Morderen uden fingeraftryk

Privatdetektiven Thomas får en dag besøg af den lidt yngre kvinde Mia. Hendes bedsteveninde Charlotte er fundet død. Meget tyder på selvmord, men der er alligevel noget mærkeligt ved det.
Det viser sig at være en større sag, Thomas er gået ind i, og der bliver rodet op i gamle uafsluttede sager og de lidt mere personlige ting.
Der er ingen beviser på mord og ingen mistænkte. Det hele ser ud til at være håbløst, men så tager tingene pludselig en uventet drejning...

7Likes
11Kommentarer
1569Visninger
AA

2. Kaffe med fløde

Kapitel 2 – Kaffe med fløde

 

Gyldent morgenlys strømmede ind på det lille kontor, og Ravnen sad som en hver anden morgen og læste morgenavisen. Det så ud til, at vejret for en gangs skyld ville opføre sig, som om det var sommer.
”Hvor fanden er fløden?” spurgte Thomas irriteret efter at have gennemsøgt det lille køleskab utallige gange.
”I køleskabet vil jeg tro,” svarede Ravnen uden at kigge op fra avisen.
”Nej, det er ikke,” sukkede Thomas, irriteret over at hans gamle ven ikke lige kunne vise en smule interesse.
Ravnen bladrede i avisen og kiggede kort på den unge mand. ”Så er der nok ikke mere, skal du se.”
”Hvad skal jeg så putte i min kaffe?” spurgte Thomas surt og smækkede køleskabslågen i.
”Mælk,” lød Ravnens korte svar, mens han foldede avisen sammen. ”Og du kan lige lave en kop til mig også, nu du er i gang. Med mælk i, tak.”
Thomas mumlede et eller andet, som Ravnen ikke kunne høre, men begyndte at hælde kaffe i endnu en kop.

 

Rystende på hovedet betragtede den gamle skæggede mand sin unge ven, der med sure bevægelser åbnede en karton mælk. Den unge mands dårlige vane med at hælde normalt piskefløde i kaffen var en, han havde fået fra Ravnen selv, efter de mange kopper kaffer de efterhånden havde drukket sammen. Detektivlivet krævede mange kopper kaffe. For få år siden havde Ravnen været detektiven på kontoret, men det job var nu gået videre til Thomas.
Ravnen syntes efterhånden ikke, han gad flere beskidte mord, og desuden var han også ved at være en ret gammel mand. Ja, han kunne vel nærmest være den unge mands bedstefar.
Thomas var femogtyve og var for omkring et år siden, blevet færdig med den politiuddannelse Ravnen havde foreslået ham at tage. Det var den selvsamme uddannelse, Ravnen selv havde taget for mange år siden, og efter Ravnens mening havde det været det bedste for Thomas, hvis det nu skulle gå galt med at drive det lille detektivfirma, som ikke rigtig var et firma. For Ravnen havde længe vidst, at Thomas ville overtage arbejdet efter ham. Thomas, der siden han var halvvejs med sin ungdomsuddannelse, havde hjulpet ham med at opklare alt fra store til små sager.

 

Ravnen var hurtigt nået frem til, at den unge mand, som dengang kun var en stor dreng, – lidt overdrævet sagt – levede for at opklare mord og indviklede mysterier.

Thomas’ familie havde han aldrig kendt. Det eneste, han vidste, var at Thomas var opvokset i en plejefamilie, fordi hans biologiske forældre var døde i en mystisk brand. Han havde tit overvejet, om den unge mands far havde været en eller anden form for politibetjent.

Det faldt ham bare naturligt. Men han havde selvfølgelig også så mange mærkelige idéer, og han havde aldrig spurgt, om Thomas vidste det. 

Selvom Thomas havde overtaget arbejdet, kom Ravnen der alligevel stort set hver dag. Mest bare for at have noget at lave og så fordi han var kommet til at holde af selskabet. Det virkede alt for trist bare at sidde derhjemme helt alene. Han ville hjertens gerne hjælpe den unge mand, han gad bare ikke længere være den ansvarlige.

 

En varm kaffekop blev placeret på bordet foran den ældre mand, og Thomas sank ned i en af de bløde kontorstole. Efter en tår af sin egen kaffe fandt han en bog frem, og slog op på den side han var nået til.

