Don't try to fix me - I'm not broken. {1D}

Tiffany på 17 år lever det luksuriøse liv i USA. Shopper for sin fars penge, gør hvad hun vil og fester når hun vil. Tiffany går inde med et tab til sin mor, så da hendes far endelig får en ny kæreste og vil gøre det seriøs, er Tiffany klar på hvad som helst, for at ødelægge det imellem dem. Hun går tydeligvis alt for langt, & da hendes far's trussel med at blive sendt på kostskole i London, bliver til virkelighed skal TIffany pludselig til at ændre personlighed og livsstil - men Tiffany har noget helt andet i tankerne, & da hun møder den mystiske pige Gemma, som er opsat på at ændre sit liv til noget sjovere end kostskolens, tager Tiffany hende hurtigt til sig, & sammen overtræder de skolens vigtigste regler. Men hvad sker der, når Tiffany og Gemma ender på samme klub som den kendte gruppe One Direction? & vigtigere, hvad sker der, når Gemmas bror finder nøglen til sin søsters pludselig forandring? Vil turen til London overhovedet være Tiffany til hjælp? *Læsning er på eget ansvar!*

671Likes
538Kommentarer
47298Visninger
AA

4. Let them look at me.

 

Jeg var udkørt, træt og havde hjemve efter en uge. Den bunke Jane havde lagt ved min seng, var en fucking uniform, som man skulle gå med. Det havde åbenbart ikke noget med dårlig stil at gøre. Selv Gemma hadede dem, og det siger altså meget. Hun virkede så fejlfri og havde så mange venner, at jeg tit spurgte mig selv om hvorfor. Hun var jo kedelig, og for normal.

Alt for normal. Faktisk så normal, at jeg følte mig helt speciel – altså mere end jeg gjorde i forvejen.

Alle på denne fucking skole var kedelig og normale. De lavede altid lektier, gik altid i seng til tiden og stod endda alt for tidlig op, bare for at få noget ud af dagen!

Who dafuq do that?

Ikke nok med det, så var lærerne forfærdelige. De spillede så søde, og så fornuftige, men hvis man gjorde noget forkert, så forvandlede de sig pludselig fra engle til djævle. Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal kalde det. Og eftersom jeg åbenbart gjorde alt muligt forkert, så så jeg hele tiden djævlen. Det var forfærdeligt. Jeg ville bare gerne hjem, men det kunne jeg ikke, så måtte jeg jo bare sørge for at blive smidt hjem.

Og for lige at få noget på det rene – der var tremmer for vores vinduer?! Hvor mere fængsel agtigt kunne det blive? Og det var et spørgsmål – ikke en udfordring! 

Nå, det var altså blevet lørdag, hvilket betød, at vi måtte være oppe helt til klokken et – det skal fejres ikke?

Og med det mener jeg det faktisk. Jeg var træt af at sidde spærret inde på et fucking slot på en weekend, og London var lige ude for murene! Det var ikke svært at komme ud, men nu havde de jo så heller ikke haft en Amerikaner i lang tid – men jeg skulle nok gøre mig mindeværdigt, for jeg havde ikke tænkt at bruge min lørdag her.. Det var præcis derfor jeg stod foran spejlet og gjorde mig klar.

Jeg havde taget en kort kjole på, og ja jeg havde undervurderet vejret her i London. Det var mit party tøj, så jeg kom altså til at fryse. Men sådan var det jo. Livet er en bitch der skal fuckes. Fed holdning, I know.

”Wow, sød kjole,” lød det fra Gemma, hvilket fik mig til at snure rundt. Sød kjole? Sød kjole?

”Sagde du lige sød kjole?” jeg satte armen i siden og kiggede op og ned af Gemma, som rendt rundt i en grim brun cardigan, en sort top og en nederdel.

Og ja, på en freaking lørdag.

 Pige uden stil, sagde lige flot kjole til mig? Skulle jeg tage det som et dis  Jeg følte det da hvert fald som et dis.

