Don't try to fix me - I'm not broken. {1D}

Tiffany på 17 år lever det luksuriøse liv i USA. Shopper for sin fars penge, gør hvad hun vil og fester når hun vil. Tiffany går inde med et tab til sin mor, så da hendes far endelig får en ny kæreste og vil gøre det seriøs, er Tiffany klar på hvad som helst, for at ødelægge det imellem dem. Hun går tydeligvis alt for langt, & da hendes far's trussel med at blive sendt på kostskole i London, bliver til virkelighed skal TIffany pludselig til at ændre personlighed og livsstil - men Tiffany har noget helt andet i tankerne, & da hun møder den mystiske pige Gemma, som er opsat på at ændre sit liv til noget sjovere end kostskolens, tager Tiffany hende hurtigt til sig, & sammen overtræder de skolens vigtigste regler. Men hvad sker der, når Tiffany og Gemma ender på samme klub som den kendte gruppe One Direction? & vigtigere, hvad sker der, når Gemmas bror finder nøglen til sin søsters pludselig forandring? Vil turen til London overhovedet være Tiffany til hjælp? *Læsning er på eget ansvar!*

672Likes
538Kommentarer
46271Visninger
AA

11. Vi gør byen usikker i nat

Gemma havde ikke givet op uden kamp, den aften da jeg kom hjem, efter min date med Harry. Hun ville virkelig gerne vide, hvem det var jeg havde været sammen med, men jeg var stædig og blev ved med at holde hans navn for mig selv. Der var jo nogle ting, der skulle være mine egne. Prøv at forestil jer, hvis jeg bare fortalte Gemma ALT! Så ville jeg ikke have min facade længere. Mine vægge havde jeg brugt så lang tid på at bygge, ikke om en britisk gut og pige skulle bryde dem ned.

Mine veninder og venner er i USA og jeg skal fandme ikke have nye her.

 

Den sidste halvanden uge var gået overraskende hurtigt. Gemma og jeg havde haft det okay, jeg var flabet og hun opførte sig bedrevidende, så alt er som det plejer.

Jeg havde vænnet mig til, at de andre kiggede på mig og jeg havde fået Gemma til at gå lidt mere op i sit udseende. Eller jeg ved ikke hvor meget mere hun gik op i det, men hun havde da forstået, at hendes hår var flot og hun kunne gøre andet end bare, at stå op og rede det igennem.

Jeg havde fået gjort min uniform lidt mere personlig, så den var ikke ultra slem længere, nu var den bare slem.

 

Det var onsdag i dag, faktisk var onsdagen snart slut, vi havde vores sidste time lige nu og derefter havde vi fri indtil mandag aften, hvor vi igen skulle være på skolen. Det var den berømte halloween ferie og alle skulle hjem – wooooo… Eller ikke!

Alle andre skulle hjem, for min far var blevet enig med sig selv om, at det var bedst ikke at lade mig komme hjem. Han var sikker på, at jeg så aldrig ville flyve over Atlanten igen.

Jeg skulle tilbringe en forlænget weekend i London, alene. Min far troede at jeg var super populær og havde massevis af venner, så havde forklaret ham, at det ikke betød noget, at jeg ikke skulle hjem. Da han havde forklaret mig, at jeg ikke skulle hjem, havde jeg uden at tænke slynget ud, at jeg også gerne ville blive her og så tage med Gemma hjem! Så skulle det bare ikke gå. Jeg gad virkelig ikke være sammen med Gemma og hendes elskede bror i en forlænget weekend, hellere være alene i byen. Så kunne jeg feste og lave hvad jeg ville.

Altså jeg er vel en pige som så ret godt ud, så mon ikke at jeg ville få det sjovt nok i byen.

Til Gemma havde jeg dog sagt det modsatte. Jeg havde fint fortalt hende, at min bedste veninde ville komme på besøg og at vi skulle på opdagelse sammen i London.

 

”Så må I have en god ferie alle sammen.” Det var vores lærer der afsluttede timen og alle elever, inklusive mig, var allerede halvvejs ude af lokalet, før hun var færdig med at snakke.

 

”Hvad så Tiffany?” Gemma havde indhentet mig på gangen, jeg havde ellers regnet med, at undvige hende så meget som muligt. Jeg var ved at være godt træt af, at høre på hvor meget hun glædede sig til at hygge med sin bror, mor og stedfar henover weekenden.

