Morderen uden fingeraftryk

Privatdetektiven Thomas får en dag besøg af den lidt yngre kvinde Mia. Hendes bedsteveninde Charlotte er fundet død. Meget tyder på selvmord, men der er alligevel noget mærkeligt ved det.
Det viser sig at være en større sag, Thomas er gået ind i, og der bliver rodet op i gamle uafsluttede sager og de lidt mere personlige ting.
Der er ingen beviser på mord og ingen mistænkte. Det hele ser ud til at være håbløst, men så tager tingene pludselig en uventet drejning...

7Likes
11Kommentarer
1568Visninger
AA

8. På sporet af en morder

 

Kapitel 8 – På sporet af en morder

 

Med rystende hænder fandt Thomas sin mobil frem og fandt Anders’ nummer, som han havde gemt fra sidste gang. Thomas informerede hurtigt Anders om, hvad der så ud til at være sket, og Anders svarede, at han kom med det samme. Ikke alene men sammen med et par andre mænd. Han lød lige så rystet, som Thomas følte sig.

Langsomt med tunge skridt gik Thomas hen til sofaen og satte sig ved siden af Mia. Uden at tænke over det tog han hendes hånd. Den var kold. Iskold. Hun havde været død et stykke tid. Ved hendes fødder lå en pistol. Den lignede lidt den, der var blevet fundet hos Charlotte. Det var ikke helt samme slags, men noget ved dem var det samme.

Stadig med Mias hånd mellem sine kiggede Thomas rundt i stuen. Der var ikke noget unormalt at se. På sofabordet lå de mange papirer stadig, og der var ingen tvivl om, hvad Mia havde været i gang med.

 

Thomas vidste ikke hvor længe, han havde siddet i Mias sofa, da Anders og to andre mænd trådte ind i stuen. Anders så ikke ud til at være specielt glad for situationen.

Efter at have sluppet Mias hånd begyndte Thomas at rode de mange papirer på bordet igennem. Han fandt hurtigt ud af, at det ikke kun var de papirer, han selv havde givet Mia, der lå på bordet. Han fandt en tilfældig af de nye sider og læste. Det handlede om en ung kvinde, der var hoppet ud fra en bro. Uden at læse mere vidste Thomas, hvad det handlede om: endnu en sag som Charlottes. Mia havde tydeligvist haft fat i noget.

”Mangler der noget nogle steder?” spurgte Anders efter at have rømmet sig.

”Nej,” svarede Thomas, selvom han egentlig ikke havde tjekket. Efter lidt tid kiggede han op på Anders. ”I finder ikke noget, i kan lige så godt lade være med at undersøge det.”

”Hvad mener du?” Anders så uforstående på den unge mand.

”At i ikke finder flere spor her, end i gjorde hos Charlotte. Kan du ikke se det? Vores kære morder er ikke helt dum. Han eller hun sørger for, at alt tyder på selvmord, og derfor kan vi intet gøre. Der er ingen spor, ingen mistænke, intet overhovedet. Morderen har haft nogle bestemte ofre i tankerne, og jeg tror slet ikke, Mia var en af dem. Problemet var, at hun var ved at finde ud af noget.”

”Og hvad var så det?” spurgte Anders, der så ud til at have forstået, hvad Thomas mente.

”Det ved jeg ikke,” svarede Thomas. ”Men jeg tror, at det er derfor, hun er blevet slået ihjel.”

”Det lyder desværre lidt for muligt. Men vi vil nu undersøge det alligevel.”

Thomas nikkede. ”Jeg går nu. Jeg vil lige læse de papirer, Mia har fundet igennem og se, om jeg kan finde ud af, hvad det var, hun havde fundet ud af.”

Uden at kigge på Mia samlede Thomas de mange papirere sammen, og ved en ren indskydelse tog han hendes mobil, som også lå på bordet. Da han var færdig, rejste han sig, sagde farvel til Anders og gik, mens han stadig forsøgte ikke at kigge på Mia. Hvorfor lige hende?

                          

Ravnen kunne med det samme se, at der var noget galt, da hans unge ven trådte ind på kontoret og satte sig tungt i en af stolene. Thomas begravede ansigtet i hænderne. Han magtede det virkelig ikke. Hvorfor skulle det her være så indviklet?

Forsigtigt lagde Ravnen en hånd på den unge mands skuldre, som for at opfordre ham til at fortælle hvad der var sket. Ravnen havde sin mistanke.

”Død,” lød det fra Thomas, og man kunne ikke ligefrem sige, at Ravnen var glad for at blive bekræftet i sin teori.

”Hun vidste noget,” konstaterede Ravnen, og Thomas nikkede stadig med ansigtet skjult i hænderne.

Til sidst gik Ravnen hen for at lave kaffe, og Thomas tog sig sammen. Han fandt mappen og Mias telefon frem og begyndte at sortere papirerne, så de tre sager ikke var rodet sammen. Halvvejs i gennem papirerne fandt Thomas et stykke linjeret papir med tre små ord skrevet med kuglepen.

 

Kæreste/mænd – Politi

 

Thomas stirrede først uforstående på de tre ord, inden det gik op for ham, at det var, hvad de tre unge kvinder havde haft til fælles. Var det virkelig på grund af de tre små ord, at Mia var død? Hvordan fanden kunne de være så vigtige?