Gemma skar en grimasse og kiggede med et underligt blik på mig, inden hun slog armene i vejret. ”Du er på vej ud, ikke?” vrissede hun surt. Jeg nikkede kort og drejede rundt.

Hun var klogere end hun så ud til, og dog. Den nederdel fik hende til at ligne en kæmpe nørd. Det var lige før hun havde cameltie – og ja, i en nederdel.

”Og du er ikke hjemme inden 23, vel?”

Jeg løftede øjenbrynet. Havde hun regnet med, at jeg havde taget en kjole på til kun fire timer? No way.

Og ja, klokken 23 skulle vi være på værelserne, det var det jeg sagde – røvsyg skole.

”Tiffany! Det gør du ikke,” sagde hun og rejste sig fra den seng hun lige havde smidt sig i, hvilket var sin egen, da hun ikke skulle komme i nærheden af min seng.

 Jeg tog mine stiletter på og tog min pung i hånden, inden jeg lavede et kast med håret. Jeg glemte hele tiden, at hun ikke kendte mig. Jeg var Tiffany, jeg klædte mig ikke ud for sjov – selvom det kunne være en ide, for at vise alle disse britiske folk, hvad mode egentlig var. Faktisk var jeg i tvivl om, om de overhovedet havde hørt ordet mode før?

”Watch me,” fniste jeg og gik hen til døren. Jeg stak hovedet ud, og da der var fri bane løb jeg ned af gangen.

Ej, der er vel grænser i hvor meget man kan løbe i stilletter, men I ved hvad jeg mener.

TIFFANY!” skreg Gemma efter mig, da hun helt klar ikke ville have problemer. Bare synd hun havde fået den forkerte værelseskammerat. Ingen tremmer skulle holde mig fra at tjekke London’s by ud om natten på en lørdag. Intet ville overgå Amerika, men hvis der var alkohol, så var det vel fint.

Jeg kom hen til bagdøren, som jeg i lang tid havde kigget længselfudt på. It was the way to freedom.

Jeg åbnede den og sneg mig ud. Vinden var kold mod mine ben, men lidt alkohol skulle nok give mig varmen igen. Jeg kiggede mig rundt for at se om der var fri bane, og lige da jeg skulle til at gå ud, greb en hånd om min arm. Min krop stivnede.

Busted.

Busted Tiffany fra Californien.

”Tiffany, du går ikke derud! Du ved ikke hvor stor London er, du bliver væk og så ender problemerne hos mig,” vrissede Gemma.

”God dammit Gemma!” vrissede jeg surt, da hun næsten havde givet mig et hjertestop. Jeg trak armen tilbage og vendte mig mod hende, og der gik det op for mig… Gemma kendte ikke til et sjovt liv. Hun levede et kedeligt liv, og det ville hun sikkert blive ved med, indtil nogen fik løsnet hende op.

Ikke fordi jeg gad. Hun var ikke mit ansvar. Hun var sikkert også kedelig i byen.

”Prøver du aldrig nogensinde noget nyt?” Jeg lod med en smule overdrivelse, mine øjne glide op og ned af hende, så hun med vilje skulle føle sig utrolig kedelig. Jeg var Tiffany, så selvfølgelig virkede det, for hendes tænder fandt hendes læber, og lidt efter kiggede hun væk.

”Tiffany, vi får så meget ballade,” mumlede hun. Mine ben begyndte at ryste – jeg frøs, og jo hurtigere jeg kom væk, jo hurtigere ville jeg få varmen.

”Hvis du ikke vil med, så tager jeg selv af sted. Og ja, jeg kan ikke finde ud af London, men det er jo en risiko der er værd at løbe,” jeg drejede elegant rundt på hælene og kiggede på Gemma som havde en indre kamp med sig selv om hun skulle tage med eller ej.

