Bamse masakren

Nelli er en sød lille pige der elsker bamser. Men en dag sker der noget forfærdeligt. (skrev opgave i dansk og tænkte at den kunne være sjov at putte på movellas.)

5Likes
6Kommentarer
652Visninger
AA

1. Nelli (One-shot)

Nelli var en en sød pige og egentlig var det jo heller ikke hendes skyld det skete. Det skete bare, det var uundgåeligt da de først havde sagt ja. Men måske var det den ene gang hvor de skulle have sagt nej – det ville i hvert fald have reddet dem, og Nelli med…

Det var en varm midsommer dag, tivoli var lige kommet til byen. Nelli havde været forbi og fået et glimt af statisterne.

Hun havde stået og kigget ind gennem hegnet, det var der de var kommet forbi. Det var akrobaterne, nogen gik på hænder, andre jonglerede og der var andre der hoppede op på skuldrerne af hinanden.

Og lige i det øjeblik de gik forbi, var Nelli som tryllebundet. Hun måtte derind, så hun løb hjem.

Dengang boede de i et lille række hus, i nærheden af pladsen, tivoliet camperede på.

Nelli løb, ind af hoveddøren, af med skoene og så hurtigt ind i stuen. Hendes mor havde vidst der var noget, i samme øjeblik Nelli var kommet ind i stuen. For Nellis ivrige øjne var ikke til at tage fejl af. Faren læste derimod fredeligt videre i sin avis, i uvidenhed.

”Mooar…? Faaar…?” startede Nelli i et sukkersødt tonefald. Faren lagde lige så langsomt avisen, som om han gerne ville læse videre, men vidste at det her krævede at man var opmærksom. Så rettede han sig op i lænestolen. Moren lagde sit sytøj og stillede sig hen ved siden af faren, klar til hvad deres datter denne gang havde at sige.

”Jo, jeg tænkte på… der er jo kommet tivoli til byen og… kunne vi ikke nok tage derhen?” sagde Nelli og lavede sine bedste plage øjne. ”Kom nu.”  Nelli kunne blive ved med at tigge om noget i flere måneder, lige indtil hun fik det. Selvfølgelig var der nogen ting hun ikke fik, lige meget hvor meget hun plagede. Moren og faren vekslede et hurtigt blik.

”Skal jeg fortælle hende det, eller vil du?” spurgte moren faren. Nelli kiggede undrende på dem, ivrig efter et svar. Han nikkede som tegn på at moren bare skulle fortælle det. Moren vendte blikket mod Nelli. ”Ser du, lille skat. For et par dage siden gik far og mig over til tivoli og købte nogle billeter, så vi kan komme i tivoli i dag.”

Nelli hvinede højt og hoppede glad op af trappen, med sin taske i hånden. Hun nåede ind på sit værelse, der nærmest var fyldt med bamser og dukker. De var alle sammen vigtige for hende og hun elskede hver og en. Hvis en var væk, blev hun helt hysterisk. Det var ikke til at holde ud.

Nelli nejede for sine bamser og sine dukker, som var de kongelige. Så smed hun sin taske i et hjørne og satte sig på sengen.

”I gætter aldrig hvad jeg skal i aften!” sagde hun og fnisede. ”Jeg skal i tivoli! Lyder det ikke bare sjovt? Jeg ville dog ønske jeg kunne tage jer alle sammen med, men siden det ville være uretfærdigt for jer andre kun at tage en med, så lader jeg vær’.

I dag så jeg nogle tivoli mennesker, de gjorde alle mulige seje ting. Der var for eksempel nogen der gik på deres hænder, altså sådan med føderne i vejret. Så var der nogen der havde bolde de kastede op i luften og greb igen, og det var med flere end en bold. Og der var også nogen, der stod oppe på hinanden og ja, det så rigtig svært ud.” Hun måtte stoppe og trække vejret, for hurtigt snakkede hun. Så lagde hun sig ned og lukkede øjnene. Hun kunne næsten ikke vente til i aften.

Da moren kom ind, var Nelli i gang med at give et farvel kram til hver bamse og dukke. Moren sukkede og Nelli satte farten op. Og da Nelli endelig var færdig, gik de afsted.

Tivoliet var fantastisk og lysene skinnede i mørket. Larmen fra tivoliet var til at høre langt væk. Nelli kiggede forundret omkring, alt inde i tivoliet syntes at virke specielt på hver sin måde. Dog var der en bod der særligt sprang i Nellis øjne, nemlig en skydebod. Ikke at hun ville skyde, men en af præmierne var nemlig en virkelig sød lille bamse. Det var en sød lille kanin, helt hvid. Den havde en klap for det ene øje og det lignede lidt at nogen havde syet munden lukket. Ørerne hang og øjet uden klap var blåt.

