Don't try to fix me - I'm not broken. {1D}

Tiffany på 17 år lever det luksuriøse liv i USA. Shopper for sin fars penge, gør hvad hun vil og fester når hun vil. Tiffany går inde med et tab til sin mor, så da hendes far endelig får en ny kæreste og vil gøre det seriøs, er Tiffany klar på hvad som helst, for at ødelægge det imellem dem. Hun går tydeligvis alt for langt, & da hendes far's trussel med at blive sendt på kostskole i London, bliver til virkelighed skal TIffany pludselig til at ændre personlighed og livsstil - men Tiffany har noget helt andet i tankerne, & da hun møder den mystiske pige Gemma, som er opsat på at ændre sit liv til noget sjovere end kostskolens, tager Tiffany hende hurtigt til sig, & sammen overtræder de skolens vigtigste regler. Men hvad sker der, når Tiffany og Gemma ender på samme klub som den kendte gruppe One Direction? & vigtigere, hvad sker der, når Gemmas bror finder nøglen til sin søsters pludselig forandring? Vil turen til London overhovedet være Tiffany til hjælp? *Læsning er på eget ansvar!*

672Likes
538Kommentarer
47378Visninger
AA

2. You have gone too far.

 

Jeg sad i vindueskarmen bag mit lyserøde gardin, sammen med min veninde og ventede på min fars nye kæreste ville dukke op. Allerede nu forberedte jeg mig selv på, at få kvalme af hendes alt for venlige smil, og hendes tåbelige forsøg på at blive venner med mig. Min far var fuldstændig væk i hende, og flere gange havde jeg fået besked på at give hende en chance, men efter kun 5½ år, så kunne min far ikke regne med, at jeg allerede ville være klar på en ny mor. Spørgsmålet om, hvordan han selv allerede var kommet videre i sit liv, var en gåde. Jeg kunne ikke fordrage hende, og hun var ikke velkommen i familien.

Efter hun var kommet ind i hans liv, var han pludselig begyndt at lukke min storebror - Simon og jeg ude. Simon påstod han ikke havde lagt mærke til noget, og at tingene var som det plejede, udover min far var blevet forelsket. Men jeg vidste bedre. Jeg kendte Simon, og han kunne umuligt tillade en ny ’mor’ at komme ind i familien!

”Tiffany!” hvinede Kate. Jeg blev hurtigt trukket ud af min verden og skulle til at kigge irriteret på hende, da hun udmærket vidste, at jeg ikke brød mig om nærkontakt. Der var for mange bakterier – men lige nu var det ikke problemet, for Sofia – fars kæreste, kom gående i sine alt for stramme jeans, sorte solbriller og høje stiletter, og havde kurs direkte mod døren.

”Tiffany, det nu.” Sagde hun fuld af energi og skubbede sit våde hår om bag skulderen, inden hun lukkede håndklædet foran sig. Mit blik lå stadig på Sofia. Ingen dame på 30 år går i så stramme jeans. Og da slet ikke de jeans!

”Tiffany,” sagde Kate utålmodigt. That bitch,” mumlede jeg inden jeg hoppede ned fra gardinet. Iført mit lyserøde nattøj hev jeg Kate med ind på min fars soveværelse. Lyden fra bruseren var ikke til at tage fejl af – han var stadig i bad. Præcis efter planen, da jeg ved et lille uheld kom til at spilde vin ud over ham.

”Du ved hvad du skal!” sagde jeg til Kate, inden jeg smuttede hen til hoveddøren og åbnede den, så Sofia kom til syne.

”Hej Tiffany,” sagde hun glad og satte sine solbriller op i håret. Undskyld mig, men hvem går med solbriller i oktober? Det undlod jeg dog at sige, da det ville smadre planen fuldstændig.

”Sofia!” sagde jeg overrasket, og kiggede mig over skulderen. ”Sikke en overraskelse,” sagde jeg igen helt overrasket. Jeg burde næsten blive skuespiller. Hun lænede sig hen på det ene ben, og prøvede at kigge mig over skulderen. ”Er han ikke hjemme?” spurgte hun om med et smil, men man kunne nemt høre skuffelsen i hendes stemme.

