Don't try to fix me - I'm not broken. {1D}

Tiffany på 17 år lever det luksuriøse liv i USA. Shopper for sin fars penge, gør hvad hun vil og fester når hun vil. Tiffany går inde med et tab til sin mor, så da hendes far endelig får en ny kæreste og vil gøre det seriøs, er Tiffany klar på hvad som helst, for at ødelægge det imellem dem. Hun går tydeligvis alt for langt, & da hendes far's trussel med at blive sendt på kostskole i London, bliver til virkelighed skal TIffany pludselig til at ændre personlighed og livsstil - men Tiffany har noget helt andet i tankerne, & da hun møder den mystiske pige Gemma, som er opsat på at ændre sit liv til noget sjovere end kostskolens, tager Tiffany hende hurtigt til sig, & sammen overtræder de skolens vigtigste regler. Men hvad sker der, når Tiffany og Gemma ender på samme klub som den kendte gruppe One Direction? & vigtigere, hvad sker der, når Gemmas bror finder nøglen til sin søsters pludselig forandring? Vil turen til London overhovedet være Tiffany til hjælp? *Læsning er på eget ansvar!*

672Likes
538Kommentarer
46417Visninger
AA

3. God - help me.

 

Efter jeg med besvær havde fået pakket alle de nødvendige ting, var vi nu på vej mod skolen. Flyveturen havde været lang, og allerede nu havde jeg hjemve. Jeg var træt, og vejret var virkelig deprimerende. Jeg ville højest sandsynligvis ligge ved poolen lige nu med Harley. Tanken gjorde ondt. Nu var jeg havnet i London, og kun gud måtte vide, hvordan det ville komme til at gå.

Jeg kunne ikke være her et år, det kunne jeg virkelig ikke. Det havde jeg også fortalt min far op til flere gange, men han påstod noget andet, det var præcis derfor der var fuldstændig stilhed i bilen på vej hen til skolen, udover radioen var tændt, og chaufføren der sad og nynnede. Han nynnede af helveds til, og da jeg bad ham holde mund, blev min far sur og undskyldte på mine vegne. Han forstod ingenting, og han prøvede ikke engang. Jeg skulle aldrig blive forelsket – det gjorde en blind, og den følelse kunne jeg allerede sige nu, var forfærdelig. Jeg kunne jo bare kigge på min stakkels far som var hårdt ramt.

”Så er vi her,” sagde min far og gav mit lår et klem. Bilen drejede ned af en lang grusvej, og for enden af den vej, var en stor parkeringsplads som var fyldt med mennesker. Jeg kunne ikke klare mennesker lige nu. Jeg havde én udvej, og det var at stikke af, men hvad skulle jeg så gøre? Jeg trængte allerede til et bad nu, selvom jeg havde været i bad inden kørte til lufthavnen.. Men luften her i London føltes så tyk og ulækker.

”Oh my god,” mumlede jeg for mig selv, da min far steg ud af bilen. Der hang store grå skyer over slottet, og fik det virkelig til at ligne et fængsel. Det så skræmmende ud. Jeg hadede gyserfilm, og nu var jeg med i en? Det var jo ikke fair. Jeg skulle virkelig pines. Gud var ikke på min side lige nu. Det havde han faktisk ikke været de sidste par dage – og ja, jeg var troende. Men selv det her fik mig til at tvivle på gud eksistens!

Min far gav en dame hånden, og lavede tegn til jeg skulle komme ud.  Jeg kunne være en totalt dramaqueen, hvilket jeg også var, og blive siddende, men fanden tog over mig og fik mig til at træde ud af bilen.

Iført mine sorte læderbukser, høje stiletter, lyserøde jakke og min sorte hue(Link i kommentaren) Gik jeg hen mod min far og damen der stod foran ham. Hun var lille og en smule buttet, men hun tog ikke min opmærksomhed. Det der tog min opmærksomhed, var alle de små børn bag hende, som stod og pegede hen i min retning.