”Hvad skal det betyde?” spurgte Ravnen, mens han satte en kaffekop foran Thomas.

”Det Charlotte og to andre, der efter sigende skulle have begået selvmord, havde tilfælles. Mia havde fundet en sag mere, der lignede.”

Ravnen tog det linjerede papir og læste ordene. Med rynket pande prøvede han at forstå, hvad det betød.

”Vores morder må have noget i mod politiet,” sagde han til sidst, og Thomas nikkede bare.

 

”Jeg kan se, du har taget hendes mobil også,” sagde Ravnen efter at have sat sig ned. ”Hvorfor?”

”Det ved jeg ikke,” svarede Thomas. ”Den lå på bordet sammen med papirerne.”

Han samlede telefonen op. Der var fire ubesvarede opkald fra ham selv og en sms fra en veninde, der ville have haft Mia med ud at shoppe. Det viste sig hurtigt, at Mia ikke havde snakket med nogen den foregående aften.

”Tjek billeder og film,” sagde Ravnen. ”Det lyder ikke så sandsynligt, men man taber jo ikke noget ved at tjekke det.” Thomas gjorde som Ravnen sagde, men fandt intet. Han skulle lige til at lægge telefonen fra sig, da han kom i tanke om, at man også kunne optage på mobilen, og han fandt hurtigt mappen med optagelser. Til hans store overraskelse var der rent faktisk en optagelse taget omkring klokken elleve gårsdagens dato. Han trykkede på afspil og lagde telefonen fra sig. Fra mobilen lød Mias klare stemme, der fortalte det, de lige havde læst på papiret. Hun havde ikke været helt dum. Af frygt for at hun ville miste papiret, hun havde skrevet på, havde hun gemt informationen andetsteds også.

 

Thomas skulle lige til at samle telefonen op igen for at slukke, da Mia igen talte:

Hvem er du?” lød hendes skræmte stemme, og Thomas rettede sig op i stolen.

En hæs latter lød, og en dyb stemme svarede: ”Det skal du ikke bekymre dig om lille ven.”

Og,” tilføjede stemmen. ”Jeg vil råde dig til at blive siddende, hvor du er, hvis du har dit liv kært, og du må hellere lægge den telefon fra dig. Vi skulle nødigt have, at andre pludselig kommer og blander sig.”

”Det var dig der myrdede Charlotte!” konstaterede Mia. En kort skramlen lød, og Thomas gik ud fra, at det var fordi, Mia lagde telefonen på bordet.

Ja, det var det.”

”Hvad vil du mig?” Mia lød pludselig mindre bange. Gad vide om det var fordi, hun vidste, at hendes mobil stadig optog?

Jeg vil have dig til at blande dig uden om,” lød svaret. ”Sig til din lille detektivven at han skal droppe sagen og så tag væk her fra. Flyt og glem alt om dette her.”

”Nej!” Mias stemme var ikke til at tage fejl af. Måske var hun lille, stille og ked af det, men hun ville lade hendes bedstevenindes morder slippe væk.

Søde skat, tænkt dig nu om.”

”Ud af mit hus,” råbte Mia. ”Jeg flytter ingen steder, og du slipper ikke godt fra det, du har gjort!”

”Det var dumt.” Den dybe stemme var kommet tættere på, og Thomas havde ikke lyst til at høre mere. Han vidste, hvad der ville ske lige om lidt. ”Men så giver du mig jo intet valg. Hvad tror du, din lille ven gør, når han finder dig her i morgen? Død.”

”Han finder dig.”

”Du har sørme stor tiltro til ham, hva’?”

”Ja,” svarede Mia bare.

”Hvor sødt. Den lille prinsesse og den store helt. Desværre er det bare ikke alle eventyr, der ender godt. Kan du sige farvel?”

Hvorfor? Der er jo ikke nogen, der kan høre det,” svarede Mia trosigt.

Så kedelig du er. Nu skal jeg fortælle dig en lille hemmelighed, men du må love ikke at fortælle den til din lille ven. Men det kan du selvfølgelig heller ikke,” lo stemmen, og Thomas fik gåsehud.

Mads Nielsen,” hvæsede stemmen som svar på Mias første spørgsmål, og få sekunder efter lød det skud, der havde taget Mias liv. Svage lyde kunne høres, og til sidst svagt en dør blive smækket. Fuldstændig stilhed. Længde sad Thomas og Ravnen i stilhed, mens de prøvede at forstå det, de lige havde hørt. Til sidst tog Ravnen mobilen op.

”Der er vist en times stilhed mere, inden den holdt op med at optage. Jeg ved ikke med dig, men jeg har ingen brug for at høre det.

”Mads Nielsen,” sagde Thomas og kiggede på Ravnen, som nikkede.

”Vores morder kunne det godt lyde til.”

”Jeg ringer til Anders.”

Efter at Thomas hurtigt havde forklaret, hvad de havde fundet ud af, sagde Anders:

”Gå ned til vejen, jeg kommer og henter dig.”

Ikke mange minutter efter fandt Thomas sig selv siddende i en politibil på vej mod politistationen. Mens de kørte, afspillede Thomas optagelsen for Anders.

”Så har vi en plan,” sagde Anders, da skuddet havde lydt. ”Vi skal finde ud af, hvem Mads Nielsen er.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...