Morderen uden fingeraftryk

Privatdetektiven Thomas får en dag besøg af den lidt yngre kvinde Mia. Hendes bedsteveninde Charlotte er fundet død. Meget tyder på selvmord, men der er alligevel noget mærkeligt ved det.
Det viser sig at være en større sag, Thomas er gået ind i, og der bliver rodet op i gamle uafsluttede sager og de lidt mere personlige ting.
Der er ingen beviser på mord og ingen mistænkte. Det hele ser ud til at være håbløst, men så tager tingene pludselig en uventet drejning...

7Likes
11Kommentarer
1574Visninger
AA

3. Manglende fingeraftryk

Kapitel 3 – Manglende fingeraftryk

 

Thomas betragtede den blå himmel uden for vinduet, mens han hurtig tænkte de få ting, Mia havde fortalt ind til videre, igennem. Veninden, som hed Charlotte, var blevet fundet død op ad en mur i en af byens mindre gader. Hun var blevet fundet midt om natten med en pistol ved sin side. Det havde umiddelbart lignet, at hun havde skudt sig selv i hovedet. Kriminalpolitiet var på sagen, men havde ikke fundet ud af noget indtil videre. De havde ikke fundet andre fingeraftryk på pistolen end Charlottes. Mia fortalte, at hendes veninde aldrig ville have begået selvmord og da slet ikke på åben gade.

 

”Hvem var det, du sagde, der fandt hende?” Thomas vendte igen opmærksomheden mod den unge kvinde.

”Mig,” hviskede hun, og det var tydeligt, at tårerne igen pressede sig på.

”Hvornår så du hende sidst?” spurgte Thomas og tog forsigtigt hendes hænder. Hun skulle ikke begynde at græde igen nu. Hvorfor var han ikke bedre til at trøste folk?

”Til festen,” begyndte Mia. ”Vi var begge til en fest hos en ven. Simon Søgaard. Hun ville gerne hjem, men jeg ville gerne blive lidt længere. Jeg… jeg fandt hende, da jeg gik hjem en times tid senere.”

”Gik hun hjem alene?”

”Nej,” snøftede Mia. ”Hun fulgtes med Søren. Men jeg ved, hvor Søren bor. Han skulle en anden vej, inden de var nået til det sted, jeg fandt hende.”

”Der var ingen af dem, der havde en pistol. Det ved jeg. Jeg sagde farvel til dem, lige inden de gik. Charlotte havde ingen lommer, ingen taske, og man ville have kunnet se det, hvis Søren havde en pistol i lommen. Andre steder kunne han ikke have den.” Pigen var ikke helt dum. Hun havde godt regnet ud, at denne Søren kunne mistænkes.

”Jeg tror på din dømmekraft, og jeg stoler på din tillid til din ven,” sagde Thomas langsomt. ”Men… jeg vil nu alligevel gerne snakke med ham. Mest af alt bare fordi han højst sandsynligt er den sidste, der har set hende. I hvert fald af folk der kan være uskyldige.” Den sidste sætning blev tilføjet med en dyster tone.

Mia nikkede bare til svar. 

”Du siger, at politiet ikke kan finde ud af det?” Thomas hævede det ene øjenbryn en smule.

”Ja,” nikkede den unge kvinde. ”En af betjentene sagde, jeg skulle gå til dig.”

”Har du et navn eller et eller andet på den betjent? For så vil jeg lige snakke tingene i gennem med personen. Lige finde ud af hvad de har fundet ud af.”

Endnu engang nikkede Mia. Hun trak sine hænder fri af Thomas greb, tog den krøllede papirlap, hun havde lagt fra sig på bordet, og rakt ham den.

På den lille lap var der hurtige skrevet fire ting. Først Thomas’ eget navn og så adressen til kontoret. Nedenunder stod der et navn og et telefonnummer. Anders Kragh. Thomas vidste udmærket hvem denne betjent var. De havde snakket sammen før.

 

”Du snakker med Anders Kragh,” lød det skrattende fra telefonen efter en række høje biplyde.

”Hej Anders, det er Thomas,” svarede Thomas, som ikke så nogen grund til alt det formelle med efternavne. Betjenten vidste, hvem han var.

”Hej Thomas,” lød det lettet fra Anders, som fortsatte:  ”Har du snakket med Mia?”

”Jah, hun sidder lige her.”

”Godt, hvad har du tænkt dig at gøre?”

”Finde ud af hvad der er sket,” smilede Thomas, mens han hurtigt kiggede over på Mia, der så ud til at lytte spændt med. Thomas vidste ikke, om hun kunne høre Anders.

”Selvfølgelig, selvfølgelig,” lød det munter fra telefonen. ”Men hvordan? Det var det, jeg ville vide.”

”Jeg tænkte, at jeg lige ville snakke lidt med jer, undersøge stedet, og så er der lige et par personer, jeg skal have snakket med.”

”Det lyder jo som om, du har fuldt styr på det her.”

”Overhovedet ikke,” svarede Thomas med en hovedrysten, Anders selvfølgelig ikke kunne se. ”Men jeg prøver.”

”Godt, godt. Hvad siger du til at tage der hen nu? Så kommer jeg også derhen, så jeg lige kan informere dig, omkring det vi ved.”

”Jo, lad os det,” svarede Thomas med et blik på uret. Klokken var omkring elleve. Måske han kunne tage hen til stedet nu, så spise frokost og så snakke med nogle af disse mennesker. Jo, det lød som en meget fin plan.

”Godt, Mia kan vise dig, hvor det er. Det er vist alligevel bedst, at hun lige kommer med. Det er trods alt hende, der fandt den stakkels kvinde.”