Et øjeblik glemte jeg, at det her var London, og at de nok ikke var vant til at se en højere stillet pige – og med det mener jeg, en pige der havde alt, var her. Hvis det stod til mig, så var jeg heller ikke her. Det var allerede forfærdelig, og at se på deres tøj, lignede de virkelig nogen der frivilligt havde valgt denne kost skole. Ja, den lå lige ind til byen, men hvem ville helt seriøst vælge en kostskole? På den anden side, hvem valgte så frivilligt London? Hvad havde de som USA ikke havde? Nothing. England var generelt bare en kopi af USA – og alligevel langt fra.

”Du må være Tiffany?” sagde hun og rakte armen ud. Jeg kiggede på den, og overvejede kort om jeg skulle bede hende kalde mig ’de’ i stedet for du. Jeg havde ikke lyst til at være dus med hende. For god sake, jeg fik mere i lommepenge end hendes sammenlagte løn x 10.

Hun endte med at trække hånden til sig med et smil, inden hun kort viftede med hånden hen mod en pige, som kort gav mig elevatorblikket, sagde noget til sine veninder og kom herhen. Skulle de nu også bestemme hvem jeg skulle hænge ud med? Jeg kunne vel selv vælge mine venner, eller hvem der skulle vise mig rundt på skolen – eller hvad fanden de kaldte det. Jeg havde ikke brug for en lille duksepige.

De hilste pænt på hinanden, inden den buttede dame vendte sig mod mig. ”TIffany, det her er Gemma, din værelseskammerat.” Jeg spærrede øjnene op. Værelseskammerat? ”Undskyld mig,” sagde jeg og puffede noget hår væk fra halsen. Den buttede dame kiggede opmærksomt på mig. ”Værelseskammerat?” Denne gang kiggede jeg hen på min far. Havde han glemt at nævne den lille detalje om en VÆRELELSESKAMMERAT? Jeg kunne pludselig mærke, hvordan mit humør sank til bunden. You got to be kidding me!

Min far sendte mig et strengt blik og gik med den buttede dame væk, så jeg stod alene med pigen, hvis navn jeg allerede havde glemt. Hun havde brunt hår til skulderen, nogle tynde smalle læber, og nogle øjenbryn hun slet ikke kunne finde ud af at tegne ordentlig op. Alt i alt var hun kedelig. Hvis bare hun gad at gøre noget ud af sig selv, så kunne hun sikkert godt godkendes. Bortset fra det fact at hun var fra England.

”Det er også fedt at møde dig Tiffany,” sagde hun og rev mig derved ud af mine tanker. Jeg trådte hurtigt et skridt tilbage. ”Undskyld mig?” sagde jeg irriteret. Ingen havde nævnt de ligefrem var flabet her i England. ”Hvad var dit navn nu?” jeg sendte hende et falsk smil og satte den ene hånd i siden. Smilet på hendes læber forsvandt kort, inden det fandt sin plads igen.

”Gemma, og vi har meget at nå, så hvis du ikke har for travlt med at spille fornærmet og pisse forkælet, så kunne det være jeg gad, at bære en af dine kufferter hen til værelset,” smilet hun havde om læberne blev større og større, som om hun vidste hun gik mig på nerverne. Hun skulle ikke komme for godt i gang.

Langsomt vendte jeg kroppen hen mod min far, uden at fjerne blikket fra Gemma. ”Du kan i det mindste gøre dig nyttig og løfte dem ud af bilen,” sagde jeg inden jeg med faste skridt gik hen til min far, som hurtigt gav mig opmærksomheden – sikkert fordi han var bange for, at jeg ville lave en scene. Who knows?

”Jeg smutter med Genna,” ”- Gemma,” brød den buttede dame ind og sendte mig et smil. Jeg rullede med øjnene. Det var da ligegyldigt hvad pigen hed, hun skulle for søren da bare vise mig mit værelse.

”Whatever,” mumlede jeg og kiggede på min far, som spredte armene ud til et kram. Jeg havde allermest lyst til bare at smutte, men jeg fik ham ikke at se i meget lang tid, så derfor lod jeg ham kysse mig på panden, inden han strøg mig over håret.