”Michael?” lød Kate’s stemme, hvilket Sofia selvfølgelig ikke vidste. Hun havde ingen ide om hvem Kate var, for hvad var ideen i det?

Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at grine. Sofia’s smil var ikke længere til at se, og da hendes blik atter gled hen på mig slap hendes tålmodighed vidst op. Hun skubbede mig til siden og trampede hen mod min fars soveværelse.

Let it go.

Jeg stod et øjeblik og stirrede på hende, inden jeg kom til mig selv. ”Sofia! Jeg tror ikke det er en god ide,” prøvede jeg og stoppede hurtigt mit smil, da Sofia vendte sig mod mig, dog kun kort, og lidt efter åbnede hun døren ind til soveværelset.

”Der var du. Jeg var et øjeblik bange for du..” Kate stivnede. ”Oh,” sagde hun og greb strammere om håndklædet. Jeg bed mig denne gang i kinden, for ikke at flække af grin. Sofia vendte sig mod mig med et blik fuld af sorg.

”Jeg sagde jo du ikke skulle gå derind,” mumlede jeg og gjorde alt for at lyde ked af det på hendes vegne, selvom jeg var ved dø af grin indeni. Måske skulle jeg ikke være skuespiller alligevel.

Jeg fik øjenkontakt med Kate, som også var ved at grine, men da Sofia kiggede på hende igen, så hun helt forvirret ud.

”Undskyld, men hvem er du?” spurte Kate en anelse snobbet, hvilket fik Sofia til at gispe, og mig til at grine indeni.

 ”Hvem jeg er?” sagde hun denne gang fuld af vrede. Et smil gled over mine læber uden jeg kunne stoppe det, det stivnede dog hurtigt, da døren til badeværelset gik op, og min far trådte ud iført underbukser. Jeg kiggede hurtigt ind i spejlet og så hvordan Sofias øjne blev store og fyldt med tåre.

Det føltes som om mit hjerte stod stille et øjeblik. Det her var ikke en del af planen. Jeg ville virkelig få skideballe af det her, but who cares?

”Michael, hvor kunne du!” sagde hun højt og rystede på hovedet. Min far stod og kiggede forvirret på Kate, inden hans blik gled hen på Sofia. Langsomt gik hele situationen op for ham.

”Det er virkelig ikke som du tror!” sagde han hurtigt og løftede hænderne op foran sig. Sofia løftede en finger, for at få ham til at tie. ”Nå ikke? Hvem er hun?” sagde hun med en skinger stemme, inden hun lod sin hånd glide hen over min fars kind. ”Jeg troede virkelig vi havde noget!” råbte hun, inden hun vendte sig rundt og gik hen mod mig, som stod i døråbningen. Mine øjne mødte kort hendes, og selvom jeg gjorde alt for at stoppe mit smil, så gled det frem – men det så ikke ud til Sofia lagde mærke til det. Det her var så sjovt.

”Sofia!” råbte min far og skulle til at løbe efter hende. Han stoppede kort op og kiggede hen på mig, ”vi to skal have en snak!” vrissede han med en stemme fuld af vrede, inden han løb efter Sofia. Det her kunne umuligt ende godt, men da døren lukkede, kunne jeg ikke lade være med at grine.

”Så du hendes ansigt?!” lød det fra Kate som også begyndte at grine. Jeg nikkede ivrigt og tog mig til maven. ”Oh my god! Jeg har aldrig, hahahaha!” fløj det ud af min mund, inden jeg prøvede at efterligne hende. ”Jeg troede virkelig vi havde noget,” sagde jeg og lavede et vift med hånden, hvilket fik Kate til at grine endnu mere. Aldrig havde jeg prøvet noget sjovere. Hævnen var sød.