Faktisk gad jeg ikke at hænge på hende, men hun virkede så bloody perfekt, at det irriterede mig grænseløst. Hun skulle løsnes lidt op, hendes øjenbryn kunne godt ordnes lidt, hendes hår trængte i den omgang og hendes stil skulle ændres.

Så havde hun måske en chance.

”Tænk på alle de flotte drenge der er på en lørdag dagen,” sagde jeg og kneb øjnene sammen. Der gik drenge på skolen, men timerne var delt op dreng pige, så Gemma havde sikkert aldrig set nogle lækre drenge.

 Gemma kiggede tilbage mod gangen og hen på mig igen. Min tålmodighed var ved at være opbrugt.

”Det må du selv om Gemma. Jeg forstår det selvfølgelig godt inderst inde. Du er bange for at prøve noget nyt. Det er okay. Jeg skal nok finde hjemme på en eller anden måde i morgen tidlig,” jeg trak på skulderen og gik hen mod portene. Hun ville nok skifte mening en af dagene, når hun fandt ud af hvor fucking fedt jeg havde det.

Uden hende fortsatte jeg hen mod portene og sneg mig ud. Det føltes helt befriende at være ude for portene. Det måtte vi gerne til hverdag, vi skulle bare være hjemme inden 21 og uden alkohol i blodet, men det var jo ikke ligefrem fordi nogen af pigerne var på mit niveau. De var værre end kedelige Gemma, så jeg havde altså været indelukket på den skole i en hel uge, men nu blev der virkelig ændret på det.

Mit liv i England skulle ændres. De skulle ikke kunne glemme mig, når jeg endte med at blive smidt ud.

”Undskyld mig,” sagde jeg og gik hen til en gruppe piger, som var fulde.

Jeg kunne skam genkende fulde folk, når jeg så dem!

De drejede hurtigt rundt, og kiggede hurtigt op og ned af mig. Jeg var ikke den eneste iført kort tøj her, men alligevel fik jeg blikket. Dog ignorerede jeg det. De var fra England = kender ikke mode.

”Ja?” sagde en pige og begyndte at grine. Jeg fik et seriøst glimt i øjnene, inden jeg lænede vægten over på det andet ben.

”Hvad er det fedeste diskotek her i London?” spurgte jeg endelig, lidt flov over at spørge andre om det, men de kendte mig jo ikke, så det var fint. Selvom det dog var at overtræde en grænse, når jeg sådan skulle bede om andres hjælp. Det var jeg ikke vant til. Det var en meget sjælden side af mig.

Så nyd den.

”Det fedeste?” en af pigerne lød helt chokeret, indtil en af de andre hviskede, at jeg var fra Amerika. Måske kendte de mig alligevel?

Ellers var det min accent… Na vi siger bare mig.

”Funky budda,” sagde en hurtigt og kom hen imod mig. Hun så kedelig ud, men jeg tvang et smil op. Funky budda? Jeg var ikke buddist, så om jeg var velkommen, havde jeg ingen ide om.

”Det ligger lige om hjørnet. Du kan umuligt undgå at se det.” Jeg nikkede kort som tak. Det var et sjældent ord, sammen med undskyld, som forlod min mund, så derfor snurrede jeg rundt, og begyndte at gå derhen, indtil jeg kom i tanke om, hvor trist det ville være, at komme alene. Jeg bed mig hårdt i læben. De piger virkede forfærdelige, men jeg tænkte mere på mit nye omdømme i London, end det. Jeg kunne nok godt lide.

”Skal I med?” spurgte jeg med min Tiffany-charmendestemme, og det fik pigerne til at hviske. Det var typisk en pigegruppe. De var selvfølgelig en smule overvældet af min selvsikkerhed, men nu til dags var det jo trend at hade sig selv – men jeg havde ikke noget at hade, og det fik andre til at kalde mig en bitch.

