Don't try to fix me - I'm not broken. {1D}

Tiffany på 17 år lever det luksuriøse liv i USA. Shopper for sin fars penge, gør hvad hun vil og fester når hun vil. Tiffany går inde med et tab til sin mor, så da hendes far endelig får en ny kæreste og vil gøre det seriøs, er Tiffany klar på hvad som helst, for at ødelægge det imellem dem. Hun går tydeligvis alt for langt, & da hendes far's trussel med at blive sendt på kostskole i London, bliver til virkelighed skal TIffany pludselig til at ændre personlighed og livsstil - men Tiffany har noget helt andet i tankerne, & da hun møder den mystiske pige Gemma, som er opsat på at ændre sit liv til noget sjovere end kostskolens, tager Tiffany hende hurtigt til sig, & sammen overtræder de skolens vigtigste regler. Men hvad sker der, når Tiffany og Gemma ender på samme klub som den kendte gruppe One Direction? & vigtigere, hvad sker der, når Gemmas bror finder nøglen til sin søsters pludselig forandring? Vil turen til London overhovedet være Tiffany til hjælp? *Læsning er på eget ansvar!*

672Likes
538Kommentarer
47467Visninger
AA

6. Gemma, you're ugly as you're boring.

Dette er ikke rettet igennem - sorry! 

Jeg ville gerne kunne blære mig med, at have fået særbehandling, men det kunne jeg ikke – for det betød, at Gemma, fra nu af, altid skulle snage i mine ting. Det var åbenbart ikke så nemt at snige sig ud fra denne lorte skole, men da Gemma fik mig ud af problemer ved at sige, at jeg jo var ny i London og ikke kunne komme hjem, så var det faktisk kun Gemma der fik skæld ud.

Sad but true – forget the sad one.

De havde fundet ud af, at jeg var kommet for sent hjem, Gemma havde fået skylden og mit liv var godt, udover Gemma fulgte efter mig, og jeg havde en aftale med Harry.

UDELUKKENDE FOR AT VISE HAM, HVOR MEGET JEG VAR I FORHOLD TIL HAM. Just remember that, okay? For jeg var Tiffany, og Harry kunne ikke klare en hel dag med mig. Vi mindede for meget om hinanden, men jeg vidste, at jeg ville vinde.

Jeg vandt altid.

Det var blevet mandag, hvilket betød at jeg havde brug for nyt tøj. Okay, det gav ikke den store mening, men jeg havde brug for det.

Gemma havde åbenbart lavet en plan om, at sige nej og vente til jeg sikkert lå på knæ og bad hende komme med – men sådan var jeg ikke, og det burde hun vide. Det var hverdag, og det betød at vi skulle være hjemme inden otte, og hvis jeg farede vild igen, så havde jeg en undskyldning – og Gemma ville få problemer, det var netop derfor jeg var på vej hen til Gemma – ikke fordi jeg ville i byen med hende frivilligt. Hun var kedelig og alt for britisk. Men jeg skulle jo kunne finde hjem igen, for London er London, og jeg kan ikke lide London – og jeg kan for den sags skyld ikke finde hjem. Hvordan jeg gjorde det i lørdags, det havde jeg ingen ide om.

Jeg kiggede rundt i biblioteket og skar en grimasse. Hvem ville hænge ud her frivilligt? Det var gammelt, det lugtede og der var støv på bøgerne – rigtig skræmmende! Det mindede om Harry Potter, og han var sjovt nok også britisk.

Bare et sammentræf, huh?

En fnisen afbrød mine tanker, og hurtigt kiggede jeg hen på to piger, som kiggede på mig med store øjne, inden de begyndte at hviske. Vi havde ikke time længere. Vi havde faktisk fri, og derfor var jeg iklædt noget flot tøj som de latterlige piger her omkring, aldrig havde set før. Men hvorfor bebrejder jeg dem? Jeg burde have ondt af, at de manglede så meget mode. Jeg mener… for søren! Vi har fri, og de render frivilligt rundt i deres uniform. Det er ulækkert og grimt.

Jeg puffede til noget hår, rettede ryggen og gik hen imod dem. Deres hvisken stoppede øjeblikkelig da jeg kiggede ned på dem.

