Don't try to fix me - I'm not broken. {1D}

Tiffany på 17 år lever det luksuriøse liv i USA. Shopper for sin fars penge, gør hvad hun vil og fester når hun vil. Tiffany går inde med et tab til sin mor, så da hendes far endelig får en ny kæreste og vil gøre det seriøs, er Tiffany klar på hvad som helst, for at ødelægge det imellem dem. Hun går tydeligvis alt for langt, & da hendes far's trussel med at blive sendt på kostskole i London, bliver til virkelighed skal TIffany pludselig til at ændre personlighed og livsstil - men Tiffany har noget helt andet i tankerne, & da hun møder den mystiske pige Gemma, som er opsat på at ændre sit liv til noget sjovere end kostskolens, tager Tiffany hende hurtigt til sig, & sammen overtræder de skolens vigtigste regler. Men hvad sker der, når Tiffany og Gemma ender på samme klub som den kendte gruppe One Direction? & vigtigere, hvad sker der, når Gemmas bror finder nøglen til sin søsters pludselig forandring? Vil turen til London overhovedet være Tiffany til hjælp? *Læsning er på eget ansvar!*

672Likes
538Kommentarer
46686Visninger
AA

9. Well... a girl need her privacy!

Jeg vågnede op næste morgen og kiggede ud af vinduet. Endnu en dag med regn og ikke et eneste solstrejf var at se. Jeg hadede virkelig London, mere og mere for hver time der gik.

 

Gemma sov stadig, men hun mente jo heller ikke at hun havde brug for mere end 20 minutter om morgenen. Jeg var ikke ligefrem enig, men jeg skulle nok få vidst hende, hvordan hun skulle gøre for at se godt ud, jeg mener, det er ikke fordi der skal meget til at ligne en stjerne her, når man ser på alle de andre elever.

 

20 minutter efter, at jeg var gået var stået op og begyndt at gøre mig klar hørte jeg den irriterende lyd af et vækkeur, helt seriøst… Hvorfor have den der gammeldags, overdrevet pisse irriterende bip-tone som vækkeur?

 

Få sekunder efter, at lyden var stoppet, kunne jeg høre Gemma der begyndte at rumstere inde på værelset. Jeg havde overtaget badeværelset om morgenen og det vidste hun allerede. Da jeg var færdig med min make-up gik jeg ind på værelset igen for at få noget tøj på, ikke at jeg tog lang tid om at vælge eftersom, at jeg skulle have den grimme uniform på. Jeg måtte virkelig finde en måde at gøre den pænere på og gerne meget snart!

 

Mens jeg fik mit tøj på, havde Gemma lidt tid på badeværelset og overraskende nok gav hun mig plads derinde igen så snart jeg var færdig med at tage tøj på, hvilket var ca. 5 minutter efter! Jeg fatter simpelhent ikke, at man kan gøre sig færdig så hurtigt, men sådan er det nok bare i England… Om jeg gider at være sådan, godt jeg blev født på den anden side af Atlanten!

 

Hun var stadig ikke helt tilfreds med det hår jeg havde givet hende.
”Tiffany! Jeg ved virkelig ikke hvad jeg ligner… Det her er slet ikke mig! Min bror flipper helt ud, jeg er sikker! Han er slet ikke til sådan noget her, for slet ikke at snakke om min mor! Og alle de andre her på skolen… De kommer til at grine af mig! ARGH!”
Jeg tog det ikke så tungt, i det mindste så hun bedre ud end hun gjorde før, men jeg måtte vel sige et eller andet for at få hun ned på jorden igen…
”Gemma slap af, det tager bare lidt tid! Du skal bare lige vende dig til det, du ser godt ud med det!” Forsikrede jeg hende, inden jeg igen gik ud på badeværelset.

Ikke fordi hun så godt ud, men det var bedre og hun havde da helt klart potentiale til at se vildt godt ud, måske endda lige så godt som mig, men det ville jeg aldrig sige til nogen og da slet ikke til Gemma selv.