Kate trak sin cardigan over hovedet, inden hun samlede sit hår i en hestehale. Jeg burde nok takke hende fordi hun ville hjælp, men eftersom Kate var med på den værste, og jeg ikke var stor fan af undskyld, så blev det ikke til noget, i stedet kiggede vi på hinanden og flækkede af grin – igen.

Jeg trak min lyserøde computer hen til mig, inden jeg åbnede den og loggede ind på min personlige blog, hvor jeg skrev alt ned – alt. Jeg var ligeglad om folk blev stødt af det jeg skrev, så kunne de jo bare lade være med at besøge den – så nemt var det.

”Tror du han bliver meget sur?” spurgte Kate. Jeg smed mig på maven i sengen, og løftede benene i vejret. Kort trak jeg på skulderne, inden jeg greb ud efter min spritbøtte for at gnide mine hænder ind i det. Jeg havde fuldstændig glemt alt om det da jeg havde været optaget, men nu følte jeg mig ulækker.

”Jeg bliver altså nødt til at smutte nu! Jeg skal mødes med Jacob,” sagde hun og kiggede hurtigt med åbne øjne hen på mig. Jeg stoppede med at skrive på mit tastatur, og kiggede seriøst på hende.

”Har du stadig noget med ham?” Det kunne hun umuligt mene. Han var jo det man kaldte direkte ulækker. Han havde mindst været hende utro tre gange, og alligevel fandt hun tilbage til ham? Ingen ville synke så lavt – altså åbenbart udover Kate.

”Ja, øhm, han ville have mig over, for øh så… øm vi kunne snakke,” stammede hun kort og sendte mig så et smil.

Løgn. Han ville bare have sit behov opfyldt – selv jeg vidste det.

”Aha, snakke om at give det en chance til?” spurgte jeg. Hun nikkede hurtigt.

Løgn.

”Jamen så held og lykke. Så må vi jo se om du er god nok efter han har fået hvad han ville.” Jeg fulgte hende med øjnene og så hendes krop stivnede et øjeblik. Hun vidste tydeligvis, at jeg vidste hun løj. Det var heller ikke ligefrem så svært at se og høre på hende, men det måtte hun selv om. Jeg ville bare ikke høre på hende tude, hvis han igen var hende utro. Man går ikke tilbage til en fuser, og da slet ikke fire gange.

Jeg havde virkelig brug for at snakke med Harley – bedsteveninden over alle bedsteveninder.

”Tiffany!” råbte min far højt lige i det Kate forlod huset. Jeg rejste mig irriteret fra sengen og trådte i mine lyserøde futter inden jeg kort kiggede mig i spejlet. Det var ikke ligefrem fordi hans kald havde været et sødt kald, faktisk det helt modsatte. Han var sur, rigtig sur, men det var ikke noget nyt. Siden han fandt Sofia, så havde vi skændes næsten hver dag, ja han havde endda op til flere gange truet mig med kostskole i London, men jeg vidste, at det bare var en tom trudsel.

Jeg forlod værelset og slentrede langsomt ned mod køkkenet – bare for at skabe lidt drama, hvilket jeg efterhånden var blevet ret god til, men hvem ved? Måske var det bare mit kald i livet, for på en alder af 17 havde jeg virkelig ingen ide om min fremtid. Jeg havde jo alt jeg havde brug for lige nu – min fars penge, og det var nok for mig. Jeg nød livet med mine venner, festede, havde det sjovt, tog i byen, shoppede og alt det man nu kan, når man har penge. Arbejde var der hvert fald ikke tale om – det var for de folk der var modsætningerne af mig og min familie – mindre stillet.

Jeg fik knapt nok åbnet døren, før jeg fik Simons ansigt at se. Han stod op af køkkenbordet med sin mobil i hånden, og så uimodståelig godt ud. Han havde lyst hår, blå øjne og en veltrænet krop, mens jeg havde en masse forskellige farver i håret, mørke blå øjne og en slank figur. Hvis man ikke vidste vi var i familie, så ville man aldrig gætte det. Vi lignede overhovedet ikke hinanden. Han lignede min mor, og jeg lignede min far – hvert fald med hensyn til mine tydelige kindben – hvilket jeg var glad for. Jeg fandt det flot, hvis man kunne se ens knogler, især ens kraveben – så man kunne vidst godt kalde mig tilfreds med min krop.