Ikke fordi jeg var høj, men de sad ned.

”Hvad er jeres problem?” og jeg sværger, at det var meningen, at jeg skulle spørge dem, om hvor Gemma var.. men sådan gik tingene vidst ikke. Deres opfattelse af mig, var vidst vigtigere lige nu.

Deres blikke blev hurtige seriøse.

”Ikke noget,” svarede den ene og kiggede ned i sin bog. En rynke dannede sig sikkert i min pande, men den ville sikkert også sidde i jeres pande, hvis folk du aldrig havde set, havde respekt for dig – ikke at jeg klager! Det er faktisk utrolig smigrende. Det mindede præcis om min gamle skole.

Utålmodigt sukkede jeg højt. ”Har I set Gemma?” min tone var hård, hvilket hurtigt fik dem til at ryste på hovedet. Så skræmmende var jeg da ikke, var jeg?

”Hvad vil du, Tiff?” Jeg snurrede hurtigt rundt ved lyden af mit navn. Gemma stod med en bog i hånden og kløede sig på armen. Mit blik gled ned af hendes krop. Hun var også stadig iklædt sin skole uniform. Men det var Gemma.

”Jeg skal ud i byen, og du skal med.” Vi havde lidt travlt. Klokken var allerede fire.

Gemma løftede det ene øjenbryn, hvilket jeg faktisk havde forudset. Hun kunne ikke fordrage mig. Hun var sikkert jaloux på mig, så derfor havde jeg skam udset mig en plan.

”Jeg skal ingen steder,” sagde hun og hev så sin sok op. Alligevel en smule kikset, især fordi hun næsten tabte sin bog. Hun nåede lige at gribe den i luften og smile stolt. Nerd.

”Så du mener virkelig, at du ikke skal have nyt tøj?” hun nikkede. Ikke engang en ny frisure?” Hendes hår var kedeligt. Det har jeg nævnt, ikke?

Irriteret nikkede hun igen. Jeg sukkede og lagde vægten over på det andet ben.

”Ikke engang nogen nye sko?” igen rystede hun på hovedet. Jeg havde lyst til at smække hende en. Hvad var hun for en pige? Dem jeg plejede at hænge ud med, ville være faldet for det, bare jeg nævnte ”vil du med i by…” men her stod Gemma, og jeg skulle tvinge hende. Fucking lorte London piger. Ikke forstand på en skid.

”Hvorfor vil du så gerne have mig med?” spurgte Gemma og sendte mig et smil, som jeg hurtigt kunne tyde. Utroligt hun troede, at jeg brød mig om hende.

Bare nej.

Jeg løftede langsomt en finger og pegede på hende. ”Lad nu være med at få for høje tanker om dig selv søde,” jeg tog noget hår om min pegefinger og kiggede ned på de piger, som så småt var ved at samle sine ting sammen.

”Jeg har bare brug for en, så jeg ikke farer vild,” jeg sendte hende et blændende smil, som hun slet ikke gengældte – det behøvede hun heller ikke.

”Jeg er da ligeglad om du farer vild. Det er ikke mit problem. Jeg har andet at bruge min tid på,” sagde hun flabet.

Et øjeblik havde jeg rent faktisk glemt, at hun var så flabet. Vi kommer tilbage til latterlige London piger.

”Husker du sidst?” et smil gled over mine læber. ”Der var det din skyld, og hvis jeg kommer for sent og fortæller du ikke gad at vise mig rundt i London, så ved vi da godt hvem der får skylden?” Jeg gik en smule tættere på hende, og kunne se ud fra hendes blik, at jeg havde hende.

Go Tiff.

”Og jeg kan afsløre, at det ikke er mig,” hviskede jeg drillende, hvilket fik hende til at hoppe et skridt bagud inden hun langsomt sukkede, så jeg umuligt kunne misforstå, at hun overgav sig.

Det var bare lidt af min Tiffany kræfter I fik at se der!

”Wuhu!” sagde jeg højt. Ikke fordi jeg var glad for Gemma tog med – hvis det er det i tror, men fordi jeg skulle have nyt tøj – nu!

Gemma stod med et stone face, hvilket irriterede mig. Hvis hun skulle se sådan ud igennem hele London, så ville jeg da ikke gå med hende! Men på den anden side, så havde jeg vidst ikke ret mange andre muligheder.