 

Det værste på skolen, udover udgangsforbud, tøjet, menneskene og deres sløsede udseende, var helt klart maden! FØJ, siger jeg! Morgenmaden var virkelig fed, æg med pølser, bønner og brød! Ikke grønne bønner, som er virkelig lækre, især hvis man sådan bager dem i ovnen, nej det var sådan nogle klamme baked beans! I det mindste var der groft brød og noget yoghurt, det var klamt, men dog det mest spiselige. Gemma og jeg sad sammen, hun var trods alt den eneste jeg nogenlunde kendte og gad snakke med. De andre elever havde kigget lidt mærkeligt på os her til morgen, ikke at det var noget nyt for mig, men jeg har på fornemmelsen at en del af blikkene skyldes Gemmas hår. Det var da i det mindste pænere end deres, men folk skal jo nok bare vende sig til at der rent faktisk er noget pænt ude i verden og at alt ikke behøver være trist, gråt og ekstremt kedeligt! Normalt er kedeligt i min verden, at være normal er det samme som at sige, at man ikke vil ligges mærke til! Et lidt anderledes udseende, som ikke er grimt er, at tiltrække opmærksomhed på den gode måde!

 

Dagen gik virkelig langsomt, altså sådan virkelig, virkelig langsomt! Jeg holdte mig fuldstændig i baggrunden i timerne, da jeg ikke var i det fedeste humør og håbede på, at de ville sende mig hjem hvis jeg ikke lavede nok! Jeg sad til historie, da jeg mærkede min mobil vibrere i lommen på den cardigan, som jeg jo skulle gå rundt med. Jeg er egentlig ikke sikker på at man må have den ude af værelset og med til timer, men det har jeg og det har jeg ikke tænkt mig at ændre på. BUM!

 

#Mød mig ved legepladsen der ligger ca. 20 meter til venstre og væk fra London Eye, når du har vandet i ryggen. Vær der præcist! –Harry#

 

Jeg kunne ikke lade være med at grine en smule for mig selv, troede han virkelig at han bare kunne bestemme alt over mig? Så kender han tydeligvis ikke Tiffany…

 

#Du kunne også bare finde mig når jeg er ved London Eye… og for resten, så kommer jeg når jeg kommer! –Tiffany#

 

Klokken ringede og alle begyndte at pakke deres ting sammen, det tog mig lige et par sekunder før jeg opfattede, at timen rent faktisk var forbi. Historie var det sidste fag jeg havde i dag, så nu skulle jeg bare op på værelset, klæde om og så af sted. Helst uden for mange vidner på at jeg er smuttet.

 

Da jeg først skulle til at vælge tøj slog det mig, jeg har absolut ingen idé om hvad jeg egentlig skulle klædes på til. Siden vi skal mødes ved London Eye, så skal vi nok noget relateret til det, men for fanden da, man ved jo aldrig… Jeg blev jo da nødt til at finde en mellemting så, altså både til inde og ude, men eftersom at vejret i det her land er helt forfærdeligt, så er en mellemting ret svær at finde. Efter næsten en halv time blev jeg da nogenlunde tilfreds. Jeg følte allerede at jeg var reeeeeet sent på den, så håret gik stærkt og min make-up måtte bare være som det nu var. Det der med ikke at blive set gik ret godt for mig. Lige indtil den sidste port på vej ud fra skolen, typisk, der kom ingen andre en Gemma selvfølgelig gående hen over græsset. ØV! Jeg fortsatte min hurtige gang og håbede at hun bare ville lade mig være, men hvem prøver jeg at narre?
 

”Tiffany hvor tror du at du skal hen?” Kan hun ikke bare blande sig udenom?
 

Jeg skal rulle ned af en bakke og lade som om at det er en pool jeg svømmer i! Hvad fanden tror du selv jeg skal?” Jeg hadede seriøst når folk skulle blande sig i my business!

 

”Tiffany du går ingen steder! Jeg gider ikke i problemer igen, fordi du skal have det sjovt.” Wow hun virkede virkelig sur, men det kunne da ikke være mit problem. Jeg var allerede kommet for sent ud af døren, ikke at jeg havde tænkt mig at komme til tiden, når jeg skulle mødes med Harry…Men nu blev jeg mere forsinket end hvad godt er!

 

”Gemma, jeg går hvorhen jeg vil, når jeg vil! Du må følge med og være guide for mig, eller du kan blive her og dække over mig, i tilfælde af at jeg kommer for sent hjem igen. For vi ved jo begge to godt, hvem der får problemer med lærerne”

Jeg smilede hånligt, da jeg allerede nu vidste, at jeg havde vundet den her og da Gemma rystede på hovedet og gik videre, var det klart, at hun blev her og at jeg nu kunne skynde mig videre mod Londons midte, så jeg kunne mødes med Harry!

