Morderen uden fingeraftryk

Privatdetektiven Thomas får en dag besøg af den lidt yngre kvinde Mia. Hendes bedsteveninde Charlotte er fundet død. Meget tyder på selvmord, men der er alligevel noget mærkeligt ved det.
Det viser sig at være en større sag, Thomas er gået ind i, og der bliver rodet op i gamle uafsluttede sager og de lidt mere personlige ting.
Der er ingen beviser på mord og ingen mistænkte. Det hele ser ud til at være håbløst, men så tager tingene pludselig en uventet drejning...

7Likes
11Kommentarer
1571Visninger
AA

5. Højbelagt smørrebrød og velduftende pastaretter

 

Kapitel 5 – Højbelagt smørrebrød og velduftende pastaretter

 

Lige som den forrige dag skinnede solen fra en næsten skyfri himmel, og selvom det arbejde, der ventede Thomas, ikke var specielt rart og hyggeligt, kunne han ikke lade være med at blive i godt humør. Der fandtes ikke noget bedre end når solen bestemte sig for at vise sit kønne ansigt – noget der skete lidt for sjældent efterhånden.

Over den ene skulder hang en efterhånden ret slidt taske, hvis indhold bestod af en gammel mappe, en notesbog og en meget upersonlig grå kuglepen.

Mens han nød den unaturlig varme morgen, ledte han efter den opgang, der havde nummer enogtyve. Den opgang Mia boede i.

Den var ikke ligefrem svær at finde, og han begav sig op ad de mange trapper til anden øverste etage. Mia Skov stod der på døren til venstre, og Thomas ringede på. Efter få minutters venten blev døren åbnet af en smilende, men stadig rødøjet Mia.

Thomas blev hurtigt vist ind i et lille køkken, hvor han satte sig på en af stolene ved det meget lille spisebord til to personer.

 

”Kaffe eller te?” spurgte Mia, mens hun rodede i et skab efter krus. Thomas skulle lige til at svare, men Mia kom ham i forkøbet: ”Kaffe selvfølgelig.” Thomas kunne ikke lade være med at smile.

”Man skulle jo næsten tro, at du kendte mig ret godt.”

”Tjaeh,” svarede Mia. ”Eller også er du bare ikke så svær at regne ud.”

Fem minutter efter stod to dampende kopper kaffe med fløde på bordet, og Thomas havde fundet den fyldte mappe frem. Mappen lå nu på bordet imellem dem, og Mia rakte tøvende ud efter den. Da Thomas ikke gjorde noget for at stoppe hende, tog hun den op og åbnede den.

”Du er sikker på, at du gider?” spurgte Thomas, mens han pustede lidt til den varme kaffe.

”Selvfølgelig,” svarede Mia med en hovedrysten. ”Hvorfor skulle jeg dog ikke gide det?”

”Fordi det ikke ligefrem er det mest spændende,” svarede Thomas med et lille smil, som Mia gengældte.

”Men hvis det er til hjælp, er jeg ligeglad, desuden bliver det rart med noget at lave.” Thomas var efterhånden ret sikker på, at han havde haft ret i forhold til det med sofaen.

 

Thomas fik hurtigt forklaret Mia, hvad det var, hun skulle. Det var jo ikke fordi, det var så indviklet. Hun skulle bare se, om hun kunne finde ting, som kvinden fra sagen havde tilfælles med hendes veninde. Endnu engang nåede Thomas frem til, at det slet ikke var så dum en idé at sætte Mia til at lave det, for hun kendte trods alt Charlotte lidt bedre end han gjorde. Desuden var hun enormt hyggelig at snakke med.

Men selvom det var hyggeligt, havde han nogle ting, han skulle nå, så til sidst blev han nødt til at komme videre.

”Ved du, hvor de bor?” spurgte Mia, efter at han havde fortalt hende, at han nok hellere måtte se, om han kunne få fat på Charlottes forældre.