”Jeg elsker dig,” mumlede han mod mit ansigt. ”Mmh,” mumlede jeg fraværende og gik med ham hen til bilen, hvor Genna eller hvad hun hed, havde fået mine kufferter ud af bilen. Nyttigt.

”Undskyld mig, men har du hele dit værelse med?” spurgte hun om med et grin, hvilket smittede af på min far. Jeg derimod, sendte hende bare et blik, som spurgte om hun var seriøs. Nu var det jo ikke ligefrem fordi jeg boede her i England, så jeg kunne ikke tage hjem i mine ferier og hente nyt tøj. Nogen mennesker tænker sig bare ikke om, og eftersom hun var mere blond end min naturlige hårfarve - som også var blond, så ville jeg egentlig helst bare slippe for hende. Hendes holdning, og ja selv hendes måde at snakke til mig på, brød jeg mig ikke om. Ikke når hun var en mindre stillet pige – men hun skulle nok lære sin plads at kende.

”Vi ses minskat,” sagde min far inden han satte sig ind i bilen. Jeg nikkede bare kort og skulle til at bide mig i læben, men så kunne jeg føle en masse øjne på mig, så i stedet rettede jeg mig op, gik hen til min ene kuffert og tog den under armen.

”Hvad glor de alle på?” spurgte jeg irriteret om og gik lidt hurtigere, for at følge med Genna. Hun trak på skulderne og fnes. ”Måske fordi du er en omvandrede farvebombe.” Jeg gispede da ordene forlod hendes mund. Farvebombe? Det kunne hun kun mene som en god ting, ikke?

”I det mindste går jeg ikke i det samme tøj som alle de andre gør. Er det en slags mode her i England?” Jeg fik kufferten op af trapperne og kiggede om på hende. Hendes øjenbryn var løftet, og da vores øjne mødtes, rullede hun med øjnene, inden hun fortsatte.

En underlig forvirret følelse gik igennem mig. Hvad mente hun med de rullende øjne? Det var et ganske almindeligt spørgsmål. Faktisk havde jeg ikke engang lyst til at vide svaret. Hvis det virkelig var moden i England, så var de virkelig flere år bagud. De sorte sokker, nederdelen, og den hvide skjorte med sort slips? Tilhørte slips ikke også drenge?

”Tiffany!” råbte hun utålmodigt, hvilket fik min krop til at fare sammen. Misforstå mig ikke – det var ikke hende der gjorde det, men selve bygningen, fordi hendes stemme blev fordoblet af ekkoet. Og for at få noget på det rene, så ville jeg rigtig gerne bare finde mit værelse, så jeg ikke skulle gå som en forvirret skinke og blev nødt til at spørge en af de drenge, som havde hår ned til skulderne. Uh, moden i England stod slemt til.

”Har du tænkt dig at pakke ud inden vi skal spise?” lød det fra Genna, som sad i sin seng og kiggede på sin mobil. Jeg havde stået i døråbningen i snart tyve minutter, og lige meget hvor mange gange jeg lod mit blik glide rundt på værelset, så ville min hjerne simpelthen ikke indstille sig på, at jeg skulle bo her i et år. Det var forfærdelig, og jeg kunne umuligt have alt mit tøj i skabene.

Jeg overlevede ikke. Jeg havde hjemve. Væggene var grå, sengene knirkede sikkert, der var ikke noget ordentlig signal – medmindre man kom udenfor værelserne, for det var for fanden da midt i London! Og ikke nok med alt det, så skulle lyset slukkes klokken halv elleve! De kunne lige så godt sætte tremmer for vinduet, hvis der ikke allerede var det. Det var forfærdeligt, og mit natbord kunne umuligt holde på alle mine ting, så de blev nødt til at stå på gulvet!! Oh god!

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg langsomt bevægede mig hen imod mine kufferter. Genna fulgte alle mine bevægelser, hvilket automatisk fik mig til at gøre det med stil. Hun skulle ikke på et eneste tidspunkt tro, at jeg ikke kunne klare det her. Jeg var for søren da Tiffany fra Californien, og det skulle jeg nok vise hele skolen.