”Far! Far!” udbrød hun og tog fat i hendes fars ærme. ”Kan du ikke skyde den der bamse til mig?” Nelli pegede på den hun gerne ville have. Faren smilede.

”Jo, ” sagde han. ”Det bliver en nem opgave, er du sikker på du ikke vil have den store?” Nelli nikkede ivrigt, hun var sikker. Faren klappede hende på hovedet. ”Så lad gå,” sagde han og de gik alle sammen over til boden. Faren betalte og fik udleveret et gevær og fem patroner. Han sigtede og skød, han ramte fem rigtige og måtte derfor vælge hvilken som helst.

”Hvilken var det du vil have?” spurgte faren. Manden i boden smilede og Nelli smilede igen.

”Den der,” sagde hun og pegede på den søde lille bamse. Mandens smil blegnede lidt.

”Er du sikker på du ikke hellere vil have den her?” spurgte manden og pegede på en større bamse. Nelli nikkede og mandens smil blegnede helt. Han så pludselig ud som om han havde ondt af dem. Han tog den søde lille bamse og den anden bamse.

” Ved du hvad? Tag dem begge,” sagde han og rakte dem til Nelli. Hun kunne kun holde en bamse ad gangen, så moren tog den store bamse.

Da de gik væk, stod manden stadig med det mærkelige udtryk i ansigtet, som om han havde ondt af dem.

”Det var da en sød mand…” moren sagde det som om det var en fornærmelse. Faren nikkede stille og vendte sig og kiggede en sidste gang hen mod boden. Manden stod der stadig og kiggede efter dem.

”Ja, ” sagde Nelli. ”Selvom han godt kunne have vidst jeg kun, kan bære en bamse af gangen.” Det fik både moren og faren til at smile.

Da de kom hjem var det sent og Nelli blev sendt på hovedet i seng. Og da hun lå der i sengen med sine to nye bamser -det var en tradition at sove en nat med en ny bamse, tænkte hun at det nok også var godt at bamserne ikke blev for længe oppe. Sådan faldt hun i søvn, med en bamse på hver side af sig og med et smilende ansigt…

Da moren den morgen gik ind for at vække Nelli, kunne hun høre nogen eller noget der gnaskede meget højt. Forfærdet åbnede hun døren… og skreg. Faren kom løbende og stivnede ved siden af moren der stod i døråbningen.

På gulvet lå der halve bamser og ødelagte dukker, og inde midt i værelset stod et stort grønt væsen og var i gang med at fortærre hovedet af en bamse. Det var stort og muskuløst og mindst dobbelt så høj som Nelli, dens øjne var helt hvide og tænderne små og skarpe.

Foran monsteret stod Nelli og rakte en bamse op til monsteret. Hvilket var som at se djævlen hjælpe en gammel dame. Nelli ville aldrig gøre noget mod sine bamser. Pludselig stivnede Nelli, drejede sit hovedet. Hun drejede det hele vejen om, 180 grader.

Moren peb stille og Nelli smilede.

”Hej mor, hej far,” sagde hun. ”Motu er sulten, vil I hjælpe med at finde noget spiseligt?” Moren begyndte at skælve og faren tog om hendes skuldre.

”Nelli,” sagde faren. ”Jeg har brug for at du kommer her nu.” Nelli rystede på hovedet. ”Nu, sagde jeg!” Faren slog hårdt i dørkammen og monsteret rettede sine øjne mod ham. Hvilket var lidt mærkeligt siden det ikke havde nogen pupiller, alligevel kunne faren mærke hvordan en gysen gik i gennem ham. Nelli stirrede bare udtryksløst på faren, vendte hovedet med et knæk og rakte bamsen op til monsteret. Monsteret tog bamsen og smed den anden skødeløst på gulvet. Denne gang startede den med benet. Gnaskende fortærrede den benet.

”Nelli! Kom her!” råbte faren vredt til sin datter. Men Nelli rørte sig ikke ud af stedet, hun stod bare med en ny dukke i hånden, klar til når monsteret var færdigt. Faren slap moren og gik med vrede skridt hen mod Nelli.

”Nu kommer du her!” nærmest hvæsede han og tog fat i Nellis skulder. Så trak han og i det øjeblik var det som om alt stod stille. Men så styrtede den igen videre.

