Morderen uden fingeraftryk

Privatdetektiven Thomas får en dag besøg af den lidt yngre kvinde Mia. Hendes bedsteveninde Charlotte er fundet død. Meget tyder på selvmord, men der er alligevel noget mærkeligt ved det.
Det viser sig at være en større sag, Thomas er gået ind i, og der bliver rodet op i gamle uafsluttede sager og de lidt mere personlige ting.
Der er ingen beviser på mord og ingen mistænkte. Det hele ser ud til at være håbløst, men så tager tingene pludselig en uventet drejning...

7Likes
11Kommentarer
1592Visninger
AA

6. Dårlige drinks og en manglende butler

 

Kapitel 6 – Dårlige drinks og en manglende butler

 

For anden aften i træk betrådte Thomas det snavsede og ølplettede gulv i en af byen mest ulækre bodegaer. Han styrrede direkte mod baren, hvorfra det var nemmest at få overblik over de mange mennesker. Efter en lille indre diskussion bestemte han sig til sidst for at købe en drink. Bare for ikke at skille sig for meget ud for han ville ikke give op så nemt i aften. Det irriterede ham, at han ikke kunne gøre så meget andet før, han havde fundet Michael.

Han tog en slurk af den tyndtudseende drink – og havde nær spyttet den ud igen. Fy for fanden. Efter det der føltes som den halve nat, havde Thomas fået kigget rundt over det hele og sad nu bare og holdt udkig mod døren. Det så ikke ud til, at Michael var inde endnu, så hvis han kom, ville han vel komme ind ad døren. Døren gik op, for Thomas vidste ikke hvilken gang, og for en gangs skyld var det et før set ansigt, der dukkede op. Manden med det lange fedtede hår han havde siddet ved siden af aftenen før. Det var ikke ligefrem fordi, det var en stor hjælp, men det var da noget nyt.

 

Lysten til at forlade det klamme lortested voksede sig kun større for hver gang, den gamle dør gik op, og han fik det efterhånden næsten dårligt af den varme, kvalmende luft. Thomas havde været tæt på at give op, da en lav mand med sort hår et sort uplejet skæg dukkede frem i døråbningen og begyndte den besværlige tur mod baren.

Ubemærket lod Thomas sig glide ned af den vakkelvorne barstol og gik mod den sorthårede mand, som nu havde sat sig i den anden ende af baren.

”Michael?”

Manden vendte sig forskrækket om, da hans navn blev sagt, og han havde nær tabt den drink, han lige havde købt. Thomas kunne tydeligt se på den anden mand, at han ikke var specielt glad for at se ham. Det var heller ikke ligefrem fordi, det var nogle hyggelige samtaler, de havde haft i tidens løb. Nej, den anden mand så faktisk en smule skræmt ud, som om han var bange for hvilke problemer, han nu var havnet i. Men noget sagde Thomas, at Michael ikke var den morder, han ledte efter. Han lignede ikke en, der følte sig skyldig i noget.

 

”Du må undskylde hvis jeg forstyrrer,” sagde Thomas, selvom han egentlig ikke mente det. ”Men du kan måske hjælpe mig med noget.”

”Hvad?” spurgte Michael mistænksomt, og det var tydeligt, at han ikke ville sige mere end nødvendigt.

”Kender du Charlotte Krarup?”

”Jeg kender hende ikke ligefrem,” svarede Michael, som så ud, som om han nu vidste, hvad alt det her handlede om. ”Men jo, jeg ved hvem hun er. Hvorfor?”

Thomas valgte at ignorere spørgsmålet til sidst og stillede i stedet et nyt: ”Kan det passe, at du har opsøgt hende på et tidspunkt?”

”Ja,” svarede den sothårede mand, som bestemt ikke så ud til at være glad for situationen. Det gik hurtigt op for ham, at han blev nødt til at forklare sig.

”Jeg havde hørt, at hun skulle kende en af mine gamle venner, som jeg ikke selv har kunnet få kontakt til. Derfor opsøgte jeg hende, men hun ville ikke snakke med mig.”

 

Hurtigt fik Michael forklaret, at han tre gange havde opsøgt Charlotte, og at hun den sidste gang var blevet sur og havde råbt efter ham, at han skulle lade hende være.

”Hun sagde, at hun var træt af folk, der opsøgte hende og ville have mærkelige ting at vide om hende og hendes venner,” sluttede Michael af og skævede usikkert til Thomas.

”Så der var andre, der havde opsøgt hende?”

”Det var i hvert fald det, hun sagde.”

”Men du ved ikke, hvem det er?”

Michael rystede bare på hovedet.

”Og du har ikke opsøgt hende siden?” spurgte Thomas til sidst og følte endnu engang, at han kun havde fået halve og ubrugelige oplysninger. Ja, nogen havde opsøgt Charlotte, det kunne bruges, men ingen vidste, hvem det var, der havde opsøgt hende.

”Nej, jeg så ingen grund til at prøve igen, når hun så nødigt ville snakke med mig,” svarede Michael, og Thomas begyndte at rejse sig for endelig at kunne forlade det stinkende sted, som blev kaldt en bodega.

”Så du ved heller ikke, hvad der er sket med hende.” Michael sendte ham et uforstående blik, og Thomas nåede frem til, at det måtte betyde nej. Godt, så var det da ude af verden. Hvad fanden skulle han så gøre?

”Hey,” lød det fra Michael, da Thomas gjorde mine til at gå. ”Hvad er der sket med hende?”

”Hun er død,” svarede Thomas bare. Han ville så gerne bare ud nu.

”Jeg har ikke gjort noget,” forsvarede Michael sig med store øjne, og han lød en smule bange.

”Nej, det ser ikke sådan ud. Farvel Michael og tak for hjælpen.” Med hurtige skrid gik Thomas mod døren, inden Michael kunne nå at sige så meget som et ord mere, der kunne holde ham tilbage.

 

Ikke meget klogere end før begav Thomas sig hjemad. De svagt oplyste gader var næsten fuldstændig ryddet for liv, kun en enkel gang imellem så han skyggen af en, der skyndte sig gennem natten. Sikkert folk på vej hjem ligesom ham selv. Det irriterede ham, at han ikke kom videre. Der var gået halvanden dag, og der var stadig ikke det mindste spor efter nogen morder. Fingeraftryk eller ej.

Der var ingen mistænke, og Charlotte havde jo ikke engang en butler, man kunne skyde skylden på. Det havde ellers været så nemt. Giv butleren skylden for det plejer altid at være dem. Eller hvis der bare havde været en mistænkt. Det ville gøre det hele så meget nemmere. Thomas havde ikke tænkt sig at give op, men det så heller ikke ligefrem ud til, at der ville komme nogen lykkelig slutning på den her sag. Det værste var, at man slet ikke kunne være helt sikker på, at der var en morder. Det er da fandens til indviklet det her, tænkte Thomas, mens han låste sig ind i sin egen lejlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...