skole. Sarah optog det og sendte det rundt på hele universitetet. Jeg blev til grin. Alle hadet mig. Mine forældre tog mig slet ikke seriøst. De sagde at det nok skulle gå over. De sagde at jeg løj. Men jeg vidste at det aldrig nogensinde ville gå over.   

I dag sidder jeg på mit værelse og venter. Venter på døden. Ingen tror på mig, alle hader mig. Jeg har intet at leve for mere. Jeg vil bare væk herfra, derfor har jeg lige taget en hel flaske sovepiller. Mit værelse er låst og ingen er hjemme. Shane bliver ved med at ringe. Han ved at jeg er ude på noget, han ved det, men jeg tager den ikke. Han vil prøve at stoppe mig, fordi han er den eneste der altid har troet på mig. Min eneste ”ven”. Mobilen bliver ved med at ringe.

Jeg går hen min seng. Jeg lægger mig ned og trækker dynen over mig. Jeg lukker øjnene og tænker på alt det der er sket på med mig på det seneste. Jeg fortryder det ikke. Intet kan få mig til at fortryde det. Mit liv er slut…

_________________________________________________________________________________

Ja, det var det. jeg håber at i kunne lide den. I må meget gerne like, eller kommentére. At skrive "Mere" er nok ikke særligt klogt, da dette er et One Shot, og der ikke kommer mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...