 

”Glæder du dig til at din veninde kommer i morgen formiddag?” Hun virkede virkelig interesseret i mig. Det var jo egentlig sødt nok af hende, men hvis hun fandt ud af, at min veninde ikke kom, ville jeg bare få medlidenhed og det er seriøst bare noget af det værste i verden.

 

”Ja, det bliver helt vildt dejligt. Jeg savner hende virkelig.” En del af det var da sandt, jeg savnede virkelig Harley, mere end noget andet. Jo det skulle da lige være vejret i Californien…

 

Jeg tror, at Gemma snart vil gennemskue mig, så jeg nærmest satte i løb for at slippe af med hende.

Det havde faktisk lykkedes mig at undvige Gemma resten af dagen og det var først på værelset om aftenen, at jeg igen løb ind i hende. Jeg faldt hurtigt i søvn og kunne slet ikke vente med at komme væk herfra når natten var omme. Et par dage væk herfra, alene eller ej, vil være godt til mig.   

 

***

 

”Hun kommer ikke, gør hun vel?” Gemma kiggede på mig med et skeptisk smil.

 

”Jo. Hun er på vej, hendes fly er bare forsinket.” Jeg kan ikke klare når folk tvivler på mig. Det er også en af de ting jeg virkelig hader. Den liste er egentlig ved at blive lang, men sådan må det jo være. Jeg er ikke altid negativ.

 

”Tiffany, jeg har snaget lidt og tjekket alle fly i dag fra Californien og der skulle kun lande ét og det landede klokken 06 i morges, så jeg ved at hun ikke kommer.”

Hvorfor skulle den pige også være så perfekt? Hun tjekkede altid alting, for man måtte da aldrig have en hemmelighed.

I protest lagde jeg mine arme over kors og vendte ryggen lidt mere mod Gemma. Hendes mor var allerede kommet og ventede egentlig bare på Gemma nede i bilen.

 

”Tiffany lad nu være med at lukke mig sådan ude. Jeg vil jo bare gerne hjælpe dig, så du får en god ferie, som alle os andre! Hvad med, at du tager med mig hjem? Jeg har snakket med min mor om det tidligere i dag og hun ville blive så glad, hvis du sagde ja til at tage med, fremfor en weekend alene i byen.”

 Pigen havde vel fat i den lange ende, men jeg var bare ikke vant til, at folk skulle hjælpe mig. Jeg har altid klaret mig selv, siden min mor døde, har jeg ikke haft andre end mig selv. Ja gu’ ved hvem om Harley egentligt ville være der for mig, som en bedste veninde bør? Man kunne bare se på den sidste dag jeg havde hjemme, hvor hun forlod mig for at være sammen med Kenneth.

 

”Okay…Hun kommer ikke. Er du så tilfreds? Hun kommer ikke, for mig far og Harley tror at jeg har en masse veninder her på skolen og at jeg skal tilbringe ferien med dem. Så der kommer ingen, der er ingen hjemmefra, som vil tilbringe et par dage i mit selvskab. Er du tilfreds, var det, det du var ude efter?”

Jeg burde nok ikke have råbt sådan af hende, men jeg var bare så frustreret over, at det var hende der skulle forstå hvordan jeg havde det lige nu, hvor det burde være mine tætteste, der var der for mig.

 

”Kom, jeg tager en af dine tasker, du har det jo med at pakke alt ned. Du kommer med mig hjem, så kan du møde min familie og vi kan lære hinanden lidt bedre at kende. Jeg har på fornemmelsen at du ikke vil synes at alt er helt værst.” Hun smilede til mig, ikke på den der jeg-har-ondt-af-dig-måde, men på sådan en jeg-vil-gerne-være-din-ven-måde.

 

Jeg kunne ikke helt lade være med at grine lidt, jeg havde det nok med at pakke til fire uger, når jeg skulle være væk i fire dage. Men seriøst…Jeg er vant til at leve i luksus i Californien, hvor man ikke kan gå én dag uden at skifte tøj mindst 5 gange.

 

Hurtigt derefter var vi nede ved Gemmas mor, som var kommet for at hente hende. Ja og nu også mig.

 

”Hej, du må være Tiffany, hvor er det dejligt at møde dig. Gemma har fortalt så meget om dig. Mit navn er Anne” Hun var virkelig en glad person, altså sådan overdrevet glad. Idet hun snakkede til mig, kom hun tættere og tættere på og til sidst stod hun med armene omkring mig. Seriøst hvad er der med briter og kram?!?!