”Selvfølgelig,” svarede en af dem og lidt efter gik vi alle hen imod. De spurgte mig, hvor jeg var fra, og da jeg fortalte jeg var fra Californien spurgte de straks indtil, hvorfor jeg var her.

Mit omdømme.. Det blev jeg nødt til at tænke på. Hvis jeg fortalte en kostskole, så kunne jeg enten få problemer, eller blive totalt udstødt. Ergo, så gik jeg på en skole i London.

”Ehm, den skole inde i London, dernede af,” sagde jeg og viftede med hånden, inden jeg lod et falsk smil klistre sig fast.

”Hvilken?” spurgte en af pigerne om, som hed Simone. Mit hjerte bankede et slag over, men en lille hvid løgn var ingenting for mig.

”Simone,” sagde en af pigerne og puffede til hende, som om det var et dumt spørgsmål. Jeg kiggede en smule snobbet på hende, bare for at få hende til at føle sig dum. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg havde ingen ide om hvad skolerne hed i London.

” Harrow School, sku da. Ikke?” en af de andre piger vendte sig om imod mig, mens Simone mumlede et ’ååååh’.

Jo.

Jo selvfølgelig. Harrow School. Jeg måtte skrive det ned, hvis andre spurgte. Den skole havde bare af at være god.

”Jo, præcis. Tænk jeg glemte det, haha,” jeg slog en falsk latter op, inden en af pigerne greb om min arm, og trak mig til siden.

”Det er her,” grinte hun. Jeg rev hårdt min arm tilbage. ”Lad være med at rør mig!” vrissede jeg surt, hvilket fik hende til at se helt skræmt ud.

Ups.

”Jeg mener, dine hænder er kolde, og jeg fryser allerede.” Jeg slog en falsk latter op igen, og lod min hånd glide hen over hendes arm, som et venlig tjat. Hun hoppede på den med det samme, hvilket gav mig en lyst til at grine.

Hvor var de naive. Det var helt utroligt. Jo hurtigere jeg slap af med dem, jo bedre. Findes der virkelig ingen normale personer her i London? En helt kopi af Amerika var det jo så ikke – men tæt på. Gud jeg savnede Amerika.

Vi kom ind på diskoteket, og det overraskede mig faktisk, hvor mange mennesker der var. Jeg havde slet ikke oplevet London, så jeg havde ikke regnet med der boede særlig mange mennesker her. Jeg havde mine blondine tanker nogen gange, okay? Jeg var også født blondine, men eftersom jeg nægtede at ligne alle andre, farvede jeg mit hår brunt med alle mulige farver i. Jeg elskede opmærksomhed, så hårfarven var nok en af de bedste ting jeg havde gjort.

Min far kunne dog ikke lide det, men han havde jo slet ikke forstand på sådan nogle ting – og desuden, så kunne han være ligeglad. Han slap for at se mig i et år nu. Så måtte ham og Sofia virkelig virkelig hygge sig.

Jeg fik kvalme.

”Vil du med op i baren?” spurgte Simone. Jeg snurrede hurtigt rundt, og skulle til at spørge, hvad hun egentlig selv havde regnet med. Jeg forstod ærligtalt ikke, hvad hun lavede her i byen. Hun havde utrolig kedeligt tøj på, og hendes hår hang bare kedeligt ned af hendes ryg. Hun havde ikke engang glattet det, eller lavet krøller. Virkelig ukreativt. Hvordan kunne hun overhovedet tro, at jeg ville have noget med hende at gøre? Dog sagde jeg ja. Spørg mig ikke om hvorfor, men nogen skulle jeg jo være sammen med.

”Selvfølgelig,” sagde jeg og slog et piv falsk smil op. Det var mit talent, udover at opføre mig som en bitch uden et hjerte. – Jeg har dog et hjerte! Men jeg vælger at få folk til at tro, at jeg ikke har et. Det er nemmere. Du bliver ikke såret, og du lever livet.

Det var mit motto.

