Morderen uden fingeraftryk

Privatdetektiven Thomas får en dag besøg af den lidt yngre kvinde Mia. Hendes bedsteveninde Charlotte er fundet død. Meget tyder på selvmord, men der er alligevel noget mærkeligt ved det.
Det viser sig at være en større sag, Thomas er gået ind i, og der bliver rodet op i gamle uafsluttede sager og de lidt mere personlige ting.
Der er ingen beviser på mord og ingen mistænkte. Det hele ser ud til at være håbløst, men så tager tingene pludselig en uventet drejning...

7Likes
11Kommentarer
1589Visninger
AA

1. Prolog

Kapitel 1 - Prolog

 

Ravnen sad på sit lille hyggelige kontor og drak en dampende varm kop kaffe, mens han læste de sidste dages nyheder. Han var efterhånden ved at være en halvgammel mand, og her de sidste mange år havde han drevet sit eget lille detektivfirma. Firma var måske så meget sagt, da han altid havde klaret alting alene. Mange havde spurgt ham, om han ikke skulle have noget hjælp til papirarbejde og lignende, men han havde smilende afvist det.

Han havde altid hadet de der store firmaer, hvor man hverken kendte dem, der var over eller under en, og hvor chefen knap nok vidste, at dem i bunden fandtes. Han ville helst kende alle, og han ville kende dem godt. Vide hvem de var, og at de var til at stole på.
Han havde aldrig haft noget i mod at være alene og bare være sig selv, og det var først gået op for ham, at han havde savnet selskab en smule, da han fik det. Han havde aldrig rigtig været den sociale type.
Før han startede sin lille ’forretning’, havde han været politimand, men var blevet træt af jobbet. Det var lidt for stressende til ham, og han syntes, at der var alt for mange ikkevigtige sager. Han kunne ikke fordrage at spilde tid.
’Ravnen’ var et navn, nogen havde givet ham engang for mange år siden, og han havde for længst glemt grunden.

 

”Det kan de da ikke mene!?” Som for at understrege sine ord smækkede den råbende person med døren ud til opgangen. Det lille kontor var blevet indrettet i en lille lejlighed over en butik, og over dem boede helt normale mennesker i resten af lejlighederne. Forskellen på denne lejlighed og de andre var, at denne kun var af halv størrelse. Den anden halvdel brugte butikken selv og havde en trappe til den nede fra butikken af. Den del af lejligheden, Ravnen havde, bestod af en lille gang, et toilet og det rum, der rigtigt skulle have været en stue. Stuen var det rum, Ravnen brugte som kontor.

 

Ravnen kiggede op fra sin avis, da den unge mand – eller store dreng var måske en bedre betegnelse – kom stormende ind på kontoret med morgenavisen i den ene hånd. Den selvsamme avis som han selv sad med.
”God eftermiddag Thomas,” hilste den skæggede mand roligt, mens drengen smed avisen på skrivebordet.
”Helt seriøst,” spruttede Thomas, og utilfredsheden i hans øjne var ikke til at tage fejl af. ”De kan ikke bare lukke sagen. De kan da ikke bare stoppe, fordi de ikke kan finde ud af det.” Drengen tog en dyb indånding udmærket klar over, at han måtte få lidt styr på sig selv. Den sidste sætning havde han næsten råbt.
”Thomas, Thomas, Thomas.” Den gamle mand rystede langsomt på hovedet. ”De har gjort alt, hvad de kunne, og det var altså ikke mere end det.”
”Jamen kan du så ikke gøre noget?” lød Thomas’ desperate stemme, mens han rastløst vandrede frem og tilbage i rummet. Det var den største udfordring ved at have drengen hængende. Han kunne bare ikke sidde stille, og han skulle helst have noget i hænderne hele tiden. Noget der pirrede den gamle rolige mand.

