One Shots - One Direction

Har valgt at skrive nogen One Shots med One Direction, sååå. :-) Det er første gang jeg skriver One Shots, så håber I vil tage godt imod dem. :-) De fleste af dem vil blive nogen 'alvorlige' da jeg er bedst til at skrive 'alvorlige' ting. :-)

13Likes
10Kommentarer
1121Visninger
AA

3. Please don't leave me.

 

”Det er bedst sådan Amy.” Sagde Harry der så mere og mere trist ud. Tårene i hans øjne var ikke til, at tage fejl af. Han var ved at græde – lige præcis som mig. Forskellen var bare den, at jeg allerede græd, og hver gang jeg tørrede tårene væk, kom der endnu flere.

Jeg rystede stift på hovedet, det var ikke bedst sådan. Det var det ikke.

Harry mente at haten, og alle mulige andre ting tog for hårdt på mig. Han mente, at jeg ikke kunne klare det mere. Han mente det var derfor, jeg var blevet så tynd, som jeg var. Men det var ikke bedst sådan. Det var bedst for os at blive sammen.

”Amy, kig på dig selv. Jeg gør det for din skyld.” Sagde Harry sørgmodigt, men ikke en skid, om han var ked af det. Han vidste ikke noget som helst, og det ville være bedst for os at være sammen.

”Harry, det du gør, er ikke bedst for mig. Jeg ved hvad der er bedst for mig, og det er at være sammen med dig.” Stortudede jeg. Jeg elskede Harry, og han kunne ikke bare gå fra mig, fordi jeg fik hate, og havde tabt mig en smule. Han måtte ikke gå fra mig.

Desuden var det altså ikke meget jeg havde tabt mig. Det kunne næsten ikke ses på mig, så hvorfor Harry mente at jeg var blevet alt for tynd, forstod jeg egentlig ikke. Men ærlig talt, så forstod jeg ikke noget af det her. Det hele var noget rod.

”Amy, du ved udmærket godt, at du ikke har godt af at være sammen med med,” han kiggede ned i sine hænder, som han nervøst pillede ved. ”Gå ud og find en normal dreng. En som ikke er kendt, du fortjener bedre end det jeg kan give dig.” afsluttede han, og kiggede igen på mig.

Jeg forstod ikke hvad det var han sagde. Det var som om jeg ikke registrerede ordene der kom ud af hans mund. Mine øjne, som havde kigget på Harry hele tiden, fandt vejen ned til gulvet, hvor jeg lukkede dem. Jeg begravede mit hoved i mine hænder, samtidig med jeg rystede på hovedet. Jeg forstod det virkelig ikke. Han kunne ikke mene det han sagde. Det kunne han ikke.

”Jeg forstår det ikke.” Jeg lod igen tårene få frit løb, og kiggede igen op på Harry, som også var begyndt at græde.

”Det for dit eget bedste.” Mumlede han utydeligt, så jeg kun lige kunne nå, at høre hvad han sagde.

”For mit eget bedste?! Harry, forstår du ikke, at jeg vil være sammen med dig? Hvis du går fra mig, er det ikke for min skyld, men din egen.” Sagde jeg en smule hårdt. Hvorfor forstod han ikke bare, at jeg ville være sammen med ham? Jeg elsker ham, og det skal ikke ødelægges, på grund af nogen, som sender hate til mig.

”Amy, hvorfor kan du ikke bare forstå, at jeg gør det for dig. Du fortjener meget bedre.” Sagde han, og kiggede mig direkte ind i mine øjne, hans blik var en smule hårdt, men samtidig fuld af smerte.

Hvis han virkelig var så ked af det, hvorfor forlod han mig så? Det hele er så forvirrende, og jeg kan ikke finde ud af det mere.

”Men jeg elsker jo dig.” Min stemme var grødet, og jeg havde svært ved, at få ordene frem, efter jeg havde grædt så meget. Hvis jeg ikke tog helt fejl, var min make-up sikkert også smurt ud over det hele, og min øjne røde og hævet. Men det kan jeg ikke tage mig af nu.

”Jeg elsker også dig, det er præcis derfor jeg bliver nød til det her.” Hans blik var ikke hårdt mere. Det var mere blødt og kærligt.

Han rejste sig pludselig fra sofaen, og gik hen mod den anden sofa, hvor jeg sad. Han satte sig på hug foran mig.

”Jeg ville ønske det ikke skulle ende sådan her,” sagde han og kiggede direkte ind i mine øjne, hvilket af en eller anden underlig grund skræmte mig. Hele den her situation skræmte mig.

”Så lad det ikke være slutningen.” Sagde jeg og kiggede ned i mine hænder. Harry tog blidt fat i min hage, og kiggede alvorligt på mig.

”Farvel.” Han rejste sig og kyssede mig en enkelt gang på panden, inden han vendte rundt. Jeg fløj hurtigt op på benene, og tog fat i hans håndled. ”Harry please lad være, bliv.” bedte jeg. Tårene væltede ned af mine kinder, og jeg havde svært ved at styre min vejrtrækning.

”Det går ikke Amy.” Sagde han og hev sin hånd til sig. Jeg nåede lige at se tårene trille ned af hans kinder, inden han forsvandt ud af døren. Han havde efterladt mig, for altid.

Langsomt gled jeg ned langs væggen, og satte mig på gulvet, med armene svunget rundt om mine ben, som jeg hårdt knudrede ind til min krop. Hvordan kunne han? Hulkene undslap min mund, og blev til flere og flere. Jeg elskede ham jo for fanden.

Please don’t leave me – Pink.

 

Kapitlet er ikke rettet igennem. :-)

Hvad synes I? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...