Inside of me

Caroline er 13 år gammel, bor i USA, og allerede godt på vej til at blive professionel danser. Hun danser i ALDC, Abby Lee Dance Company, som er et af de bedste i landet. Der er op og nedture, og for en 13-årig pige kan livet som danser være hårdt. Venner der svigter, presset til at vinde, og mangel på en almindelig dag.

23Likes
50Kommentarer
1365Visninger
AA

6. SLAM!

Jeg vågner tidligt fredag morgen, og får danset min solo igennem uden fejl. Sveden drypper ned af mine pande, og jeg kan lugte at jeg trænger til et bad. Jeg stopper op, og ser faster sidde på en stol lige inden for døren. Hun klapper af mig, og jeg bukker overdrevet.

Hun klapper sig på lårene, jeg tager imod hentydningen til at sætte mig på hendes lår. Med armene holder hun  om mig, ikke stramt, men sådan at jeg ved hun har mig.

"Med den dans vil du vinde mange priser." siger hun til mig, og smiler.

"Selvfølgelig, Abby har lavet den, så kan den ikke andet end at vinde." svarer jeg grinende

Hun rystede på hovedet, og pludselig så hun alvorlig ud.

"Nej, faktisk ikke. Hvis en anden danser den vil de ikke vinde, for du giver dansen nyt liv. Dit udtryk og den måde du lever dig ind i den." hun mener virkelig hvad hun siger, og det gør mig glad.

"Jeg tror på at du bliver noget stort, men du er nødt til at lægge tid til side til at lave noget andet." jeg ved ikke hvad jeg skal svare, så i stedet for lægger jeg armene mig hende og klemmer en smule.

"Så," udbryder hun efter noget tid, "Lad os få noget mad." Vi går ind til køkkenet hvor de andre er i gang med en diskussion om noget matematik.

"Far, det er 104." byder jeg ind i samtalen. Vores stemmer stiger i løbet som samtalen skrider frem, til sidst stopper mor os. Hun bemærkerat vi skal i skole, og jeg går op for at børste tænder. På vejen ud snupper jeg min idræts taske, som jeg plejer at glemme.

I bussen sætter jeg mig på du tomt sæde, Amelia er ikke med bussen. Hun er nok syg, selvom hun ikke virkede dårlig i går. Jeg undrer mig en smule, men kommer så til at smugelytte til en samtale to piger har. De sider lidt bag mig, den ene går en klasse under mig, den anden er vist nu på skolen.

"Hende der?" hvisker den ene, "Hun er danser, jeg har hørt at hun har droppet Amelia, hendes bedste veninde, bare for at danse!"

"OMG," svarede den nye, "Hun er for meget."

Hvordan kan pigen sige sådan noget om mig? Hun ved ikke hvad der er sket, hun ved jo ikke noget! En tåre truer med at løbe ned af min kind, men det ville simpelthen være for pinligt! Jeg gnider mig i øjet, og lader som om jeg bare fik noget i øjet. Jeg skruer smilet på igen, og gør alt jeg kan for at kæmpe mig igennem skoledagen med et smil.

Efter fjerde time pakker jeg mine ting, tager min idræts taske over skulderen, og går ned imod hallen. Jeg går på gangen, forbi hjemmekundskablokalerne hvor duften af koldskål når mine næsebor. Jeg snuser ind, og får en stor trang til at få koldskål med kammerjunker, eller klammerklunker som vi plejer at kalde dem. Bare for sjov.

En pige rammer mig på skulderen, og min taske glider ned på gulvet. Jeg kan høre deres grin, som de ikke gør det mindste for at skjule. Mit hår falder ned i mit ansigt, da jeg vil samle tasken op. Jeg kigger op, og ser pigerne der går og kigger tilbage hvert 10'ende sekund. Latteren bliver ved med at runge i mit hoved selv om pigerne nu har rundet et hjørne.

Jeg skynder mig videre ad af gangen, uden at se mig tilbage. Normalt ville jeg ikke lade det gå mig på, men jeg lagde mærke til at en af pigerne var den samme fra bussen, hende den nye. Tanken om at en ny pige kan sprede rygter og få folk til at skubbe til mig, skræmmer mig. Hun kender mig ikke, og burde ikke have noget imod mig.

"Glem dem." mumler jeg stille til mig selv, og går videre med sænket hoved. Jeg klæder om til mit normalle idræts tøj, og mødes med lærerne, og de andre elever, inde i hallen da klokken ringer.

"Vi skal igang med noget springgymnastik!" siger min lærer energisk og med et kæmpe smil, "Vi sætter op til nogle forskellige øvelser, så alle kan være med." vi går allesammen straks igang med at sætte tingene op, vi er alle glade for at være færdig med 

 

Færdig med emnet om fødder, et utrolig kedeligt emne som vores lærere synes kunne være sjovt og anderledes. Seriøst, vi skulle lave øvelser med vores fødder, og lærer hvordan man løber og går ordentlig på sine fødder. Det var bare ikke sjovt, springgymnastik var meget sjovere. Fordi vi bruger det i dansene på danseskolen, er jeg rigtig god til det.

Vi fordeler os selv ud på nogle hold, efter hvor god vi er og hvor meget vi tør, jeg går på det sværeste hold. Ikke fordi jeg vil blære mig, men fordi jeg ikke gider bare at skulle stå på hænder. Jeg stiller mig hen til vores lærer Brian, som skal hjælpe os. Han forklarer nogle spring på trampolin og over på madrassen, vi skal igennem dem alle sammen.

"En række efter Sophie." siger han og peger på en bag mig, jeg har ikke hørt om en er hedder Sophie! Jeg drejer rundt og ser hende stå der, og ligne en der kan klare alt. Hun sender mig et ondt blik, og triller øjne af mig. Hun drejer om, og løber professionelt mod madrassen. Hendes spring går godt, men hun lander ikke ordenligt og vælter om på madrassen.

Et smil titter frem på mine løber uden jeg kan gøre noget, de andre småfniser også af hende. Hun går tilbage imod køen, men jeg tager hurtigt fat i hende arm, nu skal hun bare se.

"Lær fra den bedste." hvisker jeg så kun hun kan høre det, hun ser surt efter mig mens jeg løber afsted. Rytmen flyder gennem mine ben, og de samles på trampolinen. Jeg flyver op i luften, med hænderne ude i siden. Jeg trækker dem hurtigt ind, drejer nogle omgange, og lander med hovedet rettet imod hende. Jeg bukker overdrevet til hende, og de andre begynder straks at grine.

"Slam!" råber Jack, og giver mig en highfive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...