”Nej, det regnede jeg med, at du kunne forklare mig.”

”Det kan du tro, jeg kan, det er ikke så svært at finde derhen,” smilte Mia, mens hun fandt sin mobil frem. ”Men jeg tænkte, at jeg lige kunne prøve at ringe til dem og sige, at du kommer forbi. Så er vi sikre på, at de er hjemme.”

Mia ringede til Charlottes forældre og snakkede lidt med dem. Det var ikke fordi, Thomas fik så meget ud af samtalen, da han kun kunne høre den ene halvdel, men det lød ikke til, at der var problemer. Det bekræftede Mia, da hun havde lagt på, og hun forklarede ham vejen. Da han var sikker på, at han kunne den, viste Mia ham ud og gav ham et hurtigt kram, inden han gik.

 

Solen skinnede stadig udenfor, dog stod den lidt højere på himmelen nu, og det var vist også blevet lidt varmere. Sommeren havde da vist endelig meldt sig. Ikke fordi den havde været hurtig til det.

Thomas begyndte gåturen mod det næste punkt på hans dagsorden, mens han stadig tænkte på Mia. Han kunne godt lide hende. Hun var stille og rolig, men samtidig utrolig venlig og humoristisk.

Ved hjælp fra Mias detaljerede vejledning fandt han hurtigt det røde murstenhus, han havde fået beskrevet som forældrenes hus.

Lidt tøvende bankede han på døren efter at have erfaret, at ringklokken ikke virkede. Selvom det efterhånden var noget, han havde gjort tit, var det alligevel mærkeligt at banke på fremmede mennesker dør.

 

***

 

Samtalen med Charlottes forældre havde ikke kastet meget mere lys over den mærkelige sag, og det var ikke i nær så højt humør, at Thomas begav sig tilbage til kontoret, som han kun kort havde været på om morgenen. Han havde stort set bare fået de samme ting at vide: at Charlotte var en glad og venlig pige, og at hun aldrig rigtig havde haft problemer med nogen. Den tristudseende far og den snøftende mor havde fortalt lidt om, hvem deres datter havde været, men der var ikke ligefrem fordi, der var noget bemærkelsesværdigt der. Pigen havde elsket at synge og at hjælpe andre. Du er god til at synge, jeg myrder dig. Nej, det lød ikke så sandsynligt.

En eneste ting havde alligevel fanget hans opmærksomhed en smule. Charlottes kæreste. Han havde ikke været nævnt før. Forældrene havde fortalt, at han var på ferie i udlandet, havde været det i et par uger, og at de ikke vidste, om han havde hørt, hvad der var sket. Hvorfor vidste de ikke, om han vidste det? Enten kunne de ikke få sig selv til at fortælle ham det, eller også regnede de med, at en anden ville gøre det. Mia måske? En idé ville måske være lige at snakke med Mia igen.

Finde ud af lidt mere om denne kæreste.

Men det måtte vente til efter frokosten. Ingen arbejder godt på tom mave. Imens Thomas havde snakket med de grædefærdige forældre, havde Ravnen haft ringet, og Thomas havde ringet tilbage ligeså snart, han kom ud. Ravnen ville egentlig bare vide, om han kom forbi kontoret, og om han i så fald ville have frokost, nu hvor han var der. Det ville han utrolig gerne, for frokost lød meget tillokkende, så de havde aftalt at mødes på kontoret for at spise, og så kunne Ravnen også lige høre, hvad hans unge ven havde fundet ud af. Ikke at der var meget at fortælle.

 

På kontoret ventede Ravnen med fire styks højbelagt smørrebrød fra den lokale slagter. Noget der glædede Thomas’ sultne mave. Efter et stykke med dyrelægens-natmad, et stykke med skinke og en øl havde Thomas fået fortalt de få brugbare informationer, han havde fået indtil videre.

”Så du vil prøve at finde Michael i aften?” spurgte Ravnen, mens han spiste et stykke sky, som var stukket af fra madden, den havde lagt på.

