Den Dag Regnen Var Blå

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 okt. 2012
  • Opdateret: 5 apr. 2013
  • Status: Færdig
3 små tekster der overhovedet ikke giver nogen mening. Man kan vel nærmest kalde dem nogle forvirrende former for tanke/stemning/følelses beskrivelser c:

30Likes
18Kommentarer
1054Visninger
AA

1. Den dag regnen var blå

Den dag var regnen blå. Nogen vil sikkert sige at regnen altid er blå. Men de tager fejl. For det sker kun en gang i mellem. Og det kaldes magi.

Du stod udenfor klasselokalet, under halvtaget, med din taske på ryggen. Du vidste ikke om du bare skulle skynde dig hjem så hurtigt som muligt, eller vente til det stoppede med at regne.

Normalt ville du nok bare have skyndt dig hjem. Men skæbnen stoppede dig. Det vil jeg i hvert fald gerne tro.

For det meste når det regner, er det enten støvregn eller store stråler af vand, der bare smatter ned fra Himlen. Men nogle gange kommer den Blå Regn. Og den kommer ikke fra Himlen. Den kommer fra Paradiset. Den Blå Regn, er alle de tåre mennesket har grædt. Fine, dråbeformede tåre, der flyver i luften.

Jeg stod bag ved dig, og håbede at du for en gangs skyld ville få øje på mig. Bare vende dig om, og se mig i skyggen. For jeg har jo altid stået i skyggen af dig. Dig og dine venner. Jeg har aldrig været populær nok til dig.

Men Blå Regn er ligeglad med popularitet. Den kommer når Himlen og Paradiset kommer for tæt på hinanden. Det kaldes et mirakel. Når lyset bliver til støv, og når månen og solen smelter sammen.

I skæret fra en ensom lygtepæl, vendte du dig om. Endelig. Du vidste ikke hvorfor, det gjorde jeg heller ikke, men den Blå Regn tager aldrig fejl. Det kaldes fantasi.

Vi stod på månen, med støvet fra solen og en lygtepæl, ned over os. Og så kom det Hvide Kys. Så rent. Så hvidt. Så uskyldigt. Du kiggede mig i øjnene, og dit blik var blåt. Men der stoppede det med at regne, og Paradiset og Himlen, skiltes endnu en gang.

Du cyklede hjem under en regnbue, som månen lavede. Solen samlede sit støv op, og lygtepælen skinnede ensomt. Jeg gik hjem under en almindelig byge af regn, der kom fra Himlen, mens den blå regn fra mine øjne, vandede mine kinder. Men det Hvide Kys vil altid være i min hukommelse, og jeg ved at mirakler altid vender tilbage.

Det var den dag, hvor regnen var blå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...