Livet var hårdt.

”Åh, op med humøret!” fnes jeg og kunne mærke hvor godt mit humør var – fordi jeg havde vundet.

Gemma gav endnu et langt suk fra sig. ”Kan du sagtens sige, når det ikke er dig der bliver tvunget i byen med en egoistisk og virkelig selvglad pige,” vrissede hun.

Av.

Jeg tog hånden op til hjertet og lagde hovedet på skrå, inden jeg stak underlæben ud, hvilket fik Gemma til at rulle med øjnene. Hun var virkelig i dårligt humør.

”Jeg giver dig et par sko, noget tøj eller en ny frisure, kom nu!” sagde jeg da jeg ikke ville spilde mere tid. Et grin lød fra Gemma, og selvom jeg ville elske at sige, at hun grinede fordi jeg er adorable så var det altså et hånligt grin.

”Så er alt jo godt, ikke?” sagde hun irriteret og gik forbi mig.

”Jamen, så to par sko!” sagde jeg inden jeg glad gik efter hende.

Halløj London.

London havde underligt nok nogle af de samme butikker som Amerika, og hvis der var noget som kunne lette mit humør, så var det da vidst lige en butik med lækkert tøj.

”Tiffany, tag dine åndssvage poser,” lød det fra Gemma. Jeg vendte mig hurtigt rundt og så hende omringet af poser. Et lille smil gled over mine læber. Hun kunne være et godt pakæsel - især med de kedelige bukser hun havde skiftet til.

Langsomt lagde jeg hovedet på skrå, og skulle til at fyre en sjov – ifølge mig selv, kommentar af, men mine øjne landede på mit hår – og det trængte til en klipning. Ikke bare en klipning, men en VIRKELIG klipning, for det var ødelagt – men kun i spidserne. Selvfølgelig passer jeg på mit hår. Det er mit alt, og det tiltrækker opmærksomhed. Men hvor tit er det også lige, at man ser en pige med flere forskellige hårfarver?

Jep, det er ikke så tit.

”Hvor er der en frisør?” spurgte jeg om og kom helt væk fra Gemma-pakæsel halløj. Gemma lavede store øjne og slap så en af mine poser, så et gisp forlod min mund. Men stædig som hun var, afbrød hun mig.

Frisør? Klokken er seks og jeg er træt!” denne gang uden at vrisse. Hun måtte virkelig være træt af mig. Måske havde hun endelig lært, hvordan jeg var?

Man kunne altid håbe. Jeg havde en masse andre ting at bekymre mig om. Som fx hvornår jeg skulle ses med Harry. Han havde lagt en besked inden vi tog i byen, men ’glemsom’ som jeg var, havde jeg vidst glemt at tjekke den.

Fjollet af mig, hihi. Og nu vi snakker om mobil.

”Gemma, vi har så travlt!” hvinede jeg og ignorerede hende. Vi havde to ting på listen lige nu, og den sidste var vigtigst. Eller det kunne diskuteret. At få en snyde mobil eller få Gemmas hår ordnet?

Well. Gemmas hår var virkelig trængende, og jeg kunne ikke blive ved med at ses med hende, når hun så sådan ud!

”Tiffany, hold nu,” sukkede Gemma da jeg gik ud af butikken.

Holder hun aldrig mund?

”Gemma!” sagde jeg højt og snurrede rundt, så et par gamle mennesker kiggede på mig. Jeg havde lyst til at sende dem et stort falsk smil, men de mindede for meget om min mormor og morfar, og dem elskede jeg. Nu vi snakker om dem, så savner jeg dem.

”Holder du aldrig op med at beklage dig?” jeg satte den ene arm i siden og hev så en pose ordentlig på plads. Gemma kiggede forvirret på mig – selvfølgelig forstod hun intet.

”Tænker du aldrig over når folk siger til dig, at du måske trænger til noget nyt tøj, eller en ny frisure?” Et grin gled over hendes læber, og denne gang var jeg ikke i stand til at svare på, om det var falsk eller ej, men det var lige meget.

”Ikke når det kommer fra en der har alt,” sagde hun roligt. Jeg lavede en bevægelse med hånden som fik hende til at tie stille, og mit hår til at flyve omkring – ellers var det blæsten.