Monsteret svingede sin arm og faren blev kastet gennem luften. Han ramte væggen og sank sammen på jorden. Nelli havde ikke fortrukket en mine og stod bare og stirrede ud i luften.

Moren var krøbet sammen i døråbningen. Hun prøvede at hulke så stille hun kunne, men det lykkedes ikke særlig godt og værelset fyldtes med morens gråd.

Monsteret stod stille og snusede lidt. Gryntede så og gik hen til faren. Den samlede ham op og snusede lidt. Slikkede sine tænder og tog en bid.

Moren stivnede.

Blodet sprøjtede og  faren spærrede sine øjne op. Han nåede kun lige at opfatte hvad der skete, før monsteret tog en bid til. Mere blod sprøjtede og monsteret blev dækket af den røde væske.

”Har du fundet noget godt?” spurgte Nelli sødt. Der kom en gryntende lyd fra monsteret, som nok betød ja. Nelli smilede. Moren peb, men vidste at hun hellere måtte gøre noget. Gnaske lydende begyndte og moren kravlede langsomt hen mod Nelli.

”Nelli, min egen,” sagde moren da hun var noget hen til Nelli. ”Jeg har brug for at vi går lige nu, okay?” Hun tog Nelli om skuldrene. Nelli rettede blikket mod moren og stirrede lidt på hende.

”Er det ikke dejligt,” sagde Nelli. ”Motu har fundet noget han godt kan lide?” Moren rystede Nelli let.

”Vil du ikke nok bare komme med?” spurgte moren bedende.

”Det ville være ærgeligt,” sagde Nelli. ”Hvis nu Muto var nødt til at sulte, ikke mor?”

”Nelli, det er vigtigt,” sagde moren forgæves. ”Vi er nødt til at gå nu, vi skal afsted. Og Muto kan desværre ikke komme med han er nødt til at blive her… okay?” Pludselig stoppede gnaske lydende og moren følte panikken kravle ind over sig. ”Nelli, det er nu. Vi er nødt til at-”Længere nåede moren ikke. En stor hånd tog fat om hendes hovedet og trak. Hun nåede ikke engang at skrige, før hendes hoved var adskildt fra kroppen. Blodet sprøjtede over det hele og nu var næsten hele gulvet rødt. Kroppen faldt sammen og Nelli smilede.

Monsteret proppede hendes hoved i munden og tyggede. Så tog monsteret resten af kroppen og gik i gang med at æde. Det varede ikke længe før den var færdig.

Nelli tog en bamse og rakte op til den. Men den slog den bare væk. Nelli stivnede. Hendes kære monster løftede hånden frem mod hende. Hun tog et par skridt baglæns.

”Nej,” sagde hun med en let skælvende stemme. ”Slem Motu, du må ikke spise mig. Jeg er din ven.” Men ”Motu” var åbenbart ligeglad og tog fat om hendes mave og løftede.

”Nej! Motu!” sagde Nelli. ” Sæt mig ned. NU!” Men hun råbte forgæves. Monsteret bed hendes arm af og Nelli skreg. Den tog sig til øret med sin frie hånd og slog så Nelli hårdt. Blodet sprøjtede stadig fra Nellis skulder, og hun prøvede at bide smerten i sig, hun prøvede virkelig. Men da monsteret tog fat i hendes anden arm og begyndte at trække til, kunne hun ikke lade være.

Hun skreg, et hjerteskærende skrig. Denne gang blev monsteret irriteret, irriteret nok til at gøre en ende på hendes lidelser. Monsteret tog fat om hendes skulder og med den anden hånd om hendes hofter. Så trak den…

Nelli ånede ind et par gange før hun helt stoppede. Blodet var over det hele. Men monsteret ændsede det ikke. Den spiste bare, spiste så knoglerne knasede. Det var en forfærdelig lyd. Lidt lige som når man knækker noget tørt brød over. Bare højere og mere intenst…

Man siger at da politiet ankom sad der en bamse midt i det hele. En sød lille kanin,  med klap for det ene øje. Den sad bare der og så ud som om den smilede.

Og hvis du går hen til huset i udkanten af byen, ind og op af trapperne. Så vil du kunne høre børne latter og hvis du fortsætter ind på børneværelset, der vil du se det.

En lille pige der leger med sine bamser. Men du skal ikke forstyrre hende, det vil blive din undergang. For hvis du kigger lidt nærmere ind i værelset, vil du se et sort grønt monster. Du bliver måske forskrækket og prøver at flygte. Men hvis du gør, så gør det stille. Væggene har øre og hvis de høre noget så…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...