”Har du ikke noget andet, du skal have lavet?” spurgte Ravnen og rynkede panden, mens også han tog en tår kaffe.

”Som hvad?” spurgte Thomas, mens han lagde bogmærket på skrivebordet.
”Ja, som for eksempel en masse hyggeligt papirarbejde?” svarede Ravnen spørgende, mens han priste sig lykkelig over, at de dage hvor det var ham, der skulle sidde med alt papirarbejdet, for længst var forbi.

”Næh, jeg blev færdig med det i går.”
Ravnen himlede med øjnene. ”Der er altid mere papirarbejde. Det ved du udmærket godt.”

”Jah, men lad være med at minde mig om det,” sukkede Thomas træt og strakte sig. ”Jeg gider virkelig ikke.”

”Hmm,” brummede Ravnen, kløede sig lidt i skægget og vendte så tilbage til morgenavisen, som ikke var specielt spændende.

 

Den skingre lyd fra ringklokken skar gennem stilheden i den halve lejlighed, som ellers kun have været brudt af kaffemaskinens regelmæssige dryppen. Med et suk lagde Thomas bogen fra sig og drak det sidste af sin kaffe, inden han rejste sig og bevægede sig mod døren.

Døren bandt en smule, da han åbnede den, og han tilføjede ’gør noget ved døren’ til sin mentale huskeliste, som indtil videre bestod af: ’køb fløde’ og ’aflever bøger på biblioteket’.

Ude i opgangen stod en ung kvinde og knugede en krøllet lap papir i sine små hænder. Hun havde langt platinblondt hår, der indrammede et kønt ansigt med klare grønne øjne og en lille fin næse. Hun havde en lidt krøllet hvid oversizeT-shirt og et par mørke cowboybukser på. Hun var et godt stykke lavere end Thomas, og han gættede på, at hun var et par år yngre også.

Hun var en utrolig pæn pige, men det var ikke det, den unge mand, der havde åbnet døren, lagde mærke til i første omgang. Det virkelig i øjenfaldende ved pigen var hendes rødrandede triste øjne, de slappe skuldre og det faktum, at hun lignede en, der kunne bryde ud i gråd, hvert øjeblik det skulle være.

”Hej,” sagde pigen med meget mere styrke i stemmen, end Thomas havde regnet med, hun kunne præstere i forhold til den tilstand, hun så ud til at være i. ”Er du Thomas?” spurgte hun efter et kort blik på den krøllede papirlap.

”Ja, det er mig,” nikkede Thomas, mens han åbnede døren helt op. ”Kom indenfor.

Pigen trådte forsigtigt ind ad døren, hvorefter hun stod rådvilligt i den lille gang. Thomas havde lyst til at sige et eller andet venligt og trøstende til hende, han vidste bare ikke lige, hvad det skulle være. I stedet prøvede han at smile til hende og viste hende ind på kontoret, hvor den gamle mand kiggede op fra sin avis.

 

”Og hvad hedder du så kære ven?” spurgte Ravnen blidt, mens han rejste sig og gik lidt væk fra skrivebordet, så Thomas kunne sætte sig over for pigen, han havde bedt sætte sig på stolen på den anden side af bordet. Den gamle mand havde også lagt mærke til pigens skrøbelige tilstand.

”Mia,” snøftede hun, som hun sad der helt ude på kanten af stolen, mens hun stirrede tomt frem for sig. Et kort øjeblik betragtede Thomas pigen, inden hans blik faldt længselsfuldt på kaffemaskinen. Han skulle lige til at spørge pigen - Mia – om hun ville have en kop kaffe, da hun pludseligt afbrød ham.

”De-det er min ve-veninde,” hiksede hun og snøftede en enkelt gang. ”De-de kan ikke finde ud af, hvad der er sket.” Det sidste endte i en ukontrolleret hulken, og pigen brød fuldstændigt sammen. På tre lange skridt var Ravnen hende ved hende og lagde trøstende en hånd på pigens skulder.

Efter endnu en håndfuld ukontrollerede hulk fik pigen igen styr på sig selv. Pigens grønne tårevæddede øjne mødte Thomas’ blå, og han kiggede bekymret på hende.