Whatever.

”Fordi det kommer fra mig,” sagde jeg og kiggede ned af mig selv. ”Så burde du netop tage det til dig. Alle de London piger uden mode, de stresser mig, og eftersom jeg skal se på dig hver dag, så kan du i det mindste gøre noget ud af dig selv!” Jeg vidste jeg var hård, men Gemma var også hård og hun tog ikke tingene personligt.

”Ikke alle har pengene, Tiff,” sagde hun og fik det til at lyde som om jeg var dum. Denne gang gled et smil over mine læber.

”Så er det godt alle ikke har en veninde der betaler for sin frisør.” Det gik langsomt op for hende hvad jeg mente, hvilket fik hende til at ryste på hovedet.

”Tiffany, det kan jeg ikke tage imod. Selvom du er røv irriterende, så kan jeg ikke tage imod det.” Jeg gispede. Røv irriterende? Jeg havde en stor trang til at klaske hende en, eller fortælle hende et par sandheder eller to om hendes øjenbryn, men jeg lod være.

Behersk dig Tiffany. Du har brug for et æsel.

”Åh hold op. Jeg gør det med glæde. Se det som en….” jeg viftede med hånden og prøvede at komme på ordet, men det lykkedes mig ikke rigtig.

”- som en…. Værelseskammerats gave!” Jeg smilede tilfreds over mit ordvalg og lod mine øjne bore sig ind i Gemmas. Et suk undslap hendes læber. – Hun havde virkelig noget imod folk der var venlige, hva?

”Jeg slipper ikke udenom, vel?” et skævt smil gled over hendes ansigt, og da jeg hurtigt rystede på hovedet, hvilket nogen så som ivrigt, men det var faktisk fordi jeg frøs, så gled et rigtig smil frem på hendes læber. Hun gned sine hænder imod hinanden og kiggede rundt.

”Jeg ved en god frisør,” sagde hun så, hvilket fik mig til at grine.

Og jeg lover, at det ikke var meningen.

Og vi ignorerer lige det underlige blik jeg fik af Gemma. Jeg fryser, har jeg sagt det? Let’s go.

Jeg havde fået klippet så lidt af mit hår som muligt og fået farvet en lidt skarpere rød farve i, da den var ved at falde ud. Jeg var faktisk tilfreds med resultatet, og det undrede mig, at Gemma kendte til sådan en frisør her. Jeg mener, hun har ingen stil, og den her frisør havde HELT klart mere stil end alle pigerne på skolen – tilsammen.

”Jeg skal have…” lød det fra Gemma. Jeg kiggede hurtigt hen på hende og ned i min mobil igen, som jeg lige havde fundet rem. Nummeret jeg snart kunne i hovedet, stod på skærmen igen. Med et lille suk trykkede jeg derind. Jeg var Tiffany, jeg kunne klare det.

#Hey Tiffany. Mød mig ved London eye i morgen klokken fire – hvis du kan klare det.
 - Harry#

Et hånligt grin slap ud af mine læber, hvilket fik Gemma til at sende mig et underligt blik.

”Er det ikke i orden?” spurgte hun om. Jeg rettede min opmærksomhed mod hende, og kiggede på det billede hun havde vist frisøren. Jeg rullede med øjnene. Kendte hun da ikke til stil?! Jeg sukkede højlydt og smed bladet væk.

”Nu skal du høre,” sagde jeg til frisøren og ignorerede Gemmas underlige blik.

”Det skal have en lysebrun farve, og i bunden skal der være lilla dipdye,” sagde jeg hurtigt, og straks forstod han det. Gemma derimod sad med åben mund.

”LILLA?” nærmede hviske-råbte hun da manden var gået. Jeg sendte hende et stort smil.

”Stol på mig Gemma, du bliver flot,” og det mente jeg faktisk. Vi manglede bare lige hendes øjenbryn, og så skulle jeg lære hende at lægge make up – så kunne jeg ses med hende igen. Ja måske kunne jeg endda respektere hendes udseende!

Frisøren kom igen tilbage før Gemma kunne protestere yderligere. Jeg kiggede ned i min mobil igen og skulle til at skrive et koldt ja, indtil det gik op for mig, at jeg ikke anede hvor fanden i helvede London eye lå.

