Morderen uden fingeraftryk

Privatdetektiven Thomas får en dag besøg af den lidt yngre kvinde Mia. Hendes bedsteveninde Charlotte er fundet død. Meget tyder på selvmord, men der er alligevel noget mærkeligt ved det.
Det viser sig at være en større sag, Thomas er gået ind i, og der bliver rodet op i gamle uafsluttede sager og de lidt mere personlige ting.
Der er ingen beviser på mord og ingen mistænkte. Det hele ser ud til at være håbløst, men så tager tingene pludselig en uventet drejning...

7Likes
11Kommentarer
1572Visninger
AA

4. Mere papirarbejde

 

Kapitel 4 – Mere papirarbejde

 

Efter en flaske vand og en kyllingesandwich med bacon og karrydressing fra den nærmeste sandwichbar begav Thomas sig af sted mod Søren Dahls lejlighed et par gader væk. Han havde fået adressen af Mia, og det havde vist sig, at være et sted han med lethed kunne finde hen. Han boede trods alt selv i et af komplekserne i den gade.

Efter et enkelt tryk på ringklokken blev døren åbnet og afslørede en mand i starten af tyverene, som Thomas vist nok havde set før. Manden havde kort brunt hår, brune øjne og han kiggede overrasket på den fremmede uden for sin dør.

”Mit navn er Thomas Kruse, og jeg går ud fra, at du er Søren Dahl?” Det sidste var ment som et spørgsmål, og manden, som var Søren, nikkede.

”Jeg vil gerne tale med dig omkring din veninde Charlotte, ” forklarede Thomas og så, hvordan Sørens ansigtsudtryk ændrede sig til trist og sammenbidt, mens han viste sin uventede gæst ind. Lejligheden mindede meget i størrelse og form om Thomas’.

 

”Hvad vil du gerne vide?” spurgte Søren, da de havde sat sig ved det, der måtte være hans spisebord.

”Det ved jeg ikke,” svarede Thomas tøvende. ”Det du ved. Du var den sidste, der så hende, var du ikke?”

Søren nikkede stadig med det sammenbidte udtryk klistret til ansigtet. ”Jo, jeg var. I hvert fald af personer som ikke var ude på at slå hende ihjel.”

Nu var det Thomas’ tur til at nikke. ”Det var også det, jeg tænkte, da jeg begav mig her hen,” svarede han. ”Jeg har lige snakket med Mia.”

”Er hun okay?” lød Sørens nysgerrige stemme, og det var tydeligt, at han bekymrede sig om sin veninde.

”Jeg ved ikke helt, om okay er ordet, men hun klarer sig,” svarede Thomas med et trist smil.

Søren så om muligt endnu mere trist ud, da han konstaterede: ”Det har taget hårdt på hende.”

”Det ser i hvert fald sådan ud,” nikkede Thomas, som jo ikke kendte Mia, som hun normalt var. Det var da helt vildt, som de kunne sidde og nikke.

”Men det er ikke fordi, jeg ved specielt meget,” sukkede Søren. ”Jeg fulgtes bare med hende, det stykke vi kunne, sagde farvel og tog her til.”

”Det var også det, Mia sagde,” mumlede Thomas lige så meget til sig selv som til personen over for sig. Tænksomt betragtede han Søren, inden han fortsatte: ”Ved du om Charlotte havde nogle fjender? Havde hun problemer med nogen? Har du bare den mindste mistanke om, hvem der kan have gjort det?”

Langsomt rystede Søren på hovedet. Thomas begyndte at finde den kuglepen og en lap af det papir, han altid havde i lommen, i tilfælde af at han skulle give eller have en eller anden oplysning, frem. Søren havde rynket brynene og lignede en, der tænkte så meget, at man næsten burde kunne høre det.

 

”Eller måske,” lød det pludseligt fra Søren. ”Da vi fulgtes hjem efter den fest, sagde hun noget om en eller anden, der havde opsøgt hende flere gange. Hun sagde, at han blev ved med at snakke om en eller anden person eller sådan noget.” Endnu engang rynkede Søren brynene, og Thomas hævede det ene øjenbryn i håbet om, at den anden ville fortsætte.

Hvilket han også gjorde: ”Michael tror jeg, hun sagde. Kan du bruge det til noget?”

”Jah, måske. Du ved ikke mere om ham?”

Søren rystede bare på hovedet. I en hurtig bevægelse rev Thomas det stykke papir, han havde fundet, over, skrev Michael på det ene og sit telefonnummer på det andet. Han lagde kuglepennen tilbage i lommen og rejste sig op.

”Nåh, men tak for hjælpen i hvert fald. Jeg vil se, om jeg kan finde ud af noget med ham Michael. Gider du ringe mig op, hvis du kommer i tanke om noget?” For Thomas vidste ikke hvilken gang under den korte samtale, blev der nikket, og Søren fik seddelen med nummeret.