”Vil du have en kop kaffe?” spurgte han forsigtig og håbede, han kunne få hende til at tænke på noget andet. Lige for en kort stund. Han hadede, når folk græd. Han vidste aldrig, hvad han skulle gøre af sig selv.

Mia nikkede, mens hun bed sig i læben og tørrede øjnene med håndryggen. Kort efter gav Ravnen hende et stykke køkkenrulle, og hun pudsede næsen.

 

”Vil du have mælk i?” spurgte Thomas og koncentrerede sig om at holde sin stemme rolig. Det var lidt svært, for han ville meget gerne vide, hvad der var sket. Hvad det var, der var så forfærdeligt. Endnu engang nikkede pigen bare, og hun blev ved med at tørre sine øjne med håndryggen. Det endte med, at Ravnen rakte hende endnu et stykke køkkenrulle. Af de tre kopper kaffe Thomas havde frembragt, bar han to hen til skrivebordet. Den ene til pigen og den anden til ham selv. Den tredje, han havde lavet til Ravnen, lod han stå ved kaffemaskinen. Han havde trods alt kun to hænder.

”Tak,” hviskede Mia, da han satte koppen foran hende, og hun prøvede at smile. Det lykkedes ikke helt, men Thomas smilte bare tilbage og satte sig så igen over for hende. Pigen satte koppen til læberne med rystende hænder. Til Thomas store overraskelse så det rent faktisk ud til at kaffen hjalp. Hun så en smule mere fattet ud nu. Kaffe var bare sagen. Også selvom der ikke var fløde.

Som om Ravnen havde hørt hans tanker, spurgte han: ”Nåh, er det så så slemt uden fløde?”

”Jah,” svarede Thomas og skød underlæben frem.

”Fløde?” lød pigens stemme forsigtigt i en spørgende tone.

”Ser du, den unge herre der synes, han er alt for fin til at drikke mælk i sin kaffe. Næh nej, han vil have rigtig fløde,” forklarede Ravnen højtideligt.

”Der er da også det bedste,” sagde Mia. Styrken var ved at vende tilbage i hendes stemme, og et svagt smil viste sig på hende læber.

”Hah,” grinede Thomas og sendte sin gamle ven et triumferende blik.

”Ja, jeg må vel give jer unge mennesker ret,” sukkede Ravnen, men rynkede så brynene. ”Men sig mig unge dame, hvor har du dog lært at drikke rigtig fløde i kaffe? Det er ikke ligefrem så udbredt nu til dags.”

”Min veninde bruger altid rigtig fløde i kaffe,” begyndte Mia, men gik så i stå. Hendes ansigt blev igen tomt og blottet for følelser.

”Hey,” begyndte Thomas blidt og lænede sig lidt ind over skrivebordet. Endnu engang havde han lyst til at gøre et eller andet. Sige et eller andet, trøste hende. ”Hvad er der med din veninde?”

”Det er hende,” snøftede Mia. Efter lidt tid gik det op for hende, at det, hun havde sagt, ikke havde været specielt forklarende, og hun tilføjede stille: ”Hun… hun er død.” Endnu et tørt hulk sneg sig over hendes læber, og hun tørrede endnu engang sine øjne med det krøllede og fugtige stykke køkkenrulle.

”Jeg går ned og henter den forbandede fløde,” sagde Ravnen pludseligt, og Thomas kiggede undrende efter ham, mens han forlod kontoret. Mia vendte sig også om, for at se Ravnen gå igennem døren bag hende. Både hende og Thomas sad i tavshed, mens de hørte lyden af døren, der lukkede sig bag Ravnen.

 

Thomas’ blik faldt igen på den kønne pige over for ham. Han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende igen. Hun sad stadig helt ude på kanten af stolen. Hun rokkede uroligt frem og tilbage. Ved en pludselig indskydelse rejste Thomas sig, tog stolen og flyttede den om ved siden af Mias. Hun kiggede en smule overrasket op på ham og forsøgte igen at presse et smil frem. Heller ikke denne gang lykkedes det hende helt. Thomas kiggede ind i de smaragdgrønne øjne. Han blev nødt til at vide, hvad det her drejede sig om. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...