 

Efter en gåtur hen til bussen, som kørte mg til tuben og en forholdsvis kort tur dernede, var jeg endelig kommet til stoppet ”Westminister”! Jeg gik op på gaden og krydsede Westminister Bridge! London Eye var ikke til at overse, altså jeg mener, det fylder jo sygt meget der på molen, eller hvad det nu hedder!

 

Da jeg fandt den der legeplads, var der totalt proppet og jeg kunne overhovedet ikke få øje på Harry. Lige idet samme, brummede mobilen i min lille taske jeg havde med mig. En sms fra Harry. Han var sikker blevet bange og havde bakket ud – jeg ville vinde det her for let.

 

#For mange mennesker, det ville ødelægge det! Jeg holder nede af den næste sidegade til højre – lige overfor Starbucks – er i den sorte Range Rover, med nummerpladen N276 PHX! –Harry#

 

Alligevel lidt klamt, at han nu ville have mig til at gå hen til en bil og bare hoppe ind! Men det her er en kamp om respekt og det er en kamp jeg ikke har i sinde at tabe!

 

#Bange for en flok små børn, der er på en legeplads? Jeg er på vej, men du skal ikke tro, at du bare sådan kan hundse rundt med mig Harry. –Tiffany#

 

#Du skulle bare vide hvad sådan en flok børn er i stand til! Én, bliver til to, som bliver til utrolig mange…#

 

Han lød seriøst som en freak, men det var vel ikke hans egen skyld. Måske var han blevet tabt som barn, hvem ved?!?
Jeg fandt hurtigt den sidegade han havde snakket om, den var like, 50 meter fra legepladsen, så kan egentlig ikke helt forstå hvorfor det var et bedre sted! Men drengen var skør, der var ikke andre forklaringer på dette!

 

Kort tid efter så jeg en stor, mega fed Range Rover! Den så dyr ud, måske var Harry mere som mig end jeg egentlig troede! Havde da godt kunne fornemme, at vores personligheder var meget ens, men at vi pengemæssigt også var på det samme stadie, havde jeg ikke være helt afklaret med! Der var virkelig forskellige klasser af folk jeg nu kendte her i London. Gemma var i bunden af kæden og Harry var højst sandsynligt i toppen!

Jeg hoppede hurtigt ind i bilen, da det begyndte at regne og mit hår og min make-up skulle ikke være mere smadret end det i forvejen var!

 

”Det var du lang tid om!” Sagde Harry kækt som det første, da jeg var kommet ind i bilen! Set på den positive side, var der kun ham i bilen og der var varmt herinde, så det var et okay sted at mødes!

 

”Hvor skal vi hen?” Var jeg hurtig til at fyre tilbage, for at ignorere hans bemærkning om hvor lang tid det havde taget mig at komme. Men seriøst klokken er kun like 16.18, så kom da i god tid! Jeg kunne have brugt meget længere tid og jeg var faktisk på legepladsen 16.11 – men Harry havde ikke været til at finde!

 

”Jeg tænkte at vi kunne køre hen på en lille restaurant, som ligger lidt skjult, så der er ikke så mange mennesker! Faktisk er der slet ingen, for har reserveret det hele til os to, så vi kunne være i fred!”

 

”Mad og du har booket en hel restaurant – pengepungen fejler intet var? Men jeg er på.”

 

”Well…a man need his privacy” og med den kommentar havde Harry lukket vores samtale. Han sad hele køreturen (7 minutter),  med et flabet smil på læben. Han tænkte sikkert, at han havde fuldstændig kontrol over situationen og at jeg snart ville bukke under for hans charme, som alle andre piger nok gjorde! Og nej…jeg sagde ikke lige, at jeg havde fundet noget ved ham charmerende, men noget måtte man da give knægten! Han så ikke værst ud og han havde en fed bil!

 Musikken spillede i radioen og jeg havde på fornemmelsen, at jeg kendte den ene af de sange der spillede! Det var helt klart en britisk sang, det kunne man høre på ordene! Jeg fik på fornemmelsen, at min venindes lillesøster havde hørt den engang jeg var derhjemme!

Vi endte op ude foran en glasfacade til en restaurant ved navn ”Nando’s” og jeg havde godt hørt nogle af pigerne på skolen snakke om det. Dog havde jeg ikke den fjerneste idé om hvad det var for et sted!