#Jeg er fra Amerika, jeg ved ikke engang hvordan Londons øje staves.# og hvis han ikke forstod den hentydning, så havde vi desværre ingen aftale.

Faktisk, så håbede jeg han ikke forstod den, og alligevel. Jeg skulle vise ham, hvordan Tiffany var!

Endnu en besked blev modtaget, og hurtigt åbnede jeg den.

#Spørg om vej – medmindre du ikke tør?#

Beskeden var så provokerende at jeg kom til at gå ind i en stol ved siden af. Hvor var han flabet.

#Bring it on, Harry,# skrev jeg koldt inden jeg lagde den i lommen. Vi var i gang med at få Gemma til at blive smuk, og hvis jeg ikke koncentrerede mig, så kunne det mislykkedes og alt ville gå galt.

Helt helt heeeelt galt.

”Tiffany, jeg kan ikke tage tilbage til skolen sådan her!” hvinede hun og stoppede op foran et vindue. Jeg sukkede.

”Hvorfor kan du ikke bare leve med, at du rent faktisk er flot nu? Er det ikke det alle piger vil? Have en make over og få opmærksomhed fra drengene?”

London lort.

”Hvad fanden vil min bror ikke sige?” sukkede hun. Aha. En bror. Ligegyldig information.

”Hader du det virkelig?” spurgte jeg om og gennemborede mine øjne ind i hendes. Jeg vidste hun ikke hadede det. Hun elskede det inderst inde – og det gjorde hun. Det vidste jeg, for hun var pæn! Det vidste hun også nu. Og det var store ord fra mig.

”Nej,” sukkede hun så men fortsatte hurtigt igen. ”Hvad hvis folk kommenterer det? Eller synes det er grimt?”

………

………

……..

”Undskyld, sagde du noget?” spurgte jeg om efter noget tid. Gemma sukkede højlydt inden hun tog en af mine poser.

”Kan vi tage hjem nu?” Jeg rystede igen på hovedet og nåede lige at stoppe hende, inden hun fik et flip.

”Jesus Gemma, nu holder du altså! Har du ikke brug for en mobil, hva? Det har jeg, og jeg vil have en.” sagde jeg bestemt.

”Tiffany! De dræber os når de finder ud af det,” sagde hun og kiggede vredt på mig. Jeg kunne ikke lade være med at more mig over hendes perfekthed.

Hvis de finder ud af det,” sagde jeg langsomt og sendte hende et lusket smil. Jeg havde regnet med en ordentlig lang smøre, men til min overraskelse begyndte Gemma at grine, og var overraskende med på ideen, hvilket overraskede mig helt vildt.

Og aldrig igen bruger jeg ordet overrasker eller bøjningsordet af det.

Måske var jeg ved at løsne den artige Gemma op? Måske kunne hun rent faktisk ændre sig, og jeg kunne få en bare LIDT okay veninde?

Der var håb. Helt klart håb.

Og så kom vi tilbage til Harry. Lorte dreng. Den dag skulle overstås. Jeg skulle bevise hvor FUCKING awesome jeg var i forhold til ham.

”Aldrig mere i mit liv skal jeg på shopping igen,” sukkede Gemma og smed sig på sengen, så mine poser røg ud til alle sider. Og sjovt nok var jeg ligeglad. Jeg var selv utrolig smadret.

Vi var lige kommet hjem, havde afleveret vores mobiler tilbage til lærerne. De krævede at få den klokke otte hver aften. Jeg hadede det. Nu så jeg bare frem til min falske mobil ville virke. 

”Så hårdt var det da ikke! Nu er du klar til en fed bytur i weekenden,” fniste jeg, hvilket fik Gemma til at sætte sig op med et sæt og en finger peget mod hen mod mig.

”Ingen byture!” sagde hun hissigt.

Hvad havde jeg regnet med?

”Boriiiiiiiing,” fnes jeg og satte mig på sengen. Gemma nikkede bare og smed sine sko.

”Du kan vente til næste næste weekend hvor der er halloween. Så skal vi hjem i fire dage,” sagde hun og et smil gled over hendes læber.