Jeg skævede over til Gemma idet hendes mor stod med armene om mig. Gemma stod og tog sig til hovedet og rystede på hovedet. Det var som om, at hun kunne mærke mine øjne på sig, for hun kiggede op og så undskyldende på mig. Hun vidste udmærket, at jeg ikke var en krammetype, så hun stod forhåbentligt bare og var pinlig over sin mor.

 

”Hej Anne, dejligt at møde dig.” fik jeg stammet frem efter lidt tid. Hun gav endelig slip og jeg kunne ånde lettet op.

 

”Nå, lad os komme af sted, vi har en lang køretur foran os.” Gemma brød ind og jeg var virkelig klar til at komme væk herfra for en tid. Hun havde fortalt mig, at hendes mor boede lidt over 3 timer væk, så jeg så frem til at sove med min musik i ørene.

 

***

 

Efter en lang tur, var vi endelig kommet frem, til Holmes Chapel i Chesire. Huset vi holdte foran så virkelig hyggeligt ud. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule, da kvarteret det lå i, så mere sammenknyttet ud. Hjemme var det store huse, som var arkitekttegnet og gerne skulle ligge så langt som muligt fra hinanden, for at man havde plads til at have sit eget.

 

”Mor, hvor er Ed’s bil?” Gemmas spørgsmål afbrød mine tanker. Ed måtte være hendes kælenavn til sin bror. Hun havde fortalt, at han hed Harry, så medmindre hun havde andre søskende som hun ikke havde fortalt mig om, så måtte dette være Harry.

 

”Jeg ville ikke fortælle dig det i bilen skat, men han blev forhindret i at komme hjem. Han blev nødt til at flyve til LA, da han var en smule bagud med arbejdet.” Anne stod og så undskyldende på Gemma, som var begyndt at få våde øjne. Det måtte virkelig være hårdt for hende, jeg vidste hvor meget hun havde glædet sig til at se ham.

 

”Mor, han har været hjemme i flere uger nu, hvor jeg ikke kunne se ham, fordi jeg var på skolen. Hvorfor har han ikke fået fulgt op på det der?” Hun var en god blanding af sur og ked af det.

 

”Gem, det er ikke så let, det ved du godt. Du kan ikke være sur på ham, det er ikke hans skyld, at det er så hektisk med arbejdet.” Gemma tog hårdt fat i sine tasker og gik med hastige skridt mod døren. Hun låste op og gik ind. Jeg kunne se hende gå op af nogle trapper, der var lige inde for døren.

Jeg rystede let på hovedet over hendes opførsel, mens jeg dog smilede. Jeg ville aldrig kunne blive så sur over at min bror ikke var hjemme. Jeg ved godt at hun havde glædet sig, men det var vel ikke jordens undergang når det kom til stykket. Folk vil nok kalde mig en dramaqueen, så hvis jeg havde noget at flippe den mindste smule ud over, så havde jeg nok reageret dobbelt så voldsomt som Gemma. Dog var der et eller andet i mig der gjorde mig glad da jeg så denne reaktion. Det var første gang jeg så Gemma gøre et virkeligt stort nummer ud af en bagatel, så noget i mig sagde, at hun var mere som mig end jeg lige gik og regnede med. Mon ikke der skulle komme noget godt ud af det her alligevel. Det kunne jo være, at jeg kunne finde Gemmas indre rebel, så vi sammen kunne have det sjovt udenfor skolens område.

 

”Det må du undskylde Tiffany.” Anne afbrød mine tanker efter lidt tid.

”Gemma har det med at blive oprevet, hvis hun ikke ser ham så ofte.” Hun nikkede undskyldende og gik indenfor. Jeg fulgte hurtigt efter og stod kort efter i gangen. Huset så ligeså hyggeligt ud indenfor, som det gjorde ude fra.

 

”Du kan bare gå ovenpå til hende, hendes værelse er døren til venstre.”

 

”Tak.” Jeg skyndte mig at gå op til Gemma, i håb om at snakke lidt om hendes udbrud. Hvis hun var brudt sammen i gråd, ville jeg ikke komme så langt med det, så jeg skulle skynde mig, hvis der skulle være en chance.

 

Til mit uheld kunne jeg høre gråd ude på gangen da jeg kom ovenpå. Der var tre døre, en pink til venstre, en blå til højre og en hvid nede for enden. Hvis ikke jeg tog meget fejl, var det Gemmas, Harrys og muligvis et soveværelse til deres forældre.

Jeg bankede stille på, da jeg ikke bare ville bryde ind, mens hun lå der. Da jeg kunne høre et stille mumlende svar fra den anden side af døren, valgte jeg at træde ind på værelset.