Jeg fik Simone til at bestille det stærkeste de havde. Hvis jeg skulle kunne overleve denne aften uden at tænke over, hvilken lorte uge jeg havde haft, så skulle der meget til. Derfor tog jeg grådigt imod og ignorerede bartjenerens blik på mig. Hvis det stod til mig i Amerika, så havde jeg skam allerede flirtet til højre og venstre. Det var sådan jeg var. Jeg elskede at se hvor desperate folk var, men lige nu var det alkoholen der skulle indtages.

”Så, hvor gammel er du?” spurgte Simone, og regnede vel med, at vi skulle til at dele personlige ting sammen.

Som jeg sagde – folk var virkelig desperate. Så i stedet for at fortælle hende sandheden, fik jeg vidst fordrejet det til, at jeg mindst var tyve. Det kom åbenbart ikke bag på hende.  Hun nikkede bare, så det kunne jeg vel godt slippe af sted med, hvis folk spurgte om, ikke?

Og alligevel.. Simone måtte være utrolig fuld, for som tyve-årige gik jeg vel ikke på en skole. Faktisk var det så sjovt, at jeg åbenbart begyndt at grine højlydt. Jeg havde ingen ide om hvorfor. Alkoholen måtte være begyndt at hjælpe, og følelsen var fantastisk.

Nu skulle jeg vise London, hvordan den Amerikanske stil var. Derfor rejste jeg mig fra stolen, og gik ud på dansegulvet med Simone. Det ville være lidt akavet, hvis jeg bare stod og dansede alene, ikke?

Candy shop blev sat på, og hurtigt lod jeg musikken overtage min krop og lod den bevæge sig i takt med musikken. Mit forhold til musik, var det der havde holdt mig oppe denne uge. Uden den, så ville jeg gå ned, og hvis jeg selv skulle sige det, så arbejdede vi selv ret godt sammen.

Nogle stykker trådte lidt væk og lod deres blikke glide op og ned af mig. Et smil gled over mine læber. Jeg elskede opmærksomheden, og da flere drenge begyndte at fløjte, tillod jeg mig selv at give den lidt ekstra.

Jeg var jo Tiffany.

Jeg lod min hånd glide op til håret, mens jeg lod mine hofter vrikke frem og tilbage. Jeg gled langsomt ned i knæ, mens jeg sørgede for at holde mine hofter i gang, og da jeg elegant, på mine stiletter, kom op og stå, lød en masse ’woooh!’ og sådan. Jeg lod endnu engang min hånd glide op til mit hår, og lukkede øjnene. Det eneste der var til stede lige nu, var alkohol og musik. Jeg elskede at danse. Har jeg nævnt jeg dansede som lille?

Nej?

Well, i den bydel jeg boede, så lærte man hvert fald at danse sådan, lige meget om man havde gået til dans eller ej. Det var en del af stilen. Nogen var bare bedre end andre.

Flo-Rida low blev afspillet, så straks satte jeg tempoet op. Jeg vidste folk kiggede på mig, men jeg elskede det. En pige kom ud af mængden, kiggede kort på mig og lignede virkelig en der hadede mig, indtil hun lyste op i et smil. Alkoholen overtog, og når det skete, blev jeg pludselig sødere. Det var hvert fald det folk sagde. -  Ellers var der bare noget over hende, som gav mig en lyst til at respektere hende.

Og dog. Hæng mig ikke op på det her. Der skulle meget til for at få min respekt.

Hun begyndte at danse præcis ligesom mig, hvilket fik endnu flere drenge til at klappe og råbe op. Jeg sendte hende et kort smil, og der gik ikke lang tid før vi havde udvekslet navne og dansede – som I sikkert ikke kan gætte, så var hun heller ikke fra England, hvilket bekræftede min teori om, at der ikke fandtes seje typer her. Sad but true.