Jeg satte mig på sengen, og lod mit blik glide hen langs mit natbord. En trang til at gøre det rent, kom frem i mig. Man kunne aldrig vide, hvem der havde brug det her sidst. Det kunne være en eller anden der tørrede snot af i sin hånd! Jeg måtte seriøst stoppe med at køre det hele sådan op – ellers gik jeg da først ned med stress.

Jeg tog hurtigt fat i min håndsprit og sprøjtede det ud på bordet, for at lade en klud glide hen over bordet. Da jeg havde gjort det, tog jeg hurtigt noget på hænderne, og kiggede så rundt igen. Mit blik landede på Genna, som sad med et smil om læberne og rystede på hovedet. Hvad var hendes problem?

Jeg nåede ikke engang at spørge, for en høj klokken lyd, hvilket fik Genna til at fare op, og min krop til at stivne.

”Det er madklokken,” sagde Genna og tog en trøje over sine bare arme. Madklokken? Var det ikke sådan noget man havde i gamle dage? Ikke nok med de var langt bagud med moden, ja så havde de en MADKLOKKE. Jeg overlevede ikke – og der var kun gået to timer!

Jeg måtte gå ekstra ekstra langsomt fordi Genna hele tiden måtte stoppe op og hilse på nogle mennesker. Det irriterede mig. Tænk jeg skulle sige det her, men jeg ville gøre alt for at komme tilbage til det fire vægge – også kaldt mit værelse. Det var det eneste sted jeg følte mig en smule tryg. Jeg brød mig slet ikke om at gå imellem de her mindre stillet mennesker, og det var som om de kunne læse mig som en åben bog – for de sendte mig alle et underligt blik, ellers hviskede de bag min ryg. Ikke fordi det var noget nyt – folk bagtalte mig altid, men jeg havde efterhånden lært, at misundelse var en grim ting, så det måtte jeg jo tage med mig her. De var jo ikke vant til at se folk der rent faktisk havde stil.

”Spagetti med kødsovs,” lød det glad fra en pige som sad ved det bord vi satte os ved. Måske skulle jeg lige sige, at Genna havde spurgt, for ellers ville det virke random at hun bare sagde det. Men alt i alt føltes alt her random.

Jeg skar en grimasse. Kødsovs? Serverede de ikke engang ordentligt mad? Jeg havde virkelig brug for at snakke med Harley. Jeg savnede hende. Jeg savnede mit hjem og maden derhjemme! Og jeg savnede Simon.

”Bulimi eller anoreksi?” spurgte en pige med mørkt hår, og lænede sig hen imod mig. Jeg tog hurtigt servietten fra bordet, og lagde på mit skød. Det var ikke engang sikkert man kunne få vasket tøj her! Hvordan kunne de overleve?

”Vidst bare vegetar,” lød det fra Genna, hvilket fik mig til at kigge forvirret på hende. Hvordan kunne hun vide det? Det var ikke ligefrem fordi vi havde siddet og snakket, og delt alt mulig form for personlige ting. Nej langt fra. Jeg snakkede kun når jeg blev spurgt om det – for jeg følte ikke rigtig for at snakke. Som I måske kan føle, så er mit humør lort?

”Jeg så en af dine trøjer,” mumlede hun med mad i munden, og hentydede til min trøje med en stor fed streg over en masse kød. Jeg havde fået den af Simon som en ’held og lykke’ gave, da jeg besluttede mig for at blive vegetar. Han havde aldrig regnet med, at jeg kunne holde det, men nu kunne jeg ikke drømme om at spise kød. Derfor tog jeg også kun noget spaghetti og prøvede desperat at lukke alle de alt for britiske stemmer ude.

Jeg var troende – gud hjælp mig.

En banken lød, og før nogen af os reagerede, stak en dame hovedet ind. På hendes ansigt var et kæmpe smil klistret fast, og det gav mig – pænt sagt – kvalme.

”Hej Jane,” sagde Genna med en glad stemme og rejste sig fra sengen. ”Hej Gemma,” Gemma? Var det Gemma? Hvordan var det muligt for mig, at undgå at høre det var Gemma når jeg havde hængt på hende hele dagen? Opps.