 

”Du kan bare stille dine ting hvor det passer dig. Sofaen derovre bliver slået ud til dig, så du kan sove der de næste par dage.” Gemma skød om sig med informationer og hun var hurtigt gået fra at græde, til at sidde med et smil på igen.

Jeg kiggede omkring mig på værelset. Jeg kunne fornemme på de søm der hang ud af væggene, at hun havde taget et par billeder ned og der var en plads på sengebordet der var tom, på den forkerte måde. Jeg kunne tænke mig, at det var billeder af hendes bror, da hun var lettere irriteret og såret lige nu.

På væggene hang der dog stadig to billeder på væggen. Et af Gemma og Anne, der lignede at være forholdsvis nyt og så et af Gemma som lille og en anden lille dreng. Jeg gættede mig til at det var hendes bror Harry. Han så ret sød ud, helt fladt hår og et kæmpe smil, med store søde øjne, der nærmest sprang ud af billedet og direkte ind i mine.

Det var måske lidt mærkeligt at snakke sådan om en dreng der lignede en på 4, men de var virkelig flotte, ikke på den der pædofile måde, men ja…

 

”Tak. Gemma det er okay at være sur, men jeg forstår ærlig talt ikke, at du bliver så ked af det? Han er da bare en douche hvis han ikke kommer hjem? Han har vel vidst det i lang tid, at du kom hjem og han er vel ikke ligefrem verdensberømt, siden hans job kan være vigtigt?!” Hun kiggede overrasket på mig og smilede lidt.

 

”Du skulle bare vide Tiffany, du skulle bare vide” Hun så totalt overrasket ud over, hvad jeg lige havde sagt. Men come on guys, halloween er vel stadig det samme uden ham.

 

”Whatever Gem. Men nu kan vi da snige os i byen uden at der er en irriterende bror til at holde øje og stoppe os!” Gemma grinede let og kiggede igen på mig.

 

”Tiffany han er min lillebror, han er da den første til at snige sig i byen.” Hun blev ved med at grine af mig, ikke sådan overdrevet, men hun kunne ikke helt holde det tilbage.

 

”Ja ja hvad ved jeg. I hvert fald kan vi tage i byen nu! Er du game?” Jeg kiggede spændt på hende mens jeg kunne fornemme at hun virkelig overvejede det.

”Det er jeg vel,” Jeg jublede stille, dog gik der ikke mange sekunder før hun igen afbrød mig.

”Men så skal vi ud og gå helt amok, vi gør ikke noget halvhjertet, aftale?”  Jeg kiggede på hende med et overrasket blik, som hurtigt ændrede sig til et kæmpe smil.

 

”Jeg er game. Stilletter, stramme kjoler og fuld make-up!” Hun kiggede igen på mig med et smil, det så ud til, at vi nok skulle få det godt sammen.

 

***

 

Dagen gik egentlig meget hurtigt, den var jo lige omkring 12 da vi ankom til Holmes Chapel. Kort efter vi havde aftalt at gå i byen, havde Anne og Robin kaldt på os for at sige der var mad. Hurtigt derefter var vi smuttet op på værelset igen, jeg skulle jo have tjekket om Gemma havde anstændigt tøj eller om vi skulle shoppe lidt. Jeg regnede ikke med så meget, når jeg tænkte nærmere over det men der måtte jeg tro om igen.

 

”Oh my fashion god! Gem du har jo nogle über fantastisk kjoler i det skab her! For ikke at tale om stilletter og accessories. Jeg er in heaven! Hvad størrelse bruger du i tøj og sko?”

 

”Tak, min bror har været ret gavmild med gaver til mig. Jeg bruger størrelse 36 i kjoler og 38 i sko.” Hun smilede igen stort til mig.

 

”Han lyder ret dejlig, skulle jeg lige tage med der? Ej hvor godt, jeg er størrelse 36 og 37,5 men det strammer.” Jeg grinede lidt som jeg sagde det og Gemma fulgte med. Vi sad og grinede lidt. Gemma var næsten to år ældre end mig, ikke at det var noget jeg før havde tænkt over, men så ville jeg vel være nogenlunde på alder med hendes bror. Hun havde haft to år ude af skolen, for at rejse rundt i verden, hvor og hvad der præcis var sket i de to år, havde hun ikke forklaret, men sidste år var hun kommet tilbage hjem og vidste, at hun havde brug for at være et stille sted. Det var historien bag, hvorfor hun nu gik på skolen og boede med mig.