”Du er virkelig på den søs,” mumlede han da jeg gik forbi ham. Jeg skælvede kort til ham, inden jeg kiggede over på min far, som kørte en hånd igennem hans ellers noget så pjusket hår. Han havde en enkelt rynke i panden, hvilket han altid havde, hvis han var frustreret eller vred, og lige nu var han vidst begge dele.

”Whatzup?” sagde jeg ligegyldigt og trak en stol ud, inden jeg plantede mine hænder under min hage. Jeg havde egentlig bare mest lyst til at sove, hvilket jeg ikke havde gjort de sidste par dage. Vi havde en mini ferie, så jeg havde været i byen de sidste mange nætter. I dag var kun en undtagelse fordi Sofia kom.

Han drejede langsomt sit ansigt og fangede mine øjne. Han så sur ud, ja for ikke at nævne rasende. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg frydede mig nærmest over at se det. Måske han nu kunne forstå, at hun ikke var velkommen? Hvis ikke måtte han godt nok være blind. Ville han virkelig udsætte hende for flere ting?

”Ved du overhovedet hvad du har gjort?” vrissede han surt. Jeg lænede mig langsomt tilbage i stolen og sørgede for at bevare vores øjenkontakt. Et lille smil gled over mit ansigt, inden jeg tog mit hår til den ene side.

”Jeg har ingen ide. Måske du ville forklare mig det?” sagde jeg flabet og lagde det ene ben over det andet. Min fars ene rynke blev til to, og højlydt tog han en dyb indånding. Jeg kunne ikke lade være med at føle en sejr indeni. Måske var vi helt færdige med at se Sofia i huset igen.

”Du var ved at ødelægge vores forhold Tiffany,” sagde han og lagde tryk på ’var ved’ hvilket jeg hurtigt opfangede. Jeg kneb øjnene sammen og lænede mig ind over bordet. ”Og hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” Jeg vidste jeg havde ramt plet, for han gjorde som han plejede – sukkede opgivende. Jeg foldede mine arme og lænede mig tilbage i stolen igen.

”Tiffany,” sagde han da jeg rejste mig. Jeg rullede med øjnene og drejede langsomt hovedet for at se på ham med et stort hånligt smil.

”Hvorfor bliver du ved?” sagde han kort og koldt. En underlig følelse gik igennem mig. Hvorfor jeg blev ved? Er det ikke tydeligt? Vreden fra at min plan mislykkedes, sneg sig ind. Var han virkelig så blind? Kunne han virkelig ikke forstå, at Sofia ikke var velkommen i familien?

”Fordi hun ikke er velkommen,” svarede jeg kort.

”For hvem Tiffany? For dig og Simon? For sidst jeg snakkede med Simon, havde han intet problem!” sagde han surt, hvilket kom bag på mig. Han plejede at droppe disse skænderier, fordi han vidste jeg ikke opgav. Han vidste jeg blev ved til jeg fik min vilje.

Jeg kiggede kort hen på Simon, som trak på skulderen.

”Fordi du ikke bare kan skifte mor ud på den måde!” sagde jeg højt og regnede med min fars forståelse, men i stedet så han vredere ud end før. ”Det er 5½ år siden Tiffany! Du kan ikke forvente jeg vil blive siddende i fortiden.” Sagde han en smule blidt, men dog stadig hårdt. Hans ord gik lige ind. Blive siddende i fortiden? Det var 5½ år siden! Han havde fuldstændig glemt hende. Hvor kunne han? Hun var hans eneste kærlighed. Jeg kunne umuligt være den eneste der holdt ved hende endnu.

”Du bliver nødt til at slippe,” sagde min far, hvilket fik mig til at koge over.

