Den Dag Regnen Var Blå

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 okt. 2012
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
3 små tekster der overhovedet ikke giver nogen mening. Man kan vel nærmest kalde dem nogle forvirrende former for tanke/stemning/følelses beskrivelser c:

30Likes
18Kommentarer
1055Visninger
AA

3. Den nat verden var sort

Den nat var verden sort.

"Grib fortvivlelsen!" Sagde du altid. "Jeg vil række ud efter Sørgmodigheden, have den i min hånd."

Trist så jeg til på alle dine desperate forsøg.

"Jeg vil låse den inde i et bur!" Hviskede du en helt almindelig nat hvor månen skinnede blegt og stjernerne holdte mørket væk. "Jeg vil fange Sørgmodigeden på papir! Som musik!"

Du forsøgte. Du forsøgte virkelig. Med fortabte ord og melankolske toner, med indebrændt raseri og hysterisk beslutsomhed, kæmpede du igennem verden for at vinde sorgen. Men kampen var tabt på forhånd. Ingen har nogensinde tæmmet mørket helt. Intet levende menneske har nogensinde fanget den ægte, den rene, Sørgmodighed, og du kunne heller ikke.

Du begyndte at glemme den virkelig verden i din søgen efter Sørgmodigheden. Du glemte den blå regn og den hvide sne. Du glemte de hvide kys og den rene søvn. Snart begyndte mørket at opsluge dig i din besættelse efter det.

For da det endelig lykkedes dig at finde den, da du endelig fandt frem til den knivskarpe sorg, endte den med at overvælde dig. Den fangede dig med sine mægtige fangearme, disse fangearme det ikke er muligt at overleve.

Men jeg blev ved med at holde din hånd. Jeg tog med dig i din søgen på mørket. Og da dets tætte tåge stille og roligt fik dig til at fare vild i Sørgmodigheden, tog jeg med dig. Og jeg vidste at vi aldrig ville komme tilbage.

Den nat var verden sort. Intet andet end sort. Ingen måne der skinnede blegt, ingen stjerner til at holde mørket væk. Kun den ægte, den rene Sørgmodighed. Vi vidste begge at det var umuligt at finde tilbage igen. Vores verden ville for altid være sort. Vi ville for altid være Sørgmodighedens slavere. Hånd i hånd blev vi langsomt kvalt indefra af det tætte, tætte mørke.

Alligevel smilte du. Du havde fundet din Sørgmodighed. Og selvom vi sammen var fortabt i den forfærdelige skønhed, selvom lyset aldrig ville nå helt ind til os igen, så vidste vi samtidig at der i vores sammenknyttede hænder, var gemt en verden fuld af minder om blå regn, hvid sne, hvide kys og ren søvn.

Det var den nat hvor verden var sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...