Den Dag Regnen Var Blå

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 okt. 2012
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
3 små tekster der overhovedet ikke giver nogen mening. Man kan vel nærmest kalde dem nogle forvirrende former for tanke/stemning/følelses beskrivelser c:

30Likes
18Kommentarer
1114Visninger
AA

2. Den dag sneen var hvid

Den dag var sneen hvid. Ikke almindelig hvid. Ikke hvid som papir, ikke hvid som aske, men ægte-hvid. Hvid som englevinger. Himlen var vendt på vrangen så stjernerne vendte den anden vej, og vinden fløj baglæns. Sådan går det jo når sneen er hvid.

Du tog min hånd og sammen gik vi rundt i den tykke sne der nåede os til knæene. Jorden sov trygt under den hvide dyne, og vi kunne høre den snorke med sin dybe røst. Vi gik forsigtigt, for ikke at vække den.

Træerne dansede langsomt med deres hvide kjoler, og nejede for os da vi gik forbi. Træer bliver altid så venlige når sneen er hvid.

Din hånd var varm, og vi holdte ordet 'tryghed', imellem os. Du kiggede mig i øjnene mens vi gik, og alt det hvide blev reflekteret i dit blik. De dansende træer, delte vores ånde, og sneens puls, bankede i vores hjerter.

Der er altid noget specielt over stilheden, når sneen er hvid. Den kommer snigende ind som et rovdyr, og flænser byens larm med sine elegante kløer. Den fjerner al snak, al råben, al skrigen. Den er fredens beskytter. Stilheden ligger i atmosfæren som en svamp der suger alt det negative væk, så der kun er magi, dansende træer og hvid sne tilbage.

De fnisende snefnug fløj om kap og stod på skøjter på isen. Aldrig har snefnug været så smukke før. Skinnende perler, svævende i luften.

Dine kinder rødmede af kulde, og snefnug sad fanget i dit hår. Dit blik var så lykkeligt, da du kiggede udover det hvide sceneri. Jeg kunne mærke din glæde. Jeg kunne mærke hvor mange forhindringer stilheds-rovdyret, havde taget væk fra dit sind. Du var så fri. Vi var så frie sammen. Midt i den hvide sne.

"Sov," hviskede snefnuggene når de susede forbi vores ører. "Sov," hviskede træerne med deres dansende ord. "Sov," hviskede sneen under vores fødder. Og så lagde vi os forsigtigt ned under den hvide dyne. Aldrig havde vi følt os så sikre. Træerne lukkede blidt vores øjne, og vinden sang en vuggevise.

Trygt, lod vi os falde i søvn under den hvide sne, båret op af englevinger og flænset af stilhedens kløer, og måske ville vi aldrig vågne igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...