”Jeg er kun glad for at kunne hjælpe,” lød Sørens svar, mens han fulgte sin gæst ud. ”Jeg håber virkelig, du finder ud af det.” Oprigtigheden i hans stemme var bestemt ikke til at tage fejl af.

”Det gør jeg også,” sagde Thomas, inden han høfligt sagde farvel til den anden unge mand.

Uden at føle sig meget klogere end før skyndte Thomas sig tilbage til kontoret. Hvis han var heldig, ventede Ravnen der med friskbrygget kaffe. Nu var der jo også kommet fløde igen.

 

 

 

Som Thomas havde håbet, stod der nogenlunde frisk kaffe på kanden, men Ravnen var ingen steder at se. Med en kop kaffe i den ene hånd og en notesbog i den anden satte Thomas sig bag skrivebordet. Han kunne vel lige så godt begynde, at skrive det han havde fundet ud af ned. Da han var færdig, studerede han omhyggeligt den nu stikordsfyldte side i bogen. Umærkeligt fald hans blik på den lille stjerne ud for ’Michael’. Han måtte se, om han kunne få noget ud af den oplysning.

Den eneste, Thomas kendte til, med navnet Michael var ikke en, han kendte for noget godt. En halvkriminel bums. Måske kunne det være ham. Det var vel begrænset, hvor mange der kunne have navnet Michael i denne del af byen. Hvis denne Michael overhovedet var fra denne del af byen? Det ville være logisk, hvis fyren havde opsøgt Charlotte flere gange. Charlotte Krarup havde han fundet ud af, hun hed.

 

Af erfaring vidste Thomas, at Michael havde en vane med at komme på den samme bodega hver aften. Så medmindre han af en eller anden mærkelig grund havde ændret på den vane, ville han blive nem at finde. Det kunne vel ikke skade at snakke lidt med ham. Så var det bestemt. I aften ville han tage ned på den bodega og se, om han kunne finde Michael. Det var måske en lille ting, men det var stadig en plan, og det var meget rart rent faktisk at have en.

Det værste ved at en bodega ikke var et sted, folk kom om dagen, var, at Thomas nu var tvunget til at begynde på den smule papirarbejde, der fulgte med en ny sag. Ikke ligefrem noget han havde lyst til. Endnu engang lod han blikket vandre ned over den tætskrevne side i notesbogen. Sagen mindede ham på en eller anden måde om en anden sag. En sag som uopklaret var blevet gemt væk for mange år siden. En sag om en kvinde der ligesom Charlotte så ud til at have begået selvmord, men hvor det på trods af de mange tegn virkede forkert.

 

Uden at tænke videre over det fandt Thomas den gamle mappe frem og kiggede på de mange papirer. Kunne de to sager have noget med hinanden at gøre? Der var meget stor forskel på dødsårsagerne og stedet, men udover det var det stort set det samme. En død kvinde uden det mindste tegn på en morder. Forskellen var, at Charlotte var blevet skudt i en lille gade, mens den anden var blevet hængt i loftet i sin egen stue.

Det var typisk, at en seriemorder brugte den samme teknik, men alligevel var der noget, der sagde Thomas, at han havde fat i noget.  Han blev nødt til at finde ud af, om der var mere, de to kvinder havde tilfældes.

Med et suk betragtede han den stopfyldte mappe. Mere papirarbejde. Hvis der bare var nogle andre, som kunne lave noget af alt det papirarbejde. Bare engang i mellem. Men vent, det var der jo.

 

Op af bukselommen hev han en lille krøllet papirlap med et telefonnummer. Mias telefonnummer. Ligesom med Søren havde han givet Mia sit nummer, så hun kunne ringe til ham, hvis hun kom i tanke om noget. Til forskel fra med Søren havde Thomas også fået Mias nummer. Hun ville have det at vide lige så snart, han fandt ud af bare det mindste, og så ville hun vide, hvis der var noget, hun kunne hjælpe med. Thomas havde forklaret hende, at han normalt ikke bad om hjælp, med mindre det var virkeligt nødvendigt, men Mia havde bare svaret, at det var hun ligeglad med, for hun ville hjælpe, hvis der bare var det mindste, han kunne bruge hjælp til.

Først havde han tænk, at hun, lige meget om han kunne bruge hjælp eller ej, havde bedre af at være sammen med nogle af sine venner, og forhåbentligt glemme det der var sket bare engang i mellem. Men det var det, der var problemet. Mia var typen, der trak sig væk fra alle andre, når der var noget galt. Typen der valgte at sidde alene, og tænkte over det der var sket igen og igen i stedet for at søge væk. I stedet for at lave noget og tænke på noget andet.

Det ville på ingen måde undre Thomas, hvis den unge kvinde lige nu sad hjemme i sin lejlighed, eller hvor hun nu boede, på sofaen uden at lave noget. Ikke andet end at tænke på sin mistede veninde.

Så måske ville det være godt for hende. Godt for hende at lave noget og især hvis hun rent faktisk gerne ville hjælpe. Det ville klart være bedre for hende, end at hun bare sad. Så hun ville både have noget at lave, noget at aflede tankerne med, og Thomas ville slippe for det og kunne koncentrere sig om alt det andet i stedet.