Halloween? Var vi allerede så langt henne? Og fire dage fri? Kunne jeg nå at tage til Amerika på fire dage?

Nej?

”Hvorfor er det så fedt?” spurgte jeg, da det gik op for mig, at jeg ville få én dag hjemme så – hvis ikke mindre.

Og så blev mit humør ødelagt. De kunne da ikke mene, at jeg skulle tilbringe min halloween på skolen!? God fucking no. Så hellere leje et hotel værelse. Det her, det var slutningen på en god dag – og det var en lorte slutning!

”Jeg ser min bror igen,” sagde hun en smule stolt. Ja, stolt. Og det var underligt, for sådan snakkede jeg ikke ligefrem om min bror.

”Ah, sådan et kærlig nussepusse forhold?” sagde jeg irriteret, hvilket fik Gemma til at grine – og det var langt fra sjovt. Hun burde stoppe sig selv lige nu.

”Jeg ser ham aldrig. Han rejser hele tiden verden rundt,” sagde hun så og prøvede at skjule et eller andet en smule, men fordi jeg var så sur, så var jeg røv ligeglad.

Hårdt liv hun alligevel havde der. At sørge over sin bror, mens andre gik med problemer som var meget vigtigere. Som mig, eller de små børn i Afrika.

”Fedt,” svarede jeg koldt så Gemma gav et suk fra sig.

”Hvad er du nu så sur over? Glemte du et par sko? Eller klippede frisøren forkert?” lød det hånligt fra Gemma. Denne gang blev det for meget. Jeg ville hjem, og når jeg havde chancen for fucking at komme hjem, så kunne jeg ikke komme hjem!

”Seriøst, holder du aldrig kæft?” vrissede jeg, så hun hurtigt tog hænderne op foran sig i forsvarsposition. ”Realax,” sagde hun hurtigt, og så skulle min vrede altså gå ud over hende – for min bror var her ikke til at høre på den.

”Hvordan ville du have det, hvis du finder ud af du har fire dage fri fra skole. Alle andre skal hjem og fejre halloween, men din fucking far har sendt dig på en kostskole 9 timer fra hvor du bor?” nærmeste råbte jeg, så folk på gangen helt sikkert kunne høre det.

- Og jeg ved ikke om det kun er 9 timer, okay? Jeg tænker ikke optimalt lige nu.

Gemma derimod, sad næsten bare med åben mund. Hun havde sikkert ikke tænkt så langt, men det var ligegyldigt. Det hele kunne være ligegyldigt lige nu.

”Du har hjemve, har du ikke?” spurgte hun forsigtigt om. I stedet for at råbe op, som jeg virkelig havde lyst til, nikkede jeg og kiggede ud af vinduet. Jeg havde virkelig hjemve., hvorfor benægte?

Jeg kendte ikke London, jeg snakkede ikke med nogen. Pigerne respekterede mig fordi der sikkert gik rygter om hvilken type jeg var, men det var ikke en god respekt. Jeg havde brug for at komme hjem til Harley og min bror – ja selv min far. Jeg savnede min seng, min pool og det gode vejr. Jeg ville ende i en vinter depression, fryse ihjel og dø langsomt, og folk i Amerika ville ikke engang vide det, for jeg havde FUCKING IKKE EN MOBIL TIL AT RINGE FOR DEN VIRKER IKKE ENDNU.

Irriteret slog jeg til en pude, inden jeg trak min dyne hen over mig.

Lad mig dø.

 

† † † † † 

Godt så. Hvad synes I om Tiffany i dette kapitel? Tror I hun kan klare presset og blive ved med at være en bitch?

Hvad tror I og HÅBER I der sker på hendes og Harrys dag?

I må MEGET gerne like, hvis I kan lide den - det ville betyde og varme mit lille barnehjerte meget!

FÅR JEG AT VIDE EN GANG MERE DEN MINDER OM WILD CHILD I STARTEN, SÅ FÅR I EN SUR MIG AT SE. Nej okay, er altid glad, eller ja. Ej, det i orden i synes det, det fint, men den har taget en drejning, og det her sker ikke ligefrem i Wild Child - så please lad være med at skrive det om og om igen og fokuser på hvad der sker, og ikke om hvad der er sket. Så er I virkelig søde. LOVE YA! x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...