 

”I er jo på samme alder, så det kunne se kønt ud.” Hun fik det stammet frem mens vi grinede.

 

Vi havde glemt alt om tøjet igen og var i stedet gået ud for at udforske byen. Jeg skulle jo lige se hvor jeg var. Der var utrolig mange små piger der gik rundt på gaden og gloede utrolig meget efter os. De måtte ikke være vant til at se to så lækre piger i byen. Gemma førte os mod et supermarked, så vi kunne handle lidt Asti og vin til inden vi skulle i byen. Alle hilste på Gemma, som om hun var berømt, men jeg tror nu bare, at det var en tæt sammenknyttet by, hvor alle kendte alle. Gemma var jo ikke hjemme så tit, så de var vel bare glade for at se hende.

 

Da vi kom hjem på værelset igen, gik vi op på værelset og lukkede os inde. Den havde allerede været 16, så hvis vi begge skulle i bad inden maden, så vi bagefter kunne gøre os helt klar til party, skulle vi i gang.

Jeg fik forklaret, at den hvide dør for enden af gangen var badeværelset og begav mig derned. Gemma havde givet mig 2 håndklæder, så jeg kunne gå først. Som jeg gik ned af gangen undrede jeg mig over de familieportrætter der hang på væggene. Der hang tre på hver side af den smalle gang – tre med Harry, Gemma og Anne. Så var der ét hvorpå Robin også var. På alle fire billeder var Gemma og Harry helt små, de eneste billeder der var fra nyere tid, var uden Harry. Jeg synes efterhånden at alt omkring ham var så mystisk, men sådan har alle familier vel sine små hemmeligheder.

 

Efter at vi begge havde været i bad, tog vi noget afslapningstøj på og gik ned til Anne og Robin, som havde lavet mad.

 

”Hvad så tøser, hvad skal i lave på jeres første aften hjemme?” Robin kiggede skiftende fra Gemma til mig og så tilbage til Gemma.

Jeg sad og kiggede afventende på Gemma, jeg regnede med, at hun ville fortælle det, da jeg ikke ville sige noget forkert.

 

”Vi skal mødes med Kristin og Char senere. Så går vi en tur ud og viser Tiffany byen om aftenen. Jeg regner med, at vi sover ved Kristin ellers kommer vi nok ret sent hjem.”

Jeg skulle virkelig beherske mig, for ikke at tabe både øjne og mund. Gemma havde lige fortalt en løgn! Jeg var ret sikker på, at det kun var hende og jeg, for jeg havde endnu ikke hørt noget om de to andre piger.

 

Vi havde snakket lidt videre om, hvad der ellers skulle ske mens vi var hjemme. I morgen aften var det halloween, så vi skulle ud og spise, hvorefter Gemma var inviteret til en fest ved nogle gamle veninder, som jeg nu også skulle med til. Lørdag var der ikke rigtig noget på programmet, andet end familiehygge. Ikke et koncept jeg normalt går indenfor, så håber inderst inde, at mine tømmermænd vil være så slemme, at jeg kan blive i sengen hele dagen. Gemma virker heller ikke vitterligt interesseret i, at skulle holde familiedag, men det har vel noget at gøre med, at hendes bror pt. befandt sig på den anden side af Atlanten.

 

”Nå men tak for mad mor, vi vil gå op og gøre os klar til, at tage af sted.” Gemma skævede til mig og rejste sig stille. Jeg rejste mig stille op og sagde pænt tak for maden. Nok kunne folk kalde mig selvoptaget og bitchy, men min mor havde opdraget mig godt, så jeg vidste hvordan man skulle være høflig i andres hjem.

 

Da vi kom ud på gangen, tog Gemma vores jakker og gik op af. Jeg så overrasket på hende, men jeg forstod det ærlig talt ikke. Da vi endnu engang var på Gemmas værelse, bag en lukket dør, blev jeg nødt til at få mit spørgsmål besvaret.  

 

”Hvad gik det lige ud på? Hvorfor tog du vores jakker?”
 

”Jeg troede, at du var ekspert i det her Tiffany. Vi skal i byen, men min mor og Robin tror noget andet. Hvis vi går ned i gangen i stram kjole, fuld make-up og stilletter vil de nok ikke tro, at vi bare skal hænge ud med pigerne. Hvis vi bare har stilletter og make-up på går det nok. Jeg kan altid skylde skylden på dig, hvis min mor spørger.” Gemma havde et blink i øjet, som det sidste kom ud.