”Ja, det regner jeg med,” nikkede Thomas.

”Tror du, han kan havde noget med det at gøre?”

”Jeg ved det ærlig talt ikke, men det finder jeg vel ud af.”

Ravnen nikkede bare og begyndte at rydde op efter frokosten.

”Hvad er din plan så for resten af dagen? Der er lidt tid, til det bliver aften.”

”Jeg overvejede at tage hen til Mia igen og finde ud af, hvad der er med ham kæresten der. Hvor i verden han er.”

”Igen?” spurgte Ravnen med et hævet øjenbryn, og Thomas forklarede ham det med den anden sag, der mindede om Charlottes.

”Jeg troede ærligtalt, at du havde glemt den,” sukkede Ravnen. ”Men hvad havde jeg dog regnet med?”

Han rystede på hovedet, inden han fortsatte: ”Men Thomas, det har jo intet med hinanden at gøre. Det er syv år siden, men du har ikke givet op endnu? Thomas du må leve med, at man ikke kan finde ud af det hele!”

Nu var det Thomas’ tur til at sukke, han syntes efterhånden, han havde hørt den smører lidt for mange gange.

”Vi får se,” svarede han bare.

 

En halvtimes tid senere var Thomas igen på vej mod Mias lejlighed, og endnu engang fik det pragtfulde vejr hans humør til at stige et par grader. Sol, sommer og lidt mere sol. På vejen kom han forbi den lille italienske take away, hvor duften af diverse pastaretter blandede sig med den varme luft. På stedet bestemte Thomas sig for, at i aften var en god aften til pasta, og han stoppede op foran det store skilt med retter, der stod udenfor.  Nummer toogfirs bestemte han sig for og gik så fløjtende videre, mens hans allerede fyldte mave havde en utrolig lyst til pasta med tomatsovs, oksekød og bacon.

Yderdøren, til komplekset Mia boede i, stod åben og fyldte den ellers lidt indelukkede opgang med den friske sommerluft. Efter tre hurtige bank på døren til venstre på anden etage dukkede Mia smilende op. Hun så allerede bedre ud, end hun havde gjort tidligere. Ikke nær så trist.

”Så glad du ser ud,” grinte hun, mens hun lukkede ham ind.

”Vejret er fantastisk,” svarede han bare og fulgte hende ind i den lille stue, hvor papirer fyldte hele sofabordet. Der var vist en, der havde haft gang i den store omgang papirarbejde.

 

Mia fik hurtigt forklaret, det hun vidste om Charlottes kæreste, hvilket ikke var specielt meget, da hun aldrig havde haft så meget med ham at gøre. Han var i Australien på ferie eller sådan noget, og han havde ikke taget telefonen de gange, Mia havde forsøgt at ringe til ham for at overlevere den triste nyhed. Han ville komme hjem om en uge.

”Men det er måske meget godt, at han ikke tog telefonen,” sagde Mia. ”Det ville nok ødelægge hans ferie ret meget.” Thomas var enig med hende, men det var alligevel lidt mærkeligt, at han ikke havde taget sin telefon. Der var måske en logisk forklaring, men når man ikke kendte den, virkede det ret mystisk.

Tobias, som Charlottes kæreste hed, var en eller anden form for politibetjent, og han og Charlotte havde været sammen i et års tid.

 

Thomas syntes ikke, han havde noget specielt, han skulle, så han endte med at blive hos Mia og snakke et par timer. Hun havde ikke rigtig fundet noget specielt endnu. På et tidspunkt havde Mia lavet kaffe, og de havde sammen overvejet, hvornår man helt præcis kunne sige, at man var afhængig af kaffe. Ved firetiden begav Thomas sig hjemad mod sin egen lejlighed. Han syntes godt, han kunne holde en lille pause fra arbejdet indtil i aften. Der var jo heller ikke så meget, han kunne gøre, før han havde snakket med Michael. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...