”Jeg kan ikke slippe. Hun er min mor for fanden! Hun kan ikke blive byttet ud, lige meget hvor mange du knalder, eller hvor mange kærester du har, så vil jeg aldrig tillade det!” råbte jeg højt.

”Så er det godt du kun er 17 år og ikke har en skid at bestemme!” råbte han tilbage, hvilket kom så meget bag på mig, at jeg vaklede et forskrækket skridt bagud. Han skulle ikke starte på det her, for jeg ville ikke lade ham vinde – og han vidste det.

”Så kan du ikke forvente jeg lukker nogen ind! Du kan ikke bebrejde mig for at gøre som jeg gør! Så længe du bringer ludere med hjem, så kan du kun forvente hvad du oplevede i…” ”- Så er det godt Tiffany! Se på dig selv. Se på dit hår, se på din krop! Dit alkohol forbrug er alt for slemt, du er trådt for langt nu! Du kommer hen på den kostskole, om du vil det eller ej!” råbte han og slog hånden i bordet. En kold følelse gik igennem mig, inden jeg gik ned mod mit værelse.

”Bullshit,” råbte jeg. ”Du har sagt det før, hvorfor skulle denne gang være ande..” En hånd blev lagt på min mund, hvilket fik mig til at skrige ind i hånden.

”Tiffany, lad nu være med at gøre det værre for dig selv,” mumlede Simon. Det var ikke første gang jeg havde skændes sådan med min far, men sidst var for flere år siden. Det kom virkelig bag på mig, og at Simon blandede sig, gjorde det hele værre. Måske mente han det virkelig denne gang.

”Skrid med dig!” skreg jeg højt og skubbede til ham, inden jeg forsvandt ind på mit værelse og smækkede døren i.

Jeg havde virkelig brug for en snak med Harley.

”Westminster School,” skrev jeg på computeren. Jeg udvekslede blikke med Harley, som sad spændt og ventede. Hendes fod trippede mod bordbenet så bordet rystede en smule.

”Er du klar?” spurgte jeg nervøst, hvilket fik hende til at nikke og trykke på enter, og der midt på computeren kom et kæmpe billede op, af et slot. Eller det lignede et slot, og det slot var fra nu af min nye skole, og mit nye hjem. Det så forfærdelig ud. Det kunne jeg ikke bo på! Det så så beskidt ud.

”Oh my god,” sagde Harley og jeg i munden på hinanden. Jeg kunne mærke, hvordan skuffelsen og vreden skyllede ind over mig. Min far havde ikke bare truet med det denne gang. Han havde rent faktisk allerede fundet en skole til mig, som jeg åbenbart havde været skrevet op til længe nu. Han havde bare ventet på jeg virkelig dummede mig, og det havde jeg så gjort.

”Jeg har hørt det regner over halvdelen af tiden i England,” sagde Harley, hvilket fik mig til at spærre øjnene op. ”Over halvdelen af tiden?!” Jeg rejste mig op og gik langsomt hen til mit vindue. Mit lyserøde gardin skjulte hvilken fantastisk dag det var i dag. Solen skinnede og lyste poolen op på den mest fantastiske måde jeg nogensinde havde set. Måske fordi der var mulighed for, at det var sidste gang jeg fik det at se. Jeg skulle allerede af sted i morgen, da skole sæsonen begyndte om to dage.

Et ulykkeligt suk slap ud af mine læber, inden jeg lagde panden mod vinduet. Det var endelig ved at blive forår og varmt her i Californien – virkelig noget jeg havde savnet, og så skulle jeg tilbage til efterår? Det var jo som at gå tilbage i tiden. Jeg havde endda hørt, at det sneede i London. Hvordan skulle jeg overleve? Jeg ville helt klart ende ud i en vinter depression ved at have levet med vinter et helt år! Og hvem fanden skulle jeg holde jul med? Det her var jo ikke fair. Hvordan kunne han gøre det? Godt nok påstod han, at han gjorde det fordi han elskede mig, men han kunne da umuligt elske mig, når han sendte mig væk!