Hun havde ret, tøsen kunne mere end jeg lige regnede med.

 

”Jeg er vant til, at min far har for travlt med sin kæreste til, at opdage hvad jeg går og laver. Det plejer at være min bror der tjekker op på hvad jeg har gang i.” Hun så overrasket på mig, da jeg fortalte, hvordan mit liv egentlig stod til.

Jeg kunne ikke lide at klage, men efter at min mor var død, var det som om, at jeg var den eneste der huskede hende. Min bror var altid sammen med sine dødsyge venner og min far havde fundet en ny kæreste, som han hellere ville bruge sin tid på. Jeg kan ikke forstå, hvordan nogen kan glemme en så vigtig person, så hurtigt.

 

”Nå men nok om det…” Gemma afbrød mine tanker, ”lad os få fundet vores kjoler og stilletter, så vi kan komme afsted.”

Jeg smilede til hende og erklærede mig enig i hendes idé.

 

Halvanden time efter, stod vi begge to klar foran Gemmas store spejl, der udgjorde skærmene på hendes store skab. Jeg var iført en ferskenfarvet, tætsiddende, lårkort kjole der fik min solbrune LA glød til, at blusse endnu mere frem. Den glød, havde jeg heldigvis stadig. Jeg havde sølv stilletter på og en masse fede sølv smykker til. Min make-up var perfekt lagt, med ferskenfarver og sølv som hovedfarver. Mit hår hang i sit naturlige fald og jeg så seriøst godt ud.     

Gemma var iført en sort, ligeså tætsiddende, ligeså kort kjole som jeg. Hendes figur var virkelig flot og jeg kunne forestille mig, at hendes bror havde en god smag, eftersom hun sagde, at det primært var ham, der havde købt det til hende. Hendes stilletter var sorte, med en guldglimmer plateau. Hendes smykker var guld og de matchede hendes brune hår perfekt. Make-up’en var mørk, med glimmer på øjenlågene. Det var som om, at hendes sprang ud, som hendes brors havde gjort på det billede fra da de var små. De havde helt sikkert de samme store, flotte øjne. Hendes hår var krøllet i store krøller, der fik det til at se rodet og tilfældigt ud, på den helt perfekte måde. Af en kedelig skolepige at være, så hun ret godt ud, faktisk så hun ret godt ud af nogen at være.

 

”Wow…” Gemma fulgte op på mine tanker, men opsummerede det i ét ord.

 

”vi ser godt ud Gem, vi gør byen usikker i nat.” Hun kiggede på mig inde i spejlet, vi fik øjenkontakt og grinede en smule begge to.

 

”Du ved Tiffany…Jeg er altså slet ikke så opsat på regler som du tror! Jeg er træt af, at alle tror jeg er den perfekte lille skolepige og min lillebror tror, at det ikke irriterer mig, at han dropper mig og regner med, at jeg har det okay med det. Jeg er slet ikke så sød og uskyldig, som alle tror. Jeg er jaloux på dig. Du gør hvad du vil og du lader ikke nogen eller noget stå i vejen for hvad du vil have. Jeg ville ønske at folk så mig mere som dig.”

Hendes ord overraskede mig virkelig, jeg havde ikke forestillet mig Gemma som den helt store rebel. Jeg havde godt luret den lidt, da hun flippede ud over, at Harry var taget på arbejde fremfor at tilbringe en weekend med hende.

 

”Så lad os ændre det syn folk har på dig så.” Jeg svarede ikke med mange ord, for hvis hun bare vidste hvad jeg gemte på bag min bitchy facade, så ville hun slet ikke tænke så stort om mig.

 

”Hvad mener du? Hvordan skal vi gøre det?” Gemma så ikke ud til at forstå hvad jeg mente.

 

”Har du vores alkohol?” Jeg svarede ikke på spørgsmålet, men valgte i stedet at stille et nyt.

 

”Ja?” Gemma så endnu mere forvirret ud end før.

 

”Så er første skridt på et nyt image, at vi tager i byen…Nu!”

 

- - - - - - - - - - 

Tiffany skulle være alene og Gemma var der til at holde hende ved selskab - awww!!! Sødt! Men Harry brænder Gemma af og Tiffany har stadig ingen idé om, at hendes Harry også er Gemmas Harry...THIS WILL BE FUN! 

Og...Gemma skal have et nye image!!! HVAD SIGER I SÅ?? 

 

Please sig hvad i tænker om det hele og hvad i tror der nu vil ske med Tiffany og Gemma! 

 

.xx Ida

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...