Morderen uden fingeraftryk

Privatdetektiven Thomas får en dag besøg af den lidt yngre kvinde Mia. Hendes bedsteveninde Charlotte er fundet død. Meget tyder på selvmord, men der er alligevel noget mærkeligt ved det.
Det viser sig at være en større sag, Thomas er gået ind i, og der bliver rodet op i gamle uafsluttede sager og de lidt mere personlige ting.
Der er ingen beviser på mord og ingen mistænkte. Det hele ser ud til at være håbløst, men så tager tingene pludselig en uventet drejning...

7Likes
11Kommentarer
1569Visninger
AA

7. Kold kaffe og en ulåst dør

 

Kapitel 7 – Kold kaffe og en ulåst dør

 

Irriteret trykkede Thomas igen på ’opkald’ og lyttede til den vedvarende bippen, inden han frustreret smed telefonen fra sig.

”Tag det nu roligt Thomas,” sagde Ravnen, mens han kiggede op fra den krydsogtværs, han var ved at lave i morgenavisen. ”Hun laver nok et eller andet. Enten ringer hun tilbage, når hun ser, at du har ringet, eller også må du prøve igen senere.”

Sukkende satte Thomas sig ned og kunne konstatere, at resten af hans kaffe var blevet kold.

”Jeg ved det,” sagde han træt. ”Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre. Der ser slet ikke ud til at være noget at gøre. Der er intet at gå efter. Intet, intet, intet.”

”Nej, det kan jeg hører, men måske det så i virkeligheden bare er fordi, der ikke er sket mere, end det vi kan se,” sagde Ravnen og skrev et ord mere i krydsogtværsen, mens han mumlede tilfreds.

”Jeg tror altså bare ikke, at det bare er det.” Thomas gik hen og hældte den kolde kaffe ud og lavede en ny kop.

”Det sagde du også dengang for syv år siden, men der fandt vi jo heller ikke noget.”

”Nej, det ved jeg,” sukkede Thomas. ”Men du troede jo heller ikke på, at det bare var det.”

Det svarede Ravnen ikke på, og de sad længe i tavshed. De eneste lyde var Ravnens mummelen, mens han gættede ord og som altid kaffemaskinens dryppen.

 

Til sidst satte Thomas sig med noget papirarbejde, som han ikke rigtig kunne koncentrere sig om. Han havde ingen anelse om, hvad han skulle gøre nu, og han ville utrolig gerne snakke med Mia. Enten havde hun måske fundet nogle ligheder ved de to sager, eller også kunne hun måske komme i tanke om noget, hun ikke havde fået fortalt tidligere. Bare et eller andet der kunne sætte gang i tingene igen.

Problemet var bare, at hun ikke tog sin telefon. Thomas havde allerede ringet tre gange i løbet af det sidste stykke tid, men uden at få svar. Det undrede ham lidt, for han havde troet, at hun stadig holdt sig for sig selv i sin lejlighed, og at hun stadig meget gerne ville vide det, ligeså snart han fandt ud af noget. Så hun burde vel have sin telefon på sig. Det kunne selvfølgelig være, at hun lavede et eller andet, og af en eller anden grund ikke havde hørt den. Det virkede bare forkert.

 

Omkring klokken tolv kunne Thomas ikke vente længere, og han fandt igen telefonen og trykkede Mias nummer for fjerde gang den dag. Intet svar. Irriteret lagde han telefonen på bordet. Hvad kunne hun lave?

Ravnen, der havde lavet lidt forskelligt i løbet af de sidste timer, sendte ham et mærkeligt blik.

”Du tror, der er noget galt, gør du ikke?” spurgte han, mens han stadig betragtede sin unge ven.

”Jo,” svarede Thomas, mere behøvede han ikke at sige, han og Ravnen plejede at kunne forstå hinanden.

”Så tag ud til hende,” sagde Ravnen til sidst, og Thomas nikkede bare. Det kunne han vel lige så godt.

 

Få minutter efter var Thomas i høj fart på vej mod Mias hjem. Ligesom de foregående dage stod solen højt på en skyfri himmel, men i modsætning til de andre dage gjorde det ikke Thomas i godt humør. Han var for bekymret. Han var bange for, hvad der kunne være sket. For der var noget galt, det var helt sikkert.

Lang tid gik der ikke, før Thomas drejede ned ad den gade, Mia boede på, og han fandt hurtigt nummer enogtyve. Som eftermiddagen den forrige dag stod døren åben, og Thomas løb op ad de mange trapper. Man skulle næsten tro, at der var kommet dobbelt så mange i løbet af natten.

Forpustet stoppede han op foran døren med Mias navn på. Han bankede på. Tiden gik, men der skete intet. Han bankede på igen. Heller ingen svarede denne gang. Thomas tog prøvende i håndtaget og døren gik op af sig selv. Der havde ikke været låst. Thomas trådte ind i den solopvarmede lejlighed og kaldte på Mia. Intet svar.  Der virkede unaturligt stille. Stilhed som efter et højt brag. Langsomt undersøgte han de forskellige rum. Køkkenet lignede sig selv. Der var kaffe på kanden. Kold kunne han konstatere. I vasken stod en beskidt tallerken.

I soveværelset var gardinet rullet ned. Mærkeligt. På badeværelset stod et glas vand og et skab stod åbent. Lejligheden virkede så forladt. Som om nogen havde forladt den i går aftes. Pludseligt. Uden at gøre klar til det.

 

Thomas kunne ikke lide det. Det virkede mærkeligt. Hvis der havde været noget galt, en grund til at Mia pludseligt havde forladt sin lejlighed, hvorfor havde hun så ikke ringet til ham? Måske havde hun glemt sin telefon? Måske turde hun ikke? Havde der været nogen efter hende? Hun kunne selvfølgelig også bare være taget om til en ven. Men var det så ikke mærkeligt, at der ikke var låst?

Pludselig syntes Thomas, han hørte en lyd, og han stoppede brat op.

”Mia?” kaldte han, men der lød heller ikke noget svar denne gang. Langsomt begyndte han at gå mod stuen. Han stoppede i døren og var med det samme klar over, at noget bestemt ikke var som det skulle være. Det så ud til, at den her forbandede sag var kørt fuldstændigt at sporet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...