”Det er en aftale så. Vi ses der henne. Hej, hej.” Thomas lagde hurtigt på og vendte igen den fulde opmærksomhed mod Mia, der kiggede spørgende på ham.

”Jeg tager der hen, hvor du fandt hende nu. Jeg vil gerne, at du viser mig hvor det er.” Mia nikkede og begyndte at rejse sig.

”Lige en ting til,” skyndte Thomas sig at tilføje, og Mia satte sig igen. ”Er der noget du ellers synes, jeg skal vide? Er der nogen, du mistænker? Ved du, om Charlotte havde nogle fjender?”

”Jeg har ingen anelse, om hvem der kan have gjort det. Jeg ved bare, at det ikke kan være noget Charlotte har gjort. Nej, jeg tror aldrig rigtig, Charlotte har haft problemer med nogen,” rystede Mia på hovedet og rejste sig denne gang helt op. Thomas begyndte at finde en kuglepen og et tomt ark papir, så han kunne skrive til Ravnen, hvor han var.

”Jo,” udbrød Mia pludselig med store øjne. ”Der var en. Hun snakkede om en eller anden, der blev ved med at opsøge hende. Men… jeg ved ikke, hvem det var.” Det sidste lød en smule opgivende.

”Det finder vi ud af, hvis det bliver nødvendigt,” svarede Thomas og håbede, det kunne berolige hende lidt.

Lige som Thomas fik fundet et tomt stykke papir, gik døren op, og kort tid efter trådte Ravnen ind på kontoret. I den ene hånd havde han en Nettopose.

”Er du ved at gå?” spurgte Ravnen den unge kvinde og så ud til at være i godt humør. Hvorfor, måtte Thomas finde ud af senere.

”Det er vi begge,” svarede Thomas og kunne ikke lade være med at smile. Når Ravnen for en gangs skyld var i godt humør, smittede det.

”Hvor hen?”

Thomas kiggede spørgende på Mia, som fortalte ham gadenavnet. Ravnen nikkede en enkelt gang.

”Det ser jo ud til, at jeg kommer lige i tid til at gå med. Gider i lige vente to sekunder, mens jeg sætter fløden i køleskabet?”

 

Den lille gade, hvor Charlotte var blevet fundet, var en helt normal gade med høje lejlighedskomplekser på begge sider. Der var intet alarmerende over gaden, og det var en af dem, hvor der, når den ikke var spærret at, kom mange mennesker hver dag. Det betød at morderen, hvis der var en, ikke havde noget i mod, at ofret blev fundet hurtigt. Hvilket kunne tyde på, at morderen ikke var bange for, at han blev opdaget.

Mia havde udpeget stedet, hvor hun havde fundet Charlotte, og Anders havde givet ham et billede af, hvordan det havde set ud, da politiet ankom.

Charlotte havde været en køn og høj pige med solbrun hud og langt tykt hår i en mørkebrun farve. Billedet var ikke ligefrem et behageligt syn, men det var ikke værre end mange andre, Thomas havde set. Der var i det mindste ikke blod ud over det hele, og Charlotte så ikke ud til at have lidt nogen skade. Udover skuddet i siden hovedet.

Thomas kunne ikke lade være med at betragte Mia, som stod og trippede, mens hun snakkede med Anders om et eller andet.

”Så unge mand, det er stedet, du skal kigge på, ikke den unge dames bagparti,” lød Ravnen mundtre stemme bag ham, og han vendte sig for at sende sin ven et irriteret blik.

”Det gør jeg da også,” svarede han og løftede det ene øjenbryn.

”Lige præcis,” svarede Ravnen, og klappede ham på skulderen. ”Du glor på hendes røv.”

Thomas himlede med øjnene og gik over mod Anders, så han kunne få snakket lidt med ham. Nogle dage savnede han Ravnens glade humør. Alle andre dage fortrød han, at han havde savnet det.

 

Det viste sig, at Anders ikke havde meget at fortælle. Charlotte havde, som Thomas havde gættet, ikke lidt andre skader end skuddet i hovedet. Der var ingen tegn på vold eller lignende. Som Mia havde fortalt, var der ingen spor efter fingeraftryk, og der var meget enkelt bare ikke nogen spor efter andre mennesker. Den eneste logiske forklaring på Charlottes død var, at hun havde skudt sig selv.

Men bare fordi det var hende selv, der havde skudt, var det ikke nødvendigvis af egen fri vilje. En eller anden kunne måske have tvunget hende til det. Samtidig var det måske stadig mærkeligt, at der ingen fingeraftryk var på pistolen fra en, der kunne have givet hende den.

Lidt for mærkeligt. For hvis Charlotte virkelig selv havde skaffet sig den pistol, ville der vel højest sandsynligt have været fingeraftryk på pistolen fra den, der fx havde solgt hende den. Medmindre personen selvfølgelig var bange for, at han kunne blive taget i ulovlig våbenhandel, ved at hans aftryk var på pistolen. Det var meget muligt.

Men hvis man gik ud fra, at Charlotte var blevet tvunget til det og havde fået trykket pistolen i hånden af en, der havde sørget for, at hans aftryk ikke var på pistolen, kunne det kun betyde en ting: mordet var mere eller mindre godt planlagt. Så hvis ikke Charlotte selv havde gjort det, var det ikke tilfældigt, at det var hende, der var offeret.

Thomas’ hjerne knagede værre end gulvbredderne i den højre side af kontoret, mens han tænkte de mange – men ikke helt nok – oplysninger, han havde fået i løbet af de sidste få timer, igennem.

Ellers var det bare en morder uden fingeraftryk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...