 

Hurtigt fandt han sin mobil og tastede det nedskrevne nummer. Efter en kort tøven tjekkede han, at han havde tastet rigtigt og gav så knappen med det grønne ikon et tryk.

”Thomas!? Har du fundet ud af noget?” Efter to korte ring havde Mia taget telefonen, og Thomas blev bare endnu mere sikker på, at hun sad i sin sofa og lavede ingenting. Med mobilen klar ved sin side, hvis den nu skulle ringe med nyheder om hendes veninde.

”Måske, måske ikke,” svarede Thomas og kunne ikke helt lade være med at smile over hende ivrighed.

”Hvad da?”

”Kan du huske, du nævnte en eller anden, som havde opsøgt Charlotte? Søren havde et fornavn på den mystiske person, og jeg ’kender’ tilfældigvis en med det fornavn, som ikke er helt fint på den. Jeg vil prøve at snakke med ham i aften, hvis jeg kan få fat på ham.”

”Ka-kan det være ham?”

”Jeg ved det ærligtalt ikke, men det finder jeg nok ud af.”

”Godt,” lød Mias skrattende svar, og noget i hendes stemme fik hende til at lyde lettet. Måske fordi Thomas rent faktisk havde fundet ud af noget. Måske var det meget lidt og måske helt ubrugeligt, når det kom til stykket, men det var trods alt noget. ”Og du har stadig ikke noget, jeg kan hjælpe dig med?” Thomas kunne ikke lade være med at lægge mærke til det håbefulde i hendes stemme, og han havde ikke det mindste dårlig samvittighed, da han svarede:

”Jo, det har jeg faktisk. Hvis du altså gider?”

”Selvfølgelig, hvad er det?”

”Ser du, jeg har fundet nogle optegnelser fra en anden sag. En sag der ligner meget den her, men en sag der aldrig blev helt opklaret.  Jeg ville gerne vide, om der var nogle fællesheder ved de to sager og de to… ofre. Det kunne måske være en hjælp.”

”Tror du, det kan være den samme?” spurgte Mia overrasket.

”Jah, det er lige præcis det, jeg tænker, kan være en mulighed. Vil du prøve at kigge på det?”

”Meget gerne. Alt hvad der kan hjælpe!”

”Godt så, jeg har en mappe med papirerne, vil du selv hente den, eller skal jeg komme med den?”

”Hvis du skal snakke med Charlottes forældre, kan du ligeså godt komme til mig med dem, det er alligevel på vejen der hen.”

”Så gør jeg det, for min plan er, at jeg vil tale med dem i morgen, hvis ikke jeg finder ud af noget andet her i aften. Så, hvad siger du til, at jeg kommer forbi med den i morgen?”

”Det lyder fint.”

”Gider du ikke skrive en sms med din adresse? Så slipper jeg for at skrive det ned på et stykke papir, som bare ender med at blive væk.”

”Joh, det skal jeg nok,” grinte Mia i den anden ende, og det gjorde på en eller anden måde Thomas glad. Måske fordi hun ikke virkede så trist og opgivende, når hun grinte.

”Så er det en aftale. Vi ses i morgen,” smilte han.

”Det gør vi, hej hej.”

”Hej.”

 

Det lille smil, der havde pyntet den unge mands læber, forsvandt ret hurtigt, da han lige så stille forsvandt ned i en bunke af papirarbejde. Bunke var måske så meget sagt, men de fleste har det med at overdrive, når det kommer til ting, de ikke gider. Thomas var ikke specielt meget anderledes.

 

***

 

Thomas sad på en af de dårlige barstole og kiggede ud over de mange mennesker på den halvklamme bodega. Musikken var dårlig og monoton, lugten af røg og alkohol hang tungt i den ubehagelige, varme og tætpakkede luft. Det var et mirakel, at der var ilt nok til de mange mennesker.  Han brød sig bestemt ikke om stedet, og han syntes, at en hel del af de mange mennesker lignede nogle ret ubehagelige typer. Ikke lige det sted han ville gå hen, hvis han havde lyst til en drink en fredag aften. Ved hans side var en lidt ældre mand med halvlang fedtet hår ved at bestille et eller andet og drikke. Thomas havde takket nej til tilbuddet om at få noget også.

Det virkede ikke helt sikkert at drikke noget, der kom herinde fra, og desuden var han jo egentlig også på arbejde – ikke fordi det var noget, han tænkte over normalt, men det var en god grund, syntes han. Til den anden mand havde han dog ikke sagt nogle af tingene - bare et høfligt nej tak.

Da Thomas til sidst havde siddet i den snuskede bar i halvanden time uden at se så meget som skyggen af Michael, bestemte han sig for at gå og komme igen næste aften i stedet. Det passede ham ikke specielt godt, da det betød en lille smule ændring i planerne, men der var ikke noget at gøre ved det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...