 

”Efter dig,” sagde Harry idet han åbnede glasdøren for mig. Gentleman var han nu også blevet…


”Det er en af mine bedste venners yndlings sted! Den her kæde, men altså han synes der er noget helt magisk over denne bygning, da den er under London Bridge og man kan sidde og kigge ud over Themsen mens man spiser. Det var faktisk ham der foreslog det, da jeg snakkede med ham lige før, da jeg opdagede at legepladsen blev lidt overfyldt…Håber det er fint nok til pigebarnet!”

Hans ellers utrolig søde tale, som for første gang viste en menneskelig del af drengen, ødelagde han så fint ved at bruge ordet ”pigebarnet” til sidst i sætningen…Jeg absolut HADER når folk taler ned til mig! ARGH det er så frustrerende!

 

”Ja det er vel fint. Når du ikke selv kan finde på noget, må du jo ringe til dine venner, så de kan rede din røv!” Med det fyret af, fik vi os placeret ved et bord med et stort vindue som var lige ud til vandet. Flot så det ud, hans kammerat havde da en form for smag.

Det undrede mig lidt, at han med ca. 20 minutters varsel, kunne få lukket en hel restaurant, men han måtte vel have sine kontakter i orden.

***

Efter en, overraskende, dejlig aften i Harrys selskab, havde han tilbudt at køre mig hjem. Jeg havde undervejs fået ham forklaret, at jeg tit for vild og at jeg ville få folk i problemer på skolen, hvis jeg kom for sent! Ikke at jeg var ved at blive blød overfor ham, men jeg følte et eller andet sted at jeg kunne fortælle ham mere end jeg kunne fortælle mange andre i det her land!

Da vi stoppede lidt fra skolen, så jeg kunne snige mig ind uden at blive opdaget, steg Harry ud af bilen sammen med mig. Han fulgte mig om til en af murene så tæt ved min indgang som muligt og han fik konstateret, at han havde en idé om, at han havde været der før, men ikke helt vidste det, eftersom at mørket faldt tidligt over London her i Oktober måned.

 

 ”Nå men, vi ses måske Harry. Hvis du tør mødes igen, i frygt for at de små børn skal skræmme dig væk!”

 

”Vi ses Tiffany. Hvis du tør mødes igen, i frygt for at du skulle falde for mig!” Som han sagde det, rykkede han tættere og tættere på. Han lænede sig ned foran mig og jeg kunne mærke at han kun havde en ting i tankerne. Som han lukkede øjnene og førte sin hånd op på muren, så han kunne støtte sig til den, klappede jeg ham kærligt på kinden.

 

”Dream on pretty boy” og med de ord var jeg hoppet op på muren og forsvandt, mens jeg lod Harry stå alene tilbage i Londons aftenmørke.

 

Jeg fik sneget mig op på værelset igen og den var kun 9 minutter over udgangsforbuddets start.

 

”Årh godt du kom Tiffany! Jeg sagde at du var i bad, så gangvagten kommer igen om et par minutter og tjekker op på dig!”

 

”Hvor er jeg stolt af dig Gemma,” fik jeg sagt i en sarkastisk tone. ”Du fortalte en løgn, hvor er du bare sej!” Jeg grinede en smule og kunne se Gemma ryste på hovedet, af mig.

 

”Havde du så en god aften med mystery man??” Hvor hun havde idéen fra, at det var en dreng jeg havde mødtes med, vidste jeg ikke, men da jeg ikke ville virke fortvivlet overfor hende igen, måtte jeg jo spille med.

 

”Årh Gemma du skulle bare vide.”

 

”Hvad hedder han?” Hun var virkelig nysgerrig i dag…Med muligheden for at svare ærligt, kunne jeg alligevel ikke modstå trangen til, at være flabet igen.

 

”Well…a girl need her privacy!” 

 

- - - - - - - - - - - - 

 

Hvad synes i så?? Var Harrys og Tiffanys dag, som i havde håbet?  

 

Well....det her kapitel har været længe undervejs! 
Det er ikke helt ligesom alle de andre (tror jeg ikke) og skrivestilen er sikkert mega anderledes, som om at det er en anden der har skrevet det! Såååååå - det er egentlig også fordi, at det ikke er Thea der har skrevet :I 

 

.xx IdaMller 

Men jeg håber i hvert fald, at i stadig vil læse med, selvom det nu er mig (ida) der skriver! 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...