 

”Dengang jeg blev kontakten, var politiet allerede nået frem til det, der står i den avis,” begyndte Ravnen langsomt, mens han overvejede, hvordan han nemmest fik drengen til at se i øjnene, at der virkelig ikke var noget at gøre.  ”De har ikke tid til at køre mere rundt i sager, når de først har løst dem, så de gav mig et bestemt antal dage til at se, om jeg kunne finde noget, de havde overset. Det kunne jeg ikke.”
”Kunne de så ikke bare give dig mere tid? Give sagen helt videre til dig og glemme alt om den?” blev Thomas ved, mens han igen samlede den krøllede avis op.
”Mere tid?” spurgte Ravnen opgivende. Han rystede på hovedet og tog en slurk af den nu ikke nær så varme kaffe. ”Om jeg så fik et helt liv til den sag, ville jeg ikke kunne finde noget. Det, politiet er nået frem til, er meget logisk. Det mest logiske vi kan komme frem til.”
”Og så sæt dig dog ned for pokker,” tilføjede han frustreret, da den rastløse traven rundt gik ham umenneskeligt på nerverne.

 

Surmulende satte Thomas sig på den stol, der stod på den anden side af skrivebordet, og betragtede den ældre mand over for sig.
Efter lidt tid sukkede han frustreret. En frustration Ravnen udmærket forstod. Selvom han virkede rolig udenpå, var han ligeså oprørt som drengen indeni. Eller måske ikke oprørt. Det var vist en umulighed.

”Du ved ligeså godt som jeg, at den kvinde ikke begik selvmord,” udbrød Thomas til sidst, inden han sank sammen i stolen.
Ravnen svarede ikke. Sukkede bare og rejste sig for at lave en kop kaffe til sin unge ven på den oldgamle kaffemaskine der stod i et hjørne af rummet.
Et blik ud af det store lidt beskidte vindue fortalte ham, at det regnede. Det var først nu, han lagde mærke til Thomas’ våde hår. Vejret havde ikke ændret sig meget det sidste stykke tid. Gråt og regnfuldt. Hvor deprimerende.

 

Med et trist smil satte den halvgamle mand kaffekoppen foran drengen efter at have hældt en smule fløde i. Thomas satte med et taknemmeligt smil kaffekoppen til læberne og nød et kort øjeblik den velkomne varme. For første gang siden han var trådt ind ad døren, slappede han en smule af.
Ravnen betragtede sin unge ven, mens denne grådigt drak den friske kaffe.
Drengen var i gang med det sidste år af sin ungdomsuddannelse, og Ravnen havde efterhånden nydt af hans selvskab i et par år. Thomas’ forældre var for mange år siden døde i en brand, der havde brændt halvdelen af deres hus til grunden. Man var nået frem til, at branden var en ulykke, selvom meget havde tydet på, at den kunne være påsat. Ravnen havde på fornemmelsen, at det var derfor hans ven blev så oprørt over denne sag.


En ung kvinde, omkring de tredive, var blevet fundet død af sin mand i deres hus. Kvinden så ud til at have hængt sig selv, selvom alt de havde fået at vide om kvinden fortalte, at det var noget, hun aldrig ville have fundet på. Problemet var bare, at der ikke var spor på andre personer i huset. Intet tydede på, at nogen havde tvunget hende til at lægge lykken om halsen.
Ravnen var en dygtig detektiv, og han delte Thomas’ mening. Det kunne ikke passe, at denne unge kvinde havde begået selvmord. Det virkede bare ikke rigtigt. Der var desværre bare ikke noget, de kunne gøre ved det.
Ravnen kunne ikke huske, hvordan Thomas var endt hos ham, men han var, selvom han ikke ville indrømme det, meget glad for selskabet. Det var en stor hjælp at have den livlige dreng hængende, selvom mange kiggede lidt mistroisk på ham, når han havde ham med rundt omkring. Drengen kunne tænke forbandet logisk, når det lige slog ham.

 

”Jeg er ked af det Thomas,” svarede den gamle mand endelig. ”Men som sagt er der virkelig bare ikke noget, vi kan gøre.”
Thomas sukkede og efter et sidste blik på den krøllede avis, smed han den i papirskurven. Ravnen vidste udmærket, at Thomas ikke bare ville glemme sagen så nemt, men han kunne selvfølgelig bare lade som om. Han rystede på hovedet af sin unge ven, inden han igen rejste sig - denne gang for at lave endnu en kop kaffe til sig selv. Når vejret var så deprimerende, var det eneste der hjalp en god og dejlig varm kop kaffe med rigelig fløde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...