Jeg ved ikke, hvor lang tid vi fortsatte, det endte hvert fald med vi begge sad i baren og skulle til at bestille noget. Der havde hen af aftenen været flere drenge over, men ingen af dem sagde mig noget. Det var som om jeg var ikke kunne blive tændt af Engelske drenge.

De var søde.

Og kun søde.

”Her, sagde en dreng der stod bag baren. Pigen – Alex, og jeg kiggede forvirret på ham. Vi havde ikke fået bestilt noget endnu, så det undrede os. Han sendte os et svagt smil, inden han lænede sig hen over baren for at råbe til os.

”Det er fra de drenge der sidder derover,” råbte han og pegede hen i hjørnet. Alex og jeg kiggede kort på hinanden, inden vores blikke gled hen i hjørnet, hvor der stod en masse piger. Dog var der et par drenge, som hurtigt tog vores opmærksomhed.

Den ene dreng havde sort hår, og en lys stribe i håret. Han havde nogle jeans på og en skjorte, som så forbandet godt ud på ham. Han ver røv lækker.

Udover det, var der en dreng med lyst hår, som havde en blå trøje på, og nogle bukser. Hans grin overdøvede musikken og fandt vejen til mine øre. Der sad også en anden dreng med karseklippet hår, og selvom jeg hadede det, måtte jeg indrømme, at han så sød ud. Han snakkede med end dreng, som havde lysebrunt hår, virkelig stramme røde bukser på og en stribet trøje, og ved siden af ham stod en dreng med krøllet højt hår i nogle, næsten strammere bukser end ham den anden, bare i sorte, og en hvid t-shirt som sad tæt ind til hans krop.

Hvis det ikke var fra deres accenter, som man tydeligt kunne høre, så ville jeg have gættet på de var fra Amerika. Jeg havde set en masse drenge i aften, men ingen af dem så ud til at have stil. De var søde, men de drenge, var lækre. Dem alle sammen. Hver og en, og alligevel følte jeg mig ligeglad.

At give en fremmede pige en drink, i stedet for at snakke til hende… var det ikke et utrolig gammelt og dårligt scoretrick? Alex faldt i den med det samme, hvilket fik mig til at hive hende tilbage.

”Skulle vi ikke give dem noget ordentligt at kigge på?” sagde jeg dæmpet. Hendes øjne blev fyldt med forvirring, hvilket gav mig en lyst til at slå hende. Hvis det ikke var fordi hun rent faktisk mindede om mig, så var jeg skredet fra hende. Selv jeg kunne regne det ud.

”Ahhh!” sagde hun langt om længe, og hældt drikken i sig, inden hun rejste sig. ”Jeg tror du har fat i noget,” mumlede hun og gik ud på dansegulvet. Jeg gjorde som hende – drak min drink og rejste mig. Jeg sørgede dog for, at kigge over på drengene, som fulgte os begge. Et par klare grønne øjne, fangede mine, hvilket fik mig til at smile charmende – lidt Tiffany-charme, inden jeg gik ud på dansegulvet, hvor starship blev afspillet.

Jeg skulle nok give dem noget at kigge på.

† † † † † 

Ja, ja ja, ja ja ja, og ja. Jeg ved godt den minder om Wild Child. Det har jeg for søren da også skrevet. :) Dog kan I se, at den har taget en drejning derfra, og det bliver den ved med. Den kommer ikke til at handle om mere derfra. Så bær over med det, giv den en chance. Thaaaanks.

- Så. Jeg ved godt der stadig ikke er så meget med drengene, men det kommer skam i næste kapitel, og næste igen og næste og næste and so ooon. Jeg håber virkelig, at I har fået et indblik af, hvor falsk Tiffany hun er, og hvordan hun kan sno folk om sin lillefinger - for det bliver vigtigt længere henne af historien.

- Så hvad synes I? Hvorfor tror I Tiffany ikke føler sig trukket at de drenge? Og hvad tror I der sker? Eller, hvad håber I der sker? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...