”Du har virkelig trådt i det denne gang, hva?” sagde Harley. Jeg sukkede kort og klemte nogle tårer inde, inden jeg langsomt kiggede hen mod hende. Synet undrede mig en smule, for hun sad med to par stiletter i hånden og kiggede helt forelsket på dem begge to. Hvad havde hun gang i?

”Du kan da umuligt have dem her med til London når det regner sådan hele tiden! De kan da ikke holde sig,” sagde hun og lavede store øjne. Jeg sukkede højt. Skulle jeg nu også til at give afkald på mine sko, fordi det regnede? Men hun havde ret. Vejret var forfærdeligt.

”Det ville være sådan et spild at lade dem rådne op mens du er væk,” sagde hun og kiggede opmærksomt på mig. Jeg elskede mine sko. En trang til at gribe ud efter dem, og knurre dem ind til mig kom frem, men jeg modstod. Harley skulle ikke starte rygter om, at jeg kælede med mine sko, og havde mistet forstanden fordi jeg skulle på kostskole. Jeg ringede til hende i går og snakkede med hende om det, og allerede nu vidste alle det.

Jeg havde modtaget utrolig mange rørende beskeder, hvor der stod de håbede jeg overlevede, hvilket jeg virkelig også selv håbede jeg gjorde.

”Tiff?” Sagde Harley lidt tid efter. Jeg åndede tungt ud. ”Bare tag dem,” sagde jeg og nåede lige at se hende hvine og ligge skoene i sin taske, som om hun var bange for jeg ville fortryde det.

”Det skal nok gå! Bare husk din lipgloss og glattehjern, så går det,” sagde hun fraværende og kiggede ned i sin mobil. Hun havde ret. Det var kun et år.

”Jeg ringer hver evig eneste dag!” sagde jeg hurtigt og gik hen til mit skab. Mit blik gled fra min kuffert til mit skab, for atter at glide ned på min kuffert igen. Der var jo umuligt plads til alt mit tøj deri, og jeg kunne da ikke bare vælge noget tøj frem for noget andet tøj? Det ville være synd for det tøj der blev fravalgt. Jeg blev seriøst nødt til at få fat i en ny kuffert!

”Skat, jeg bliver nødt til at smutte. Jeg har en aftale med Kenneth.” Sagde Harley og rejste sig. Trøjen jeg stod med i hånden landede hårdt på jorden mens jeg drejede rundt.

”Hvad? Det er vores sidste dag sammen Harley, og så vælger du ham frem for mig?” Min stemme var skuffende og bebrejdende, men det var også præcis sådan jeg følte mig indeni. Hun var min bedsteveninde for god sake!

”Jeg er ked af det babe,” sagde hun og stak sin underlæbe med lidt for meget glimmer lipgloss ud. ”Men han ringede i går og havde brug for mig.” Hun krammede mig så hendes parfume ramte min næste og gav mig en trang til at nyse. Jeg havde da også brug for hende? Chick before dicks? Nej, okay.

Hun forsvandt ud af døren, hvilket fik tårerne frem. Jeg kunne da ikke tage til London og bo på det… fængsel i et år? Hvad havde min far regnet med?

Lidt efter gik døren op, og Harley kom trampende ind. Et smil gled over mine læber, da jeg et kort øjeblik havde håbet hun havde ombestemt sig, men jeg tog fejl.

”Jeg glemte min taske,” fnes hun og forsvandt så ud af døren. Mit smil stivnede og et par tårer gled ned af mine kinder. Det her var den værste dag i hele mit liv. Hvem ville tage frivilligt til London? Hvis det bare mindede en smule om det fængsel jeg skulle bo på, så ville jeg ikke engang holde et par timer. 

† † † † † 

Det var første kapitel. Hvad synes I? Og hvad er jeres første indtryk af Tiffany og hendes venner? Hvad synes I om Tiffany's væremåde, og om hendes far's beslutning? :-)

- Jeg ved den minder om Wild Child - jeg har fået min inspiration derfra, men den tager en helt anden drejning og kommer ikke til at handle om det, som det gør i Wild Child. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...