”Har I haft en god velkomst?” spurte hun om og stak en kasse frem, som jeg stirrede dumt på. Gemma derimod tog straks sin mobil frem, og lagde i kassen. Mine øjne blev store og søgte hen på min mobil som lå på bordet.

Nej.

Nej ikke min mobil. Nej nej nej. Jeg kunne ikke uden min mobil! Rædselslagende kiggede jeg rundt, for at se hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne da ikke uden min mobil?

”Du må være Tiffany,” sagde hun med en sukkersød stemme. Jeg nikkede kort og stift, men blev stående. Jane som hun hed, løftede det ene øjenbryn og kiggede så hen på mit natbord.

”Mobil,” sagde hun stadig venligt. Jeg bed mig hårdt i læben, og uden jeg vidste det, gled mit blik hen til Gemma, som sendte mig et streng blik. Hey! Hvad havde jeg gjort hende?

”Du får ikke min mobil,” svarede jeg surt, hvilket fjernede smilet på Janes ansigt. Gemma slog en høj pivfalsk latter op, og kom hurtigt hen til mig. ”Hun mener selvfølgelig!” Vi greb begge to ud efter mobilen på sammentid, hvilket fik Gemma til at sende mig et virkelig ondskabsfuldt blik, som jeg næsten begyndte at grine af, hvis det ikke var min mobil der stod på spil.

”Hun er amerikansk,” sagde hun og hev hårdt armen til sig, og derved min mobil. Hun drejede sig mod Jane og lagde så mobilen i kassen, og da jeg skulle til at rejse mig op, pegede Gemma på mig, og selvom jeg ikke ville indrømme det, så skræmte hun mig lidt, derfor blev jeg siddende.

”Tak Gemma,” sagde Jane sukkersødt igen, og lagde så en bunke halløj for enden af min seng.

”Sørg for at hun får det på i morgen,” sagde hun kort, inden hun gik hen til døren og efterlod os, eller mig, helt forvirret. Hvad skulle hun sørge for? Og hvad skete der i morgen?

 ”Godnat piger,” sagde hun så og forsvandt.

Da døren lukkede i fór jeg op. Gemma skulle ikke for noget i verden tro, at hun havde magten over mig. Hun kunne skride med sine skræmmende øjne og hendes løftede pegefinger – det var min mobil!

”Hvad har du gang i?!” peb jeg skingert. Gemma blev stående med ryggen til og lagde sit tøj på plads, og det irriterede mig! Hun var en kælling med et stort problem, som hun skulle få løst hurtigst så muligt.

”Du kan da ikke bare give hende min mobil!” sagde jeg højt igen, og hun blev stående, og min vrede voksede.

”Arg!” skreg jeg højt og satte mig med et bump på sengen. For the love of god, hvad var det her for en skole? Jeg ville ikke være her længere. Jeg ville ud, væk, langt væk. Jeg savnede alkoholen i mit blod, og jeg savnede mine venner!

”Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gjorde dig en tjeneste. Jane har det ledeste temperament, så hvis du ikke vil give dig selv og mig problemer, så burde du ligge dig til at sove, og fjerne din attitude,” sagde hun og fik på den måde lukket kæften på mig – hvilket sjældent skete.

Uden at sige mere, smed jeg mig på sengen. Hun skulle ikke komme for godt i gang. Hun var tydeligvis sådan en pige, som lavede alle sine lektier og fulgte alle reglerne. Buuh for et liv. Sådan skulle mit ikke være. Hvis min far troede, at jeg ville blive en af de engelske piger, som alle var ens og snakkede som dronningen af England, så tog han fejl. Dette år skulle ikke ændre mig. Skolen måtte have en grænse for hvor langt vi måtte gå – og den grænse skulle jeg nok hurtigt finde.

 

† † † † † 

Jeg ved godt kapitlet er ret kedeligt - men I skal have et indblik af hende, Gemma, skolen og reglerne. Jeg håber I vil give den en chance alligevel! :-) 

- Hvad synes I om Gemma og om Tiffany? Og tror I hun holder hele året ud, eller finder hun grænsen for hvornår skolen vil smide hende ud? :-) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...